'Pissy-mistisk'

[Tómas af Sangy]

Tråd tilegnet Fleur af Aren

Sangy-brødrenes byhus
Køkkenet

Møgdag...En rigtig møgdag, det var hvad det var! Det var ellers sjældent at Tómas vågnede op og var pessimistisk lige fra morgenstunden...Men idag...Jo, idag var han faktisk - 'pissy-mistisk.' Fandens til tøs, han var blevet smedet sammen med. Som om hans fader og bror ikke kunne have fundet ham noget bedre. Og så af alle....Josephine af Aren. Han syntes en enkelt gang at have overhørt nogen kalde hende 'Pissy' som kælenavn...Og ærligtalt, så overvejede han lidt at adoptere det på nuværende...For pisse-irriterende, det var hun ihvertfald. 

Et dybt suk forlod den unge ridder, som han sad og stak til sin røræg og han skubbede så ellers tallerkenen fra sig. Han havde inviteret veninden Fleur af Aren over på morgenmad, til trods for at hun var beslægtet med hans nye trolovede. Trods alt, måtte hun vel om nogen kunne vide og forstå, hvorfor han følte, som han gjorde omkring den anden kvinde? "Jeg siger dig, hun er et mareridt..." Stønnede han.

[Fleur af Aren]

Denne morgen var ikke den første gang, at den røde Aren datter befandt sig i Sangy-brødernes byhus til invitationen om morgenmad. Det var dog den første gang at hun havde siddet overfor den yngre Sangy ridder, efter at hans forlovelse med kusinen var blevet annonceret. En alliance som Fleur ville have haft travlt med at klappe i hænderne over, havde det ikke været fordi Josephine havde meget klare meninger om ægteskab. Holdninger som hun næsten havde opbrugt alt ilten i rummet på at ytre, mens Fleur havde været med til at gøre hende i stand til sit første møde med sin forlovede.

Tómas håndtering af den unge blondine havde været katastrofal og så havde gode råd været dyre. Der var intet som Fleur havde kunnet fortælle om ham efterfølgende, som havde kunnet mildne Josephine og nu følte hun sig lidt som en lus mellem to negle.
Hun havde kortvarigt overvejet at afslå morgenmadsinvitationen, men konkluderede at hvad end hun kunne sammenstykke af undskyldning, så ville Tómas ikke tro den. Derfor sad hun nu troligt overfor den mugne ridder i fuld gang med at indtage endnu en portion af sammenrørte æg, da han åbnede op for sine utilfredsheder om kusinen.
”Det er lidt hårde ord, syntes du ikke?” Kommenterede hun efter at have tygget af munden og rakte ud efter glasset med frisk mælk ”Hun er altså slet ikke så slem, det er bare hendes meninger som der er lidt… Stærke.” Det var vist den pæneste måde det kunne fremlægges, men hun havde ment det når hun påstod at Josephine af Aren i virkeligheden var godt nok på bunden. Hun tog en tår af den hvide væske, mens de nøddebrune øjne forblev rettet mod ham henover kanten på glasset.

[Tómas af Sangy]

Tómas havde efterhånden siddet og stukket til sit røræg det sidste kvarter. Knapt havde han spist, imens veninden Fleur i kontrast havde skovlet adskillige portioner ind. – ikke om han forstod at pigebarnet kunne spise så meget. Hun havde velsagtens allerede spist, hvad han selv gjorde til morgen og middag sammenlagt.

Ridderen hævede øjenbrynene af veninden ved hendes ord. Hårde ord? Havde HAN været hård? Komtessen havde da ikke ligefrem selv været….Tiltalende. Hans ansigtsudtryk måtte sige mere end tusinde ord, som han fnøs sagte for sig selv. ”Amen….Hun brokkede sig i et væk og var bare smadder-pessimistisk fra start af…” Erklærede han. ”Jeg går ikke ud fra at det her påfund var Deres idé?” Småvrængede han, i et forsøg på at imitere den lyshårede komtesse. ”Som om nogle af os, ville vælge et arrangeret ægteskab, hvis vi kunne vælge frit.” Erklærede han så.

