Natten er syndens tid (s)

[Genevieve af Neaune]

Borgen var stille på denne tid af natten, hvor tjenerstaben var gået til ro, og der endnu var nogle timer til kokken og køkkenpigerne stod op for at bage morgenens brød.
Genevieve bevægede sig gennem gangene med en kandelaber i hånden til at oplyse vejen. Hun havde netop forladt Philippes sovekammer og var på vej mod sit eget. I sin hvide, tynde natkjole kunne hun let forveksles med et spøgelse, havde det ikke været for lysenes skær, der oplyste hendes bekymrede ansigt.

Hendes skridt blev dæmpet af de bløde tæpper, der sporadisk blev afbrudt af kold sten – ikke at hun mærkede køligheden fra dem i sine bløde lædertøfler. Hun mærkede den imidlertid klinge sig let til huden under kjolen og give gåsehud. Selvom det var højsommer, sørgede stenmurerne for at der var køligt indendørs, især om natten.
Foruden en pibende mus, der piblede langs væggen, var Genevieve alene, og hun gik langsomt af sted, fordybet i tanker. Det havde været en begivenhedsrig dag. Philippes pludselige tilstedeværelse på slottet var kommet bag på hende, og hun havde kæmpet hele aftenen for at opretholde illusionen om, at alt var normalt, alt imens hun følte kontrollen sive ud mellem hænderne som sand. Hun havde forhørt baronen om muligheden for at afsætte Kilian, men Philippe af Neaune havde været fast besluttet på at beholde generalen. Hun havde besluttet sig for, at den bedste løsning var at undgå Kilian fuldstændigt. Det burde da være muligt på sådan en stor borg.

Kilian Baptiste

[Kilian Baptiste]

Siden synet af Genevieve og Philippe sammen på gårdspladsen, efter den kærlige familie sammenkomst, havde Kilian resten af dagen følt sig fuldstændig malplaceret. Han havde aldrig følt sådan her før; en følelse, der nagede ham og åd ham op. Uanset hvor meget alt tydede på det, ville han ikke anerkende det, men han var jaloux. Fuldstændig indædt jaloux. Og det havde været nærmest uudholdeligt at være i.

Så med tanken om, at Genevieves varme læber rørte en andens, at hendes hud var blottet for en anden og at alt hendes opmærksomhed var for en anden, valgte Kilian det mest fornuftigste at gøre, da mørket ligeså stille havde sat sig; han tog udenbys og drak en kæp i øret.

Det var sent, da han var kommet hjem på lensborgen. Mørket havde lagt sig som et tungt tæppe, og den døsige, søvnige fornemmelse hang i de ellers så stille gange. Der havde ikke været nogen, da den mørke ridder, i selskab med en ung, smuk kvinde, havde fundet vej til hans gemak. Latter, en kvindes hvin og støn kunne efterfølgende høres bag de store døre, hvis man tilfældigvis gik ned ad de ensomme gange denne nat.

[Genevieve af Neaune]

Fordybet i tanker havde Genevieve forvildet sig ned på gangene med gæsteværelser, da hun pludselig opfangede den umiskendelige lyd af støn og kvindehvin. Hun spekulerede på, hvem der holdt til inde i værelset. Det lød i hvert fald, som om de hyggede sig.
Så hørte hun hans stemme.
Kilian.

Et brus af varme skød op i baronessens kinder, og hun trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Flammer af forargelse og vrede skød ud i hendes årer. I et splitsekund var hun fristet til at slå døren op og beordre dem til at stoppe deres elskov. Hvad bildte han sig ind sådan at … at forsage sine pligter på den måde! Burde han ikke stå vagt et eller andet sted? Og tænk hvis hendes børn gik forbi og var tvunget til at lytte til den slags?!
At harmen skyldtes jalousi, nægtede baronessen at indse.

Hun burde gå videre, men fødderne ville ikke flytte sig. Lyden af Kilians støn og liderlige stemme hensatte hende til ungdommen, hvor hun havde været målet for hans begær. Hun så det for sig; de stærke muskler, når han bevægede sig ind og ud af hende … Det ru skæg mod hendes bløde kind … hans greb, når han holdt hendes hænder fast over væggen, mens han tog hende …
Genevieve lænede sig op ad døren. Hendes hænder gled ned over brysterne, ned over maven og op under natkjolen. Her fandt en finger hendes bløde punkt, masserede det blidt. Hun lukkede øjnene, mens kvindens støn blev til hendes. Enhver kunne komme forbi, men hun kunne ikke modstå. Det var så længe siden…

[Kilian Baptiste]

I flammernes skær fra pejsen kastede de to nøgne kroppe skygger hen over værelset. En smuk, slank og blond ung kvinde stønnede højlydt som hun gav sin præsentation overskrævs henover den mørkhårede ridder. Med sine hænder mod hans faste brystkasse lænede hun sig frem alt imens at hun red så sengen knirkede under dem. Varmen fik små svedperler til at danne sig på deres hud. Og mens at den unge kvinde levede sig ind i øjeblikket, var Kilians tanker et andet sted; han tænkte stadig på Genevieve, og hvordan hun helt sikkert havde givet sig hen til lensbaronen af Neaune denne aften.

