Blot lidt druk på en hverdagsaften

[Matthieu af Grinayles]

Tilegnet Peronelle af Bonville
"Efterfestlighederne" efter den store middag. Primært lokaliseret ved de store fællestelte lige udenfor lensborgen.
Mørk, lettere kølig, sen aften

---

Matthieu knipsede en sølvnobel på bordet og sendte sin væbner Aelin Mélanie af Sangy et hårdt blik.. så hårdt som det nu kunne være, når man havde drukket vin det meste af aftenen og soldaterkammeraterne nu havde hældt aftenens første brændevin i krusene. "Væbner, jeg kan ikke under.." Han sank en gang, ".. understrege vigtigheden af at du vinder den sølvnobel tilbage." Fik han sagt, stadigt velformuleret, om end han var blevet et par centimeter højere i hatten end normalt og blikket var lidt omtåget.
Den spillende gruppe bestod af mænd, hvoraf to var drabanter og yderligere to var Matthieus kammerater, skønt de var soldater under hans kommando.. og så var der Aelin midt i det hele. I starten havde der været kommentarer, men som Aelin mesterligt havde fulgt Matthieus ordre om at lade være med at blafre med håret og fnise af sommerfuglene, så havde selskabet accepteret hende som en del af slænget og nu sad de alle og gamblede om de sølvnobler der i sidste ende blot skulle byttes for drikkelse. Matthieu var ude, det samme var en af drabanterne og de to soldater. Hvorfor der nu var et intenst game mellem Aelin og den ene drabant.

"Det er et spørgsmål om tørre fødder eller ej, når vi rejser i løbet af morgenen." Tilføjede han hentydende. "Løbet tør for fedt, Grinayles?" Musede en af drabanterne underholdt og dog velvidende. Matthieu sukkede, for enhver soldat eller ridder vidste hvordan det var at spadsere, ride og på anden vis motionere i tørt, stift læder. Dét gjorde man kun én gang.. og hvis Aelin ikke formåede at vinde nogle sølvnobler tilbage, så ville hun også snart opleve hvordan det føltes. Ikke fordi Matthieu ikke havde råd til at købe fedt alligevel, men læring lå forud for luksus. Det havde han lovet sig selv, da han tog hende ind... om ikke andet, så blev Matthieus læder pudset og så måtte Aelin sidde i hårdt læder indtil de nåede Rouvry. Mængden af vabler og siddesår, ville helt sikkert aldrig lade hende glemme at købe nok fedt, fremadrettet.

"Væbner Sangy har et langt ridt foran sig, ihvertfald." Kommenterede han og klukkede lidt over det, sammen med gruppen. Han førte derefter kruset til læberne og drak en slurk af den brændende væske, inden han satte på bordet igen. "Kom så, Sangy, så slår du to fire'ere!" Heppede, han som han betragtede hende ryste terningerne i hænderne.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde selvsalgt ikke været med til festen hvor de adelige dansede. Hun havde i stedet brugt sin tid sammen med drabanterne, som hun kendte hjemmefra. Her havde hun for en gangs skyld drukket sig en smule fuld, tryg i selskabet og med et vist behov for at slippe sig løs. Det var længe siden, for hendes del af rundrejsen indbød ikke til det.

Nu, beruset, sad hun ved et bål ikke langt fra dem, der spillede hasard. Tæt nok til at høre Grinayles skærebrænderstemme gennem sin samtale. Tæt nok til at se over på ham og huske hvordan hans læber havde føltes imod hendes. Hun tog en dyb indånding og undskyldte sig for at rejse sig op.

"Jeg vil bare sige, Ridder Grinayles, at slidsår på grund af en nærig ridder, bliver betragtet som omsorgssvigt blandt de helbredere jeg kender."

Hun stod lige bag ham og ved bordet grinede de to drabanter.

