Døde sjæle kan spøge blandt de levende

[Bartholomeus af Charenoy]

De døde sjæles nat: Aften

Der havde ikke været en lang, dyb samtale omkring hvad der skulle foregå på dagen for deres hjemkomst, men Bartholomeus var ingen idiot. Det var en særlig aften og nat og han havde planlagt sig ud af den. Turen til Mortems Tempel var en tradition for mange på De Døde Sjæles Nat og Delphine havde tydeligvis været med før. Hun var helt stille, som hun red på den lille hest, hvis tøjler Bartholomeus havde fat i. Der var ikke langt fra paladset til templet og han vidste hvor lidt Igraine af Charenoy brød sig om at ride, så han havde foreslået at de gik.

Det var en aften og en nat hvor man mindedes de døde og imens Bartholomeus selv tænkte på bedsteforældre og enkelte kammerater tabt til sygdom eller kamp, så vidste han hvor Delphine og Igraines tanker måtte være. Der havde været en anden mand i deres liv. En far og en husbond, som var borte nu. Han ville aldrig blive den samme, men han håbede at han udfyldte rollen tilstrækkeligt alligevel. 

Netop i dag forsøgte han at gøre det ved at lade dem ære mindet om manden, der ikke var mere. Han var sædvanlig tavs, imens han gjorde det.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke melankolsk anlagt og tillod ikke ofte sig selv at svælge i det, der engang havde været, men denne aften var anderledes og selv Igraine var ikke immun over for fortidens spøgelser. Det var da også slående, hvordan mor og datter i det øjeblik bar en lighed, der alle andre dage var svær at se; alvorlige og tavse, begge fjerne i blikket.

Kun lyden af de taktfaste hovslag fra den lille hest brød stilheden og da de nåede frem til templet, sagtnede Igraine selv farten en anelse. Blikket gled over bygningen, mens hendes bryst hævede sig med en dyb indånding og i det øjeblik, hvor Bartholomeus hjalp Delphine ned fra hestene, lukkede hun øjnene.

Bare et øjeblik, før de åbnede og fæstnedes ved datteren. De havde været der før og hun nikkede med et lille, vemodigt smil, da Delphine spurgte, om hun måtte gå forrest ind. I et flygtigt øjeblik strøg hun sin datters mørke hår, før hun fulgte hende med blikket. Selv blev hun stående et øjeblik endnu og kunne, for første gang siden deres ægteskab, ikke helt samle sig til at se på sin mand.

[Bartholomeus af Charenoy]

Han var i deres blikke og tanker, den anden mand, men han kunne ikke være der for dem ellers, på denne dag. Så Bartholomeus trådte til, udfyldte sin nye plads og blev den, der tog Igraines hånd i sin, selv da hun ikke så på ham. Han løftede den blidt til sin arm, før han begyndte at gå ind i templet efter Delphine.

Der var stille, selvom der var mange mennesker. En underlig stemning herskede på imellem stenene, en ladet tavshed. Der var tændt lys ved det største alter og ved mindre rundt omkring. Et sted for døde i kamp, et for sygdom, et for sømænd tabt på havet. Delphine kendte vejen til det alter de besøgte først. Han var blot med på vejen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde mange bekymringer, men en af dem stilnede lidt, da Bartholomeus tog hendes hånd. Hun lukkede den blidt om hans arm og tog en indånding. Sorgen var efterhånden blegnet, men der var dage, hvor den alligevel vandt indpas.

Da de nåede til alteret for krigere, faldne i kamp, slap hun igen Bartholomeus arm og trådte frem. Hun knælede ved alteret og tilbragte en stund i stille bøn. Delphine tilsluttede sig og først efter flere minutter, løftede de begge hovedet igen.

Igraine kyssede sin datter på håret og gav plads til en diskret omfavnelse, før de begge rejste sig. Førstnævntes blik landede endelig på manden, der kun så endnu mere massiv ud i den dunkle belysning og selvom det var vemodigt, så smilede hun svagt. En gnist af varme i brystet fulgte da også, da den tiårige trådte frem og tog ridderens hånd uden at spørge om lov først.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus stod helt tavs og stille bag de to hunkøn i hans liv og tænkte på tabte venner og fjender ved alteret. Da Igraine og Delphine rejste sig, vendte han hurtigt tilbage til virkeligheden. Han tog Delphines hånd og gav den et klem. Så tilbød han Igraine sin arm.

