Vi kan pleje tømmermændene imorgen

[Jehanne Renard]

Jehanne hævede et bryn ganske let, men italesatte ellers ikke sin skepsis. Hun trak da også på den ene skulder, som for at sige hvad-ved-jeg, før hun tog en tår mere af øllen. Hvis ikke hun snart holdt igen, var der en chance for, at hun ville slingre hjem - men det var et problem til senere overvejelse.

“Nåja, det ved du jo bedst selv,” konstaterede hun, som den ene side af læberne sitrede op mod et smil. Blikket blev da også drillende, som hun slog væk fra det mere alvorlige emne. “Du har velsagtens også alle tømmermændene til at holde dig med selskab.”

[Talon Våbensmed]

Et grynt af en latter lød. Ræven havde helt ret, tømmermændene skulle nok komme og minde ham om hvilken dårlig kombination et tynget sind og øl stadig var. Ville han stadig tømme kruset foran sig før turen gik hjem ad, ja.

”Hvis ikke du passer på, så kommer jeg forbi i morgen og gør dine med selskab.” Truede han med et noget mere muntert glimt i de mørkeblå øjne end set tidligere. Det var dog ikke mere end en tom trussel. End ikke ti vilde heste ville kunne trække Talon til ned på havnen når først kvalmen sad i halsen og hovedet bankede om hammeren hjemme i smedjen. Nej så blev han hellere hjemme og var lidt selvmedlidende.

[Jehanne Renard]

Jehanne lo, tydeligvis ikke det mindste bekymret. "Skulle det nu være en trussel?" svarede hun med et spillende blik og slyngede sit krus en enkelt gang.

"Vi ved jo allerede godt, at vi sikkert ses, når vi begge kommer luskende for at se, om Celeste Våbensmed har noget godt i gryden," drillede hun. Hvis altså tømmermændene tillod større vandring end til det nærmeste vandhul. Jehanne selv spædede i hvert fald gerne lidt ekstra i til husholdningen for at spise med hos sin søsters familie fra tid til anden.

[Talon Våbensmed]

"Den fineste af sin slags." Indskød han med et djærvt smil og løftede krusset til læberne for at gøre et større indhug den tilbageværende gyldne væske. Halvt i gennem den ene tår måtte Talon dog hoste i forsøget på at klare halsen for det øl der fandt vej i den gale hals, i et uopmærksomt øjeblik.
En sidste rømmen banede dog vej for den efterfølgende indrømmelse "Så sandt som det er sagt, men ikke i morgen." normalt ville han ikke gå glip af at sidde med til bords hjemme i smedjen, men lige i morgen aften ville han havde mere travlt med at parere for slag og spark i slummens mørke.

[Jehanne Renard]

Jehanne hævede et bryn let, men selvom hun kendte Talon bedre end de fleste, så vidste hun ikke, hvad han lavede af unoder i slummen.

"Der kan man tale om at tage sorgerne på forskud," svarede hun derfor blot, i en antagelse af, at han stadig talte om tømmermænd. Blikket spillede lidt. "Skål på det."

[Talon Våbensmed]

Ville det være klogt at holde igen med det sidste øl? Tjoh, men når nu Jehanne indbød til en skål så kunne han jo ikke så godt lade hende hænge vel?

Talon løftede endnu en gang øllet til læberne "Skål." Stemte han i og lod bunden af kruset vendes mod loftet, før det blev sat fra ham på bordet med en hul klonk-lyd. Hånden gned aftørrede over den ene mundvig "Hvis jeg siger det giver mig en bedre nattesøvn at følge dig hjem, vil du så lade mig?"

[Jehanne Renard]

Jehanne drænede resten af sit eget krus og satte det fra sig. Så skød et bryn lidt op over ordene, før hun himlede med øjnene og smilede opgivende til ham.

"Så lad gå. Det bliver sikkert alligevel mig, der skal høre på dig vrisse, hvis du ikke har fået sovet nok," svarede hun, men havde ikke for alvor et problem med det. Hun kunne klare sig bedre end de fleste, men hun havde også været drabant længe nok til at vide, at det nu engang var mest fornuftigt ikke at gå alene om natten som kvinde.

"Skal vi?"

[Talon Våbensmed]

Der var ikke en chance for at Talon ville have ladet makkeren tage turen hjem, gennem de natmærke gader, alene. Slet ikke når der stadig var en kvindemorder på fri fod, uagtet om de røde krøller faldt i monsterets smag eller ej.
Jehanne var heldigvis klogere end at lade sig styre af stolthed og hvad der ellers kunne ligge til grunde for at gå alene. Havde hun afslået tilbuddet ville Talon så ment bare have fulgt hende fra afstand og sikret hun kom hjem på ansvarligvis.

Rummet snurrerede noget da stolen blev skubbet bag ud og Talon rejste sig ”Damerne først.” Sagde han og blinkede det ene øje sammen med den ene hånd slået ud i en henledende gestus mod udgangen.

| Afsluttet |