Har du noget at sige? (S)

[Henri af Migran]

Henri tog en dyb indånding, før et hørligt suk forlod hende. Behøvede hun absolut at vade og blande sig i fejden mellem ham og Theuderic af Sangy ? Han forstod det ikke. Han forstod ikke hendes behov for at prikke rundt i tingene, skulle man se bort fra den kærlighed og ømhed hun uden tvivl havde for sin bror. Han bed sig lidt eftertænksomt i læben, men han nikkede så. ”Fint…Jeg skal nok…Jeg skal nok holde mig i skindet.” Erklærede han, som han lod sine grågrønne øjne møde hendes. "Jeg skal gøre mit bedste."

Han kunne trods alt godt lide den mørkhårede kvinde…Og lige nu, ønskede han ikke at Theuderich skulle ødelægge mere for ham e højst nødvendigt. Således placerede han hænderne på hendes hofter, før hun nåede at glide hele vejen ned fra bordet. Han skubbede hende blidt ind på plads igen i en let bevægelse og han så på hende med et bestemt men mildt blik. ”Bliv..” Bad han, som han lod en hånd glide op til hendes hårgrænse, for at flytte en af de mørke lokker om bag hendes øre.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Naiviteten havde for længst sluppet den yngste Sangy. Den havde ikke været synderlig mærkbar som barn og nu som voksen var der end ikke en skygge tilbage af den. Aelin var derfor heller ikke så blåøjet at hun troede på at Henri på sigt ville være i stand til at holde ord. Det var løftet om at forsøge, der betød noget også selvom det let kunne være en let købt løgn ment til at få fred for hendes prædiken.
Ikke desto mindre accepterede hun det. Mest for sin egen midlertidige sindsro, tomt løfte eller ej.

De store bjørnelapper lukkede sig om hver sin hofte inden fødderne fandt gulvet. Som vejede hun mindre end en fyldte tekop blev skubbede han hende tilbage, væk fra kanten. Begge mundvige sitrede en anelse før de brød læberne i et varmt smil "Hmm, så kun fordi du er en meget overbevisende mand." Indvilligende hun med et drillende glimt i øjet og justerede sig, så det ene ben kom på den anden side af ham.
Han var så tæt på. Hånd lagde sig over den fremstrakte arm, men ikke for at skubbe den væk. Med fjerlette berøringer bevægede fingerspidserne sig ned mod albuen og tilbage igen. Hun havde haft lyst til at røre ham lige siden hun var kommet stormende ind. Med vredesfølelserne ude af systemet, så var svære end nogensinde at undertrykke trangen. 
"Er du klar over, hvor svært det er at være være utilfreds over dig, når du sidder stærk som en klippe og alt for afklædt?" 

[Henri af Migran]

Et sjældent smil gled over Henris læber ved Aelins ord. Den akvorlige mine blødte en smule op og som hun strøg ham ned over den bare arm, lod han de grå øjne følge hendes kærtegn et øjeblik.

Hvad det var der gjorde det, var han ikke sikker på. Om det var afsavn til det kødelige, blot det faktum at en kvinde ved siden af sig var tiltalende…Eller om det var fordi Aelin af Sangy formåede at kravle ind under huden på ham, var ikke til at sige. Ikke destomindre, nød ridderen den mørkhåredes selskab. Han nød den oprigtige interesse hun syntes at have i ham og den opmærksomhed ham fik.

En lille brummende bjørnelatter forlod ham ved hendes ord og han hævede udfordrende brynene af hende, før han så atter lagde lapperne omkring hendes liv, blot for så forsigtigt at løfte hende ned og sidde på sit skød i stedet. ”Ja så? Er det svært?” Spurgte han, som han med et drillende glimt i øjnene tog notits og betragtede den kvindelige og robuste kvinde foran sig. Jo…Der var noget tiltalende over Aelin. Noget der gjorde hende…Spændende.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det havde taget Aelin lidt tid at finde ud af hvad der var så særligt ved lensarvingen. Da det endelig var gået op for hende havde hun haft travlt med at banke sig selv oven i hovedet mentalt. Hun havde genfortalt alle de ting som hun gennem årenes løb havde hørt Theuderic af Sangy ytre om rivalen, men ingen af dem syntes at stemte overens med den mand hun havde stiftet bekendtskab med. På nær den forbistrede stædighed og stoiske ro.
Henri var så meget andet end bryske ord, uvenlig mine, ringbrynje og et hårdt svunget sværd. Bag de grå øjne gemte der sig et særdeles skarpt sind, som selv ikke alkoholen havde kunnet sløre. Aelin var ikke blevet draget af hverken titel eller fysisk, selvom hun heller ikke afskyede hans udseende, det var det der befandt sig mellem ørene på den arret ridder, som gjorde ham så svær at glemme.

