En ikke så ægte ægtemand

[Melantha Altın]

Forbeholdt | Emir Schafari

Tid & sted | Tidelig formiddag på markedspladsen, få dage før rundrejsen tager sin begyndelse.
Vejr | Høj sol med sporadiske skydække. En brise der sørger for en behaglige afbræk i heden.

---

Den mørke læderpung var næsten lige så tom, som da Melantha havde spændt den fast i pyntebæltet, hvis eneste funktion var at holde mønterne indenfor rækkevide.
En obskur varme havde lagt sig som et tungt tæppe over byen og gjort det svært for de fleste at finde ro for natten. Det var måske lige netop grunden for nattens indtægter havde været trængte. De færreste havde kunnet få en ordentlig nattesøvn og det inkluderede også de tørlagte koner til de mænd, der måtte slukke deres tørst andet sted før de krøb ned i sengen til dem. Desuden havde de høje temperature ikke ligefrem virket særlig lokkende for de få skruppelløse Y-kromosomer, der havde vovet sig ud til at generere deres egen varme.
En enkelt kunde var det blevet til og at dømme ud fra hvordan hans øjne nært var trillet ud af øjenhulerne, så havde han ikke haft set mange nøgne kvinde kroppe tidligere. Fornøjelsen havde været kort, hvis den da overhovedet kunne kaldes det. Hun havde knapt nået at sætte sig over ham før Melantha havde været i færd med at lukke de sidste snører på kjolen.

Nattevarmen og det overkogte loftrum havde holdt hende på gaden til langt efter det sidste hanegal havde lydt, og vækket byen på ny. Med det ene lange skridt foran det andet begav hun sig i retningen af hjemmet i slummen, og udsigten til at kunne skifte den til noget mere komfortabelt end den okkergule kjole. En rumlende mave ledte hende på afveje. Mønterne var måske ikke mange, men hun havde til noget brød og så måtte hun "låne" for resten.

Hun havde været heldig, brødet var endnu varmt da mønter skiftede hænder. Duften alene fik maven til at klage højlydt over den udeblivende indtagelse af det bløde måltid. Brødet i sig selv var måske lækkert, mundvandsdrivende, men det blev så meget bedre med ost eller et stykke koldrøget fisk. 

"Ey, Natblomst, hvor meget?" Hun gav skænkede knapt nok den unge mand et blik, mens hun ufortrødent forsatte over markedspladsen. Han havde ikke været den første til at sende en hujen efter hende. Det udslået hår og det vovede snit i kjolen opfordrede jo ligefrem til det ville nogle påstå. Og så var der folk som ham, der ikke tog en verbal som nonverbal afvisning for gode vare.

Med en hånd der bestemt lod til at mene hun skyldte ham sin tid, greb flammehåret om hendes overarm og tvang hende til at erkende hans tilstedeværelse "Jeg spurgte hvor meget?" Gentog han, uvenligt og strammede sit greb.
Den frie hånd havde været lige ved at søge til den kjolefold, hvor en af knivene lå skjult, da de mørke øjne landede på sværdet spændt ved hans hofte. Pis også. Hun kunne ikke holde en klinge for en ridders hals på åben gade. Hun foretrak alligevel sit hoved forblev på skuldrene.
"Vil De være venlig at slippe mig." Kommanderede hun hårdt, og rykkede understregende i armen.
"Nej." Afviste flammehåret, hvorefter han trak skøgen nærmere og forlange endnu en gang; "Din pris.".
Gode råd var dyre, da Melantha lod blikket søge over de handlende i jagten på en vej ud. Begejstringen var ikke stor, idet en bekendt skikkelse længere fremme fangede hendes øje. Ikke desto mindre tog hun chancen, en stor en af slagsen. "Jeg bad Dem slippe mig eller de vil måske foretrække min mand beder Dem om det samme?" Truede hun og pegede i retning af Emir's ryg.
Et latterfnys pressede sig ud mellem den røde Ridders tynde læber "Skulle jeg tro, at en mand som ham har ægtet en natblomst?" Taget om armen løsnede sig uden at slippe hende. Hun udnyttede det til at få sig selv fri.
"Jeg har ingen grund til at lyve overfor Dem." Bemærkede hun tørt, allerede i færd med at lægge afstand til hendes nyfunden plageånd. De lyse øjne kunne mærkes brænde sig ind i baghovedet på hende og gav hende ringe til intet valg.

