Bros before hoes

[Henri af Migran]

Tråd tilegnet Éduin af Lemaux

En aftenstund på Falken og Kronen

Der var uro i krostuen denne aften. Larm, bralder, fulde mænd og hvinende kvinder havde indtaget Falken og kronen. Ligeledes havde Henri, som han havde taget plads ved et hjørnebord, hvor han afventede en gammel vens ankomst. De to havde den foregående uge aftalt at de skulle ud og hælde nogle øl ned. – Og at de så havde sat sig på netop samme dag, som Henri havde ligget og rodet i mudderet på træningspladsen med Theuderich af Sangy, passede ham egentlig ganske godt. Forhåbentlig ville han dermed kunne dulme den dundrende hovedpine han havde efter at have fået et par på hovedet. Han håbede blot at den anden ridder var lige så øm af de knubs han havde fået, som Henri selv var.

Han havde allerede drukket et halvt krus, da Éduin endelig trådte ind af døren. Han løftede det dog atter i gestus til den anden ridder, som han nikkede høfligt til ham i hilsen. ”Lemaux…” Et vagt smil bredte sig over den forslåede ridders læber. Trods alt, havde han hørt en lille fugl synge om en sjov eskapade, han ligeledes var nødt til at udspørge kammeraten om i løbet af aftenen.

[Éduin af Lemaux]

Den mørkhårede, høje ridder stillede sig foran Henri af Migran med et spørgende udtryk, der tydeligvis indikerede hans uforståenhed over sin kammerats forslåenhed. Hvad var der for tiden med alt det mudder, som folk rodede rundt i? Henri trængte til et bad, og måske en kvindes kærlig omsorg med den hævede læbe, han stod og stirrede på.

"Fortæl mig engang, Henri, du kunne umuligt være gledet i mudderet alene, kan det vel?" Eduin trak flabet op i sine mundvige. En hentydning til Henris forslåenhed, der var tydelig for enhver der gik forbi dem.

Éduin gik til hans side og satte sig afslappet ned i en stol, hvorefter at han tungt lod støvlerne finde hvile på en tom stol foran sig, "Hvem har du leget med?"

[Henri af Migran]

Henri sad et øjeblik blot og hævede brynene afventende af sin kammerat, som han stod der og fordømte ham. Han viftede en smule afværgende med hånden, som han håbede at den anden ville sætte sig og han tog derpå en slurk af sin øl.

”Nej…Bare rolig…Theuderic af Sangy ser lige så slem ud....” Bemærkede han, som han tog sig lidt til læben efter at have tørret lidt skum væk med håndryggen. Han havde hurtigt glemt både hvor meget det sved i et åbent sår og hvor ømt det var at røre ved. Ikke fordi han var en tøs, men fordi de to mænd alligevel hver især vappede til, når de kom op og toppes. Det var trods alt ikke for ingenting at det rygtedes rundt omkring at folk fandt deres fejde småbarnlig efterhånden, som alvoren udviklede sig.

”Men du skal vist nødigt snakke, Hmm? Jeg hører at du selv leger rundt med rak..” Bemærkede han, nysgerrig efter at høre om rygterne talte sandt. Trods alt, blev der snakket i krogene om at Éduin havde kastet beundrende blikke efter en anden småborgerlig tøs. Velsagtens skulle det være den samme, som adskillige af drabantkorpsets mænd havde set ham jagte halvnøgen igennem byen og over markedspladsen.

[Éduin af Lemaux]

Det havde været med hævede bryn og et sigende smil i retningen af Henri, idet at han fortalte om sin eskapade med Theuderic af Sangy. Hvorfor kom det ikke som en overraskelse for Éduin at høre, at de havde slået lidt på hinanden.

Éduin rakte hånden op, lang som han var, og fangede en kropiges opmærksomhed. Med to fingre gjorde han tegn til, at hun skulle komme med to nye kurs øl, en til ham selv og en til hans kammerat ved sin side, og kropigen nikkede med et smil. Éduin lyttede på Henri i mellem tiden, og spørgsmålet om hans egne rygter var selvfølgelig kommet Henri for øre.

