Vi kan pleje tømmermændene imorgen

[Talon Våbensmed]

Forbeholdt | Jehanne Renard

Tid & sted | De sene aftentimer i krostuen på Falken og kronen.
Vejr | Stjerneklart og efterårs koldt.

---

Krostuen havde næsten nået sin makskapacitet, de mange gæster efterlod luften summende og varm. En stærk kontrast til den stille kulde der de seneste dage var trukket ind over landet nord fra. Humøret var omtrent ligeså højt som den promille de fleste havde i blodet.

Stoleben skrabede højlydt over støvle slidte gulv "For Mortem også! Beklager jeg lovede mor lille, at jeg ville være hjemme inden de tændte det første fad." To fingre holdt op mod panden saluterede den middel aldrende drabant farvel til sine kollegaer "Drik nu ikke til for langt ud på natten I to.".

Talon havde været godt halvvejs i gennem sit tredje krus med de gyldne dråber. "Det er ikke os der har vagten i morgen, Thierry." Mindede han ham om, hvorefter Talon demonstrativt løftede kruset med et drillende blink med det ene øje.

En god tår blev taget, før den blonde drabant rejste sig fra sin plads på den modsatte side af bordet. "Ved alle guder, man skulle tror at den mand har ild i røven." Stadig med sin øl i hånden dumpede Talon ned på den stol Thierry havde efterladt, nu siddende ved siden af sin... Ja hvad var den kønne Jehanne egentligt til ham på det familiære plan? Tanken fik ikke lov til at dvæle alt for længe før han blev optaget af en anden; "Har du stadig ikke hørt noget fra din sømand?".

[Jehanne Renard]

Med et par krus under vesten og god varme i kinderne, sad Jehanne med den ene fod hvilende på den tomme skammel ved siden af sig og en albue på bordet. En latter forlod hendes læber over den ældre drabants formaning, mens hun kastede indholdet fra en knækket valnød ind mellem læberne.

"Heldigvis," tilsluttede hun sig Talons ord og vinkede farvel, før blikket rettede sig mod makkeren. Et fnys gled ud mellem hendes læber og hun trak på skuldrene, mens hun tog en slurk øl. "Se, dét ville være noget nyt," konstaterede hun, uden at lyde synderligt længselsfuld. "Nej, du, han er nok stadig et sted ude på havet. Hvorfor? Trænger du til en pause fra mig?" Blikket spillede drillende.

[Talon Våbensmed]

Drabantkammeraten prøvede at genkende, hvor længe siden det nu var at Jehanne havde sagt ja til sin søfarende Edriyener. En opgave der blev gjort noget besværlig af alkoholens tåger. Var det et år, to måske? Det føltes som længere, at den rødhåret kvinde havde været uden sin mand. Den udeblivende varme kom derfor heller ikke bag på ham.

Fine smilelinjer dannede sig moret omkring øjnene ”Nu giver du dig selv alt for meget anerkendelse, Renard.” Gryntede han, i forsøget på at kvæle den latter der pressede på ”Vi ved begge to, at jeg er helt og aldeles hjælpeløs uden dig.” Det var kun en halv løgn. Uden hende ville han ikke kunne lægge den skriftlige rapport ved vagtskifte, men det var ikke kun den detalje der gjorde han ikke ønskede hende væk.
”Desuden,” Begyndte ham og lænede sig nærmere, med den ene arm hvilende på bordets kant ”så er du familie, jeg ville hænge på dig under alle omstændigheder.” Pointerede han med et gavtyvesmil, rettede sig op igen og løftede kruset til læberne.

[Jehanne Renard]

Jehanne nåede kun at fnyse halvt muntert, halvt skeptisk over hans indledende ord, før han fortsatte. En bjæffende latter gled ud mellem hendes læber. "Ja, du formår jo at få det til at lyde som en ren glæde," drillede hun og tog sit krus.

Blikket spillede, mens hun tog en tår og kun kort lod tankerne dvæle ved sin mand. De havde været gift i tretten år, men havde ikke set hinanden i det sidste af dem. Hun havde brugt mange timer på at spekulere på, om de slet ikke ville se hinanden igen - hun havde ikke lyst til det nu.

