Ung og ulykkelig...

[Svari Våbensmed]

Tilegenet Celeste Våbensmed

Familien våbensmeds hjem

Sen aften

Det var sent og mørket havde for længst lagt sig over Levagny. Det havde været en møgdag. En rigtig møgdag, for at sige det kort og godt. Godt nok var der gået dage nu…Men hele byen løb stadig med rygter og i dag havde hendes onkel Talon tilmed forsøgt at italesætte snakken om Éduin. En snak hun indtil videre var sluppet ganske godt fra at tage, selv med sine forældre. Som hendes onkel var endt ud med at smide hendes mesterstykke i smedjen, var den unge pige dog nu helt ødelagt. Hun havde forbrændt hånden, som hun desperat havde forsøgt at få sværdet ud af smedjen og den var nu forbundet med et halvfugtigt stykke stof.

Svaris hoved summede, som tankerne rumsterede og larmede i hovedet på hende og dermed lå hun nu i sin seng og tudede øjnene ud, så de var helt røde og småhævede. Hun havde trukket sin dyne lidt op over hovedet og ansigtet var begravet i puden bag de mørke lokker. Værelset var kun oplyst af et enkelt stearinlys, som flakkede lidt ved trækket igennem de gamle brædder.

[Celeste Våbensmed]

Privatliv var en by i Aglium for familien Våbensmed. De boede over smedjen og det var moderne af dem, at Celeste og Eirik Våbensmed havde deres egen seng, såvel som at Magnus Våbensmed og Burin delte en. Svari havde fået sin for sig selv, da Svea Købmand flyttede ud, men værelset delte de alle sammen. Det eneste andet værelse ovenpå var hvor de spiste og opholdt sig - en luksus langt fra alle havde råd til.

Det var tæt, varmt om sommeren, men rart om vinteren. Det gjorde til gengæld også Svaris ulykke ganske hørlig, som Celeste tørnede ind for natten som nummer to. Hun rynkede panden over lydene fra tæppebunken og ventede med at puste talglyset ud, selvom det altid var lugten af dyrefedt med sig.

"Svari min egen. Hvad er der sket?"

[Svari Våbensmed]

Det var sjældnere at Svari som sådan busede ud med gråd. Sjældent at hun peb eller ytrede sig om sine pinlige eskapader. – Guderne måtte vide, at dem var der trods alt nok af. Dagen havde bare været dum. Dum og tarvelig, præcis som hendes onkel Talon, der ikke alene havde forsøgt at formane hende om mænd og deres primitive intentioner men detil også havde ødelagt hendes mesterstykke, så brunetten måtte fiske det ud af gløderne med en hånd der på nuværende stadig var forbundet i et halvmørt og fugtigt stykke stof efter forbrændingen.

Ganske stille vendt hun sig om på siden, så hun kunne skimte moderen for enden af sengen over dynekanten. Hun hikstede vagt, som hun svarede; ”Ta….Talon har ødelagt mit mesterstykke. Han smed det ind i gløderne.”

Et mesterstykke spildt, som smededatteren efterhånden havde brugt det seneste år på og som hun egentlig snart havde haft i sinde at fremvise for lauget.

[Celeste Våbensmed]

Celeste hævede begge bryn mærkbart. Hun holdt vældig meget af svogeren, men hendes instinktive reaktion på datterens svar var en stærk trang til at tage noget meget tungt til hans baghoved. Hun betragtede Svari og satte sig på sengekanten ved siden af hende, selvom der var langt ned og man sank dybt ned i den rebbeslagne seng.

Hun løftede den ene hånd og strøg sin datter over håret. "Hvorfor i alverden gjorde han det?"

[Svari Våbensmed]

Svari lod underarmen falde for øjnene, som hun tørrede et par tårer væk. Småhikstende og ynkelig forsøgte hun tydeligvis at få lidt kontrol over de mange følelser, men hun lænede sig så atter en smule ind imod moderens hånd, som hun blev strøget ned over det mørke hår.

Hun tog en dyb indånding, sank den klump der havde sat sig i halsen og mumlede så; ”Fordi…Fordi han prøver at begrænse min tid..” Erklærede hun sagte. ”…Fordi der løber rygter om mig og Ridder Éduin af Lemaux .” Mumlede hun, som hun trak sin dyne lidt tættere. Velvidende om at moderen næppe havde kunnet undgå at høre rygterne eller måske tilmed skamme sig over endnu ét af hendes dummere påfund, som Svari havde stjålet ridderens tøj.

[Celeste Våbensmed]

Svari virkede ganske opløst og ulykkelig og det smertede hendes mor at se. Hun strøg vedblivende datteren over håret, men fandt også sin gave frem i sit indre og lod beroligende lidt af den synke ind i Svari, til hun mødte et punkt, hvor hun rynkede panden. Hun fik en fornemmelse af at noget fysisk var galt. Et øjeblik fra at spørge om hun var kommet til skade, nævnte Svari grunden til Talons indblanding. Celeste udbrød en lyd af chok og stirrede ned på sin datter.

"En ridder? Hvad har han gjort dig?"

[Svari Våbensmed]

Som hendes moder sad og strøg hende over håret, mærkede Svari stille roen indfinde sig hos hende, atter igen. Et lille tungt suk gled over hendes læber og hun lå så ellers blot og knugede dynen lidt. ”Han har ikke gjort mig noget, maman.” Stemmen var blid, men forsvarende.