"Rak?" gentog Éduin med et grin, og satte sig til rette i stolen, vinklet i Henris retningen, som han lænede sig over armlænet, "Hun er alt andet end dét, Henri," forsikrede han med et bredt smil.

"Du skulle se hende, Henri. Åh, hun er ganske enkelt-- Hendes læber. Wow. Hendes øjne er som at se ind i et dådyrs. Og hendes hår, så mørkt og langt.. " remsede Éduin smilende op, som en eller der havde set solen for første gang. Man kunne meget vel tro, at han var som en nyforelsket teenager. "Men hun er flabet. Jeg har aldrig oplevet nogen kvinde så flabet," afsluttede han med et smil, der ikke virkede til at kunne vaskes af ham. 

[Henri af Migran]

Henri bundede det resterende af sin øl, før han skubbede det tomme krus en smule frem foran sig. De mørke bryn hævede sig skeptisk ved Éduins ord og han lod eftertænksomt en hånd finde hvile ved læberne, før han kløede sig lidt i den ru skægstubbe. Han lyttede dog nøje til sin vens ord. Vidste han ikke bedre, ville han næsten tro at ridderen af Leamux var blevet forelsket. Ikke destomindre, skulle det dog ikke undre ham, hvis det ville gå over igen, så snart han havde formået at snige sine lange fingre op under kvindens kjoleskørt. Sådan var det som regel med Éduin. Han havde ikke før oplevet, at interessen havde holdt ved, efter at han først havde lagt dem ned. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten tro du var vild med hende.” Brummede Henri tænksomt, som han tog imod sit nye krus med øl.

De grå øjne betragtede kropigen, som hun et øjeblik belv stående og kiggede nærmest dumt og drømmeagtigt på Éduin efter også at have sat hans ølkrus på bordet. Henri så på hende med store øjne og han vinkede så lidt af hende med den ene hånd, som tegn til at hun godt måtte pille af, da kammeraten knapt syntes at ænse hende.  Han rystede så lidt på hovedet for sig selv. Trods alt, ville manden næsten kunne vælge en hustru frit på alle hylder. Det alene på sit udseende. Man skulle være godt dum eller blind, hvis ikke man bemærkede, hvordan kvinderne kiggede efter den mørkhårede ridder…Og alligevel sad de begge to dér…Ugifte.

”..Jeg forstår dig ikke…” Erklærede han så. ”Hvad vil du med en anden småborgerlig...kvinde?” Spurgte han, uvidende om, om han skulle kalde hende for en tøs eller en kvinde. Han gik dog for nu med det sikre valg, som han næppe ønskede at lukke munden på sin ven. Henri var trods alt nysgerrig..Og han ville ikke få noget ud af at være nedladende på nuværende.

[Éduin af Lemaux]

Éduin smilede bredt af Henris bemærkning. Efter alt at dømme, så var han næsten bange for, at Henri ville have ret i denne antagelse. Han havde aldrig følt sådan her før for nogen kvinde, for ofte, når han havde fået stillet sine lyster i natlige fornøjelser med forskellige kvinder, så blev de hurtigt erstattet af en ny. Hende her var anderledes, for hun havde formået at fange hans interesse helt og holdent. Som om, at han umætteligt ikke kunne få nok af hende. Selv ikke kropigen, der drømmende stod og betragtede ham, så ud til at få ham ud af sine tanker for Svari.

"Vild med hende.." gentog Éduin med sit flabede smil, "Jeg er fuldstændig skudt.."

Mens Henri fik shu´set kropigen væk, sad Éduin i stolen, albuen lænende mod armlænet og kæben hvilende i håndfladen, og så drømmende frem for sig. Ølkruset hvilede stadig uberørt på det andet armlæn i den anden hånd, hvilket også var atypisk ridderen af Leamux.

"Hm?" Éduin vågnede af virkeligheden, og lod det brune blik hvile på Henri, "Spørgsmålet er nok nærmere, hvad hun vil med mig," svarede Éduin og satte sig bedre til rette, med en anelse alvor i tonen. Han tog en hørlig indånding, "Hun er ikke andet end - hvad - atten år. Kommer fra en god familie. Hun skal vel giftes til en eller anden borgerlig herre snart.." afsluttede han tørt og sukkede diskret tungt for sig selv.

