Har du noget at sige? (S)

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbeholdt | Henri af Migran

Omgivelser | Migran familiens byhus i Levagny en tidelig efterårsmorgen.

---

Hun havde været beruset - det havde de begge, men hun burde havde vidst bedre. De havde delt ét kys, godt nok et noget passioneret et af slagsen i en natmørk sidegade, og straks havde Henri den færkhed at bilde den ældste levende af Sangy brødrene, Theuderic af Sangy , ind at lillesøsteren horede rundt som en anden skøge.

Håndfladen hamrerede endeløst mod det mørketræ, igen og igen, indtil døren åbnede sig. Hun havde intet brev sendt forud for sin troppen op foran det rivaliserende byhus. Det var derfor heller ikke en større overraskende, at den aldrene husbestyrerindes ansigt havde lagt sig i undrende folder for hvem der måtte banke med sådan en iver eller insisteren.
"Kan jeg hjælpe Dem?" Spørgsmålet fik aldrig et svar. Aelin tvang sig fordi den gråhåret kvinde, med målrettede skridt og kinder rødspættede af vrede. 

"Ridder Migran!" Stemmen dirrede under vreden, da hun kaldte ud i huset. Den gråhåret kvinde forsøgte at følge hende i hælene, men hun havde svært ved at følge trit med den uanmeldte gæst "Beklager, men jeg bliver nødt til at bede Dem om at gå." Prøvede hun lettere stakåndet, mens Aelin ufortrødent forsatte med at kalde Henri op gennem husets mange rum.
Burde hun være her, nej, men lens arvingen havde uden omtanke tilsmudset hendes omdømme.

[Henri af Migran]

Henri var knapt stået op. Han sad denne morgenstund ved et lille bord i sit køkken og spiste morgenmad. Foran ham stod en portion æg, lidt kød, lidt frugt og en portion grød. Og som om det ikke var nok, sad han også og gumlede et stykke brød med marmelade i sig, imens han sad og læste dagens post.

En fuge dannede sig i panden på den mørkhårede herre, som han syntes at høre tumult ude fra entréen. Hvem fanden var det, der kom brasende på den måde, så tidligt på dagen? Magen til….- Fuck. Han tog sig lidt til panden, som et suk undslap ham, men han tilkendegav sig så atter. ”I køkkenet….Det er fint Louisa!” Brummede han, som han havde genkendt kvindestemmen. Det skulle ikke undre Henri, hvis Aelin var blevet skidesur over at han endnu engang, var røget i totterne på hendes storebror Theud. Men fanden om ikke den skiderik havde fortjent et par på hovedet.

Han lod hende træde ind. Det på trods af, at han på nuværende kun var iført et par bukser og derudover ellers sad i bar overkrop. Han boede trods alt alene og delte ikke sit hjem med andre en husholdersken…Og når hun kom vadende og invaderede ham på den måde, måtte hun affinde sig dermed. Kun knapt, skævede han op imod hende over kanten på det brev han var ved at læse. ”Aelin…” Hilste han høfligt. Trods alt, havde de været på fornavn ved deres sidste møde.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Husets herre er desværre ikke tilstede. Han er hjemme på lensbor-” Det føltes som om en evighed før den mørkere mandsstemme lød og med et under gravede løgnen som den anden kvinde havde været ved at fodre hende med. Den fik Aelin til at standse op og dreje i overkroppen for at kigge tilbage mod husholdersken. Sukkende løftede Louisa en guidende finger retning af den rigtige døråbning, da hun endelig formåede at hale ind på væbneren.
Alt høflighed var dog ikke fordampet i vreden, selvom den havde været noget udvisket indtil nu. Med en takken rettet mod den ældre kvinde, sætte Aelin kursen mod køkkenet.

”Hvad bilder du di-” dig ind. Ordene forsvandt i munden på hende. Tungen nægtede at lystre ved synet af en halvnøgen Henri. Det var givet vidst tidligt om morgen og det hænde at Aelin glemte ikke alle som hun selv stod op ved første hanegal, men hun var på ingen måde forberedt på at finde ham tæt på afklædt. Hun håbede i hvert fald på han kun var halvt afklædt, men det var svært at vide sig sikker med bordet mellem dem.
”Henri…” De brune øjne fløj straks op i loftet, mens hun rømmede hilste på ham. Han var ikke den første mand til at sidde eller stå overfor hende med bar overkrop, men modsat alle andres så fik synet det til at snurre i hendes fingerspidser. Det føltes stadig som om hun var ved at koge over i vrede, men hånden prikkede ikke længere alene for at ramme mod den skæggede kind.

