Alle er outsiders

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug var faret vild. Ingen tvivl om at hun ikke anede hvor hun var i den store by og skulle det ske at hun fandt noget interessant, hun ville vise til de 2 venner hun havde, ville hun aldrig kunne finde tilbage til stedet.
Det eneste hun kunne finde i den fremmede hovedstad, var paladset. Og det var kun fordi, det var så stort, at det var umuligt at miste af syne det meste af tiden. Mentalt havde Aaslaug nået det punkt, hvor hun var ligeglad med at være faret vild og hun havde accepteret at det var hendes nye lod i livet... Hvert hjørne og hver vej ville være en ny røvsyg oplevelse og den direkte vej, fandtes ikke mere...

Aaslaug havde været i landet er par uger og det var hendes 2. eller 3. tur i Levagny. Selvom hendes tøj lignede moden stak hun ud i mængden med det flettede hår og 'ny i landet'attitude.
Selvom hun synlige ikke vidste hvor hun var og på alle måder lignede en der var kommet ind med æselkærren, var der endnu ingen der havde generet hende. Hvilket hun var klar over, var hendes veltrænet krigerkrop og måde at føre sig frem på.

[Actard fra Arge]

Dagene kunne nemt flyde sammen, når rutinen sjældent ændrede sig. En tryg men statisk levevis. Ja, eller så trygt som livet på den forkerte side af loven nu kunne blive. Det føltes trygt, om det så var indbildning eller ej. Måske det var Bæstets ry. Det grumme omdømme, der var skyld i, at byens borgere undgik ham som pesten. Bønder såvel som adelige. Måske det netop var derfor, at han tit og tæt udfordrede samfundets etiske regler. Overskred grænser på modbydeligste vis. Utvivlsomt et resultat af den dræbende kedsomhed, som dagligt plagede ham. Han havde brug for et afbræk. At få pulsen op. At føle den eufori, der fulgte, ligegyldigt hvor kortlivet den så var. Men i dag var anderledes. I dag var... grå. Der var ingen vrede til at drive ham. Ingen følelser af uretfærdighed eller jalousi. Bare ren og skær apati. Og hvordan modkæmpede man bedst det? Alkohol. Og masser af det.

Kursen var blevet sat mod Den Fede Kat. Aftenen stod på absurde mængder øl og forhåbentlig et slagsmål eller to. Følelsen af, tjah, ingenting kunne dog være svær at ryste af sig, og mange ville nok mene, at sprut næppe var vejen frem. Om noget slørede det jo blot sanserne yderligere. Og hvad håbede en allerede hæmningsløs mand dog at få ud af flydende mod? Hvad som helst, var svaret. Desorienterende svimmelhed. Den væmmelige smag af opkast. Dundrende hovedpine den følgende morgen. Alt dét var bedre end ingenting. Ikke?

Men som Actard gik der, fortabt i egne tanker, gled hans øjne pludselig mod noget. Eller rettere nogen. Det lyse, flettede hår var den tiltrækkende kraft, men som han fik taget resten af kvinden i øjesyn, rodfæstede en nysgerrighed sig. Hun stod ud i mængden. Ligesom ham, skønt der intet stygt var ved hendes udseende. Hun var... anderledes, var det eneste ord, Actard kunne komme på. Anderledes og dermed interessant. Én han ikke bare kunne gå forbi og efterlade i glemslen. Så da de nær var ved at passere hinanden, kunne han ikke lade være med at henvende sig:
“Du ser fortabt ud,” brummede den blege kæmpe. Selvom stemmen var mørk og monoton, ville intensiteten af hans blik formodentlig afsløre for hende, hvad han reelt håbede på, den tilfældige bemærkning ville føre til. En aften i hendes selskab.