Med afstanden til ørkensoldaten tilbagelagt, gav hun ikke Emir mange chancer før hun havde sneget sig helt op ved siden af ham og med bestemte hænder, greb omkring det skæggede ansigt og havde trukket ham ned til et kys.
Hun nåede lige at opfange Ridderen havde fulgt med hende, til hendes såkaldte ægtemand. En hånd flyttede sig om bag hans nakke for at fastholdt ham mod hendes læber. kamufleret til at ligne et passioneret kys mumlede hun "Spil med." Mod nidarianerens læber før hun trak hovedet tilbage, og med et varmt smil, strøg Emir kærligt over kinden. Alt mens hun bad til guderne om, at soldatens moralske kompas ikke var blevet slået hel ud af kurs, af mønten hun havde kastet i nakken på ham sidst da Ridderen nåede dem.
"Skøgen her påstår De er hendes mand, passer det?".

[Emir Schafari]

Sommerens varme var intens imellem byens mure, men det rørte ikke den store sydlandske mand, der havde bevæget sig ned på markedspladsen. Faktisk fandt han det ganske behageligt, også selvom han som altid var klædt i sin læderbrynje med en sort skjorte under. Han havde fri for en stund, men havde stadig sine våben ved siderne, og var klar til at træde tilbage i tjeneste på stedet.
Det var snart tid til at forlade Levagny. Kongen og hans familie skulle på rundrejse i landet, og halvdelen af Levagnys beboere virkede til at skulle med. Inklusive familien Emir arbejdede for, og derfor skulle han tilbringe det næste halve års tid til hest. Det krævede noget forberedelse, og han var draget ned på markedspladsen for at se på de ting, der skulle udskiftes eller købes.

Som alle andre svedte omkring ham, stod han ved en bod med læder, hvor han havde fundet et ganske udmærket bælte. Hans eget var ved at være slidt igennem ved spændet, og det ville ikke kunne holde et halvt år mere. Han var optaget af kvalitet, og var ved at undersøge et par andre også, da nogen lagde et par hænder mod hans ansigt og trak ham rundt. Inden han kunne nå at reagere, blev han kysset. Soldaten var ikke en mand, der normalt skiltede med sine følelser, men overraskelsen var ganske tydelig i hans udtryk og kropssprog. Der gik dog ikke mange øjeblikke inden hans hjerne startede op igen efter det første chok, og det gik op for ham, at han kendte kvinden, der passioneret havde startet ud med at kysse ham. Han kendte ikke hendes navn, men hun havde hjulpet ham med en halt Zilu og derefter brugt noget tid på at være en pestilens. Hendes sidste ord til ham, havde været at kalde ham slave, og samtidigt kaste en mønt i nakken af ham.

Han skulle lige til at skubbe hende hårdt væk fra sig, men hun slap selv kysset for at hviske til ham. Spil med? På hvad? En rynke dukkede op i hans pande, og han skulle lige til at spørge, hvad i gudernes navn hun troede, hun lavede, som hun slap ham, men en skikkelse dukkede op bag hende, og det gik op for Emir, hvad problemet var.

Ridderen var ikke helt fremmed for Emir, som han havde set ham på træningspladsen ved paladset, hvor han oftest brugte sin tid på at tæske løs på en stakkels væbner. Han havde ingen teknik, men han var brutal, og ingen af de andre riddere havde lyst til at have noget med ham at gøre. Det var også ganske kendt, at han ikke bare var brutal på pladsen, men også alle andre steder, især når det kom til byens skøger, som han gerne misbrugte til sin egen fornøjelse.
Emir kunne ikke lide ham. Han havde ingen selvkontrol og ingen ære. Og det skulle kvinden være glad for, for ellers havde han nok ikke besluttet sig for at frelse hende fra ham.

”Søn af en tæve, jeg burde kastrere dig,” svarede han først på nidariansk, i en brysk tone, inden han skubbede den mørke kvinde en smule om bag sig som for at beskytte hende. Egentligt var det for at få hende lidt ud af billedet, så hun ikke ville kæfte op og gøre bedraget sværere.
”Har De for vane at beskylde alle udenlandske kvinder for at være skøger?” Emirs ene hånd gled ned på et sværdskæfte. Han agtede ikke at trække det, men af hvad han vidste om manden, ville hans bluf forhåbentligt virke.
”Jeg burde banke frygten for guderne ind i Dem, for at vanære min kvinde.” Han trak sværdet en fingerbredde ud af skeden, mens han trådte truende et skridt frem. Han var større end ridderen, og det mørke udtryk var åbenbart nok, sammen med truslen om vold.
”Hvad? Nej, men se hende li…” Han slog ud med en hånd mod kvinden, men gik i stå halvt igennem et ord, som det gik op for ham, at han åbenbart havde fornærmet den store soldat, der ikke bare havde ét men to sværd ved hofterne. Først blev hans ansigt næsten lige så ildrødt som håret, hvorefter han begyndte at blegne.
”Jeg tror, at der er sket en misforståelse.” Han løftede afværgende hænderne. Han så ud til at være bange for Emir, selvom vreden stadig farvede ham rød hen over næsen og kindbenene. Hurtigt vendte han rundt og maste sig væk igennem folkemængden.