"Åh, Kilian!" udbrød kvinden højlydt, men bed efterfølgende sig i underlæben. Det resulterede i, at hendes støn blev sammenbidte, og pludselig kom noget andet for Kilians øre. Hans mørke blik søgte den store trædør, hvor lyden af en andens stemme kunne høres ganske svagt.

"Vent.." Kilian skubbede den blonde kvinde ned fra sig, og hun gled ned på sengen, med et smil på de fyldige læber og henslængt over sengen, så skygger dannede sig i brysternes buning. "Kilian, hvad sker der?" spandt hun spørgende, men Kilian havde ikke i sinde, at svare på det.

I stedet tog han det nærmeste tæppe, viklede det om livet på sin vej til døren. Han stillede sig lyttende mod den i et par sekunder. Hørte han rigtigt? Kvindelige støn? Kilian fugtede sine læber en anelse og prøvede at få styr på sin vejrtrækning, der stadig var hævet af aktionen på de hvide lagener. Så gik det op for ham, at stønnene mindede ham ualmindelig meget om støn, som han havde hørt før for flere år siden. Kilian stillede sig helt op mod døren og med en hånd mod dens ru overflade, tog han et sats. 

"Har De brug for en ekstra hånd, kæreste?" lød hans stemme flabet gennem den lukkede dør.

[Genevieve af Neaune]

Kvindens udtale af navnet bekræftede Genevieve i, at det virkelig var Kilian, der befandt sig inde i rummet. Genevieve havde sagt hans navn på en lignende måde, når de havde været sammen, havde stønnet det når hun kom.
Genevieve satte tempoet op og nød den behagelige følelse sitre i skødet i så høj grad, at hun ikke lagde mærke til, at der var blevet stille inde på den anden side.

Først da hans flabede spørgsmål lød lige på den anden side af trædøren, gispede hun og rettede sig straks op. Hun flåede hånden væk, så natkjolen faldt ned over lårene og fejede over stengulvet. I et splitsekund overvejede hun at tage flugten, men besluttede sig for at opføre sig mere værdigt.
I stedet kommanderede hun: ”Jeg befaler Dem at åbne døren.” Da han føjede hende, fik hun først øje på Kilians halvnøgne krop, kun dækket af et tæppe om livet. Hun snappede efter vejret; hans bryst var om muligt endnu mere muskuløst nu end for alle de år siden. Hun noterede sig enkelte ar, der ikke havde været der før, inden hendes blik fejede gennem rummet og faldt på køkkenpigen Mirabelle, der hastigt dækkede sig til.

Genevieves knitrende brune øjne vendte sig mod Kilian. Kun ekkoet af hendes støn og de ildrøde kinder i lysestagens skær vidnede om hendes ugerninger – men det var sikkert også nok til, at Kilian så gennem hende.
”Jeg ved ikke, hvad De mener, ridder Baptiste," løj hun. "Jeg var på vej til mit sovekammer, da jeg hørte højst upassende lyde herindefra. Må jeg minde Dem om, at De ikke er de eneste på denne borg. Nogle af os har faktisk brug for søvn.”

Hun knipsede mod køkkenpigen. ”Ud med dig, frøken Mirabelle. Jeg forventede bedre af dig.” Pigens ildrøde kinder matchede Genevieves, da hun straks begyndte at finde sit tøj, som lå spredt rundt på gulvet.

[Kilian Baptiste]

"Selvfølgelig. Søvn er trods alt meget vigtigt," medgav Kilian flabet, som han stod i døråbningen, holdende i tæppet om sit liv med en hånd, alt imens at han betragtede Genevieve foran sig. Et træk i mundvigen og det usagte i hans blik fortalte meget vel, hvad han havde hørt ganske klart bag den store trædør; en gerning, som kun de to kendte.

Den unge Mirabelle løb fnisende rundt og fandt sit tøj på gulvet. Den lette underkjole kom på inden at hun, med favnen fuld af det resterende, nåede døren og møvede sig forfjamsket ud. "Undskyld mig.. Deres Nåde." Mirabelle nejede perpleks for Genevieve, sendte efterfølgende Kilian et varmt blik og løb herefter fnisende ned ad den mørke gang.

