Blot lidt druk på en hverdagsaften

[Matthieu af Grinayles]

Han så lidt afventende på hende, uden helt af afvente. Der var ingen tvivl om at han bare ville have hende, og det kun var hendes manglende velvilje der kunne stoppe ham. Han forventede ikke hendes afslag, og overvejede den derfor ikke som en mulighed da hun havde stoppet dem op. Hans fornuft var forlængst fløjen. Men til hans tilfredshed greb hun bare om hans tøj og trak ham ind i endnu et lidenskabeligt kys.
Matthieu lod hænderne følge hendes krops kurver, til de fandt kjolens bindepunkt, der holdt de mange lag stof sammen. Han fumlede lidt med at binde det op, men lykkedes da uden at være nødt til at afbryde dem, for at se hvad han lavede.

[Peronelle af Bonville]

Perrie opdagede ikke helt hvad der skete, før hendes kjole pludselig føltes løsere omkring hende, da han var begyndt at løsne snørerne i ryggen. Hun trak sig brat væk og tog to skridt bagud, imens hun fægtede lidt med armene for at trække snørerne til igen.

"Hvad tror du jeg er?" Hendes ansigt brændte. Ydmygelsen kogte hende helt op. Røvhul. Kæmpe, kæmpe røvhul.

[Matthieu af Grinayles]

Årh, pis..., skød det gennem hans hoved, da hidsigproppen blev ringet op og erstattede den ellers så varme Perrie. Tiroen var tilbage. Matthieu slap hende, som var hun en ildtang der havde lagt og ulmet sig rødglødende i pejsens midte. "Dejlig." Kommenterede han uskyldigt, "...Og en hidsigprop." Tilføjede han så og sukkede tungt, skuffet, inden han bare lod sig dratte bagom og direkte ned i sengen på ryggen. "Godnat, Tiro." Mumlede han, som han konstaterede at det nok var en spildt chance og at der sikkert ikke skete mere end det. Dog lukkede han øjnene i, med et veltilpast smil plastret på læben. Han havde trods alt fået lov, at mærke lidt af den varme hun også rummede.. helt uden at brænde nallerne, helt. I nat ville han sove godt, men hvor meget af det han huskede i morgen, var ikke til at sige.

[Peronelle af Bonville]

Infernalske charlatan. Perrie misbrugte ellers sjældent sin gave, for læremestrene på universitetet havde for vane at straffe det hårdt, men hun kunne ikke styre sig nu. Der var vand i luften og hun trak det sammen, hev det ud, til hun havde en god mængde, som hun dumpede direkte over ridderen.

Så skred hun ud af teltet. Glødende af vrede.

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu synes godt nok at rummet snurrede rundt, men den snurrende fornemmelse var intet i forhold til det kolde brusebad der pludseligt væltede nedover ham og halvt druknede ham i Tiroens vandvåde vrede. Han hostede og spruttede, som han væltede ud af den gennemsjaskede rejseseng. "Hvad fanden?!" Udbrød han forudrettet, med vreden snigende. Han tørrede øjnene med hænderne, så han kunne se noget igen. Men det eneste han så ud gennem sit slørede blik, var en tornado af rødt hår og uldklæder der hastede ud af teltet. "Næh, nej, du.." Mumlede han lidt sammenbidt, som han hurtigt stavrede sig på benene og hastede efter den indædte Tiro. "Hvad fanden tænker du på, Tiro?!" Skældte han, som han sjoskede i hælene på hende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde allerede besluttet sig for at hun aldrig mere skulle se den idiot og kvindebedårer igen, da han rendte efter hende og gjorde den beslutning lidt svær at efterleve. Hun stoppede brat op og drejede sig imod ham.

"Jeg siger ikke undskyld," konstaterede hun vredt. "Jeg er ikke sådan en... En... En skøge! Og du er et fjols for at behandle nogen på den måde."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu var faktisk ret vred på hende. Nok mest fordi han slet ikke fattede hvad hendes raseri gik ud på, men at det bare kom lige pludseligt, fordi vinden lige skiftede retning. En vred mine var lagt i det pladdervåde ansigt. Håret klistrede til kinderne og sendte løbende dråber over kinden, selv da hun vendte på hælen og vredt konstaterede af han kunne fiske længe efter en undskyldning. Han skulle lige til at puste sig op og belære hende, da hun så afbrød ham inden han kunne nå at sige noget. Hendes ord punkterede ham lidt. "En skøge?" Gentog han med undring i stemmen. Lidt paf stod han blot og overvejede hvad han havde gjort, der fik hende til at tro at han tænkte sådan om hende. "Sådan tænker jeg ikke om dig." Forklarede han så, tonen og mimikken blødt mere op.

[Peronelle af Bonville]

Det punkterede vreden lidt. En smule. Perrie havde blanke øjne i frustration. Hun snøftede hårdt ind.

"Sikkert. Men i hvert fald en man bare kysser med og prøver at hive med i seng og når det så ikke lige går, så farvel, ikke?"

Hun klemte læberne sammen. "C'est la vie, Grinayles. Men jeg er ikke sådan en pige, uanset hvad du har hørt. Så du må lede efter en ny i morgen."

[Matthieu af Grinayles]

I starten så han lidt forvirret på hende. Hjernen ikke helt hurtigt roterende fra den stadig alkoholiske påvirkning, skønt vreden og brusebadet havde hjulpet en del på det. Så førte han hånden over ansigtet, da det gik op for ham, hvad hun reagerede på. "Oh, forfanden også.." bandede han stille for sig selv, "Jeg mente ikke Godnat, som i 'farvel og tak', jeg mente Godnat som i 'jeg sover bare istedet'." Forklarede han sin simple tanke, håbefuld om at hun kunne forstå situationen. Han sukkede lidt opgivende, da hun ikke umiddelbart virkede til at ville give sig. Han rystede lidt på hovedet af situationen. "Undskyld." Mumlede han, og mente det, selvom det måske ikke helt passede ham.

[Peronelle af Bonville]

Perries blik flakkede lidt mellem de meget mørke øjne på ridderen og hun klemte sine læber lidt sammen. Han undskyldte? Hun sank.

"Det... Det er okay," mumlede hun. "Undskyld at jeg..." Hun gestikulerede lidt imod hans våde figur og vaklede en smule imens, stadig temmelig fuld. "Jeg bliver nødt til at gå nu," konstaterede hun, før hun så sig om, sikrede sig at ingen så det og plantede et hastigt kys på hans kind.

"Jeg kan godt lide dig," mumlede hun, før hun stak rigtigt af ud i mørket, uden at se sig tilbage.

Lukket?

[Matthieu af Grinayles]

Mattieu vidste nok ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, da Perrie mildnede lidt op og hun dernæst ytrede.. en tilgivelse? Det havde han ikke forventet. Nej, han havde snare ventet at den iltre hvirvelvind var drejet om på hælen og udvandret i sin fortsatte vrede.

Han skilte læberne ad, for at sige noget til hendes undskyldning om det våde tøj, men nåede ikke at sige noget inden hun erklærede at hun burde gå. Han nikkede forstående og så pludseligt lagde hun et kys på hans kind. Han blinkede et par gange og hendes efterfølgende ord lod ham bare stå tilbage, med blikket følgende hendes forsvindende skikkelse.

Hah, hun kunne godt lide ham. Et lille smil bredte sig på hans læber, imens en underlig følelse varmede lidt i brystet, som han vendte sig rundt og begav sig tilbage til sit telt.

Lukket.