Så snart han var væk, vendte Emir sig om mod kvinden og lagde armene over kors. Han sagde ikke noget. Han stirrede bare på hende med et mørkt blik.

[Melantha Altın]

Hvad ville hun egentligt have gjort, havde ørkensoldaten ikke valgt at være hendes redning? Ville hun havde skubbet ham i armene på den røde ridder, i håbet om det ville købe hende nok tid til at stikke af fra ikke var en men to utilfredse muskelmænd? Melantha havde ærligt ikke skænket det en tanke. Der havde ganske enkelt ikke været tiden til det, og i stedet havde hun måtte tage en chance hun helst ville have været foruden.

Hvad der præcis gjorde grunden for at Emir valgte at føje hende var uvist, men lettelsen stod lige så klart i det mørke ansigt som solen over dem. Det var uden antydningen af modstand, at hun lod sig skubbes bag sin redningsmand. Denne gang havde hun ingen intonationer om at beklage sig eller for den sags skyld være i vejen. Kun en halvhjertet hånd blev lagt omkring den ene af Emir’s overarme for at fuldende illusionen om kone bekymret for sin mands reaktion. ”Elskede…” Der var ingen kraft lagt i forsøget på at vende soldaten bort fra ridderen. Hånden trak sig derefter, da det ikke lykkes.

En svagt blottet sværdklinge, mere skulle der ikke til for at få flammehåret på bedre tanker. Dét eller også var det måden hvor på ørkenmandens blik havde tættet sig med mørke, der gjorde at det ikke endte ud i håndgemæng, hvilket nok mest talte til hans fordel og ikke Emir’s. Melantha var i hvert fald ikke i tvivl om, hvem hun havde lagt mønter på.

Tungespidsen bevægede sig væddende over læberne, før den slog et klik ”Så ehm… Tak?” Det var ikke ord der var nemme at få over læberne, men hun konkluderede hurtigt at det vel nok var på sin plads. Desuden var det lidt for sent at hilse goddag og han ville helt sikkert ikke give hende muligheden for at stikke af. Hun huskede stadig han hurtigheden i hans bevægelser, som en huggende kobra og hun stod for tæt på ham.
Med et fremtvunget smil, klappede hun ham et par gange på brystkassen nær skulderen, næsten kammeratligt og sagde; ”Farvel.” Hvorledes hun lagde an til at træde væk og forsvinde ind i flokken af de mange handlende.

[Emir Schafari]

Man kunne ikke ligefrem sige, at Emirs skulen blev mindre, som den unge kvinde sagde tak. Han var ikke sikker på, at det var en helhjertet, og lige føltes det absolut ikke som nok. Hun var ikke klar over, hvilke problemer han kunne komme i, ved at have truet en ridder. Han var ikke andet end en tjener, og hendes løgn om ægteskab kunne hurtigt opdages. Hvorfor havde han over hovedet hjulpet hende? Det var helt og holdent fordi, at han var træt af at se på den rødhårede ridders evige tæsken løs på væbneren. Det var ikke undervisning, det var dominans. Han kunne ikke lide ham.

Han rørte sig ikke, som hun rakte ud og klappede ham på læderbrynjen, men i samme øjeblik hun lagde an til at gå, rakte han ud og tog fat i hendes skulder, fast nok til at forhindre hende i at rive sig løs alt for let.
”Du kan tro nej.” Han drejede hende tilbage på plads foran ham. Egentligt havde han været lige ved at lade hende gå, deres sidste møde havde ikke ligefrem gjort ham positivt indstillet overfor hende, men med dét, der lige var sket, kunne han ikke bare lade hende gå. Mest fordi det var en akavet situation for hende, uden tvivl.

