En anden dag

[Lanval af Suilleaux]

Fleur af Aren
Starten af november

Det havde egentlig været en satsning at Lanval var mødt op ved universitetet. Han havde skrevet et brev til det værelse Fleur havde bedt ham om, men han vidste ikke om hun egentlig havde tænkt sig at møde ham efter hendes skoledag var ovre. Han havde bare skrevet en kort besked og bedt hende om at møde ham, ikke nogle forklaringer eller nogle grunde. Det ville være bedre at han forklarede sig overfor hende - personlight.

Derfor stod han nu og hvilede sig mod muren og betragtede strømmen af studerende der forlod deres klasselokaler. Da han fik øje på den rødhårede pige, blev han stående og betragtede hende i skyggen fra universitetets tag. Han kunne blive stående her og se om hun overhovedet ville vente, eller bare gå videre. På den måde ville han finde ud af om hun rent faktisk ville se ham, eller bare gå sin vej. Han kunne godt forstå hvis hun ville det sidste, han havde jo trods alt ikke skrevet til hende som han havde lovet.

Afventende, strøg han fingrene gennem sit hår og trak øjenbrynene sammen. Han var stadig iført det tøj han havde haft på til træning idag, det var ikke særlig fornemt, mest praktiske afdæmpede farver og på hans kind var der stadig en smule skidt fra da hans ridder fik skubbet ham i mudderet.

[Fleur af Aren]

”Desværre Fleur.” Ordene stak i brystet, da hun forlod universitetsværelset. Der havde intet brev været som lovet og hun havde straks tænkt på alle de ting hun måtte have gjort forkert. Havde hun været for frembrusede? Havde hun været for uanstændig? Kunne hun have gjort mere – skulle hun have gjort for at takke ham? Måske havde den unge væbner bare været flink ikke at afvise hende alt for direkte.

Få dage efter havde hun banket på samme værelsesdør, kun for at blive mødt af den samme besked; der var ikke afleveret noget brev. De følgende dage derefter var gået med skiftende følelser af irritation og fortvivlelse over manglen på ærlighed. Ikke længe efter var hoved opdaget af helt andre ting og snart efter startede rundrejsen.
Fornuft var dog i sidste ende kommet til komtessen og hun var blevet enig med sig selv om, at Lanval måttet have haft sine grunde for ikke at have skrevet. Det blev hun nødt til, for sin egen skyld.

Det var rent held at Fleur modtog hans brev. Det havde fået forputtet sig i en stak af løse pergamenter og lærebøger, så det nært aldrig var havnet i hendes hænder. Betænkelighedstiden om hun overhovedet ville mødes med ham igen havde ikke været lang.
Strømmen af studerende nåede at fortyndes før Fleur’s skikkelse var at finde udenfor klasselokalerne. Spejdende efter den kønne væbner. En enkelt bitter tanke blev sendt mod underviseren, som havde holdt hende hen, da den mørkhåret Suilleaux ikke syntes at nogen steder at se.
Et øjeblik var hun sikker på at han måtte have valgt at gå videre med dagen, fordi han måske havde troet hun ikke ville dukke op. Med en ærgerlig følelse sænkede blikket sig mod jorden.

[Lanval af Suilleaux]

Det var måske lidt uretfærdigt overfor hende at han stod og gemte sig, men hvis hun blot gik sin vej ville han give hende lov til dette uden hun skulle føle sig tvunget til at blive. Da han så at hun blev hængende og så ud til at vente på ham, trådte han frem fra skyggerne og gik hen mod hende med et svagt smil på sine læber.

Da han nåede hen i nærheden af hende, rømmede han sig lidt for at få hendes opmærksomhed og strøg fingrene gennem sit hår.
"Nådigfrøken, jeg er glad for De kom." Sagde han og kløede sig lidt på hagen, hvor hans skægstubbe var begyndt at vokse lidt frem.
"Har De lyst til at vise mig det tærte sted De talte om sidst vi mødtes?" Spurgte han og var klar på at blive afvist. En følelse der ville svide ret meget, men i det mindste ville han vide hvor hun stod henne.

[Fleur af Aren]

Var det en eller anden ondskabsfuld leg, at lade hende stå og vente for aldrig at dukke op? Hvis det var tilfældet var det så hans eget påfund eller havde han sammen råd med de andre væbnere, besluttet sig for at drive gæk med hende? Deres kendskab til hinanden var begrænset, men den smule af Lanval som han havde vist af sig selv harmonerede ikke med det billede hjernen forsøgte at male ham i.