[Henri af Migran]

Der gik en lille rum tid, før Henri gjorde mine til at lægge sin post fra sig. Som han endelig gjorde det, lod han dog de går øjne finde Aelin i samme nu, som han tog endnu en bid af sit marmeladebrød. Ansigtet lå i rolige og eftertænksomme folder og med ophøjet ro, gestikulerede han høfligt til imod stolen på den anden side af bordet. Han lod sig tilsyneladende overhovedet ikke mærke af, at han sad halvt afklædt foran hende. Trods alt, tvivlede han på at hun alligevel ville se noget, hun ikke havde set før. ”Sid ned..” Ridderen bød hende plads med munden halvt om halvt fuld, men var alligevel høflig nok til at skærme munden en smule med hånden. Han lagde sit brød fra sig på tallerkenen, som han tyggede af og han rakte så ud efter en tekop og tekanden, for at skænke hende en kop.

”Vil du have en kop te?” Spurgte han, som han hævede et bryn lidt af hende. ”Bare rolig, jeg er påklædt…Havlt om halvt..” Erklærde han så, i et forsøg på at mildne omstændighederne lidt. Det var tydeligt at hun var vred…Men i Henris optik, nyttede det ikke noget at hun hidsede sig op og råbte og skreg af ham.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Øjnene forblev stift rettet mod træspærene i loftet indtil lyden af papir der blev lagt lød. Aelin tog en skarp indånding gennem næsen og lod blikket sænke sig til Henri, der med stoisk ro forblev siddende ganske upåvirket af hele situationen og den lynild, som skød mod ham. Var det en måde for ham at provokere hende på? Puste til den steppebrand af vrede, som gjorde det svært for fornuften at trænge igennem? Ikke vant til denne form for udadreagerende adfærd, havde Aelin svært ved at se gennem tågen af rødt.

”Nej.” Afslog hun skarpt, og nærmede sig bordet ”Jeg sidder ikke til bords med en løgnagtig kanalje.” Håndfladerne blev sat hårdt i bordet, så hun kunne læne sig ind over det og nærmere ham ”Fløjter omkring?! Virkelig, Henri?” Snappede hun forsat, uden at tage imod den op skænkede te. Hun ville ikke have hans latterlige te, hun ville have en forklaring eller en undskyldning som minimum.

[Henri af Migran]

Henri satte den nu fyldte tekop fra sig på bordet. Tekanden fulgte og ganske roligt lænede han sig blot en smule tilbage i sin stol. Han lod en næve glide op foran læberne i et forsøg på at skjule et halvhjerte smil, som hun stod og nærmest dampede i arrigskab og de eftertænksomme grå øjne tog nøje øjemål af hende fra top til tå. – Ikke fordi han egentlig begloede hende..men nærmere fordi han forsøgte at være lidt kritisk og vurdere situationen.

”Hør, Aelin…Jeg indrømmer og undskylder gerne overfor dig at jeg gik over stregen ved at indblande dig i den……Problematik jeg har med din bror.” Erklærede han roligt. ”Det var hverken rimeligt eller gennemtænkt.” Ridderen rankede sig lidt på sin stol. ”Men du får mig ikke til at undskylde at jeg står op for mig selv i det hele taget….Eller at jeg for den sags skyld kom op og toppes med ham.” Bemærkede han roligt.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Til trods for den knapt så velovervejet brasen ind i ridderens andet hjem, så havde hun nået at udspillet flere forskellige scenarier i hovedet inden sin ankomst. Alt lige fra ham der for op eller blev fattet siddende mens han benægtede eller nægte at undskylde, hende der udfordrede ham til sværdduel og tvinge ham til at undskylde når han tabte. Ikke en af dem havde været ham der gik til bekendelse og ovenikøbet indrømmede sine fejl. Forbløffelse sneg sig ind i de mørke øjne.