”Synes du ikke, at du skylder mig en undskyldning? Og en forklaring.” Han tøvede et øjeblik, men endte med at slippe hende igen. Dog klar til at tage fat i hende igen. Om han gad at sætte efter hende, skulle hun løbe, det vidste han ikke endnu.

Han så afventende på hende, mest interesseret i en undskyldning, da han godt kunne regne ud, hvad situationen med ridderen havde været. Hun var jo iklædt en kjole, endda en ret udfordrende én af slagsen, og han vidste, at drabanten havde haft ret, da han mistænkte hende for at være en hore, tilbage den dag Zilu havde været halt. Men han sagde ikke noget og undersøgte hende heller ikke nærmere med blikket, selvom det da lokkede. I stedet fastholdt han hendes blik og skjulte, at han ganske svagt morede sig over det hele. Hendes desperation, der måtte have jagtet hende til ham, hendes kjole, hendes kys. Hendes tydelige lyst til at stikke af.
Han kunne stadig mærke hendes læber mod sine, men dén følelse skød han til siden.

[Melantha Altın]

Melantha nåede knap og nap at træde en fuld skridtlængde, før end at Emir uden større besvær havde drejet hende omkring og tvunget hende tilbage til hendes udgangspunkt, så hun endnu en gang stod front mod front med sandsoldaten – til hendes store misfornøjelse. Hun ville heller være fri også selvom han havde været hende mere end behjælpelig.
Hovedet drejede sig, da hun lod blikket falde til skulderen og hånden der på. Han holdt ved hende, men ikke så hårdt at det blev til andet end et ubehag frem for en faktisk smerte følelse. Næseryggens tynde hud trak sig sammen i fine små rynker, da han bad om en undskyldning. Det fik takket hun havde givet ham, til at virke som en dans på roser at sige højt.

Hun rullede med øjnene og skævede i den retning som Ridderen var trampet væk i, ikke forslået kropsligt, men på sit ego og for en mand som ham var det langt værre Ansigtet blev vendt tilbage på Emir, hvor øjnene søgte hans. Armene krydsede sig antagonistisk, mens hun forblev stående i stedet for at forsøge at tage flugten. Han ville sikkert alligevel nå at fælde hende inden hun nåede for langt ”For hvad? Kysset? Det burde du være taknemmelig, jeg er ikke rundhåndet med den slags.” Hun var nærmere så nærig med den slags, at Emir var den første som hun selv aktivt havde valgt at kysse de sidste to år – mindst.
”Du skal ikke bilde mig ind at du ikke er klog nok til selv at regne ud, hvad det handlede om. Jeg har mødt mange mindre begavet mænd og du er ikke en af dem. I stedet burde du forklare, hvorfor du ikke overgav mig til ham?” Hun var oprigtig nysgerrig på svaret, hvilket fik armene til at løsne sig, selvom de forblev krydsede.
Han kunne havde valgt ikke at stille sig i mellem og ikke en eneste på markedspladsen ville have set skævt på ham, når flammehåret trak afsted med hende. Hun var trods alt ikke andet end en simpel skøge i manges øjne.

[Emir Schafari]

Emir vidste ikke helt, om han skulle le eller græde, da hun spurgte, om det var kysset, han ville have en undskyldning for. Trods overraskelsen og manglen på accept – han brød sig sjældent om at kysse folk – havde det ikke været decideret ubehageligt. Nej, det var noget helt andet, han havde i tankerne.
”Taknemmelig? For dét?” Hans ene øjenbryn løftede sig en anelse. ”Jeg mente en undskyldning for dine ord ved vores sidste møde.” Og lussingen. Faktisk egentligt bare hele hendes opførsel.

Hendes skjulte kompliment gled ikke forbi ham, men han lod den fare. Han var ikke ligefrem typen, der rødmede som en adelstøs over et par pæne ord, slet ikke, når det kom til hans intelligens, han havde prøvet værre.
Hendes spørgsmål var dog acceptabelt, og han holdt et suk tilbage, inden han udtryksløst gav hende en forklaring.
”Han er blandt byens riddere kendt for at være lidt af et røvhul. Han kender ikke sin plads og har ingen kontrol over sin opførsel. Jeg kan ikke lide ham.” Det sidste var lidt af en konklusion, kommende fra Emir, der ikke var den, der oftest luftede personlige holdninger. ”Jeg forventer, at han en dag ønsker sin hævn over det, der lige er sket.” Noget han pointerede for at gøre det klart for hende, at det nok ikke var uden følger for ham, at han havde beskyttet hende mod det rødhårede svin.

