En anden dag

[Fleur af Aren]

Stedet Fleur havde ledt ham til var et ende hus, der tydeligt havde stået tomt længe. Det måtte have huset en mindre familie før en af efterårets mange storme havde gjort krav på gavlen og senere det meste af taget. Hvorfor det stadig stod vidste hun ikke, men Fleur var faldet over det en dag hvor hun havde måtte søge ly for regnen for ikke at ødelægge sin medbragte bog. Hun havde senere fundet en måde at komme op på det der var tilbage af førstesalen, derfra kunne man sidde tilpas i skjult og stadig følge med i hvad der skete på et stykke af gaden.
Det var på ingen måde luksuriøst, men det var hendes lille hemmelige lomme i Levagny.

Fleur fandt et af de tæpper hun tidligere havde efterladt sig og spredte det ud for dem at sidde på. Hun kunne have sat sig overfor ham, men valgte i derimod at tage plads ved siden af med benene bukket til samme side. Hun tog imod den budte tærte med en takken.

”Ville De have noget imod at droppe den formelle tiltale? Den er så upersonlig og jeg vil gerne lære Dem ordentligt at kende uden om den lette distancering som den giver.” Spurgte hun og afventede med at tage sin første tid til han havde svaret.

[Lanval af Suilleaux]

Det var et lidt besynderligt sted, men underligt nok følte Lanval sig tilpas da de endelig satte sig på tæppet ved siden af hinanden. Der var noget behageligt ved at være et sted der føltes så afsides, hvor ingen kunne se dem og hvor han kunne være sig selv for et øjeblik. Hans blik gled hen over menneskene ude på gaden, mens han overvejede hvilket liv de levede. Måske et der var mere simpelt? Han håbede det var tilfældet.

Da hun talte og spurgte om de skulle droppe de formelle tiltale former, smilede han en anelse og strøg fingrene gennem sit hår, der alligevel faldt ned foran hans øjne igen.
"Det kan vi godt." Sagde han og tog en bid af sin tærte, selvom den stadig var ret varm.
"Så kan du vel også kalde mig Lanval." Sagde han og vendte blikket mod hende, mens det gled ned over hendes ansigt.

[Fleur af Aren]

Hun prøvede ikke alt for åbenlyst at følge håndens bevægelse, da den forsvandt ind i det mørke hår for at skubbe det fri af øjnene. Det kriblede i fingrenespidserne for at lade hendes egen hånd gøre ham kunsten efter, selvom lokkerne næppe ville være mere lydhøre overfor hende.

”Mh.” Kom det lettere åndsfraværende fra hende før hans svar rigtig trængte ind og fik hende til at blinke et par gange ”Det kan jeg godt gå med til. Væbner Suilleaux lyder alligevel så alvorligt uden det formelle.” Drillede hun med et varmt smil.

Den første mundfuld tærte, fik de mørke øjne til at lukkes med et let suk. Selvom hun havde spidst mindst et dusin tærter fra bageren, så værdsatte hun alligevel stadig hver bid, men den første var nu den bedste.

”Ville du stadig vælge at blive ridder, hvis du kunne vælge frit uden at skulle tænke på ting som forpligtelser eller klasse?” Spurgte hun oprigtigt interesseret efter at have tygget af munden.

[Lanval af Suilleaux]

Det lød meget alvorligt ja, men det passede nok også til Lanvals liv i øjeblikket. Han smilede dog skævt som svar på hendes kommentar og trak på skuldrene, en gestus der var lidt mindre seriøs og viste at han var enig med hende. Imens de spiste blev Lanval stille et øjeblik, han var også sulten, mere end han havde regnet med da de gik herhen. Hans blik gled ud på himlen og han følte et øjeblik, at han ville ønske han var en fugl der kunne flyve væk.

Fleurs spørgsmål kom bag på ham, han vendte ansigtet mod hende og trak øjenbrynene lidt sammen med et undrende blik. Derefter kløede han sig lidt i håret, så hans lokker af hår faldt endnu mere frem foran hans øjne. Han tænkte sig om et øjeblik.
"Ja." Sagde han. "Jeg har aldrig haft særlig meget imod at blive ridder. Det er jeg faktisk ret glad for." Sagde han.
"Hvis der er noget jeg ville slippe for, så ville det nok være adelen og måske også at være arving til Suilleaux..." Sagde han afdæmpet. Det var ikke noget han sagde til særlig mange. Det fik ham til at slå blikket ned og betragte sin tærte med et lettere tomt udtryk i sine øjne.

