Natten er syndens tid (s)

[Kilian Baptiste]

Med ét befandt de sig pludselig hen over sengens hvide lagener, som de havde gjort for mange år tilbage. Selvom at de kendte hinandens kroppe, så havde de begge forandret sig en anelse. Kilians krop var, i modsætning til for ti år siden, mere atletisk, hærdet og muskuløs. Det var tydeligt at se, at livet som ridder på hesteryg for Kongen i adskillige år havde haft sit tag på kroppen end da han netop var blevet færdig på væbnerskolen. Men det var ikke kun den brede ryg og de større arme, der havde ændret sig. Overalt på den hårde overkrop var der endnu tydeligere tegn på mange års titel som ridder; ridser og ar var skraveret ind i huden som tydeligere streger, og et par enkelte blå mærker var at finde. Så selvom at dét, de havde gang i, virkede bekendt, så føltes det alligevel så fremmed. Så spændende. Som havde deres elskov flere år tilbage kun været en drøm.

Kilian mærkede den varme ånde mod sin øre, idet hun hviskede til ham. Hans hånd fangede hendes håndled, og som han strakte begge deres arme op over hendes hoved, hen over sengen, lænede han sig ned mod hendes hals som hendes bryst skød frem for ham.

"Det er nærmere dig, der ejer mig, Genevieve," hviskede han mod den tynde hud på den feminine hals, alt imens at han guidede hendes ben yderligere op. Åbnede hendes skød. Og så, midt i den hede lyst, stadig liggende hævet over hende, pressede han sig på og førte sig ind. Pludselig var de endnu engang forenet.

[Genevieve af Neaune]

Hun havde lyst til at nærstudere og kysse hvert eneste ar, der var kommet til siden dengang, og spørge ind til dets historie, men dette var ikke tiden for det. Dette var krævende og lidenskabeligt, ti års længsel kogt ned til et enkelt øjeblik.

Genevieve stønnede længselsfuldt, da han fangede begge hendes arme over hovedet, og hun blottede villigt sin hals for ham. Han vidste slet ikke, hvor meget kontrol, han havde over hende, trods hans forsikrende ord om at hun havde magten. Hun spredte benene for ham, slog dem omkring hans ryg. Og så var han pludselig inde i hende.

Som hun lå fastspændt under ham, var hun ude af stand til at gøre meget andet end at vride sig i velbehag og tage imod hvert eneste hårde stød. Hendes krop var i brand og han var den eneste, der kunne slukke den. Deres støn og gisp gav genlyd i værelset, deres svedige kroppe fulgte rytmisk bevægelserne og smeltede sammen som to puslespilsbrikker, der faldt i hak. Han kunne noget med hendes krop, som ingen anden mand kunne, som om hun var skabt for ham.

Efter kort tid løsrev hun sig, lagde begge hænder på hans bryst og tippede ham om på ryggen. Det var tid til, at hun tog kontrol. Hun satte sig overskrævs ham og sænkede sig langsomt ned over ham, så hun kunne mærke hver eneste centimeter. Hun begyndte at ride ham, så brysterne vuggede. Små svedperler glinsede på hendes hud. Hun lagde hovedet tilbage i nydelse, og det lange brune hår hang ned ad ryggen og et par lokker over barmen. "Åh, Kilian," gispede hun ud i værelset.

[Kilian Baptiste]

Den brede ryg ramte sengen med et bump, som Genevieve fik ham skubbet om med sine feminine hænder. I landingen blev et støn slået let ud af Kilians bryst. Hans hænder befandt sig væk fra Genevieve, for at give hende fri mulighed, alt imens at han fulgte med i hver eneste bevægelse, hun fortog sig. Hvordan hendes krop satte sig overskrævs over hans.

Den tætte varme havde virket overvældende, da hun havde sat sig stille over ham. Så overvældende at han for en stund mistede pusten. Og som hun startede sine bevægelser, betragtede han hver eneste centimeter af hendes krop. Flammerne fra pejsen lyste varmt den hvide, sarte hud op, og afslørede lette svedperler fra kraveben til de fyldige bryster. Lokkende og pirrende havde hun taget al kontrol over ham.