At det hele med stor sandsynlighed afslørede for hende, at han ikke var så hjerteløs, som man godt kunne tage ham for at være, med sine mørke øjne, krigeriske udseende og udtryksløse udtryk, det tænkte han ikke så meget over. Han var ikke én, der tænkte så meget over sin fremtoning, medmindre den kunne bruges. Som for eksempel når der skulle intimideres idiotiske riddere.
Trods at hans blik ikke havde flyttet sig fra hende, var han stadig opmærksom på sine omgivelser. Markedspladsen var et besværligt sted for en som ham, især når han var på arbejde, for der var mange mennesker og der skete mange ting, og det gjorde det svært at fange alt, hvad der kunne være en trussel. Lige nu var han mest opmærksom på, om den rødhårede vendte tilbage med forstærkning.

[Melantha Altın]

De brune øjne lukkede sig kort sammen og munden strammede sig, så tænderne blottede sig en anelse i en forbistret grimasse. Ved Triatos også... Tanken var bitter ved pointeringen om han nu havde en gæld at betale. Ørkensoldaten var måske nok rap på fødderne og sikkert også mere end kyndig med sit sværd, men et veltilrettelagt slag fra røvhullet af et mandeskur ville ikke være helt billigt.

Melantha bildte ikke sig selv ind at hun havde glemt, hvordan deres veje var skiltes sidst, men en del af hende havde håbet på at han ikke huskede nært så godt som hun forventet han ville. Desværre var hun ikke under en heldig stjerne.
Det var ikke fordi den unge Odriaraner var konfliktsky og da slet ikke overfor autoritets personer, hvad end det var deres person eller virke. Problemet opstod i at hun ikke fortrød at have kaldt ham slave eller kastet en mønt i nakken på ham. Okay jo, måske fortrød hun lidt at have degraderet ham fra soldat til slave, men hun mente stadig helt oprigtig hans frihed ikke var meget større end en gemen slave. Hvad hun derimod slet ikke fortrød var lussingen. Dén havde været velfortjent og hun ville give ham en ny, hvis han endnu en gang antydet hendes ære var mangelfuld eller ikke eksisterende.

Ikke tale om at hun ville undskylde og da slet ikke på åbengade. Med en påtaget uvidenhed, havde hun åbnet munden for at bede Emir om at uddybe, hvilket ord han mente hun skulle undskylde for, da en fremmed mandsstemme tog ordet.
”Hey I to, hvis ikke I har tænkt jer at handle, så flyt jer – I spærre min bod og jeg har munde at mætte.” Lød det vrissent fra bæltesælgeren, mens han viftede med hånden for at gene det umage par væk.
Det kunne være hendes vej uden om undskyldningen, om ikke andet en verbal en af slagsen. Ugeneret af handelsmandens viftende hånd, blev Melantha stående og kommenterede i stedet: ”Han vil gerne forsat kigge på et bælte. Er det ikke rigtigt, Emir?” Hvis han var travlt optaget af læderremmene, så kunne hun være heldig at snige sig ubemærket væk.

[Emir Schafari]

Selvom hun ikke sagde noget, kunne Emir ganske tydeligt se den påtagede uvidenhed i hendes ansigt. Et eller andet irriterede det ham grænseløst, at hun ikke forstod sin plads, men samtidigt morede han sig en lille smule over modstanden. Men kun ganske lidt.
Inden hun fik fyret en løgn af, blev de afbrudt af læderhandleren, der ville have dem til at flytte sig. Emir var blevet så forstyrret af kvindens pludselige opdukken, at han havde glemt, hvad han var ved.

Inden han selv kunne nå at svare, gjorde kvinden det for ham, noget der fik en snert af utilfredshed til at lægge sig over hans næserod. Hvis den overhovedet kunne spottes blandet sammen med resten af de irriterede følelser, horen havde fået tryllet frem ved sin blotte eksistens.
”Det må De undskylde, jeg blev overrumplet af min hustru.” Den sarkastiske tone var så subtil, at vidste man ikke, at det var en løgn, ville man ikke fange det. ”Men jeg har besluttet mig.” Han samlede bæltet, han havde kigget på, og fra bordet og rakte det frem, så sælgeren kunne se, hvilket det var.
”Ah, et godt valg, Mester.” En pris blev nævnt, og Emir var hurtig til at finde mønterne frem.
”Måske De skal følge konen hjem, og vise hende, hvad et bælte også kan bruges til,” sagde sælgeren lavt, men ikke lavere end det kunne høres, og i en let uskyldig tone. Emir gav ham mønterne og skævede til kvinden, han lige havde kaldt for kone, men hvis navn han ikke engang kendte.
”Ja, det kunne være,” svarede han med et suk, inden han nikkede farvel og vendte sin opmærksomhed mod skøgen.