”Lidt.” Forsøgte hun at underspille og lod armene foldes omkring hans nakke, men kunne mærke hvordan mundvigene løftede sig forræderisk ”Okay, meget.” Endte hun derfor alligevel med at indrømme, og kunne ikke helt undlade at rulle en enkelt gang med øjnene over sig selv. Han måtte tænke om hende som en kærlighedssyg komtesse sukkene længselsfuldt efter enhver der med en riddertitel som krydsede hendes vej.

Nakken blev sluppet og armene sænket ned mellem dem. Fingerspidserne dansende kærtegnene over den blottede hud, tegnede usynlige linjer mellem de hvide ar ”Hvilket af dem er Theud’s?” Aelin vidste de begge havde sat permanente spor på hinanden, bare ikke hvilket. 

[Henri af Migran]

Noget i dur med en lille underholdt latter forlod Henris læber ved Aelins ord. Han huskede trods alt knapt, hvornår han sidst havde ’flirtet’ på den måde med en kvinde. Eller hvornår han for den sags skyld sidst var blevet flirtet med. Det havde velsagtens været i nogle af han unge ridderår.

Han lod forsigtigt to fingre glide op for at rette på en vildfaren lok hår og næsten, som var hun lavet af porcelæn, strøg han den om bag hendes lille øre. De grå øjne fulgte hendes fingre, som de faldt imod hans brystkasse og lidt legende fumlede omkring og han tog derpå hendes ene hånd i sin, før han førte den op imod sin vestre skulder, hvor hun ville kunne spore starten af et længere rødt ar, der strakte sig ned over skulderbladet. ”På ryggen…Han kom bagfra.”

Ordene forlød relativt neutralt. Køligt, til trods for at arret alligevel i Henris optik var et levende bevis på at han alenen ikke var skyld i konflikterne, ham og den anden ridder imellem. Theuderich havde i sin tid angrebet ham bagfra. En ren svinestreg fra en kujon af en anden verden.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Flirt var ikke det som Aelin havde praktiseret mest af i sit liv. Akavet havde hun forsøgt sig et par gange, men kun for at opgive fordi hun ikke havde kunnet være i følelsen. Hun siden da aldrig rigtig haft interessen, før nu. 
Med Henri var alt anderledes. Her tøvede hun hverken med at lade læberne strejfe underarmen, imens han blidt skubbede det mørke hår væk fra det feminine ansigt eller at række ud og mærke hans varme under fingrene.

Aelin lod den brede bjørnelab lukkes omkring hendes spinklere hånd og føre den til skulderen. Øjnene fulgte med. Spidsen af pegefingeren fulgte den røde streg omkring skulderen og om til ryggen. Hun lænede sig frem på hans skød så hun komme ham nærmere.
”Han gjorde hvad?!” Spurgte hun, tydeligt chokeret over at høre om sin brors fejenatur. Musklerne frøs og fingeren standsede, uden at bryde kontakten til huden. Glansbillede krøllede, mens lillesøsteren ikke kunne tro sine egne øre, men arrets udformning og placering gjorde det svært ikke at tage bjørnens ord for gode vare.

[Henri af Migran]

Aelins læber føltes både varme og bløde imod hans hud. Et sjældent smil hvilede på ridderens læber, som han lod de grå øjne følge hende og ganske let brummede han blot bekræftende, som han lænede sig forover for at hun bedre ville kunne granske hans skavanker. Han lænede sig dog atter tilbage igen, sekunderne gik og ganske nænsomt lod han de ru hænder glide kærtegnende nedover Aelins overarme.

Velvidende om at han ikke ville kunne ytre noget pænt eller konstruktivt i sammenhængen, valgte han dog nu at tie. Han ville trods alt ikke få noget godt ud af at kritisere Theuderich yderligere foran søsteren.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Spørgsmålet end ikke været et retorisk et af slagsen, men derimod en manifestation af den harme Aelin følte over Theuderic krysteragtige opførelse. Henri’s tavshed belønnede sig.

Aelin lænede sig ind for at indtage de smalle læber, nøjagtigt som hun havde forladt dem i natmørket sidst de havde været omkring hinanden. Det var dog ikke til at komme uden om, at selvom kysset var drevet mest af lyst, så lå der også en trods overfor ældste broren bag. Husbestyrerinden og køkkenets åbne dør var blevet fortrængt til fjerne kroge af sindet, da hånden lagde sig omkring den ene bjørnelab for at føre den indbydende mod det ene bryst.