Aelin rettede sig op og fyldte lungerne med en dyb vejrtrækning ”Jeg har aldrig bedt dig undskylde for jeres stridigheder.” Hun vidste det ville være en tabt sag, så der var ingen grund til at forsøge at få ham til at være bare en snert samvittighedsfuld over deres interne hanekamp. De var alligevel begge for stolte og stædige til at lytte.
Med et tungt suk, der lukkede den sidste vredes damp ud, endte hun med at tage plads på stolen overfor ham ”Hvor mange hørte dig?” Spurgte hun, refererende til beskyldningerne om hendes løssluppenhed. Hun blev nødt til at vide, hvor stor skade han havde forsaget.

[Henri af Migran]

Henri rakte ud efter den tekop han oprindeligt havde skænket Aelin. Han tog en lille tår, hør han lænede sig lidt tilbage i stolen og foldede hænderne om kruset for at varme fingrene. Han trak vagt på skuldrene af hendes spørgsmål. ”Næppe særligt mange..” Mumlede han. ”Dine brødre…Måske to andre der stod på pladsen…Men havde de bidt mærke i noget, havde rygterne allerede svirret nu..” Brummede han, som han kløede sig lidt i skægstubben og lod de grå øjne betragte hende, som hun tog plads overfor ham.

Han bekymrede sig tydeligvis ikke…Og ærligtalt, så håbede han lidt at det ville smitte af på hende. Trods alt, havde han oprigtigt ikke haft nogen intention om at plette hendes ry. Tværtimod, havde det ene og alene handlet om at gøre Theuderic af Sangy gal.

[Aelin Mélanie af Sangy]

I grunden havde Aelin ingen anden grund til at foragte manden, der sad overfor hende end at han havde forvoldt Theuderic af Sangy skade for et årti siden. Hun havde også foragtet ham, som hun burde, lige indtil en aften hvor alkoholen havde fået hende til at se gennem fingrene.
Det havde aldrig været hendes intonation at gå mod sin bror, men som aften var blevet til nat havde Aelin set sider af Migran arvingen som var så meget mere end den nonchalante Henri, der virkede ugeneret over sin egen handling.

Irriteret strakte hun armen ind over bordet og vrissede den budte te fri fra hans grabber ”Dine manere trænger til en finpudsning, Migran.” Bemærkede hun så faldt som hun kunne mestre, men mærkede hvordan mundvigene sitterede for at få lov til at sende ham et drillende smil. Drikke den te han havde skænket hende, det kunne han gøre bedre. Aelin pustede på den dampende væske, før hun tog en tår uden at slippe ham med blikket og kunne ikke helt undgå at lade det sænke sig fordi den skæggede hage til den bare brystkasse.

Hun rømmede sig en anelse og løftede øjnene tilbage op på hans ansigt og flyttede sig lettere uroligt på stolen ”Var det derfor du kyssede mig, den aften? Bare for at have noget at kunne ramme min bror med?” Spørgsmålet blev nødt til at blive italesat og hun forventede et ærligt svar fra ham.

[Henri af Migran]

Henri rakte ud efter tekanden for at skænke sig selv en kop. Trods alt, havde kvinden foran ham netop fravristet ham den han selv havde siddet og drukket af. Han satte kanden fra sig igen, som han havde hældt op og han sad derefter blot en smule med sine egen kop i hænderne, som han indgående betragtede hende. Jo…Køn, det var hun skam. Hun havde ben i næsen og modsat adskillige andre kvindfolk, var hun faktisk en han respekterede. Flere af de andre adelige kvinder, indgydede blot irritation hos ridderen, hvis da ikke en lyst til at himle med øjnene af deres evindelige sladder og pladder.

”Nå, det syntes du alligevel? Måske skulle du hjælpe din bror med finpudsning af hans, før du belærer mig.” Drillede han tilbage, før han tog en slurk af sin te. Smilet trak vagt i hans mundvige, som han bemærkede hendes øjne vandre en smule. Han kommenterede dog ikke derpå. Det var han alligevel for høflig til…I hvert fald når det gjaldt hende.

Han lod de grå øjne vandre lidt ved hendes ord. ”Hør Aelin…Hvis jeg virkelig ville ramme din bror, så ville jeg nok gøre det på anden vis. – I så fald kunne jeg have forsøgt at køre min søster af på ham..” Bemærkede han tænksomt, men stadig med et lille grin. Trods alt, måtte Aelin ligesom så mange andre have hørt rygterne om Adelaide og hendes tidligere husbond. Om der var sandhed i rygterne, var så en anden sag. Ikke destomindre, kunne Henri godt joke en smule med det.