”Hvor var det vi kom fra? Åh jo, en undskyldning?” Han løftede et øjenbryn og så afventende på hende, mens han trådte nogle skridt væk fra boden. Det var kun for at irritere hende, at han blev ved med at holde på det. Egentligt havde han ikke mere at sige til hende og var klar til at fortsætte sin dag og sin handlen på markedet. Der var ikke mere, han ville hende, hun var tydeligvis problemer hver gang han stødte på hende, så for hans skyld kunne de godt opholde sig i hver deres ende af Levagny, så han var fri for at snakke med flere voldsklare mænd. Bare fordi han havde et sikkert job, var han ikke immun for de problemer, sammenstød kunne have med sig.

[Melantha Altın]

Pis også. Hun kunne have sværget at ørkensoldaten var i stand til at læse tanker. Selvfølgelig skulle han besværlig gøre et hvert flugtforsøg ved at kalde hende ud som værende hans kone. Hvis ikke den sælgende bælteslager aktivt ville påpege hendes forsøg på at forsvinde ind i menneskemængden bag dem, så ville han kropssprog uden tvivl afsløre hendes gerning for Emir.

Melantha havde intet andet valg end at stå troligt ved sin ”mands” side til handlen var overstået og de ikke længere var i åsyn af handelsmanden.
Sælgers ord var nok til at sætte selv den mest grundstabile husmors kinder i brand, men de brune kinder forblev uændret. I stedet lænede hun sig en anelse ind over boden, nærmere forhandleren og med samme sænkede toneleje kommenterede: ”Vi takker for deres forslag, men ser De remmen er alt for bred til mine spinkle håndled. Den passer bedre om min mands.” Læberne krøllede sig i et smil, der ikke lod sælgeren vide om hendes ord var ment som en spøg eller om de havde været sande. Til stor fornøjelse for Melantha, så hun til mens mandens ansigt langsomt blev mere og mere rødt til han havde samme kulør som en kogt hummer, da hun hilste høfligt af og fulgte med sin redningsmand.

Få skridt væk fra boden genoptog Emir forsøget på at få en undskyldning. Hun kunne have været blind og stadig vide, hvordan de mørke øjne som en høgs havde taget hvile på hende. Mon han ville stille sig tilfreds med en simpel tak for hjælpen med ridderen? Hun tvivlede.
Læberne klemte sig sammen, øjnene smallede sig og huden over næsen rynkede sammen i en utilfreds mine. Ansigtet rettede sig ud, hvorefter hun mødte hans blik ”Har du nogensinde fået af vide at du er en frygtelig stædig mand, Emir?” Spurgte hun retorisk.
”Køn, men frygtelig vedholden og altid så mut at se på.” Snakkede hun forsat uden om undskyldningen, da en tanke kom til hende ”Du får et undskyld, hvis jeg til gengæld får et smil at se.” Hun havde absolut intet at forhandle med, men det var da et forsøg værd.

[Emir Schafari]

Nogle ville måske tro, at Emir ville tage på veje af kvindens ord til sælgeren, men som hende, forblev hans udtryk uændret. Det var langt over grænsen for, hvad hun kunne tillade sig, men et eller andet sted var sælgerens udtryk det hele værd. Og Emirs mandighed eller selvfølelse led ikke under hendes forsøg på at sætte sig over ham. Hun kunne få lov til at drømme – Emir var ikke naiv, og han vidste godt, hvad mange kvinder tænkte, når de så ham – men det ville også kun være drømme. Selvom han ikke ville have noget i mod at teste sit nyindkøbte bælte på hende.
En tanke, han skubbede fra sig, for han havde ikke planer om at betale sig til en time med horen. Selvom hun var en kønnere én af slagsen, og hun skreg på en endefuld.

Utilfredsheden i hendes ansigt var så tydelig som en dråbe blod på et hvidt stykke stof, og dét gjorde ham tilfreds. Ikke at hans fastmejslede træk viste det.
”Flere gange end jeg husker,” svarede han tørt til hendes ord om hans stædighed. Hun tog ikke fejl, han havde altid haft det karaktertræk, selv som barn. Hans far havde både lovprist og hadet det.
Resten af hendes ord fik ham til at skubbe det ene øjenbryn lidt i vejret, men han kommenterede ikke på hendes skjulte kompliment.