[Fleur af Aren]

Tómas havde kunnet nøjes med at kigge på hende, med den forurettede mine og Fleur havde stadig vidst nøjagtigt hvad han gjorde sig under de mørke krøller.
Den ene hånd blevet løftet afværgende op foran hende ”Lad være med at se sådan på mig.” Indskød hun, mellem hans redegørelse og den knapt så vellykkede imitation af Josephine. Han gjorde det virkelig horribelt som den ung brokkende komtesse, nok til at Fleur trods alvoren ikke kunne undlade at slippe et lille latterfnys.
”Og derfor burde vi prøve at få det bedste ud af det vi sættes i,” Lød det belærende, hvorefter hun sukkede tungt og lænede sig tilbage mod stolens ryglæn uden at lade blikket vige fra hans ”men helt ærligt Mas du kunne ikke have været mere degraderende overfor hende, da du valgte at påminde hende om at hun som kvinde bare må føje sig dig alene fordi du er mand.” Blikket hun sendte lod ham tydelig vide, at det havde været det værst tænkelige valg af alle muligheder.

[Tómas af Sangy]

Tómas fandt det ærligtalt en lille smule morsomt at imitere sin trolovede. Det var ikke fordi han at natur var led. Han syntes bare det var…Uretfærdigt. Hvorfor skulle han overhovedet giftes før sin bror? Theuderic af Sangy havde da så absolut ikke gjort det mindste selv, for at forsøge at finde en hustru selv. At skyde Tómas en kvinde i skoene, fandt han således noget…åndssvagt. Ikke destomindre, var omstændighederne, som de var og han var ikke herre over andet, end den morskab han selv kreerede. Således klukkede han lidt, som veninden Fleur ligeledes smålo.

”Ej, men ærligt, Fleur…Hvor er logikken?” Han sukkede tungt, som han lænede sig tilbage i sin stol og han sad så ellers bare fortsat og stak i rørægget, der efterhånden var halvsmuldret. ”Hendes egen entusiasme var desuden også så godt som død fra start..” Sukkede han. ”Måske skulle Theud fokusere lidt mere på at blive gift selv, før han har travlt med at skyde mig et ægteskab i skoene..”

[Fleur af Aren]

”Hun er måske ikke en større solstråle,” Medgav Fleur med antydningen af et nik, mens hun lænede sig frem på stolen og ind over bordet. Skamløst stak hun gaflen i æggesmuldet som han havde været i færd med at kreere. ”Men kan du fortænke hende i det?” Spurgte hun med en kunstpause, kort nok til at give plads til at overvejelse, men ikke langt nok til at lade ham bryde ind før hun tilføjede ”Så snart vi er giftet bort er vi intet andet end avlsdyr. Hele vores person nedgraderes til at bringe levedygtige arvinger til verden og helst sønner, hvis ikke vi skal risikere at blive smidt for porten.” Hun sendte ham et indgående blik, hvorefter gaflens indhold blev indtaget inden hun atter lod sig falde tilbage på sædet. ”Jeg siger ikke at hvordan Josephine agerede var korrekt eller antydningen af i orden, men hun er meget mere end sure citroner og hævede parader.” En klar varme havde sneget sig ind i hendes stemme, den slags der var forbeholdt dem der stod ens hjerte nært. Hun mente det når hun proklamerede at kusinen var så meget mere, end hvad der havde mødt ham.

Hun skævede kort mod døren for at sikre sig der ikke ind vandrede mørkebrune krøller, før hun med skænket stemmede gættede: "Måske kan han ikke selv levere den næste Sangy-arving?" Og dernæst trak lidt på skulderen. Det kunne forklare hvorfor at den ældre bror havde så travlt med at afsætte Tómas. 
”Hvor længe ville du vente på en søn før du ville gøre overvejelser om at tage en ny kone?” Han have gjort sig vise overvejelser, måske ikke specifikt med Josephine af Aren i tankerne, men en hvilken som helst samleverske han måtte ende op med.

[Tómas af Sangy]

Tómas hævede brynene af veninden, som hun stak gaflen i hans æggesmulder. Han sukkede dog derefter blot tungt og han skubbede så ellers resten af sin tallerken over imod hende i en næsten ligegyldig gestus, som han slog lidt ud med den ene hånd. ”Hun smed en bogstøtte efter mig..” Konstaterede han, som om at det burde sige nok om, at kvindemennesket måtte mangle en brik eller to at rykke rundt med. ”Jeg siger ikke at jeg ikke forstår kvinde-aspektet i det! Jeg siger bare at alle er i samme båd, uanset, hvordan man vender og drejer det! Det er en forpligtigelse ligesom så mange andre ting…Ligesom at det er forventet af mig at jeg tager mine forpligtigelser seriøst og støtter op om Theud og hans kommende dumme titel som lensgreve!” Røg det ud af ham. ”Hvis Cedric havde været i live, havde jeg kunnet sidde fedt i det og være rejst væk fra Levagny…Men i stedet sidder jeg nu her!” Tómas åndede tungt ud i frustration, som han hev sig selv i de mørke krøller og lænede sig lidt ind over bordet. Ude af stand til at forklare, hvad der fik hans læs til at vælte. ”…Jeg…Jeg vil ikke giftes med hende Fleur….Eller med nogen anden for den sags skyld...” Mumlede han så. ”Jeg fuckede det op, fordi…Fordi jeg havde lyst til at fucke det op…Forstår du da ikke det?”