Det måtte der gøres noget ved. Kilian bøjede i det ene ben og skubbede sig op på albuerne indtil at han til sidst kunne skubbe dem en anelse i en mere siddende stilling. Den ene arm holdte ham oprejst som støtte i sengen, mens den anden fandt sin plads bag Genevieves ryg i et fast tag. Sågar fik han med den ene arm løftet hende bedre ind til sig så de nåede dybt. Hans lange fingre flettede sig ind i hendes mørke, fyldige hår, så han kunne knuge sig i det og få bare en anelse kontrol over situationen. Og pludselig sad de der, stadig indhyllet i hinanden, med hendes bløde bryster mod hans hårde brystkasse.

Det gav ham muligheden. Stakåndet fangede Kilian hungrende hendes læber. De tydelig optegnede muskler  af hans var ligeså stille også begyndt at glinse af sved fra varmen. Hun gjorde ham helt og aldeles dyrisk. Nærmest umættelig efter at få stillet sin lyst med hende. Og som hun red ham i kysset, og de sammen gjorde deres for at nå deres forløsning, glemte de alt om andre omkring sig. De var kun de to. De eneste på lensborgen. De eneste i hele verden.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve nød hans begærlige blik, der fik hende til at føle sig som en gudinde, som den eneste og vigtigste kvinde i hans liv. Glemt var kvinden fra tidligere, hun var udraderet fra deres begges hukommelse, og momentært også Philippe.
Genevieves øjne veg ikke fra Kilian. Hans let adskilte læber … håret, som normalt sad strøget tilbage, men hvis spidser nu var begyndt at krølle let af sved … øjnene, der brændte sig helt ind i hendes sjæl … Det var næsten nok til at vælte hende ud over kanten.

I næste øjeblik havde han sat sig op, så deres kroppe blev viklet sammen og vuggede i en fælles rytme. Hun kyssede ham inderligt, udtrykte alt det, hun ikke kunne sige med ord. At det, der var imellem dem, ikke bare var hed lidenskab.
Det var mere end det.

Og pludselig blev det hele for meget for Genevieve. Varmen bredte sig i skødet, flammer som skød ud i hele hendes krop. Hun kastede hovedet tilbage og udstødte en blanding af et skrig og et dybt støn, da hun blev opslugt af nydelsen, alt imens hun ubevidst borede neglene ned i hans ryg så hårdt, at det sandsynligvis ville efterlade spor lig kradsemærker fra en kat. Hun knugede sig ind til ham og fik endelig den forløsning, hun havde længtes efter i ti lange år. Philippe havde da tilfredsstillet hende, men dette var anderledes. Altopslugende, hjælpeløst, som at falde i en dyb afgrund og aldrig ville eller kunne komme op.

[Kilian Baptiste]

Der var bestemt noget andet i dette; foruden lidenskaben og lysten til hinanden, så var der også et savn, som skulle slukkes. At mærke hende og få hende på denne måde igen havde bestemt også sat noget i gang i Kilians ellers allerede mærkede brystkasse. I deres elskov gjorde Genevieve af Neaune det endnu farligere for den mørke ridder. Hun havde berørt hans hjerte og sat ild til de følelser, han for alt i verden havde prøvet at sætte i bero fra deres første møde efter flere års adskillelse. Han havde troet, at han kunne gøre det. Troet, at han var stærkere efter flere år i hæren. Men Genevieve var og blev hans svaghed.

Hans mørke øjne betragtede hendes ansigt som hun nåede sin forløsning. Han mærkede neglene i sin ryg. Opslugt af hendes skønhed og følelsen fra hende, forlod et sammenbidt støn hans læber da han ligeledes nåede en forløsning. 

Flammerne fra pejsen knitrede i baggrunden af deres hævede vejrtrækninger. Stakåndet, stadig berørt af den stærke lidenskab de sammen havde delt, lukkede Kilian sine øjne og lod den glinsende pande finde hvile mod hendes slanke hals. Deres brystkasser hævede og sænkede sig betydeligt, stadig siddende tæt mod hinanden, idet de sammen prøvede at få styr på deres vejrtrækning og pulserende hjerter.