Et let brum af morskab, dog uden smil til følge, lød fra ham, da hun krævede, at han byttede et smil for hendes undskyldning. Han lukkede kort øjnene og rystede på hovedet, inden han begyndte at tage de første skridt væk fra hende. Han havde andet at tage sig til end at diskutere med den unge kvinde.
”For en kvinde, hvis navn jeg ikke engang kender, tillader du dig meget. Din mund følger ikke dit pæne ydre, lille hore.” Han havde ikke tænkt sig at sige farvel, og han regnede ikke med, at hun ville følge efter ham. Selv ikke med den lille stikpille, han sendte hende til sidst. Hvad skulle de også hinanden?
I stedet var hans blik allerede ved at søge efter næste bod, hvor han skulle have købt ting til rejsen.

[Melantha Altın]

End ikke antydningen af et smil satte sig i de skæggede mundvige, trods for forslaget, at dømme efter den vibrerende lyd der lød fra struben havde moret ham. I stedet forblev det gyldne ansigt uændret som havde det været hugget ud af sten.

For et øjeblik måtte overvejede den unge tyv om han i sandhed ikke var i stand til at se andet end irritabel eller faretruende ud. Det nøddebrune blik steg straks til den glatte pande. Det var ganske enkelt et under at ingen permente dybe linjer havde sat sig mellem de mørke bryn.

Melantha standsede op, idet Emir drejede af og for at bevæge sig væk fra sin plageånd. Et øjeblik virkede det som om hun havde i sinde at lade ham slippe og på ny lade deres veje, forhåbentligt for sidste gang, skilles.

Øjenbrynene rynkede sig sammen, før det løsnede sig og hun ufortrødent gik sandsoldaten i hælene ”Et smil er nu en lille pris at betale, syns du ikke?” Hun nåede op på siden af ham igen ”Melantha… Mit navn er Melantha.” Hun kunne have givet et hvilket som helst navn. Hun ville have givet en hver anden et andet navn end sit eget, men skulle hun gøre sig nogen forhåbninger om at komme på god fod af ham, så måtte hun nok hellere være ærlig omkring noget. Han var trods alt ikke fuldkommen uinteressant. Hun havde stadig ikke glemt hvordan han så let, havde nedlagt tyksakken sidste gang.

[Emir Schafari]

Der var mange mennesker på markedet, men det var til at komme frem uden at skulle mase sig igennem. Emir var en mand med et mål, og han havde lige fået øje på næste bod, da den unge kvinde dukkede op ved siden af ham igen. Han sendte hende et blik, der var halvt irriteret, halvt overrasket. Han havde ikke regnet med, at hun ville følge efter ham.
”Hvsi der er noget at smile af,” svarede han lidt træt. Han var ikke en smilende mand, medmindre det var under de rigtige omstændigheder. Og hendes tilstedeværelse var ikke det.
”Melantha. Fortæl mig Melantha, er det en vane for dig at forstyrre mænd, der har andet at tage sig til end at diskutere med en rapkæftet ung frøken?”

Han stoppede ikke op for at snakke med hende, men fortsatte hen mod næste bod. Et udvalg af ting, man måske ikke forbandt den store mand med, lå fremme. Hårspænder, kamme, smykker. Han stoppede op og lod blikket løber over udvalget. Hans kam havde knækket en tand mere i den kraftige manke af hår, og han havde brug for en ny. Kammene til mænd havde ind til videre været lidt af en skuffelse, og han havde fundet ud af, at der var ekstra kraftige kamme til kvinder, og det var derfor, at han stod her nu.
Hurtigt sorterede han de mest pyntede fra, inden han fandt én, der så ud til at leve op til hans krav.

Han fandt atter sin pung frem og betalte den kraftige kvinde bag boden for kammen, inden den forsvandt ned i hans lille taske, han havde ved hoften, hvor bæltet også var lagt ned i.
Var Melantha stadig ved hans side, vendte han sig imod hende.
”Vil du have betaling for at lade mig være? Hvilken pris vil du have? Fortæl mig? Noget fra denne bod? Et måltid mad? Nævn din pris, så jeg kan få fred til at handle.” Hans tålmodighed var en smule tyndslidt i disse dage, som hans hoved var fyldt med tanker om en lang rejse, der skulle vare flere måneder. Han følte ikke, at han havde tid til at håndtere den meget unge kvindes næsvished.