[Fleur af Aren]

Burde Fleur havde spurgt Tómas om han havde tænkt sig at spise sine æg, ja, men han havde siddet og prikket til dem siden de var blevet sat på bordet. Det var derfor også stærkt utænkeligt at han overhovedet ville gøre et forsøg på at få bare en bid ned. Bekræftelsen kom da også i form af overgivelsen af hele tallerken.

Hun havde nært været ved at kvæles i den næste mundfuld idet han fortalte om den flyvske bogstøtte. Mellem skiftevis host og rømme, prøvede hun at klare halsen for æggerester med en hånd hold for munden og den anden klappende mod den øvre brystkasse.
Var Josephine af Aren da blevet fuldkommen vanvittig?! Èt var at give verbale huk, men at kaste med ting og så mod den mand som enerådigt ville komme til at holde nøglen til ens lykke.

Fleur nåede end ikke at tænke to sammenhængende tanker, der kunne brygges sammen til en respons før hele verden syntes at vælte hos den unge ridder. Med fugtige øjne og et mælkeglas mindre lykkes det at få klaret halsen. Stolens ben skrabede højlydt over det hårde gulv, da hun rejste sig og tog turen rundt om bordet og pladsen ved siden af Tómas’ indtaget.
Lænet ind over bordet, hvilede hun kinden mod sin arm, mens hun søgte hans blik ”Hvis ikke du var i Levagny, hvem skulle jeg så spise morgenmad med?” Spurgte hun med et prøvende skævt smil. Naturligvis var hun ikke glad for den ældste af Sangy brødrenes død, men hendes egen egoisme var glad for han var bundet til byen gennem Theuderic af Sangy .
Panden rynkede sig tænksomt, så øjenbrynene søgte hinanden på midten ”Du ved, I kunne finde en løsning, hvis I begge ville pakke jeres stolthed lidt væk? Ingen af jer er begejstrede for den sti der er blevet lagt for jer og ingen af jer har gjort noget for at forgive, men det kunne være til jeres fordel…” Hun standsede for at se om han var med, på hvor hun var ved at bevæge sig hen. Overfor Tómas behøvede Fleur ikke forgive, at være intet mindre end smilehuller og tomme tanker; kønt armpynt.

[Tómas af Sangy]

Tómas kunne i dette øjeblik ikke være mere ligeglad med, hvad der blev af hans morgenmad. Hans tanker var helt og aldeles andetsteds og det kom da også til udtryk, som han sad og stirrede ud frem for sig i luften, som en anden dagdrømmer.

En smule vågnede han dog atter op ved venindens hosteri og han rakte hende derpå en stofserviet hun ville kunne tørre sig lidt om munden i eller spytte ud i, blev det nødvendigt. Tómas fortsatte dog atter sin talestrøm. ”Det er bare urimeligt at det skal gå ud over mig på den måde…Ikke alene er Theuderich pisseligeglad med hvad jeg vil…Men far bliver også stiktosset.” Konstaterede han.

Han så på Fleur med hævede bryn ved hendes ord. En løsning? Hvordan skulle det lade sig give sig? ”Hvad kunne være til vores fordel?” Han forstod det ikke. Han forstod ikke, hvad komtessen forsøgte at rode op i. Trods alt, vare tingene jo som de var, fordi de netop ikke kunne være anderledes…Hvad skulle så kunne ændres?

[Fleur af Aren]

Fleur kunne meget nemt have siddet og tænkt at Tómas overdramatiserede det hele lidt, givet hun ikke selv var sat i den samme klemme som ham. Hun kunne have været irriterende og pointeret, hvordan de alle (inklusiv hende selv) en dag skulle stifte familie med en påtvunget livspartner, men hvilken hjælp ville det være? Det ville ikke mildne hans livskrise.
Bemærkningen om den ældre ridder kunne hun dog ikke lade ligge ”Jeg tror ikke at Theuderic af Sangy er ligeglad med dig, Mas” Noget atypisk endte hun med at tage ham i forsvar, uden selv at bemærke det ”Du må huske på det ansvar der hviler på hans skuldre. Han bliver nødt til at tænke på hvordan fremtiden bedst sikres og det er gennem ægteskab.” Hun rettede sig op.