"Hun har flere talenter end at stå foran en ovn, kan jeg forsikre dig om.." Kilian så på Genevieve, da de endelig var alene. En flabet kommentar, der sagde nok, men det var trods alt også i overensstemmelse med den flabethed, som Genevieve havde vist ved at afbryde hans morskab. Nu stod hun der i døråbningen, ham halvnøgen, kun dækket af et tæppe, og kommanderede med ildrøde, syndige kinder.

Så rettede Kilian sig en anelse og så på hende med et sigende blik. "Blev du-- færdig?" Endnu en flabet kommentar, der var en klar hentydning til deres lille hemmelighed.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve nedværdigede sig ikke til at se på Mirabelle, der nejede høfligt, inden hun skyndte sig halvnøgen forbi og forsvandt ned ad gangen. I stedet var Genevieves bebrejdende blik fastlåst i Kilians, som hans bemærkning lød om kvindens evner. Hun fnøs og rystede forarget på hovedet.

”Jeg ved ikke, hvad De taler om,” svarede hun luftigt og løftede næsen i sky, idet hun svansede længere ind i rummet, som om hun ejede det hele, hvilket hun i grunden også gjorde. Eller hendes mand gjorde. Det ville være ganske utåleligt at indrømme overfor Kilian, at hun havde rørt sig selv til lyden af hans elskov. Hans drillerier ville sikkert ingen ende tage, og for at afskrække ham fra det alligevel, følte hun et behov for at markere sit status.

”Så det er her, De bor,” konstaterede hun og lagde armene over kors, idet hun kritisk betragtede et par underhoser smidt på et bord, der rodede med dokumenter og tomme flasker. ”Vores svinesti er mere renlig end her. Jeg håber ikke, De håndterer vores soldater med samme skødesløshed."

[Kilian Baptiste]

Kilian flyttede sig en anelse, som Genevieve i sin flabethed blot vadede ind i det lille værelse. Vanligvis var Kilian mere renlig, men efter at blive konfronteret med en fjern fortid i form af en kvindeskikkelse, så var hans sind blevet en anelse kaotisk. Præcis som værelset, de befandt sig i netop nu. Tomme flasker, der stadig lugtede af alkohol, stod og hentydede til, hvad Kilian havde foretaget sig om aftenen når det endelig var tid til at holde fri. Dokumenter lå henkastet på bordene og fyldte. For ikke at nævne det tøj, der lå lidt hist og her.

"I så fald, så er jeg ret sikker på, at Deres mand havde fyret mig på stedet," lød Kilians stemme bag lensbaronessens ryg, som han gik mod sengen, hvor hans tøj lå.

En tydelig lyd af tæppet, der faldt mod gulvet, kastede sig i rummet. Som Gud havde skabt ham, rank og høj, stod Kilian nu med den muskuløse, brede ryg til Genevieve. Han rakte ud efter sine bukser hvorefter han tog dem på, og mens at han bandt snørerne sammen lød hans stemme over sin hårde skulder.

"Du burde ikke opholde dig i en anden mands værelse alene, Genevieve. Især ikke om natten. Du kunne ende med at blive set."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve svarede ikke, eftersom Kilian selvfølgelig havde ret. Philippe ville aldrig ansætte én, der var lemfældig med familiens sikkerhed. Hun trådte lidt væk fra bordet, hvis flasker udsendte en dunst af alkohol, som blandede sig med duften af sved og sex i en treenighed af synd.

Hun skævede diskret mod ham, da han lod tæppet falde og afslørede en fast bagdel. Hun kunne ikke slide blikket væk fra hans nøgne krop, og eftersom han stod med ryggen til, tillod hun sig friheden.

Hans ord nagede hende ligeså højt som det faktum, at han tillod at kalde hende ’du’, eftersom det var tegn på manglende anerkendelse af hendes højere status. Kun når hendes temperament løb af med hende, kom hun til at slå over i den familiære tiltale. Hun havde lyst til at udfordre ham. Tirre ham, når han ikke bed på hendes provokationer. Måske var det den manglende forløsning, der gjorde hende hæmningsløs.

”Siden hvornår har De bekymret Dem om mit omdømme? Må jeg minde Dem om, at de kyssede mig på højlys dag midt ude på marken,” påpegede hun, idet hun tilbagelagde afstanden mellem dem.
”Desuden er det min borg. Jeg ejer alle værelserne. En enkel ordre, og jeg kunne smide dig ud…” Hun lod en finger glide ned over musklerne der løb som reb på hans nøgne ryg.