[Matthieu af Grinayles]

Han betragtede væbneren spændt afventende, men kiggede spontant op, da en velkendt stemme pludselig lød bag ham. Matthieu blinkede en enkelt gang, et øjeblik overrasket, imens erindringerne om hende piblede frem i det berusede sind. Så blev hans udtryk fladt igen, da han ligesom kom i tanke om de tilstødende fornærmelser der ellers var kommet over hendes kønne læber. "Tiro." hilste han i et toneleje der matchede hans ansigtudtryk. Han vendte sig ikke om mod hende, men drejede istedet hovdet og skævede til hende over skulderen. "Slidsår, Tiro, er selvforskyldt når man havde muligheden for at købe fedt, men ikke gjorde det." Svarede han med et lidt flabet glimt i øjet, der naturligvis kun var for hende se - og som udelukkende havde til formål at stikke lidt det temperament der lurede under de der røde krøller. Han tav lidt efterfølgende og pakkede sine flabetheder væk igen. Så drejede han overkroppen lidt om mod hende. "Spiller du terninger?" Indbød han så.

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede selv lidt, opfordret af de to grinende drabanter og forsikret om at hendes tørre humor ikke var helt idiotisk. Hendes blik var dog på Matthieu og et bryn hævede sig over hans hilsen og efterfølgende svar. Hun havde lidt lyst til at stikke videre, men så stillede han et spørgsmål og hun trak i stedet på skuldrene.

"Det kommer an på hvad vi spiller om?"

Penge? Hun kiggede lidt fra ridderen til drabanterne og væbneren. Det virkede unfair.

[Matthieu af Grinayles]

"Drikkepenge." Sagde Matthieu og trak på et skævt smil. "Fælles pulje." - "Den der vinder puljen, sørger for at fylde krusene ved bordet." Forklarede han og trak en stol ud til Tiroen ved siden af sig, som en indbydelse til hende. Sjovt nok var det Matthieu der havde lagt den største andel ud.. men han var også den der havde bedst råd til det. Men når puljen gik til fælles druk, så var det ligemeget, druk blandt venner var en ting Matthieu gerne bidrog til.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn. Hun vidste ikke om det var en særlig god deal, at vinderen skulle betale for drikkevarer, men ud over det, så lød det lidt småkedeligt. Hendes blik gled over selskabet og hun satte hænderne i siderne.

"Mm. Så kun småpenge," konstaterede hun. "Hvad med at spille om noget, hvor der er mere på spil?"

Hun fik øjenkontakt med en af drabanterne og smilede skævt. "Udfordringer? Den, der starter, nævner en. Taberen må udføre den?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu trak på et skævt smil og gjorde et enkelt nik, som accept af Tiroens betingelser for at deltage.. indtil hun nævnte udfordringer. Da han lige havde vendt hovedet tilbage for at følge med i spillet igen, rettede han det hurtigt tilbage mod den rødhårede kvinde. "Hvad? Hvilke udfordringer?" Spurgte han lidt skeptisk og så fra drabanterne til Tiroen og tilbage igen. "Kender I hinanden?" Spurgte han så lidt undrende og vendte så blikket tilbage mod magikeren.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs let og smilede så. Hun gled ned at sidde på en tilbudt plads og hævede et bryn af ridderen. "Selvfølgelig. Jeg kender de fleste drabanter i Levagny. Det er fordi jeg altid er på kanten af loven," konstaterede hun med et glimt i øjet. Den ene drabant grinede og informerede mere hjælpsomt Grinayles om at Perrie var Kaptajnens datter. Det fik hende til at ranke sig lidt. Hun savnede Hector af Bonville, men hun var en stor pige. Nærmest voksen.

"Så. Udfordringer? Alt mellem himmel og jord, men man kan jo selv risikere at tabe, så det skal man have med i sine overvejelser. Første taber skal stå på et ben i hele næste runde."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet, som hun forklarede at hun kendte de fleste drabanter i Levagny.. Hvordan skulle det helt præcist forstås? - var hvad han ganske kort overvejede, som han vægtede alt fra kriminalitet til løsgjorthed på et splitsekund, idet en vag rynke lagde sig lidt bedrøvet mellem øjenbrynene. Han tav bare, ude af stand til at formulere et høfligt svar på den kryptiske uddybning. Han drejede hovedet mod en af drabanterne, da han var så venlig lige at tolke Tiroens ord og det eneste Matthieu derefter tænkte var; fuck....

