Blot lidt druk på en hverdagsaften

[Peronelle af Bonville]

Det var ikke det Perrie havde forventet. Hun så overrumplet efter ridderen, der startede væk. Så begyndte hun at gå efter ham.

"Jeg skal ikke følge dig nogen steder hen," konstaterede hun stædigt, selv imens hun gik.

"Du kan jo ikke engang huske mit navn, så du kan finde en anden til at lægge dig i seng."

[Matthieu af Grinayles]

Han så sig lidt over skulderen, "Så lad være." Sagde han ligegyldigt, skønt han et eller andet sted følte sig ganske tilfreds over at hun fulgte ham, trods hendes erklæring om ikke at gøre det... Dertil mente han nok heller ikke at hun skulle lade være. "Du er Tiro af Bonville!" Proklamerede han, da hun påstod at han ikke engang kendte hendes navn. Hvilket ihvertfald var løgn! "En yndig, rødhåret hidsigprop." Fortsatte han, som han blot fortsatte med at gå. "...uden manerer." Tilføjede han så dog og drejede kun hovedet for at smile provokerende til hende.

[Peronelle af Bonville]

Yndig. Han valgte en kompliment, hvis det var det, og så kaldte han hende yndig?!

"Det er ikke mit navn. Tiro er ikke mit navn, Matthieu af Grinayles," svarede hun, lidt hidsigt. "Men du kysser måske med så mange piger, at du ikke kan skelne dem fra hinanden?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu vendte sig om ved hendes hidsige udbrud og valgte, modigt nok, at vandre baglæns. Han rynkede lidt på næsen, "Peronelle, lyder så formelt." Konstaterede han i respons. "Så kan jeg bedre lide Tiro.." Besluttede han sig så, selvom formaliteten nok var totalt omvendt i normale sammenhænge.
Mattiheu ville ikke rigtigt være ved det, men et eller andet sted brystede han sig lidt af at hun vidste hvem han var. Hvad han hed. Ikke at han på nogen måde ville lade hende se det.. idet hele taget indrømme det overfor sig selv, men ak, det var endnu hvad der skete. Hendes næste kommentar kom dog bag på ham. "Hvad..?" Fremstammede han med brynene skudt i vejret. Hvis der var noget Matthieu ikke gjorde, så var det at føjte. Han var alt for konservativ, for det første. For det andet, så var han også alt for godt opdraget. Han lo blot stille, "Du kender mig overhovedet ikke." musede han underholdt og indirekte tilkendegav at han ikke gik og kyssede på alle og enhver. "Men du føjter måske en del, siden du er så hurtig til at anklage mig?" Skød han så tilbage, bare fordi at han kunne.

[Peronelle af Bonville]

Perries blik gnistrede. "Perrie," rettede hun. "Og nej. Jeg føjter ikke. Men jeg kan fornavnet på dem jeg har kysset."

Begge to. Hun rettede sig lidt op. "Du vidste ikke hvad jeg hed. Tiro er ikke mit navn, ridder. Så der er ingen grund til at lade som om at det er mig, der er let på tå."

[Matthieu af Grinayles]

Han vendte sig atter rundt, da han kortvarigt stoppede op ved indgangen til sit telt. "Perrie." Gentog han og smagte lidt på kælenavnet, "Mh, jeg kan stadig bedre lide Tiro." Sagde han. Det var hans personlige kælenavn til hende. Han afventede lidt at hun trådte ham tættere, men mistede så tålmodigheden og vandrede blot ind i teltet, imens han lyttede til hendes klagesang om at hun aldeles ikke var føjtende. "Ja." Medgav han til det at hun huskede navnene på dem hun havde kysset på, "Matthieu. Af. Grinayles." Tilføjede han med et glimt i øjet, som om at alle ord var disse fornavne.

Han himlede en anelse med øjnene af hende, da hun fortsat brokkede sig. Men istedet for at gøre mere nar af hende, vandrede han istedet hen til hende med en mere seriøs mine. "Nej, Perrie, det gjorde jeg ikke." Erkendte han, "Men det gør jeg nu." Sagde han og ignorerede hendes fortsatte anklager om promiskuøsitet. Hans blik hvilede i hendes med en vis alvor, indtil det begyndte at vandre lidt syndigt. Det var nok tydeligt, lige i det sekund, at han gerne ville have hende. Men det blev ham også pludseligt meget bevidst. Han trak sig derfor, lidt overrasket over sig selv, men fast besluttet på ikke at drage udnyttelse af nogen. "Godnat, Perrie." Skyndte han sig at sige, inden han vendte sig bort fra hende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie endte med at stå i teltåbningen, imens ridderen var forbandet flabet. Hendes hjerte hamrede lidt i irritation, naturligvis.

"Du er simpelthen..." Hun åndede hørligt ud.

"Hvorfor er du så irriterende? Alt med dig er en provokation, er det ikke?"

[Matthieu af Grinayles]

Han havde ikke nået at vende sig helt om, inden hendes ord fik ham til at vende sig tilbage. Han så lidt afventende på hende med et enkelt bryn hævet over hendes frustration. Han kunne godt hitte på en smart sætning at indsætte der, men holdt af vise årsager sin kæft. Et skævt smil lagde sig om læberne, som han modigt, men også uhæmmet af sin alkoholiske påvirkning, rakte ud efter en lok af hendes bølgende hår, som han lod glide mellem fingerspidserne. "Du kan jo i virkeligheden godt lide mig." musede han.