[Kilian Baptiste]

Hendes ord fik Kilian til at stoppe op i sit værende. Han lyttede til hendes stemme og hendes trusler, mens at han stolt blev stående på sin plads. Hun prikkede til ham med hver eneste lille sætning, der, for de flestes tilfælde, ville skabe en ærefrygt. Men Genevieve provokerede ham med sin magt. Som lensbaronesse havde hun fordele på sin side, og med et knips kunne hun skaffe Kilian af vejen som det passede hende.

Så mærkede han hendes finger glide ned over sin bare ryg. Som et pirrende, provokerende kærtegn. Som et tegn på, at hun kunne tillade sig at gøre med ham, som hun ville. Imens kunne Kilian stå og tage imod, alt imens at han inderst inde var indebrændt af vreden fra jalousien tidligere og nu irritationen om hendes altovervindende status over ham.

Men Kilian lod sig ikke intimidere. Han vendte sig flabet om mod hende, med den muskuløse, atletiske overkrop upåvirket rank og stolt. Årene var gået siden han sidst havde stået sådan overfor hende. Kroppen var mere hærdet. Mere brugt og mere atletisk. Et par enkelte ar skraveret i huden fortalte tydeligt om hårdere tider i hæren. År som var gået imellem dem; ham, i krig, og hende, sikkert i Neaune.

Kilians blik hvilede i hendes. Uden nogen former for hæmninger eller tilbageholdenhed. Hans kæbe spændtes af indebrændte følelser. "Genevieve.." sagde han hæst, "Pas på hvor du træder.."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve havde ikke forventet andet, end at Kilian stod ret og rank under hendes magtdemonstration. Han havde altid været stolt. Ukuelig. Hun vidste, at det, hun gjorde, var forkert, at hun burde stoppe. Men hun kunne ikke. Natten med Philippe havde ikke medbragt den tilfredsstillelse, hun havde håbet kunne kvæle lysterne overfor Kilian. Tværtimod følte hun sig som et tørkelandskab, der tørstede efter vand. En enkel gnist ville være nok til at antænde hende.

Frem for at sænke fingeren, da han vendte sig om, lod hun den glide videre ned over hans bryst. Hun havde lyst til at sætte sit præg på ham for at forsikre sig selv om, at han begærede hende langt over en simpel køkkenpige.
Hans hæse stemme og advarende ord sendte et skud af varme ud i hendes skød. Hendes åndedrag tog til. Hvor mange år siden havde de sidst stået så afklædte foran hinanden?
Det var så forkert … Hun burde sænke hånden og træde et skridt tilbage. Vende sig om og forlade rummet. I stedet trådte hun tættere på ham, så hun var nødt til at løfte hagen for at møde hans mørke blik. Barmen under den tynde natkjole hævede og sænkede sig få centimeter fra hans bryst.

”Er det en trussel mod Deres baronesse, ridder Baptiste?” tirrede hun, velvidende at hun var faretruende tæt på at vippe ham over kanten. ”Hvad har De tænkt Dem at gøre?”

[Kilian Baptiste]

Hendes tilstedeværelse var provokerende tæt på ham. Grænsen, som skulle have været der, var overskredet mere end det acceptable for en gift kvinde af hendes status og en ugift mand som ham, en bastard. Hans vejrtrækning gennem næseborene var tydelig med hans brystkasses. Kilian kæmpede en indre kamp om at kontrollere sig selv, for hun prikkede til ham med sin magt. Foruden dette, så sendte hendes fingers kærtegn hen over den bare hud elektriske stød igennem ham.

Hendes pirrende spørgsmål var den sidste dråbe. Med et let greb tog den mørkhårede ridder om Genevieves håndled. Holdte den fast imellem dem, alt imens at han vedligeholdte sit blik i hendes.

"Alt dét, som jeg har tænkt for mig selv om natten siden vores kys.." erkendte han lavmælt imellem dem. Og uden at forklare sig yderligere, trak han hende helt ind til sig. Hendes bryst blev presset mod hans, som hans hånd hvilede sig mod hendes slanke ryg. Og midt i tumulten lænede Kilian sig uproblematisk frem og fangede hendes læber i et hungrende kys. Bestemt. Som den indædte følelse der endelig fik ham overtalt. Han havde alligevel ikke længere noget at miste - Genevieve kunne kyle ham af helvedes til herefter, og hvis det endda resulterede i en hængning, så tog han sin straf med oprejst pande.