"Oh." Fik han fremstammet. Han så mod Tiroen. "Du er Peronelle af Bonville?" spurgte han så neutralt som han kunne præstere, og nok mest for at få det bekræftet i sin reneste form. Han afventede hendes bekræftelse herpå og vendte sig efterfølgende blot rundt mod terningerne på bordet igen. Tydeligvis med en masse overvejelser der skød gennem hans hoved, men utydeligt hvilken karakter de bar.

Matthieu forsøgte at ryste det faktum af sig, at han på én måde afskyede Tiroen, meeeen også, muligvis, en enkelt gang - eller to!, havde mindes de der røde læber og tænkt den tanke, at han måske godt kunne tænke sig at føle dem igen mod hans. Han havde heldigvis en del træning i at virke afmålt og rolig udenpå, mens det indre vandrede hvileløst rundt indeni. Han forsøgte at fokusere på spillet. "Men vinderen fylder stadig bægrene?" Spurgte han og skævede til Tiroen. Han ville få brug for alkoholen, hvis han skulle sidde her og lade som ingenting resten af aftenen, for at det øvrige selskab ikke skulle finde ud af at der herskede en vis animositet?.. amourøsitet? mellem Ridderen fra Grinayles og Tiroen fra Bonville. Det var helt sikkert.

[Peronelle af Bonville]

Perrie betragtede ridderen, der åbenbart ikke engang havde fattet hendes navn. Hun var uimponeret, men samtidig bed det også i hende, fordi hun stadig kunne huske hvordan det havde føltes med hans læber presset imod hendes. Hun himlede med øjnene og trak på skuldrene. "Tydeligvis," konstaterede hun simpelt, før de i det mindste kunne komme tilbage til legen. Hun vidste at han hed Matthieu af Grinayles og var et pompøst fjols, men han havde også lige ved en fejl sagt 'du', så på den måde var han tydeligvis ikke helt opslugt af pinden han havde op bagi.

"Det kan vinderen vel. Det virker stadig fjollet," konstaterede hun. "Sidder I altid og diskuterer reglerne, i stedet for at komme i gang?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu havde selv helt lyst til at himle med øjnene, da Tiroen gjorde det. Tsk! Uopdragne kvindemenneske.. Den vage sympati han pludselig lige var kommet til at grave frem, pakkede han så også lige væk igen. Et fladt, uimponeret udtryk i hans ansigt. "Mhm." Brummede han uinteresseret og vendt ansigtet bort fra hende. "Så snart du kan holde bøtte kan vi komme igang, Tiro." Kommenterede han tørt og blæste således på hvad alle de andre ved bordet tænkte og gjorde. Han rakte ud efter terningerne, der havde lagt stille på bordet under deres udveksling. Han tog dem og rakte hende dem med en flad hånd. "Du kan få lov at starte?" Sagde han med hagen hævet en anelse og et lidt provokerende smil på læben, som udelukkende lå der for at irritere hende.

[Peronelle af Bonville]

Røvhul. Perrie havde lyst til at knipse med fingrene og få et af bægrene med øl til at tømme sig ud over hans hoved. I stedet tog hun det, der blev stukket i hånden på hende og slog så med terningerne.

Lidt over en time senere havde alle på et eller andet tidspunkt tabt og var blevet ydmyget passende. Perrie havde sunget en langt-fra-yndefuld udgave af en lettere risikabel sang og hun var noget beruset. Hun sad ved siden af Matthieu, da en af drabanterne erklærede at taberen skulle følge unge frøken Tiro i seng. Få slag efter tabte ridderen.