Fleur havde stået så fordybet i egne tanker, at hun ikke bemærkede Lanval før hans stemme lød tæt ved og sendte et chok gennem hende.
”Væbner Suilleaux,” hilse hun lettet, med en hånd holdt over det bankende hjerte ”Jeg havde været lige ved at tro nogen dræv gæk med mig, at De slet ikke ville dukke op.” Indrømmede hun og bed ned i underlæben. Han lignede næsten sig selv, foruden det begyndende skæg. Det fik ham til at se voksen ud på en helt anden måde end sidst de havde mødtes.
Mundvigene løftede sig, så læben trak sig fri ”Det ville være min glæde.” Svarede hun nikkede og gjorde tegn til han skulle følge med. Tærtebageren lå ikke langt fra universiteters arealer, der var stadig tid nok til at små sludrer på vejen der til.
En svag rødmen lagde sig over kinderne ”Deres skægstubbe klæder Dem.” Komplimenterede hun ærligt og drejede kort hovedet i hans retning, men måtte vende blikket væk fra ham for ikke at gå ind i nogen eller noget.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval skar en diskret grimasse over hendes ord. Det havde han vel selv været ude om, sådan som han havde opført sig. Det gav mening, at hun troede han var typen der ikke ville dukke op, efter at han ikke havde sendt hende brevet. Han smilede dog svagt da hun gik med til at gå ud og finde en tærte, selvom det måske ikke var det mest spændende man kunne lave.

"Tak." Sagde han og begyndte at gå og han regnede med at hun ville lede ham den rigtige vej.
"Jeg skylder Dem vist en forklaring." Sagde han og rømmede sig. Han kunne lige så godt forklare sig med det samme i stedet for de gik i akavet stilhed, når de alligevel begge to tænkte på det samme.
"Jeg skrev ikke, fordi jeg skulle tidligere afsted end de andre. Min ridder tog afsted til Rouvry før de andre." Sagde han.
"Tingene gik pludselig hurtigt. Jeg er ked af jeg ikke nåede at skrive, før vi tog afsted." Sagde han.

[Fleur af Aren]

”Ja?” Lød det opfodrende, da han indledningsvis lagde op til at forklare sig.
Fleur bemærkede ikke selv hvordan hun automatisk sænkede farten eller hvordan spændinger satte sig i skulderne. Straks kørte tankerne på tærteinvitationen ikke var andet end høfligheder, at han nu ville pointere hvor skamfuld deres sidste møde havde været. Lettelsen var derfor også stor, da årsagen til det udeblivende brev skyldes væbnerpligter og ikke kobberrøde hårlokker.

Hun mærkede straks hvordan skulderne løsnede sig og fødderne igen bevægede sig i deres sædvanlige fart ”De vil måske syntes det er fjollet, men jeg er glad for det ikke skyldes De fik kolde fødder.” Svarede hun med det oprigtig smil, men måtte dernæst også indrømme ”Jeg burde have opsøgt Dem på rundrejsen i stedet for at lade tvivlen slå rod, men ting blev lidt hektiske.” Hun skar en mindre grimasse ved mindet om det forbrændte telt og den ufrivillige udflugt gennem en våd og nattemørk skov.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var overrasket over at høre at hun havde været med på rundrejsen. Så ville han have opsøgt hende tidligere, men han havde troet at hun var i Levagny og passede sine studier. Derfor så han en smule overrasket på hende, men lod det ligge. Han havde ingen ret til at bebrejde hende noget, efter sådan han havde opført sig.

"Sandt. Der var en del at se til på rundrejsen. Jeg og min ridder deltog først efter Charenoy" Sagde han og rømmede sig afdæmpet. Selv havde han haft travlt med at være væbner, men ud over det havde der også været alting med Helene af Suilleaux der havde optaget hans tanker. Mindet om hende slog ham lidt ud af kurs. Det var ikke fordi han havde dårlig samvittighed over sine følelser for Helene. Hun havde ramt noget i ham der havde fået hans beskyttertrang til at blusse op. Han holdt af Helene, men på en måde der gjorde ham sørgmodig og vred, Fleur derimod fik ham til at glemme problemerne og gjorde ham i bedre humør. Var det muligt at holde af to kvinder på forskellige måder? Åbenbart.

"Så - er De glad for at være tilbage i hovedstaden?" Spurgte han og vendte blikket mod den rødhårede unge kvinde. Hun så smuk ud i den spæde vintersol, han undrede sig igen over at de ikke var stødt på hinanden i løbet af rundrejsen, men han havde jo også været i Charenoy det meste af tiden.

[Fleur af Aren]

Enkelt gang var det lykkes Fleur at fange et glimt af den unge væbner under rundrejsen. men hun havde ikke været sikker på det faktisk var ham og ikke bare en eller anden, da det havde været ganske kort og delvist bag fra og derfor havde hun ikke opsøgt ham. I bagklogskabens lys fortrød hun, men valgte ikke at dvæle alt for længe i følelsen. Det kunne jo hverken gøre fra eller til og vigtigst var han valgte at bruge sin sparsomlige fritid i selskabet af hende.