"Men jeg regnede nu heller ikke med, at du var ked af mit fremragende selskab," fortsatte hun derfor i stedet og løftede hagen lidt, tænderne synlige i et ægte rævesmil. "Nogen skal jo holde dig ude af problemer."

[Talon Våbensmed]

”Hvem sagde noget om det var fremragende?” Gav han smørret igen, klar til at dukke sig for en flad hånd mod baghovedet.

En forurettet hånd lagde sig påtaget mod brystkassen ”Mig Mithras’ bedste barn i problemer?” Lød det med den frommeste tone han kunne mestre ”Aldrig.” Gispede han, men kunne ikke helt holde masken. Grinet blev forsøgt druknet i øl.

”Du har ret. Jeg ville stå i lort til langt op over begge øre, hvis ikke det var for dig.” Indrømmede han dernæst, denne gang uden skyggen af spøg at spore. Panden rynkede sig og Talon stirrede dybt i den gyldne væske ”Jeg kyssede Oudine Pottemager …” Brummede han lavt, med en irritation rettet mod sig selv.

[Jehanne Renard]

Jehanne fnøs hørligt, så der stod en anelse ølskum op fra det krus, hun havde været ved at tage en tår fra. Til gengæld lo hun også, rystede på hovedet og drak en god slurk.

"Mithras bedste - ja, den er god," svarede hun muntert, før hun drak igen og han fortsatte. Hun var ved at komme med endnu en drillende kommentar, men han kom hende i forkøbet og fik i stedet røde øjenbryn til at skyde op.

"Yphion, Talon," åndede hun ud og så svagt irettesættende, men alligevel ikke fordømmende, på ham. "Hvad i alverden fik dig dog til det?"

[Talon Våbensmed]

”For lidt eller for dårlig søvn?” Gættede han og trak lidt modløst på den ene skulder. Inderst inde vidste han godt selv det ikke alene var den eneste grund bag kysset.
Blikket slap ølkruset for i stedet at møde Jehanne’s ”Kvinderne, de ligner alle hende.” Indledte han, hentydende til mængden af livløse kvinder, der over den seneste tid var dukket op i og udenfor bymurene ”Det er alt jeg kan se i de mælkehvide øjne og det giver mig lyst til at kaste op.” Det var først ved den det tredje offer at smedesønnen havde bidt mærke i ligheden og derefter havde han ikke kunnet se andet.

Sukkende kørte han begge hænder ned over ansigtet, til han sad med håndfladerne samlet og siden af pegefingrene hvilede over læber og hage.
”Jeg skulle ikke have kysset hende.” Mumlede han ind mod fingrene efter at have siddet tavst.

[Jehanne Renard]

De havde moret sig kort forinden, men der var også plads til alvor og Jehanne så på Talon med let rynkede bryn, som den tog til. Hun var tavs lidt og satte kruset fra sig. "Nej, det er nok ikke det mest fornuftige," medgav hun indledende, men heller ikke fordømmende. Hun skulle ikke til at give moralprædikener - alle vidste jo, at der var en risiko ved at rende efter gifte folk. Hun var mere optaget af det, han havde sagt inden.

"Men det kan være tilfældigt, Talon," pointerede hun. "At de ligner hende, mener jeg. Mistænker du andet?"

[Talon Våbensmed]

Det havde aldrig været intonationen at punktere den gode stemning, men ladt tilbage ved bordet med makkeren, så fik munden lidt sit eget liv. Godt hjulpet på vej af alkoholen.

Gennem de mange års makkerskab havde Talon ved mere end en lejlighed søgt kvinderåd hos den rødhåret drabant og selvom følelserne for bagerkonen aldrig rigtig var blevet italesat, så var Jehanne på ingen måde at betegne som værende dum.
Der var derfor heller ingen fortørnede miner, da hun gav ham ret i at kysset ikke havde været noget nært velovervejet. Talon forventede trods alt hendes ærlighed også når den bekræftede det han allerede godt vidste. Alligevel var der en lille følelse af noget nedslået, der fik ham til at nå bunden på øllet.

”Det virker bare for tilfældigt, Jehanne.” Brummede han eftertænksomt og satte det tomme krus fra sig ”Men du har sikkert ret. Jeg er bare bekymret og lægger for meget i det.”