”Havde jeg den aften vidst at i var familie, havde jeg ærligt næppe rørt dig med så meget som en ildtang.” Erklærede han endeligt. ”…Er det svar nok?” Der var ikke noget ondt i Henris ord. Men hun kom for fakta..Og fakta fik hun. Det hang dog tydeligt i luften, at han alligevel næppe fortrød at have kysset hende.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Med tekoppen sat mod læberne havde hendes latterfnyset nært kostet hende at få skoldet næsebor.
”Jeg ville have mere held med at dressere en gadehund, end at omskole nogen af mine brødre. Specielt Theuderic af Sangy .” Små lo hun og satte koppen fra sig på bordet ”Desuden, hvornår har ældre brødre nogensinde lyttet til deres mindre søstre?” Pointerede hun, antydende til det måtte være en genetisk storebror ting. Det var svært at forestille sig Henri selv ikke også faldt ind i den stereotyp. Latterresterne satte sig i de brune øjne og mildnede ordene.

Den unge Sangy var kendt for at bryde sig ganske lidt om sladder, men selvom hun med største ihærdighed forsøgte ikke at lade dem nå sine øregange, så gik hun ikke fri. Normalt forsøgte hun at glemme dem hun havde hørt, men ikke alt sladder var lige til at forkaste så som dem der gik om Adelaide Af Zorete . Gift var en kujons værk og en lige så uærlig træk som rygter.

”Han ville aldrig være så tåbelig.” Bemærkede hun skarpt efterfulgt af et hoved ryst. Stolebene skrabede hen over gulvet, idet hun rejste sig. Med fattede skridt trådte hun om omkring bordet. Morgenmadstallerken blev skubbet en anelse, så hun undgik marmelade pletter på sine hoser, da hun tog plads på bordet ved siden af ham ”Men selv hvis han var, så håber jeg ikke du ville være så æreløs?” Henri havde måske nok sagt det med et grin, men spøgen nagede stadig brunetten. De to ridders konflikt havde efterhånden nået et punkt, hvor de begge opførte sig mere som små forurettede børn med spidse sværd end rationelle voksne og det åbnede for mudderkastningen.
"I så fald vil det ikke være mine læber, der kysser dig næste gang." Aelin havde alle intonationer om at holde sig ude af hanekampen, men hun ville ikke sidde og se stille til, hvis hun blev bekendt med der blev brugt feje tricks.

[Henri af Migran]

Henri havde ikke meget tilovers for Sangy-brødrenes dårlige manerer. Trods alt, betvivlede han ikke at Aelin havde ret. De to ville aldrig kunne dresseres, om de så fik lovet uanede mængder af kødben eller tilsvarende.

Henri betragtede kvinden foran sig med rolig mine, som hun skubbede hans tallerken længere ind på bordet. Han lod hende tage plads og selv satte han sin tekop fra sig på bordkanten om end han lod den ene hånd hvile fortsat om det varme krus. De mørke øjne knebes en smule sammen, som han med skepsis overvejede, hvorvidt Adelaide Af Zorete  mon rent faktisk ville kunne indlemme og snyde Theuderic af Sangy , hvis hun rent faktisk ønskede det. Tanken forsvandt dog lige så hurtigt, som den var kommet, som han for sig selv vidste at han ville være tåbelig, hvis han kommenterede yderligere på sagen.  Aelin var noget mere…familiemenneske end han selv var og han ønskede på nuværende ikke at diskutere med hende. Han orkede det ikke og med de tømmermænd han stadig sad med, efter at have deltaget i lidt druk aftenen forinden nede på Falken og kronen med nogle af drabanterne, så hans chancer for at vinde en give diskussion alligevel ringe ud.

De grå øjne var dog alvorlige, som han lod dem møde hendes mørke. ”Hvis du er kommet for at moralisere og belære mig i mit eget hjem, kan du godt spare dig.” Erklærede han køligt. ”Jeg har ikke meget tilovers for din bror og det faktum kommer næppe til at ændre sig for fremtiden. - Så hvis du er kommet for at forsøge at mildne mig, kan du gå af samme dør, som du kom ind af.” Han nippede til sin te.

Jo, han havde så ganske vist nydt Aelins selskab..Og han skulle da heller. ikke være for fin til at kysse yderligere på hende...Men han nægtede at føje en kvinde på den måde, som han ikke engang var samlevende med.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin sukkede hørligt ad ham. Det var som at tale til en dør, nej det var som at konversere med et stykke af Levagny’s omkransende bymur. Henri var som hugget ud af sten i mere end en forstand. Kølig og kompromisløs, men han var stadig en ridder af kronen og havde forsvoret en ed om troskab og ære.