[Henri af Migran]

Henri lod øjnene glide i, som han mærkede Aelin læne sig tættere ind imod sig. Han lod sine smalle læber møde hendes, som hun invitere ham til et kys og en ganske vag brummen i nydelse forlod ham derved, som han lod sin ene hånd glide op i hendes mørke lokker, for at trække hende tættere. Den anden hånd havde imidlertid været på vej til at søge rundt om hendes liv, men hun overraskede ham ved i stedet at guide den mod hendes ene bryst.

Han imødekom da hendes ønske og ganske let, klemte han en smule om det.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hånden lukkede sig om det bløde væv, næsten forsigtigt som var han bange for at ødelægge hende. Hun sukkede let mod hans læber, hvorefter kysset blev genoptaget med det samme intensitet. Eftergivent trykkede brystet ind mod kuplen omkring det. I et ønske om at få ham til at droppe forsigtigheden. Det var ikke den hun havde brug for eller ville have lige nu.

Den ene hånds fingre gled omkring hans nakke og op i kanten af det korte hår, mens den anden søgte ned over det nøgne maveskind mod buksekanten. 

[Henri af Migran]

Som han mærkede hvorledes hun pressede brystet tættere imod hans håndflade, gav ridderen efter. Han brummede vagt, men tilfredst imod hendes læber, som Aelin kærtegnede ham og han lod prøvende hænderne hive hendes skjorte op af bukserne, for derefter at lade dem glide over den bare hud og det bløde maveskind, før den ene hånd krævende fortsatte sin vandring op til det bare bryst.

”Du…Du er en yderst tiltalende kvinde Aelin..” Brummede han vagt men oprigtigt imellem deres delte kys.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hånden fandt sin vej under skjorten og satte nervebanerne i brand, idet det den kuppede sig om sit mål, hvælvingen af følsom hud og fik hende til at sukke dæmpet.

Berusende som krydret vin druknede Henri den sidste rest af fornuft med sine ord. Fik ham til at føltes alt for påklædt og hende alt for lidt afklædt.
”Nok til at vise mig rundt?” Spurgte hun i en sagte hentydning, uden at slippe hans læber helt. Fingrene listede dristigt indunder kanten på buksernes livvidde.

[Henri af Migran]

Henri erindrede ikke for sig selv, hvornår han sidst havde givet sig hen til at nyde en kvindes selskab så meget som nu. Nej, det ville være en skam at påstå at ridderen havde brugt de seneste år på at udforske samme slags tossede eskapader, som var grund til langt de fleste adelsmænds problemer. Alt der syntes at involvere kvindfolk syntes ofte at fremtvinge bøvl og besvær.

Med Aelin virkede det dog anderledes, for hun forekom ham på en eller anden vis mere ukompliceret end alskens andet kvindfolk. Han brød sig om at hun var direkte med ham og at hun imødekom ham med åbenhed og ærlige meninger og intentioner.

I tvivl om hendes hentydning var han således end ikke et sekund og en dyb nydende brummen forlod ham, som han klukkede lidt, da hendes fingre listede sig ind under hans buksekant. ”Mhmm, nej….Jeg viser dig hellere end gerne mit sovekammer, hvis det frister…”

[Aelin Mélanie af Sangy]

Ikke overraskende fangede Henri hentydningen ganske fint. Ville hun trække i land skulle det være nu. Hun kunne altid undskylde sig med at skulle mødes med sin ridderherre, men som Aelin mærkede hele sit indre trække sig sammen i et uvant forventningsfuldt sug, der fik tråde af prikkende varme til at løbe gennem kroppen med udspring fra mellemgulvet.
Det var uden antydningen af tøven, da Aelin lænede sig frem og kyssede sig vej op langs skæglinjen til øret ”Efter dig.” Indbød hun dæmpet, nappede den sensitive øreflip og gjorde fingrene fri fra deres skjul.

Tanken om at fortælle Henri hun ikke tidligere havde gjort sig i den slags eskapader nåede knapt nok at indfinde sig, før de første skridt var taget ud af køkkenet og mod sovekammeret.

[Henri af Migran]

Der kom oprigtigt bag på Henri, hvor medgørlig Aelin var. - Og ikke mindst, hvor oprigtig hun syntes med sin hengivenhed til ham. - Ikke destomindre, fandt han den yderst velkommen og han trak derfor blot en smule på det sjældent brugte og stramme smilebånd, som han førte hende ud af spisekammeret og op i det lille, men pænt indrettede sovegemak, hvor han lettere krævende puffede den mørkhårede skønhed ned og ligge på sengen. “Er du klar over, hvor smuk en kvinde du er Aelin?” Lød det uvant, fra den bryske ridder, der syntes alt andet end vant med komplimenter og søde ord som de, der forlod hans mund i den yngre kvindes selskab.