[Fleur af Aren]

Lanval’s nedslået blik fik Fleur til at ligge tærten oven på den pose den havde været i, hvorefter hun skubbede sig op at sidde på knæene med fronten vendt mod ham.
“Da kronen åbnede op for kvindelige riddere der drømte jeg at blive en af de første, men mine forældre var ikke enige. Min lillebror skulle være den til at gå i vores fars fodspor og jeg var så misundelig på ham.” Begyndte hun at fortælle, mens hun rakte frem og placerede siden af pegefingeren under hans hage med blommen på tommelfingeren hvilende mod den “Der er dage, hvor jeg stadig missunder ham fordi han er en dreng og det giver ham muligheder i livet jeg aldrig vil få.“ Blidt guidede hun hans ansigt op for at møde lade gråt mødes med brunt.
Tommelfingeren strøg over de ru skægstubbe, med spidsen strejfende underlæbens kant “Det jeg prøver at sige er, at vi alle ønsker at være noget vi ikke er og det er der intet skamfuldt i, så lad aldrig dit blik dale over at være menneskelig, Lanval.” Før hun selv kunne nå at overveje om det var en god ide, havde Fleur lænet sig frem mod ham for et kys.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval betragtede sin tærte et øjeblik, men da hun vendte sig mod ham og satte sig anderledes lagde han også tærten fra sig på posen, da det virkede som om de havde vigtigere ting at lave end at spise. Han lyttede til hendes ord og tænkte sig lidt om. Da hun lagde en pegefinger under hans hage og løftede hans ansigt, fulgte han dog med hende og endte med at se hende i øjnene.

Følelsen af hendes fingre på hans skægstubbe og hans underlæbe fik hans hjerte til at banke hurtigere og sendte en sitren gennem hans krop. Han skulle til at svare hendes ord, men hun overraskede ham ved at læne sig frem og give ham et kys. Denne gang var han lidt bedre forberedt end han havde været med Helene af Suilleaux og han gengældte kysset, mens han lukkede sine øjne i og lagde den ene hånd på hendes kind. Det føltes godt og hun var så smuk, med sit røde hår og lyse hud. Det var dog anderledes end det havde været med Helene. Han var ikke så ked af det, mere spændt og energisk. Han følte at Fleur forstod ham, måske mere end de fleste andre gjorde. At hun var der for ham og han kunne støtte sig mod hende. Det var bare prikken over i'et at hun også ville kysse ham.

[Fleur af Aren]

Fleur levede for meget i nuet til overhovedet at skænke det en tanke, at Lanval muligvis ville afvise hendes tilnærmelser. De var alene og sandsynligheden for der ville dukke nysgerrige øjne op så lille, at hun havde været nød til at handle på impulserne.

Øjnene gled sammen. Det var på ingen måde som det første kys hun havde delt med Theuderic af Sangy . Denne gang følte den røde komtesse sig langt mere sikker. Hånden der før havde haft ved hagen lagde sig støttende mod hans lår, da hun lænede sig endnu nærmere for at kunne gøre kysset dybere. En flig af fornuft lykkes alligevel med at snige sig ind.
Læberne slap modvilligt hans idet Fleur trak ansigtet en smule tilbage "Undskyld jeg..." Hviskede hun og åbnede langsomt øjnene, men ikke for at møde hans blik med det samme. Det brune blik dvælede ved væbnerens mund "Skulle ikke have kysset dig selv om jeg gerne ville." Han kunne være forlovet og måske været blevet så forløftet over det pludselige kys, at han ikke have nænnet at afvise hende?

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var stadig en smule forbløffet da hun trak sig væk og endte kysset. Det var svært for ham ikke at blive ved med at kysse hende, men han ville ikke virke som om han pressede hende til noget heller. Han smilede en anelse over hendes ord.
"Det gør ikke noget Fleur." Sagde han afdæmpet og strøg en lok af hendes hår om bag hendes øre og ind i den hårpynt hun bar.
"Det kom bare bag på mig." Bemærkede han og mødte hendes blik.
"Det er ikke fordi det ikke er noget jeg ønsker.." Sagde han og lod blikket dvæle lidt ved hendes læber.
"Men jeg er jo bare en væbner Fleur, jeg kan ikke give dig noget eller give dig nogle løfter." Sagde han.
"Hvis jeg virkelig ender med at være arving til lenet, så bliver min forlovelse ikke op til mig."

[Fleur af Aren]

Den mest forventelige respons havde været for Fleur at trække sig væk, enten nedslået over udsigterne til en dag at kunne kalde sig for Grevinde af Suilleaux var en kende optimistisk eller i værste tilfælde at hun ville trække sig i forfærdelse over antydningen af mistanke for t hun skulle være så udspekuleret. Fleur’s reaktion var ingen af delene.

Som perler på en snor kom tænderne til syne i et bredt smil ”Og en dag kan du kalde dig ridder,” Påmindede hun ham varmt. Der var intet der hed ”bare en væbner” selvom hun forstod meningen bag ordene, så havde hun ikke tænkt sig bare at lade ham reducere sig selv så nemt. ”Men du behøver ikke give nogle løfter om hverken giftermål eller titler. Det er ikke dem jeg har lyst til at kysse med, men dig.” Svarede hun oprigtigt. Der var kun et løfte hun var interesseret i, men hun fandt det ikke nødvendigt at bede ham love at holde tæt om det delte kys.