”Det ville være at lyve hvis jeg påstod jeg ikke allerede savnede Aren,” Levagny var måske nok det komtessen kunne kalde sit sande hjem, men familieborgen var mindst lige så hjemmevant for hende og det var en kærkommen pause fra hovedstadens evige summen. ”Men jeg er glad for at være hjemme igen. Endnu mere nu, hvor jeg har været så heldig at Mithras har velsignet mig med godt selskab.” Svarede hun og trådte nærmere ham uden at det virkede for åbenlyst for de forbi passende, men tæt nok til at blive bemærket af de skarpe.
”Jeg håber ikke Deres ridderherre har været alt for hård ved Dem og at der stadig var plads til at De kunne morer Dem undervejs på rundrejsen?” Spurgte hun, men forsøgte ikke at få det til at lyde som om hun prøvede at tale ilde om Bartholomeus af Charenoy.

[Lanval af Suilleaux]

De var meget forskellige på det punkt. Lanval savnede på ingen måde Suilleaux lenet, det mindede ham kun om sin onkel Lancelin af Suilleaux og alle de problemer der var i hans familie. Han var vokset op der, men det føltes ikke som et hjem, det føltes som et fængsel og Lanval havde ønsket at komme væk derfra så hurtigt som muligt. Lanval smilede en anelse over hendes søde ord, selvom han ikke rigtig følte han fortjente det.

Derefter grinede han afdæmpet over hendes følgende ord. Bartholomeus af Charenoy var altid hård ved ham, hvilket var godt, for det var det der gjorde ham til en god væbner og på et tidspunkt også en god ridder.
"Der har ikke været meget plads til sjov og ballade." Bemærkede han. Slet ikke med alt familiedramaet oveni, som han på en eller anden måde havde påtaget sig ansvaret for.
"Næste år skal jeg tage Prøven, så i øjeblikket træner jeg hårdt så jeg kan vise mit værd under Prøven." Bemærkede han.
"Morede De Dem i løbet af rundrejsen?" Spurgte han, fordi han ikke ønskede at tale om sig selv.

[Fleur af Aren]

Lanval’s latter var det eneste, der forhindrede øjenbrynene og resten af ansigtet i at trække sig sammen i en næsten sørgmodig mine. Fleur havde kun kunnet begynde at forestille sig, hvor lang rundrejsen havde måttet føltes for ham, hvis ikke der havde været tid til bare at give slip og leve lidt i nuet.
Det virkede heldigvis ikke til at være en skæbne der generede væbneren alt for meget.
Et lyttende nik blev givet og før hun kunne nå at spørger ind til prøven, lykkes det ham allerede at få vendt samtalen væk fra sig selv. Hun lod ham slippe, for nu.

”Hmm.” Lød det eftertænksomt, med underlæben trukket skævt ind mellem tænderne ”Jeg kom til at brænde det telt ned jeg delte med mine kusine, men det lyder altså værre end det var. Resten af turen var... uforglemmelig.” Hænderne samlede sig foran hende, med den ene hånd strygende let over håndleddet på den anden. En behagelig varme spredte sig i kroppen ved mindet om Theuderic af Sangy.
Et lille indeklemt byhus længer fremme kom til syne. Fleur rømmede sig svagt "Det lille udhæng, det er der vi skal hen. De må ikke lade Dem snyde af det ikke syner af meget." Den ene hånd blevet løftet op med en pegende finger. De ville ikke kunne meget længere end halvvejs ned af gaden før duften af tærter ville nå dem.

[Lanval af Suilleaux]

Brænde et telt ned. Lanvals blik blev en smule chokkeret og derefter lettere bekymret. Han blev lidt skuffet over han ikke havde været der for hende og hjulpet hende. Det var dog svært at hjælpe alle de stakkels komtesser - han kunne ikke være alle steder og opretholde sin træning og pligter som væbner.

Da hun gjorde ham opmærksom på byhuset, smilede han en anelse og lod blikket glide hen over det. Sandt nok, det var ikke imponerende og han ville nok aldrig have opsøgt det selv. Han var dog glad for at han fik muligheden nu han var sammen med Fleur.
"Spændende." Sagde han med et skævt smil. "Livet er altid et eventyr når man er sammen med Dem." Sagde han og gik lidt tættere på hende mens de gik mod byhuset. Han havde lyst til at tage sin arm rundt om hendes, men han var bange for at hun ikke ville synes om det.