Uden nogen ord, forlod de templet igen. Bartholomeus satte sin fosterdatter op på hesten igen og tog tøjlerne. I natten brummede han en dæmpet hymne.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var taknemmelig for stilheden, der blot blev brudt af den dybe brummen fra Bartholomeus, som på en eller anden måde både modvirkede og forstærkede aftenens melankoli. Det var dog ikke ubehageligt, tværtimod og det var ikke hende, men Delphine, der brød tavsheden.

"Kan vi tage hen til markedspladsen?" spurgte hun fra hesteryg og som det mest naturlige, vendte Igraine blikket mod sin mand for svar.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så op på Delphine ved spørgsmålet og registrerede også at to blikke hvilede på ham. Han var deres klippe nu og ansvaret ramte ham lige i mellemgulvet.

Så smilede han varmt. "Ja. Vi kan godt gå forbi. Måske sælger de noget sødt, som du kan plage din mor om at få lov til at købe." Han vendte blikket drillende mod Igraine. Så begyndte han at gå i den retning.

[Igraine af Charenoy]

Melankolien havde uforvarende hængt tungt over dem, men ved Bartholomeus' ord var det som om, at det hele lige lettede lidt. Det var en forunderlig effekt, men Igraine mærkede et blødt smil snige sig frem over læberne og der var en reel varme i blikket hun sendte ham.

Delphine smilede da også og det forblev der, da hun rettede blikket frem igen. Igraines skuldre var også faldet lidt og hun gav impulsivt hans arm et blidt klem, mens hun formede et lydløst 'tak' med munden.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke at han havde den evne til at vende situationen rundt, før han havde gjort det. Det blomstrede lidt i kroppen på ham og han smilede svagt, men varmt, til både Igraine og Delphine. Han havde helt ret i, at der var søde ting at plage om og da de gik tilbage mod paladset sad Delphine med sukret stads i mundvigene og gnistrende øjne.

Hun var udmattet, da hun blev lagt i seng den aften. Bartholomeus var ikke med, men sad henover en bunke breve fra Charenoy, rettet imod det næste rådsmøde, hvor han igen skulle agere sin faders repræsentant.

[Igraine af Charenoy]

Det ville være en smal sag at få en barnepige til at sørge for sådan noget som Delphines putning, men Igraine havde altid varetaget den opgave selv, når tiden tillod det og gjorde det samme nu. Datteren var da også så stor, at det ikke længere var en lang affære, men i dag var der alligevel lidt ekstra at vende i skæret fra det ene lys og der gik nogen tid, før hun endelig lukkede døren til sovekammeret stille i.

Derfra kunne hun have søgt mod en stue og sine egne sysler, men valgte i stedet at gå mod arbejdsværelset. Hun bankede blødt på den halvåbne dør og ventede da også på svar, før hun skubbede den lidt mere op og trådte ind. "Forstyrrer jeg?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var begrænset hvor meget plads de havde i genakkerne for rådsmedlemmer, men der var afsat plads til et lille kontor til alle. Her sad Bartholomeus begravet, da Igraine kom ind. Han så op og smilede svagt.

"Nej. Jeg bliver ikke færdig i dag," konstaterede han. Så tog han en dyb indånding. "Sover hun?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine ventede på bekræftelsen, før hun trådte ind og lukkede døren stille til bag sig. "Ja," svarede hun og tog en dyb indånding, selv en smule træt, før hun roligt krydsede afstanden over til skrivebordet. "Det tog lidt tid, men hun overgav sig."

Hun standsede ved siden af Bartholomeus og lod en hånd hvile mod hans skulder i et enkelt, taknemmeligt kærtegn. "Tak for i dag."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så op på sin hustru og lagde armen omkring hende, som hun lagde en hånd på hans skulder.

"Det er min opgave nu," konstaterede han. "At passe på jer, hm?"

[Igraine af Charenoy]

Det føltes ikke unaturligt at have hans arm omkring sig og hun smilede svagt ned til ham. Hun nikkede let, men så også en anelse eftertænksom ud.

"Jo," medgav hun dog. "Vi skal bare lige vænne os til det," tilføjede hun dæmpet, men ærligt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede og brummede let. "Mm. Jeg indrømmer at jeg allerede har vænnet mig fint til det."

Han tog hendes hånd og kyssede den. "Er du også træt?"