[Melantha Altın]

”Fra lille hore til unge frøken på under 5 minutter. Jamen dog, sikke en forbedring. Med den fart så ender du med at kalde mig for kære inden vores veje atter må skilles.” Kommenterede hun næsten helt beæret, havde det ikke været for tænderne der blottede sig i et flabet smil.
Forberedt på den utilfredshed hendes ord måtte sætte i ham, løftede hun en hånd op mellem dem i afværge. Hun havde lavet sjov, at blive kaldt hore var alligevel ikke noget som stank alt for dybt, selvom den unge Odriaraner bestemt heller ikke var stolt af sidegesjæft.

”Jeg troede ikke en...” Slave. Ordet havde været lige ved at rulle af tungen, men hun nåede at bide sammen før det forlod de mørke læber ”- Bundet mand kunne være en gift mand.” Pointerede hun mere end en egentlig udspørge.
Emir kunne være sendt ud for at købe en ny kam hjem til hans frue, men Melantha antog den måtte være til en anden kvinde, en med mindre luksuriøs smag end en royal. Det var først da krigeren begyndte og frasorterer de mere pyntede, at det gik op for hende han var i færd med at handle en kvindekamp til sig selv. Blikket løftede sig til det flettede hår.  Tavst endte hun med at trække en forstående mine over valget.

Let tjente penge lokkede altid og det var fristende at holde fast i et smil som betaling, men ved nærmere eftertanke vidste den mørklødet kvinde godt hvad hun ville have, og det var intet af det tilbudte.
”Lær mig at slås på den samme måde som du kan.” Svarede hun endeligt i dyb alvor.

[Emir Schafari]

Emir hverken svarede eller reagerede på det ene eller det andet. Han var ligeglad med, hvad hun måtte tænke over, at han købte noget til en kvinde. Det kunne lige så godt have været en handel for hans Frue eller hendes datter, og han så ikke hendes forstående mine. Han var også ligeglad.

Trods sit spørgsmål over, hvorfor hun rendte ham i hælene som en eller anden tæve i løb, havde han egentligt ikke forventet noget konkret svar. Han var lidt af den overbevisning, at hun bare var ude på at irritere ham – med hvilket mål skulle han ikke sige, men måske hun bare kedede sig. Eller også forventede hun, at han ville betale for at få lov til at tage hende i en gyde som en anden vildmand. Så da hun fast og alvorligt fremlagde sin betaling for at lade ham være, blev han overrasket. Og tavs. Hun ville lære at slås?

Han rynkede kort panden og lod blikket løbe ned over hendes kjolebeklædte krop. Han rystede på hovedet og begyndte så at gå videre.
”Lad mændene om at slås, lille pest.” Ord der nok fik ham til at lyde mandschauvinistisk, men det var en rest af hans opvækst. Han havde efterhånden lært, at kvinder kunne mere end at føde børn og lave mad, men lige nu ville han af med hende, ikke bruge mere tid på hende. Tid han alligevel ikke havde. Og at lære nogen at kæmpe, især som han gjorde det, tog tid.

Han drejede ind imellem to boder, og var pludseligt i udkanten af markedspladsen. Den næste bod lå i den anden ende, og det var nemmere at følge kanten rundt end at mase sig igennem boder og mennesker hele vejen derover. Selvom det måske havde givet ham en mulighed for at slippe væk fra Melantha. Men så igen, han var nem at få øje på. Det ville være spild af energi.

[Melantha Altın]

Melantha havde på ingen måde regnet med at ørkenløven ville have indvilliget i at træne hende. Hun havde trods alt ikke været meget andet end en pinsel for ham, men det gjorde ikke at hun alligevel så let lod sig afvise. Emir havde spurgt om pris for at lade ham være og den havde hun givet ham, at han så tilsyneladende ikke var enig med den kunne Melantha ikke tage sig af.

Afvisningen fik hende ikke til at trække sig. I stedet fulgte hun med langs markedets kant mod den næste bod.
”Du er måske bange for at ende med at få tæv af en kvinde, hvis du lærer fra dig?” Forsatte hun med at prikke til ham, vel vidende at det var som at danse med en kobra. Ørkenkrigeren var måske nok en fattet mand, men selv han havde en grænse og den havde hun balanceret på kanten af før.
"Du ville have en pris og den fik du. Tag den eller lad være, men hvis du kun vil hjemsøges af mit elskværdige ansigt i dine drømme, så må du du genoverveje dit svar."