"Må jeg hjælpe Dem op ad trappen?" Spurgte han da de nåede byhuset og han så der var en lidt ujævn og stejl trappe op til døren. Det var selvfølgelig mest en undskyldning for at røre ved hende, han var godt klar over hun sagtens selv kunne gå op ad trapper.

[Fleur af Aren]

Det brændende telt havde været det mindste at bekymringerne, men Fleur havde ikke i sinde at snakke dårlige domme om en ridder og da slet ikke prinsens fætter. Hun kunne ikke udtale sig alene på baggrund af en skidt mavefornemmelse, det havde slev hun fornuft nok til at vide. Desuden, hvilken antagonist ville hjælpe to forvildede komtesser? Ville sådanne typer ikke i stedet udnytte situationen?
Hun havde følt sig fristet til at spørger indtil om han var bekendt med Caspian af Vigny , men droppede tanken fordi hun fandt det fjollet at antage han måtte kende alle væbnere og riddere. Det var for urealistisk.

Fleur fandt det svært ikke at stråle alt for meget af stolthed. ”Eventyr er bedst når man har nogen at dele dem med, har jeg hørt nogle kloge mennesker påstå.” Var der en ting den unge Aren elskede, så var det alt eventyrligt. Om Lanval selv var klar over han næsten ikke kunne have givet hende et større kompliment var uvist, men det var også ligegodt Fleur tog imod det med kyshånd og belønnede ham for det med fysisk kontakt ved at lade deres arme strejfe.

”Hvis De vil være så venlig.” Svarede hun smilende, og lod armen glide rundt omkring hans, så snart den var blevet budt. Der var ingen hast i at tage de slidte trin. Fleur tog de skæv slidte trin med et langsommere tempo end normalt for at trække tiden lidt ud, før hun måtte slippe ham.
”Ville De være okay med at lade mig bestille for Dem?” Spurgte hun da de nåede sidste trin.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde ingen idé om at det var Caspian af Vigny hun havde haft problemer med, hvis han havde vidst det, så havde han nok bidt tænderne sammen i irritation over den unge ridder. Han var ikke begejstret for ham og den påvirkning han havde på Elyot af Falanie.

"Sandt." Sagde han og smilede en anelse, da hun lagde armen glide rundt omkring hans. Han hjalp hende sikkert op ad de lidt ustabile trappetrin og havde heller ikke selv nogen lyst til at trække sig ud af hendes greb lige forløbigt.
"Det er i orden. Jeg vil dog gerne betale, det skal De ikke gøre. Det er jo mig der inviterede." Sagde han og han havde højst sandsynligt flere penge end hun havde. Selvom hans onkel var sparsom med hvor meget han gav ham.

[Fleur af Aren]

”Det kan jeg godt acceptere.” Fleur fandt ingen grund til at protestere mod at lade ham betale. Ikke fordi pli forbød hende det eller fordi det potentielt kunne slå skår i hans ego, men fordi hun var sikker på gestussen nok skulle blive gengældt i fremtiden.

Hun gjorde sin arm fri, da den lavstammede tærtebager dukkede op i halvdøren og den unge Aren hilste med et venligt smil. Genkendelsen var tydelig ved komtessen, men den unge mand ved hendes side modtog et mere vejende blik. Bestillingen lød på to tærter den ene med fyld af lam, urter og kartoffel. Den anden med grønsagsfyld. Begge favoritter af Fleur og hun var sikker på Lanval ville finde dem mindst lige så velsmagende, hvis han da ikke var bleg for at dele med hende.

Med de lune tærter overrakt og betalingen lagt vendte Fleur ansigtet mod den mørkhåret væbner ”Jeg kender et sted, hvor vi kan være uforstyrrede. Med mindre De er bange for højder?” Forslog hun, da de nåede bunden af trappen. De kunne sagtens spadsere rundt i gadebilledet imens de fyldte deres maver, men hun håbede han ville gribe tilbuddet i stedet.

[Lanval af Suilleaux]

Duften af tærterne fik Lanvals mave til at knurre, hvis ikke det var fordi de stadig var brandvarme havde han taget en bid af den ene allerede. Udenfor smilede han til hende og skulle til at åbne posen og række den ene til hende, men da hun foreslog de skulle et andet sted hen, holdt han sig tilbage. At være alene med Fleur lød tiltrækkende, han havde trods alt tænkt på hende siden de mødtes for et halvt år siden og hans tanker havde ikke just været uskyldige.

"Det lyder godt." Sagde han og slog armen ud for at hun skulle vise vej og de begyndte at gå. Da de nåede hen til stedet hun havde i tankerne, åbnede Lanval posen og rakte hende den ene tærte, inden han satte sig ned på hvad det end var de var nået hen til.