Nikket bekræftede at han havde hørt rigtigt ”Det vil kræve en indsats fra jer begge tos side, men spiller I jeres kort rigtigt kan I bilde hele riget ind ægteskabet er lykkeligt.” En hånd viftede lidt løst i luften undervejs som hun forklarede ”I er ægtefolk når I er ude blandt andre og når de ægteskabelige pligter skal passes,” Hun løftede et sigende bryn ad ham. Folk vil snakke, hvis der ingen arvinger kommer ”Men i privaten er I intet andet end sammenlevere og frie til at søge lykken andet sted, hvis I skulle ønske det? Hvad end den så måtte være. Jeg siger ikke at det ikke er tænkeligt I på sigt lære at holde af hinanden, men lige nu ved I begge to at I afskyr hinanden, så hvorfor ikke få det bedste ud af det – sammen?” Det var en bedre løsning end de begge skulle stille sig til tåls med at leve et miserabelt liv og dø ligeså.

[Tómas af Sangy]

”Gu’ er han så…Han er pisseligeglad..” Mumlede Tómas tvært, som han rakte ud efter mælken på bordet og skænkede sig et glas. Inderst inde vidste han måske nok at broderen ikke var ligeglad…Men sådan virkede det indimellem, sådan som tingene udartede sig. Han skævede derved en smule tvært til veninden, som hun syntes at tage storebroderens parti. Det gjorde hun trods alt aldrig. Hvorfor så nu? Var han så gal på den? Han skar en vrængende grimasse over hendes ord om ansvar og et fnys forlod ham, som han rystede lidt på hovedet. ”Du begynder endda at lyde som ham.” Kommenterede han så en smule tørt, som han lænede sig tilbage på sin stol.

Han nippede lidt til sit glas med mælk, før han stillede det fra sig på bordet og derefter lagde armene lidt tvært over kors. – Næsten som et barn der ikke ønskede at høre efter eller følte sig forbigået. ”Jeg tvivler på at det kvindemenneske er til at samarbejde med.” Erklærede han så, velvidende om at Josephine af Aren hellere ville dø end at dele ægteseng med ham. Det havde hun trods alt selv sagt. Det skulle næsten ikke undre ham, hvis rygterne talte sandt og det sindssyge kvindemenneske selv havde sat ild til sit telt på rundrejsen. Folk snakkede..Og det begyndte efterhånden at stille ham i et dårligt lys. ”Folk griner og gør nar af mig bag min ryg, Fleur. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg er til grin i hele Levagny, for ikke at kunne styre hende og folk ynker mig. Det er decideret pinligt!”

[Fleur af Aren]

Veninden måtte bruge ekstra kræfter på ikke at smile anstrengt ved bemærkningen om hun lød mere som den ældre bror. Heldigt for hende lod Tómas den fare i stedet for at følge op på det med spørgsmål, som Fleur umuligt ville kunne svare overbevisende nok. En mental note blev lavet om at måtte indøve forskellige hvide løgne, der kunne lede en hver mistanke væk om Theuderic af Sangy og hendes forhold til hinanden.

Naturligvis lå der mere bag Josephine af Aren modstand end kun frygten for ikke at klare den ud af barselssengen, men i grunden handlede det mest af alt om der var en voksende frygt i den blonde komtesse. Fleur huskede tilbage på natten efter telt branden, hvor indrømmelser var blevet delt med hende ”Hun er bange, Tómas.” Lød det lidt pludseligt fra hende ”Hvornår har frygt nogensinde fået nogen til at handle rationelt? Glem hvad alle andre hvisker i krogene om jer begge to. Jeg lover dig, at hun slet ikke er sådan på bunden du skal bare lige nå ned til den først.” Fulgte hun op og skrånede spørgende hovedet. Hun var uden mærket klar over, hvad hun bad ham om og at det ikke var en opgave der var let at tage op. 
”Du kunne prøve at fortælle hende om hvordan der ser ud rundt i de forskelige len, uden for borgmure og eskorterende tjenestefolk. Hun kan godt lide bøger - historier i sær.” Forslog hun dernæst som muligt emne han kunne tage op i forsøget på at bløde den stridbare Aren bare lidt op.

[Tómas af Sangy]

Tómas bemærkede knapt, hvorledes Fleur forholdte sig til det han sagde. Han sad derimod opslugt af sin egen indestænge vrede og irritation, som han busede ud med i stride strømme. – Som om det næppe nogen ende ville tage…Men så igen..Så var Fleur nok det tætteste Tómas kom på en bedsteven..Eller veninde om man ville. Og hvem skulle han ellers kunne tale med? Han havde ikke andre. Nej…For Theuderic af Sangy kunne han jo ikke gå til.