Fleur lænede sig endnu en gang ind, men standsede da spidserne af de lokker der var faldet ham i øjnene kildede mod kinder og næse. Et lille fnis undslap hende da hun rettede sig op ”Øjeblik.” Sagde hun og gjorde sig fri af hovedlinet, så hun kunne komme til et af de tynde bånd der holdt noget af håret flettet op under hovedbeklædningen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede skævt over hendes ord og nikkede derefter som svar på hendes ord. Han var glad for at høre det og heldigvis havde han endnu ikke fundet ud af hvad der kunne ske hvis man var sammen med en kvinde, men efter det, ville han nok blive en del mere tilbageholdende.

Da hun tog hovedlinnedet af blottede han tænderne i et lidt større smil. "Du er virkelig ikke særlig glad for det slør er du?" Sagde han og lod blikket glide hen over hende, en anelse fascineret.

"Jeg har tænkt på dig hver dag siden jeg så dig. Jeg kunne ikke glemme synet af dig, sådan som du stod der foran spejlet." Sagde han og lænede sig ind mod hende og kyssede hendes læber blidt.

[Fleur af Aren]

Fleur rystede på hovedet så de røde lokker dansede let om skulderne ”De får mig til at se rundhovedet ud.” Svarede hun med en skjult latter i de mørke øjne, som ikke helt lod ham vide om hun i alvor havde ment hovedklædet fik hende til at se tyk ud.

Overrasklen var ikke helt til at skjule ved hans bekendelse. Øjnene spærrede sig en anelse op. Der var så mange smukke komtesser og borgerlige, der kunne have optaget hans sind. Stolthed fik hjertet til at slå hurtigere, men det var kysset der sendte et sug gennem maven.

Bånd og stof landede et tilfældigt sted ved siden af dem. Armene søgte omkring hans skuldre. Den ene hånds fingre begravet dybt ind i det mørke hår, mens hun hengivent gengældte kysset og langsomt forsøgte at øge intensiteten i det.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var på mange måder en akavet teenagedreng, men Fleur fik et eller andet frem i ham, som han ikke havde vidst han havde i sig før. Han følte sig måske for første gang som en mand, en mand der havde mødt en kvinde, der virkelig havde sat et aftryk. Om de ville ende sammen var nok usandsynligt, men han vidste i hvert fald allerede nu at hun ville have en stor betydning for ham.

Lanval gengældte hendes kys og lagde armene om hende, mens han lukkede sine øjne og lod hænderne vandre ned ad hendes krop langs hendes ribben og talje. Hun var smuk og føltes blød og spinkel under hans hænder. Han ville ønske at han aldrig skulle væk fra dette øjeblik, det føltes som om nogen havde ændret hele hans verden fra det ene øjeblik til det andet.

[Fleur af Aren]

Fortjenesten tilfaldt helt og holdent Theuderic af Sangy , når Fleur følte sig langt mere sikker i kysset med Lanval end hun ville have gjort måneder forinden. Hun kunne stadig indimellem kunne føle sig små kluntet indtil en fælles rytme blev fundet.

Selv med de mange kjolelag mellem dem sukkede Fleur blødt for hændernes færd ned over hendes sider. Hverken krop eller sind var døv for berøringen. Alt hun havde lyst til i dette øjeblik var at indtage pladsen på Lanval's skød. Udligne en hver lille afstand der endnu var tilstede og bare smelte sammen med ham.

Bunden af skørtet var blevet fanget på et rustensøm der stak op, da hun havde været ved at gøre tanke til handling. Lyden af flænget stof fik Fleur til at bryde kysset og gøre store øjne ”Åh…”

[Lanval af Suilleaux]

Lanval ville nok have været til at friste, men så blev kysset afbrudt og han fik et øjebliks betænkningstid. Det var ved at blive sent og han måtte snart tilbage til sine pligter. Det lille rustensøm havde fået virkeligheden til at ramme ham.
"Ødelagde du din kjole?" Spurgte han og så ned på hendes skørt. "Vi burde nok også snart komme tilbage igen, du skal vel også hjem til din familie." Sagde han med et skævt smil. Han ville nødig have hun kom i problemer og de spurgte hvor hun havde været henne.

[Fleur af Aren]

Fleur havde siddet klar til at omfavne hans læber igen med mere udforskende hænder, men inden hun nåede at affeje bekymringen om det hullede stof blev hun standset af Lanval's fornuft. Han havde ret. Hun nikkede medgivende også selvom lysten til at mærke hans varme ikke var blevet mindre.

"De vil undres, hvis ikke jeg er nået hjem inden mørkets frembrud." Det var ikke uvant at hun nogle dage kom senere hjem, når studierne trak ud, men den rødhåret Aren kom altid før middagen blev sat på bordet medmindre andet var aftalt. Dagslyset var allerede ved at svinde ind og der var en bid vej herfra og til Teaterkvarteret. Ikke helt med den samme præstation som i foran spejlet i festsalen fik Fleur fikseret hovedlined.

"Jeg glæder mig til at se dig igen, Lanval." Ytrede hun med et bredt smil, uden meget plads til indvendinger. Fingrene strøg kærligt langs den skæggede kæbelinje, hvorefter hun stjal et sidste flygtigt kys inden de måtte gå hver til sit.

| Lukket |