[Peronelle af Bonville]

Perrie så ham række ud og trække hendes hårlok fri, for at lade den glide mellem fingerspidserne. Hun stivnede og hendes øjne blev store. Han smilede og hun betragtede det forundret. Så åbnede han, Mithras bedre det, også munden og sagde noget endnu mere provokerende.

"Jeg... Hvad? Nej." svarede hun, men havde af en eller anden grund ikke trukket sig væk endnu. "Jeg kan ikke lide dig. Du kunne ikke engang huske mig."

[Matthieu af Grinayles]

"Ikke sandt." Svarede han og så lidt på hende. Hans blik fæstnede sig ved hendes velformede læber. "Jeg havde ikke glemt dig." Svarede han ærligt. For ærligt talt, havde Matthieu ikke kunnet slippe følelsen af de læber, og nu når han stod her, stod hende så nær, fandt han sig selv næsten insisterende på at få lov at mærke dem igen. "Men." Mumlede han, som han stille, forsigtigt lænede sig lidt ned mod hende. "Jeg kan godt lide dig." Tilføjede han så, inden han søgte ned for at lade sine læber mødes med hendes.

[Peronelle af Bonville]

Perrie skulle til at sige noget mere flabet, da Matthieu lænede sig ned mod hende. Alarmklokkerne ringede alle sammen, men hun stirrede bare dumt på ham, indtil han kom med først en tilføjelse og lige bagefter trykkede sine læber imod hendes. Hun stivnede, blødte lidt op og så sansede nok til at trække sig væk og skubbe ham ind i teltet og selv træde med. De kunne ikke stå i en teltåbning sådan.

"Jeg kan ikke lide dig," forsikrede hun. "Ikke rigtig." Og alligevel stod hun stadig tæt op af ham og hev ham snart ned i endnu et kys.

[Matthieu af Grinayles]

Hun lod ham. Hun kunne nemt have veget tilbage eller sågar vappet ham en inden hans læber rørte hende. Men det gjorde hun ikke. Ligesom sidst, var de varme, bløde. Matthieu nød det uden fortrydelse. Men ærligt talt var han også alt for fuld til at føle skam.

Han så dog op, da hun brød kysset blot for at skubbe ham længere ind i teltet. "Mhm." brummede han skeptisk, med et selvfed smil på læben da hun atter erklærede at hun absolut ikke brød sig om ham. Lidt overrasket blev han dernæst trukket ind i endnu et kys. Èt han nok ikke havde ventet ville være initieret af hende. Men han tog det, følte det. Uddybede det, da han lagde hånd om hendes talje og trak hende ind til sig. Lidt fanget i følelsernes vold, førte han dem begge mod sengen til han kunne mærke rammen mod sine ben.

[Peronelle af Bonville]

Perrie mente hvad hun sagde. Han var pisse irriterende og hun kunne ikke lide ham. Alligevel prikkede han til noget i hende. Hun havde aldrig været alene med en mand i hans telt, men nu stod hun der og han lagde hånden på hendes hofte og det føltes... Latterligt godt.

Det var ligesom en dans. Hun havde aldrig været vildt god til at lade manden føre, men hun havde heller aldrig kysset med ham samtidig. Nu ledte Matthieu og hun lagde en hånd mod hans brystkasse og den anden ved hans side. Han var fast og varm og hun kunne mærke hans hjerteslag. Kysset blev dybere, men også lidt mere sjusket. Hun afbrød det med en munter lyd, da tænder kort mødte tænder. De var ellers gode til at kysse begge to, men de var også begge to fulde.

Hendes øjne var store, som hun så op på ham. "Grinayles," mumlede hun. "Hvad...?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu smilte i kysset, da hun fulgte ham. Han mærkede hendes hænder på sig, følte deres varme, men ønskede at de befandt sig under lagene af stof. Et latterfnys undslap ham i respons på den muntre lyd som hun ytrede, da de koksede i koordineringen af det delte kys. Han så blot lidt på hende, skævt smilende, selv da hun pludselig gjorde store øjne og fremstammende en blanding af hans navn og halvsagte sætninger. "Hvad?" Undrende han sig, blikket plastret begærligt mod hende, som han lod hånden glide op på siden af hendes hals, imens fingrene gled kærtegnene over huden imens. Tydeligvis var alle Matthieus tanker sporet ind på én ting. Og det var hende.

[Peronelle af Bonville]

Mithras og Yphion, det smil var provokerende. Perries hjerte hamrede lidt under hans fingres kærtegn og hun krummede sin hånd en smule om hans nakke. Han spurgte hvad, men hun havde ikke et godt svar, så hun lukkede blot sin anden hånd om stoffet på han tunika og hev ham ned til sig igen til et bedre koordineret kys.

I skoven havde deres læber mod hinanden været en ren magtdemonstration og kamp. Her overgav de sig begge to en del mere og det var blødere, langsommere, mere ægte ivrigt. Hun havde aldrig kysset nogen på den måde før og kun én anden en lille smule i en krog på universitetet for et års tid siden. Hun havde tænkt en hel del på at kysse Sébastien af Monteres, men han var langt fra hendes tanker nu, som hun svajede lidt ind mod Matthieu.