Moderens spørgsmål og uvidenhed kom et øjeblik bag på den mørkhårede. Hun betragtede hende et øjeblik i forundring, men minen ændrede sig så atter til en af mere bekymret karakter. For hvad ville hun ikke sige? Hvad ville hun ikke tænke, hvis hun fortalte at hun havde delt et kys med ham nede i familiens stald?

”…Tværtimod, så….” Hun stoppede et øjeblik op, som et par næsten bedende dådyrøjne hvilede på moderen. ”Vi delte et kys..” Mumlede hun så.

[Celeste Våbensmed]

Celeste vidste ikke om hun helt troede sin datter, men hun havde altid opdraget sine børn til at det var bedre at fortælle sandheden og tage konsekvensen end at forsøge at lyve og møde en langt værre konsekvens. Derfor prøvede hun generelt at tage dem på ordet og gjorde det også nu med Svari. Snart efter kom uddybelsen da også og fik hende til at tage en hørlig indånding, som også fik hendes næsefløje til at udvide sig.

"Du har kysset med en ridder? Svari... Hvorfor?"

[Svari Våbensmed]

Svaris blik faldt mod hænderne, der knugede om dynen. Som de sad der, mistede hun langsomt mere og mere lysten til at se moderen i øjnene. For hvordan skulle hun nogensinde få hende til at forstå?

Hun trak stille på skuldrene og åndede ud, som hun tørrede endnu en lille tåre fra kinden. ”Fordi….Jeg godt kunne lide ham. Fordi….Fordi han var speciel.” Mumlede hun, som øjnene flakkede imod bjælkerne. ”Han fik…Mig…til at føle mig speciel.” Det var ikke nemt at forklare….For hvordan kunne man bortforklare så store følelser, for én hun næsten ikke kendte?

[Celeste Våbensmed]

Celeste tørrede en anden tåre fra sin datters kind og strøg hende over håret igen. Hun smilede trist. "Jeg er sikker på at du har følt det intenst og følt at han var noget specielt," svarede hun.

"Men du er ikke i nærheden af at være dum, min pige. Så du ved, at en ridder ikke er for dig. At adelige bliver smedet sammen med andre adelige og at borgerlige piger blot er til for øvelse for deres vedkommende. Du har din amulet på dig, selvfølgelig?"

[Svari Våbensmed]

Svari vendte blikket en smule bort fra moderen, som øjnene atter blev klare igen ved hendes ord. Det var ikke fordi hun ikke ønskede moderens trøst eller velmente ord. Men som de sad der, gjorde ordene ondt. De stak i brystet, næsten værre end selv da Talon havde smidt hendes mesterstykke i gløderne.

”Jeg ville bare så gerne at det kunne være mere.” Erklærede hun så, som hun atter lænede sig lidt ind imod den hånd, der strøg hende over håret. Hun nikkede vagt til moderes spørgsmål om amuletten. Heldigvis, havde hun den på nu, hvor hun sad overfor moderen, men oftere endte den faktisk blot i hendes lærredstaske. Trods alt, havde hun ikke i sinde at ligge med nogen.

[Celeste Våbensmed]

Celeste nikkede lidt og samlede amuletten op i hånden, der havde strøget Svari over håret. "Denne her kan redde dig fra et liv i ulykke," konstaterede hun.

"Du aner ikke hvad der pludselig sker, hvad der griber dig. Jeg skal selvfølgelig sige, at du ikke bør indlede dig med denne ridder, fordi du kan ødelægge dit gode ry og fordi du selv ved, at det ikke har nogen chance, men du er ikke en dum pige, så du er klar over det allerede. Husk i det mindste din amulet, så du ikke står med en ridders uægte barn i armene på et dørtrin om ni måneder, min egen. Jeg ønsker mere for dig."

[Svari Våbensmed]

Svari skævede lidt ned imod amuletten, som moderen tog den I hånden. Et lille suk forlod hende, men hun nikkede så atter, som hun selv lod hånden glide op omkring moders og amuletten, som hun knugede lidt. Forsigtigt slap hun den dog så, med et lille suk. ”Du skulle se ham, maman..” Mumlede hun så stille og en smule drømmende, men også vemodigt for sig selv.

[Celeste Våbensmed]

Celeste fnøs ganske let. Hun havde vel nok lydt lige så drømmende, når hun på samme alder og endnu yngre omtalte Eirik Våbensmed. Hun tog Svaris hånd og gav den et klem.

"Han er uden tvivl betagende, men husk at han er i en anden verden. Hvis en håndværker sværmer om dig og kvarteret får nys om det, så kan din far, onkel og brødre minde ham om hans forpligtelse til at gifte sig med dig. Det samme kan de ikke med en adelig. Din onkel har været bekymret for dig, uanset om det han gjorde var forkert."

[Svari Våbensmed]

Svari mukkede lidt for sig selv, omend hun lod moderen tage hendes hånd. Hun lænede sig lidt ind imod hende og hun åndede derpå tungt ud. "Rory Sygård har spurgt mig igen.." Sagde hun så stille. "Jeg har ikke i sinde at sige ja.." Erkendte hun så. "Jeg er ikke forelsket i ham.."