De mørke bryn skød lidt overrasket op i panden ved den rødhåredes ord. Et lille latterfnys forlod ham, men da han rynkede på næsen, blev minen atter alvorlig. Han foldede hænderne under hagen, som han lod albuerne hvile imod bordet og eftertænksomt så han på Fleur. ”Bange?” Spurgte han så, lettere skeptisk. ”For hva’? Mig?” Klukkede han, som han lod hænderne falde lidt. Det kunne han trods alt alligevel ikke forestille sig. Så måske hentydede den rødhårede komtesse mere til ægteskab i al almindelighed? Endnu et suk forlod hende. ”Jeg har ikke lyst til at bekæmpe min potentielle hustru til den dag jeg falder død om….Se, det ville være meget nemmere, hvis jeg bare kunne have ægtet dig..” Mumlede han halvt i spøg, og halvt i alvor. Ikke fordi han nærede følelser for hende…Men det havde blot været…mere problemfrit. ”Eller Cosette…Men det ville Theuderic af Sangy ikke høre tale om.” Mumlede han.

[Fleur af Aren]

Hun nikkede ved gentagelsen, forsikrende om at han havde hørt korrekt. Det var egentligt ikke Fleur’s sted at dele ud af kusinens angst, men skulle de have bare en lille jordisk chance for at komme hinanden nærmere, så måtte nogen stille sig til mål for Josephine af Aren ’s harme og ud af alle ville Fleur være den til at slippe nådigst.

”Dig? Nej, du er sådan cirka lige så skræmmende som en gråspurv foran bageren.” Drillede hun og puffede blidt til hans ben under bordet. Mere alvorligt rystede hun på hovedet og mærkede smilet der havde trukket sig frem falme igen ”Det er ægteskabet, men mest af alt graviditeterne. Hun er bange for at noget skal gå galt og at skylden bliver hendes.” Et øjenbryn hævede sig sigende, mens de brune øjne søgte mod blåt. Han måtte have forståelse for at det var en ganske valid frygt som have som ung kvinde. Det var ikke historierne om de vellykkede graviditeter der levede længst det var alle dem hvor det var gået galt, som blev genfortalt til skræk og rædsel.
”Du været blevet træt af jeg stjal dine æg, inden vi havde været gift det første år.” Tanken var ikke urealistisk. Tómas var mere end bare et godt parti. Han var en guldskjold, en grevesøn og den næste i arverækken skulle der ske hans ældre bror noget. Det var ikke utænkeligt at havde Fleur’s onkel ikke sørget for at få Josephine forlovet med den unge ridder, at Fleur’s far ikke selv ville have forsøgt at få den rødtoppede datter afsat til samme side.
”Men jeg mener det, Mas. Prøv at fortæl hende historier om de forskellige steder i Falanie. Er der noget vi Aren kvinder alle har til fælles så er det at vi elsker et godt eventyr.” Hun rakte ud og lukkede hånden omkring hans ”I mellem tiden, så vil jeg gøre alt hvad der er muligt for at mildne hende, okay?” Hun kunne intet love, men hun kunne prøve også selvom Fleur på forhånd vidste det ingen let opgave ville blive.

[Tómas af Sangy]

"En gråspurv foran bageren….Av.” Tómas kiggede lidt ned af sig selv. Nærmest kritisk, som om han forsøgte at vurdere, hvorvidt det var en kritik og hvorvidt hun havde ret. Han var trods alt ved at være lidt træt af altid at blive anset som ’den søde’ eller ’ikke intimiderende’ af de to brødre. Han syntes dog at vågne lidt op igen, som Fleur puffede til hans ben under bordet og lidt tvært mukkede han blot, som han så atter begravede sit ansigt en smule i håndfladerne, imens albuerne hvilede imod bordet.

”Er det ikke bare sådan en kvindeting man skal igennem?” Spurgte han så, lettere uvidende og måske en smule fordømmende, til trods for at det ikke var intentionen. ”Fleur, jeg…Jeg er ikke nogen eventyrprins..Og det bliver jeg aldrig. Skal jeg så gå resten af mine dage og foregive at være noget jeg ikke er, for at hun ikke skal være kropumulig?” Han sukkede, som han lod hænderne glide ned over ansigtet og den lettere ru skægstubbe. ”Altså..Jeg kan godt fortælle hende om Falanie og lenerne..Men historier har også Deres ende..” Mumlede han en smule opgivende, som om han allerede så enden på dette eventyr. Det ville sandsynligvis blive hans endeligt. Han gav venindens hånd et lille klem, som hans blå øjne søgte hendes. Han nikkede forsigtigt.