[Jehanne Renard]

Jehanne slog det ikke bare helt hen, men forholdt sig også en anelse skeptisk. "Det kan vise sig, at du har ret," pointerede hun dog og drejede kruset med øl en enkelt omgang.

"Det kan også være dit hoved, der spiller dig et puds. Hvis du er glad for hende..." Upraktisk, som det var. Det ville være nemt bare at slå det hen som sidstnævnte, men hun tilføjede dog: "Men lad os være ekstra opmærksomme på det, den næste tid. Hvis, det skulle ske igen, før vi fanger ham."

[Talon Våbensmed]

Talon's indre frøs til is. Han havde selv luftet tanken, men at få medhold, også et tvivlsomt et af slagsen, det var straks en anden sag. Munden føltes tør og alligevel måtte han synke anstrengt. En hånd blev strakt i vejret, som signal til den ene kropige om at bringe en ny omgang til bordet. Den dunkende hovedpine måtte han tackle i morgen, så længe øllen kunne få bare lidt af varmen tilbage i kroppen.

"Som altid er du endnu en gang fornuftens stemme." Et taknemligt smil satte sig skævt i mundvigende "Skål for det." Han var nu en gang glad for hun ikke bare fejede det hen. Det ny skænkede øl kom til bordet og med to større slurke begyndte stivheden, der havde sat sig i musklerne at løsne op.

[Jehanne Renard]

Måske burde de ikke drikke mere, men Jehanne var ikke en til at komme med indvendinger og hun tog imod det nye krus med et tak til kropigen. Mundvigene sitrede lidt. "Som jeg siger: Hvad skulle du gøre uden mig?" spurgte hun og skålede med ham. Hun tog en solid tår, som om den kunne skylle ubehaget ved tanken om de mange kvindemord væk.

Kruset blev sat og hun lod blikket søge lidt over ham, før hun løftede hagen lidt i et opfordrende nik. "Hvad foregår der med dig og Oudine Pottemager?"

[Talon Våbensmed]

Hagen rynkede sig, mens mundvigene tvang sig ned af i en dyb halvbue. Talon lænede sig en anelse tilbage mod stolens ryglæn og kredsede sig eftertænksomt i skægget langs kæben. Det var et godt spørgsmål.

”Jeg ville have friet til hende en gang. Spurgt hendes far om hendes hånd, men jeg havde intet at tilbyde.” Munden trak sig lidt spidst sammen ”Og da jeg havde, så var Jean Bager der.” Næsen vrængede ved benævnelsen af bageren. Talon brød sig ikke om ham, det havde han aldrig gjort. Oudine kunne finde bedre, så meget bedre uden det nødvendigvis var Talon selv - selvom det inderst inde var hvad han havde håbet på og stadig ønskede.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde selv giftet sig med en sømand, der ikke ligefrem bugnede af rigdom, men hun forstod godt, hvorfor Talon havde set en forhindring. På mange måder var det betænksomt. Omend uheldigt. Hun pustede ud og tog en tår øl mere, bevidst om, at alt var begyndt at snurre en anelse.

"Sort uheld," konstaterede hun. Der var ikke så meget andet at sige om det, trods alt. "Har du overvejet om det bedste måske er at komme videre...? Hvis hun er glad i sit ægteskab." Det sidste stod også som et spørgsmål.

[Talon Våbensmed]

Den kønne bagerkone havde aldrig sådan rigtig italesat hendes ulykke, men Talon havde set hvordan de brune øjne ikke længere lyste op, når snakken faldt på ægtemanden, længe før trøst var blevet søgt i hans lille hjem. Én, aldrig påtalt, nat var det blevet til. Ikke længe efter var hun gravid med Andréas og gnisten atter tilbage.

”Du mener måske jeg sidder fast? Jeg er nu en ganske fri mand.” Et øjenbryn skød sig spørgende op, hvor efter den ene mundvig sitterede en anelse ”Mine nætter eller morgener er altså ikke så ensomme, Jehanne.” Svarede han glat. Der havde været andre kvinder efterfølgende, men de færreste havde sat sit aftryk hos hasneaneren.