”Helt ærligt, hvilken form for dum er det du tager mig for, Henri?” Hænderne lukkede sig om bordets kant, mens hun lænede sig frem ”Tænker du virkelig om mig som en eller anden tomhjernet gås, der lever med overbevisningen om at du og Theud en dag vil pynte hinandens hår med blomsterkranse?” Hun sendte ham et hårdt blik. Selv ikke landets imbecile ville være så blåøjede. 

Fødderne genetablerede kontakten med gulvet. Et selvmokkende smil dannede sig, hvorefter hun så tilbage på ham ”Du kan kalde mig et fjols, for guderne vil vide det er nøjagtig hvad jeg er. Et fjols for at tro du også er bare en snert af den mand jeg mødte på kroen.” Måske var han i virkeligheden lige så tykpandet som hun var blevet fortalt eller måske havde hun selv digtet den person, som hun havde mærket bare en snert af varme fra. Alkohol var immervæk kendt for at efterlade hukommelsen hullet, hvis bare der blev indtaget nok. Aelin ville gerne lade tvivlen komme den forstokkede ridder til gode, men lige nu fandt hun det særligt svært.

[Henri af Migran]

Henri lod de kølige grå øjne møde Aelins. Han fortrak næppe en mine, som hun stod og lænede sig ind over bordkanten, men lænede sig blot godt tilbage i sin stol. Ved kommentaren om blomsterkranse gled et ufrivilligt og lettere hånligt fnys fra hans læber, men han bed det atter en smule i sig og han kneb atter øjnene lidt sammen, som han lagde armene lidt tænksomt over kors. - Dog alt andet end på en tvær måde. Kropssproget var atter afslappet. ”Du er ikke dum Aelin. Du tænker selv ogtilmed kritisk….Du er vedholdende og har dine meningers mod….Men du skal ikke begynde at lægge mig ord i munden.” Tonen var bestemt, men emmede atter af også af den respekt, som han tydeligvis havde for hende. Tydeligt var det dog at han forventede at den blev gengældt.

Han trak lod armene falde lidt, så de stedet hvinede på det nederste af den bare brystkasse. Han trak sig vagt, som han ikke ønskede at virke intimiderende, som han sad der og sikkert mest af alt lignede en anden stor tog brysk bjørn. Velvidende om at han kunne fremstå mere kontrær end han egentlig ønskede. At åbne op og lukke folk ind bag paraderne var trods alt noget der kun sjældent hændte…Og Henri huskede ærligtalt ikke at nogen kvinde hverken før eller siden Aelin havde fået han til at grine eller blot joke lidt, som den aften han havde gjort med hende, før de var endt i en tilfældig baggård.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Stop med at beskylde mig for at lægge dig ord i munden. Alt jeg beder dig om er som det mindste at prøve at tænke bare lidt rationelt, før jeres stridigheder ender med at koste min bror eller for den sagsskyld dig livet eller vi alle ender med at stå i åben krig.” Kom det noget mere frustreret ud end det havde været hendes hensigt.
Aelin løftede hovedet mod løftet og tog en dyb vejrtrækning til at samle sig på. ”Du er klogere end som så, Henri.” De brune øjne brændte sig sigende ind i hans grå. Lige nu var det dog mere held end forstand, at de to riddere ikke har taget livet af hinanden. Overordnet set var hun ligeglad med om de fik afløb for hadet og vreden på træningspladsen, men det var kun et spørgsmål om tid før tingene eskalerede ud af proportioner. Hun ønskede ikke at skulle være tvunget til at stå overfor Henri på slagmarken grundet et dumt slagsmål startet af to testosteron pumpede unge knægte for år tilbage.

Aelin sad derefter tavst og gav muligheden for at lade ordene synke ind før hun brød stilheden ”Men hvis du gerne vil have jeg går, så skal du da være så fri…” Hun lagde an til at glide over bordets kant og lade fødderne genetablere kontakten til gulvet. En del af væbneren håbede på, at til trods for Henri sad stædig som et æsel og lige så imødekommende som en bjørn, at han ville bede hende om at blive. Om det så var med ord eller fysisk berøring.