Hans hånd slap taget om hendes håndled, som det i stedet fandt hvile mod hendes feminine kæbeparti. Det åd ham op, hvad denne kvinde havde af magt over ham. Det åd ham op, at hun delte sin krop med en anden mand. Og lysten til at tage hende hårdt, som straf for det hun udsatte ham for, var altoverskyggende for Kilians ellers så fornuftige sind.

[Genevieve af Neaune]

Genevieves fingerbevægelse ned over hans bryst stivnede, idet han greb hendes håndled. Deres øjne spændte sig fast i hinandens, ladet med højspændt elektricitet, så det næsten knitrede i luften mellem dem. Hun kunne se på ham, at han var frustreret over, at hun legede med ham, og en fej del af hende godtede sig over det.

Den pludselige indsigt i, at han havde tænkt på hende om natten siden deres kys, smeltede alt indeni hende, som var hendes indre udgjort af varm stearin. Så var hun i hans favn, tæt på ham for første gang i ti år. Kysset, denne gang gengældt, var ikke blødt og kærligt, men voldsomt og begærligt, og selv hvis hun havde haft lyst til at trække sig tilbage, ville hun ikke kunne undslippe hans faste greb, da han tog, hvad han mente var hans ret.

Genevieve trykkede sig ind til ham og lukkede hænderne om hans ryg. Hun havde begæret ham siden deres første kys for flere uger siden, havde dagdrømt om ham, når hun tilfredsstillede sig selv de nætter, hvor Philippe var på rundrejsen. Nu, i ly af mørket, kunne hun ikke længere opretholde facaden af ligegyldighed.
Hun sprang op på ham, så benene flettede sig sammen bag hans stærke ryg, og hænderne faldt til rette omkring hans hals, alt imens hun kyssede ham hårdt og krævende.

[Kilian Baptiste]

Et støn forlod Kilians hals mod Genevies læber, som hun let sprang op på ham. Af ren refleks greb han hende med begge arme under de bløde lår, og natkjolens silkehvide stof formede sig tydeligt efter det. De var højst sandsynligt ligeså draget af hinanden grundet en kombination af den manglende forløsning og den hemmelighedsfulde tiltrækning af hinanden. Siden deres første møde på Neaune slottet efter adskillige år, havde det vækket noget i Kilian, som han ikke havde kunnet kontrollere. Selv ikke nu, hvor han udmærket vidste, at han brød alle former for moralske og loyale principper mod sin Lensbaron.

Først og fremmest var det Genevieves skyld. Hun havde ikke gjort det nemmere for ham med sin provokerende og pirrende håndtering af ham. For det andet, så havde hun skubbet ham så langt ud i frustration, at han ikke længere kunne holde det i kroppen.

Sengen var blød under den slanke lensbaronesse, som Kilian satte hende på kanten. Hungrende og i lystbetoning, fanget i øjeblikket, baksede de utålmodigt med at få hendes hvide natkjole af den bare hud. Den landede henkastet til siden, inden at de sammen gik i gang med at åbne bukserne, som Kilian for en kort stund tilbage netop havde iklædt sig. Deres vejrtrækninger var hævet. Både på grund af lysten, men såmen sikkert også på grund af den pulserende adrenalin, der kørte i deres kroppe. De gjorde noget forkert, og alligevel kunne de ikke lade være.

[Genevieve af Neaune]

Det var helt klart Kilians skyld. Hvis han ikke havde kysset hende på marken, havde han ikke antændt ilden i hende. Hun ville have været i stand til at drukne alle følelserne. Nu brændte altopslugende flammer i hendes indre, og hun forsøgte desperat at slukke dem ved at fortære hans læber og klynge sig til ham.

Hun landede blødt på sengen og løftede villigt armene, så han kunne hive natkjolen over hende, blot for at optage kysset i næste øjeblik. Det strejfede hende momentært, hvad han mon ville synes om hendes krop, som ikke var, hvad den havde været for ti år siden, da de havde elsket som unge. Den var blødere og rundere. Der var mere at holde fast i efter to børnefødsler. Men lidenskaben imellem dem var den samme. Det, de to var så ringe til at sige med ord, kunne de udtrykke i elskov, når deres kroppe smeltede sammen.

Hun skød bekymringen fra sig, ivrig som hun var, og hjalp med at trække hans bukser af. Så var de pludselig begge nøgne. Hun skubbede ryggen længere op på sengen, så han kunne sænke sig over hende, og svajede ryggen for at komme tæt på ham. Hun ville mærke hver en centimeter af ham overalt udenpå og indvendigt.
”Jeg vil have dig,” hviskede hun i hans ører. "Tag mig, som om du ejer mig."