[Henri af Migran]

Aldrig nogensinde i al den tid Henri havde kendt grevesønnen af Lemaux, erindrede han at have set ham således. – Kuldret, småforelsket og drømmende som en sølle og patetisk teenager.Og det var ellers længe. Længe at de to granvoksne havde muntres og kendt til hinanden. Både de bedre og dårligere sider af hinanden. Jo, af alle mennesker der betrådte denne jord…Så var Éduin nok én af de få, som kendte Henri sådan rigtigt…Og han den anden. De havde på en eller anden måde bare altid haft en eller anden fælles forståelse for hinanden. Som de sad der…Lige nu, genkendt Henri dog næppe sin bedsteven. Tværtimod, var det som om at en snedig slange havde forvandlet sig til en logrende, nuttet hundehvalp.

Henri’s øjenbryn sad såedes nærmest helt oppe i panden på ham, som han skeptisk betragtede kammeraten. For, hvad ville han dog med en attenårig smedelærling? Han havde måske til dels kunnet forstå det, hvis hun havde været en rig købmandsdatter…Men det her?

”Forhelvede Éduin…” Henri brummede kritisk af vennen, som gned den ene tinding lidt med sin frie hånd. ”Hvad har du tænkt dig? At spørge din fader om du må ægte en smededatter? Det ved du godt at han aldrig ville indvilge i.”

[Éduin af Lemaux]

Det var skam sandheden, som Henri lagde frem på bordet. I realiteten var det ikke en mulighed. Det var sjældent set, at adelige giftede sig med borgerlige, og de få gange det var sket havde resulteret i foragt fra familien. Og så endda en kommende lensgreve? Hans far ville forbande ham til Mortem for at "følge sit hjerte" i stedet for at følge ansvaret for sin slægt.

Éduin grinede over tanken om sin fars vredesudbrud, som han satte sig tungt og afslappet tilbage i stolen. Hans brune blik skimtede på sin gode kammerat ved sin side, der virkede som den lille samvittighed, Éduin skulle have haft i alt dette her.

"Nej, han ville fratage mig min titel for ikke at se en borgerlig ende i slægtshistorien," svarede han blot med et bredt, drenget smil, "Måske skulle jeg bare være behjælpelig, så han ikke behøvede. Pakke det mest nødvendige, tage hende med mig og flygte med hende til Aglium hvor vi kan skabe en historie sammen."

Éduin smilede af tanken, inden at han sukkede tungt, "Hvem er det, jeg prøver at narre.. Vores skæbner ligger anderledes. Vi ville aldrig få hinanden alligevel."

[Henri af Migran]

Hvis ikke det havde været fordi at Henri kendte Éduin som en fornuftig mand, havde han nok troet at den anden var blevet vanvittig. Rablende tosset, som han sad der og baldrede op om en anden smededatter.

Henri tog en slurk af sin øl og med et tungt suk satte han kruset fra sig igen. ”Du må være sinddsyg..” Mumlede han tænksomt, som han hævede brynene lidt. Minen forblev dog alvorlig, som Éduins egen mine også fandt seriøse folder. ”Næppe…” Mumlede han så, ikke særlig opmuntrende. ”Så hvad har du tænkt dig?”

[Éduin af Lemaux]

Og det var kun ét af problemerne. Éduin så på Henri med en panderynken. Hvis han dog blot viste, hvor meget fodfæste Éduin manglede efterhånden. Han havde tilladt sig at glide ned ad en skrænt, der ikke så ud til at have nogen ende. For udover, at han havde ladet den smukke smededatter fascinere sig ind på ham, så havde han ikke fortalt sin kammerat om den anden kvinde på paladset; affæren med Dronningen selv.

"At nyde hver dag jeg har med hende, indtil hun står i brudekjole og siger ja til en anden.." besvarede han Henri bundærligt. Det var den eneste mulighed, der var. For i sidste kunne det her kun ende tragisk.

Éduin tog sit krus, lænede sig en anelse mod sin kammerat og klirrede den mod hans, "Skål." Og uden yderligere at sige mere, førte han krusset til sine læber og tømte det for at dulme sin situation.

/Afsluttet?