[Matthieu af Grinayles]

Hystade, tænkte Matthieu, som Tiroen sammenbidt hapsede terningerne ud af hånden på ham. Da hidsigproppen endelig havde fået sat sin bagdel på stolen og kastet terningerne så var spillet igang. Heldigvis slap Matthieu for at stå på ét ben i en runde, men blev tilgengæld rigeligt ydmyget da han efterfølgende tabte en runde. Alkoholen flød tæt, da kutymen for spillet jo var at skaffe nye forfriskninger for hvert vundet slag... således måtte man sørge for at drikke op, inden næste runde kom. Det var for længst steget den unge ridder til hovedet. Men han morede sig pludseligt ganske godt og kunne nu faktisk også både af og med den pisse irriterende Tiro.. hun brød sig stadig ikke så meget om det, når han grinte af hende, men det fandt Matthieu jo bare sjovt. Hun sad dog noget og dinglede til sidst og efter en sjofel vise om en soldat på eventyr, så blev det besluttet ved bordet at den lille Tiro skulle på hovedet i seng - efter et sidste slag terninger, som Matthieu selvfølgelig tabte.

Han sukkede tungt, som han rejste sig fra stolen, lettere vakkelvornt. Han ville da egentlig hellere sidde og spille videre, men altså en aftale var en aftale. Så han stillede sig hen til den drukne rødhårede, støttede sig til bordet med håndfladen på bordpladen, på grund af sin manglende balance og tilbød hende den anden hånd til at komme op at stå. "Kom, Tiro."

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde allerede protesteret, da det blev erklæret, at hun skulle i seng, men for at føje spot til skade blev det endda den selvfede ridder, der skulle følge hende? Hun så gnavent op på ham, før hun tog hans hånd og rejste sig. "Nogen burde følge dem i seng," mumlede hun, da hun så ham støtte sig til bordet. Hun slap ham så snart hun stod op og valsede væk fra forsamlingen, noget usikker på fødderne.

En eller anden lidt for kæk person, som hun ikke kunne bestemme hvem var, sagde noget flabet om at blive lagt i seng af en flot ung mand, som fik hendes ansigt til at blusse hedt. Hun havde bestemt ikke tænkt på ridderen på den måde. Flere gange. Når hun skulle sove.

"De behøver ikke rent faktisk følge mig nogen steder hen," konstaterede hun et par meter fremme.

[Matthieu af Grinayles]

Han skød brynene i panden ved hendes spidse kommentar, et øjeblik lidt tavs i manglen på et smart comeback. Så trak han på et skævt smil. "Du følger mig og jeg følger dig?" Sagde han så flabet, uden at tænke videre over hvad det egentlig var han sagde. Men dog bevidst om at de nok efterhånden hadede hinanden tilstrækkeligt til bare at være dus. Han hjalp hende op, da hun lagde sin hånd i hans. Kort studsede hans over håndens varme og blødhed, inden hun trak den til sig igen og blot stavrede væk fra ham. Stram i betrækket.

Matthieu stavrede efter.

Han nåede knapt op på siden af hende, inden en smart bemærkning kom fra en i den øvrige beværtning i teltet. Matthieu udstødte et latterfnys. Han vidste sgu snart ikke hvem der endte med at lægge hvem i seng, for hele herligheden snurrede lidt for den unge Ridder der allerede inden spillet havde drukket lidt for tæt. "Har du det varmt, Tiro?" Spurgte han dumt, da han så de rødkogende kinder. Han så smilende fremfor sig, men valgte så efterfølgende at være lidt ordenlig. "Ignorer det. De har så mange gode ideer." Kommenterede han så tilstødende, som de trådte ud i den kølige natteluft.

Han stoppede lidt op, da hun pludseligt gjorde det. "Hmh.." Brummede han lidt eftertænksomt til det hun sagde. Så trak han lidt på skuldrene, med en tilsvarende ligegyldig mine. "Så kan du følge mig." Sagde han og begyndte blot at stavre mod sit telt.