Døde sjæle kan spøge blandt de levende

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede lidt over hans ord, velvidende at hun selv og Delphine var kommet til med en lidt mere kompliceret fortid. De havde dog begge fundet en tryghed hos Bartholomeus, skønt fortidens spøgelser spøgte i dag.

"En smule," indrømmede hun da også og lænede sig lidt ind mod ham. "Det er altid en hård dag," konstaterede hun, men smilede så lidt. "Men bedre i år."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede svagt, en smule trist og afdæmpet, men rolig. Han rejste sig op og lagde armen omkring skuldrene på Igraine.

"Lad os gå i seng. I morgen er en anden dag."

En dag, hvor fortidens spøgelser igen var lagt til ro og hvor det var ham, der var Igraines eneste mand.

[Igraine af Charenoy]

Igraine gjorde plads til, at han kunne rejse sig, men lod sig også villigt indfange af hans arm. Faktisk lænede hun sig selv lidt mere ind mod ham og slap en dæmpet, enig lyd til hans ord. I stedet for at gå med det samme, tillod hun sig dog at vende sig lidt mere ind mod ham og løftede en hånd til hans hals.

Hun måtte strække sig lidt for at trykke et blødt kys mod hans læber, men det føltes nødvendigt at gøre nu - og ikke bare af ren pligt. Hun værdsatte, hvordan han havde håndteret dagen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog mere end villigt imod gestussen i dens rene form. Han og Igraine havde kun været gift i et halvt år, men han var i den grad begyndt at sætte pris på at have en hustru. Det var de små ting. Et blødt kys i slutningen af en lang dag og en blid gestus ovenpå en indsats. Hans frie hånd strøg let over hendes kind og han endte ud med at læne sig lidt ned til hende med et svagt smil.

"Hvad var det for?" Han brummede dæmpet. Fandt hendes mørke øjne.

[Igraine af Charenoy]

Det havde ikke været nogen stormende forelskelse, hvor de bare måtte have hinanden, men Igraine var da blevet glad for hans selskab og nød da også de små kærtegn, som de udvekslede ud over det, der var strengt nødvendigt i bestræbelserne på at undfange en fremtidig arving. Nu smilede hun da også svagt under det blide kærtegn fra en ellers ru hånd og åbnede øjnene med et øjeblik forsinkelse.

"Du synes måske, at det er fjollet," bemærkede hun dæmpet, mens hånden lagde sig mod hans bryst. Blikket mødte hans, helt tæt på. "Jeg havde blot brug for at mærke, at du er her."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde aldrig i sit liv været forelsket, men hvis han blev bedt om at tage stilling til hvad han følte for Igraine og kunne sætte ord på det, så var der nok noget i den stil i gære. Han havde i hvertfald følelser for hende, omend dybere end en flygtigt forelskelse. Derfor smilede han også varmt over svaret og strøg fingrene ned over hendes hals.

"Det er ikke fjollet," brummede han og strejfede hendes læber. "Jeg er her."

[Igraine af Charenoy]

Små hår i nakken rejste sig lidt over varmen fra hans fingre mod halsens følsomme hud og hun lod sin egen hånd glide op til hulrummet mellem hans hals og kraveben. Hun smilede ind mod det lette kys og blev da også stående tæt på, selvom hun kunne have trukket sig tilbage. Hendes egne fingre gled op og lagde sig let om hans nakke, nemmere at nå, når han stod lænet ned mod hende.

Hun nikkede ganske let til hans ord, taknemmelig og svarede ved at søge hans læber igen. Denne gang dvælede hun længere, bare lige den tid, der skulle til for at understrege for sig selv, at han var der; varm og levende.

[Bartholomeus af Charenoy]

Varm og levende. Bartholomeus var begge dele. Han var også stærk og det benyttede han, da han gik ned i knæ og løftede Igraine op fra gulvet, da hendes læber forlod hans.

Han brugte ikke flere ord, men tog hende med ind på deres værelse, hvor sengen fyldte det meste. Han lagde hende også på den og kyssede hende flygtigt, før han selv fulgte med med flere kys.

[Igraine af Charenoy]

Det sug gik gennem Igraines mellemgulv, da stærke arme hev hende op. Hun havde ikke været vant til at blive båret rundt på, men han havde efterhånden gjort det et par gange og hun måtte indrømme, at man godt kunne blive forfalden til det. Lige nu var behovet for nærheden dog blot det dominerende og selvom hun måske burde have dårlig samvittighed over at jage spøgelset af en anden mand væk med en ny, så var det ikke tilfældet.

Tværtimod rakte hun ud og lukkede hænderne bag hans nakke, trak ham tæt og fortabte sig lidt i nærheden af en mand, der ikke bare var levende, men som måske også var krøbet under huden på hende.

[Bartholomeus af Charenoy]

De havde stadig sko på, men Bartholomeus fik vinklet sine af og rakte også ned for at få Igraines af hende, før han helligede sig kysset. Han lagde sig i sengen med hende og aflastede sin vægt på albuerne, imens han jagede vægten af dødens dag væk med noget, der var meget levende.

Han pressede ikke på for andet end kys, selvom de havde delt seng i et halvt år og det ikke var uvant mere.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke for alvor regnet med, at hun ville finde meget mere end et praktisk ægteskab, hvor hun kunne have en funktion, men noget mere havde alligevel sneget sig ind, selvom hun ikke var fuldt ud bevidst om det.

I hvert fald var det ikke pligt, der fik hende til at give sig hen til ham den aften, men noget andet og mere. Noget godt.

Lukket