[Genevieve af Neaune]

Langsomt ebbede nydelsens bølger ud og efterlod Genevieve med en varm, summende fornemmelse i kroppen. Hendes hjerte bankede så hårdt i brystet, at han måtte kunne mærke det.
Det havde føltes langt bedre, end hun havde forestillet sig alle de nætter, hun havde ligget alene i sin seng uden andet selskab end minderne. Drømmene kunne slet ikke sammenlignes med virkeligheden og følelsen af ham i kød og blod.

Hun kom uvilkårligt til at smile for sig selv, idet hun lod hagen hvile på hans hår og indsnusede hans duft. Efter alle de år duftede han stadig af på samme måde. Hendes Kilian.
Sådan sad de en rum tid og nød fornemmelsen af hinanden, bevarede freden og øjeblikket så længe de kunne. Forsigtigt skubbede hun ham bagud i lagenet og lagde sig ved siden af ham med hovedet hvilende i albuen. Hendes frodige former dannede et bakkede landskab.

”Hvor har du fået det her?” spurgte hun og lod en finger glide ned over et langt ar på hans svedglinsende brystkasse.

[Kilian Baptiste]

Kilians hårde brystkasse bevægede sig roligt under hendes fingers lette berøring. Det var tydeligt for ham, blot ved hendes slanke fingers vej ned over huden, hvilket ar hun refererede til. Han drejede hovedet i hendes retning; hans øjne landede straks i hendes, og med en udånding fangede hans hånd roligt hendes feminine, der undersøgte arret nysgerrigt.

"Ved Arge," svarede han roligt og lavmælt imellem dem. En ro havde dannet sig i det lille sovegemak. Pejsen knitrede livligt endnu.

Kilian lod blikket falde mod loftet. Hans pande rynkede sig en anelse mens at han så minderne for sig for at huske bedre. "En røverbande havde hærget tæt ved grænsen til Hasnea - sat landsbyer i brænd og dræbt enhver der stod i vejen. Kongen sendte os afsted for at tage hånd om det, og som vi nåede op til dem var vi forberedte på et større blodbad."

"I hvert fald, så var én af dem ualmindelig god med sit sværd," Kilians øjne fangede roligt Genevieves, som hans opmærksomhed endnu engang faldt mod den mørkhårede skønhed, "Helbrederen havde ikke regnet med, at jeg ville overleve."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve lyttede stille til Kilians fortælling, og som hans ansigtsudtryk blev fjernt, transporteret bort i tid og sted til Arge, blev afstanden imellem dem tydelig. Han havde været borte i krig og kæmpet mod farlige røverbande for at beskytte Levagny; for at sikre, at hende og hendes børn kunne leve sikkert bag borgens mure.
Med ét skammede hun sig over sin opførsel tidligere på aftenen. Hun havde opført sig, som om hun var bedre end ham i kraft af at være komtesse, når realiteten var, at han hver dag så frygt, fjender og barskheder i øjnene for at hun aldrig behøvede det.

”Men det gjorde du,” hviskede Genevieve. ”Overlevede.” Ganske blidt berørte hun de forskellige ar på hans krop. ”Hvert eneste ar er et vidnesbyrd om dit mod. Du er en kriger, Kilian, og det vil du altid være.”

[Kilian Baptiste]

"Du får mig til at lyde så heltemodig.." sagde Kilian kort for hovedet, stadig med blikket mod Genevieve, der var fokuseret på arene i hans hud. Ganske roligt skubbede Kilian sig op på den ene albue og drejede sig om mod hende; og præcis som Genevieve havde kærtegnet hans hud, lod han et par fingre stryge langsomt hen over hendes arms hvide hud.

"Men," sagde han roligt i en udånding, imens at hans blik fulgte sine fingers kærtegn, "- Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke kunne give op. Fordi at jeg hele tiden har følt, at jeg måtte finde dig igen på et eller andet tidspunkt."

Kilians blik rettede sig mod hendes, og deres blikke mødtes fast. "Og nu er du her. En lensbaronesse. En mor."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve gøs, da hans finger gled ned over hendes lyse hud. De var så kontrastfulde; hun var blød, glat og kurvet, han var hård, arret og firkantet. Måske var det derfor, deres kroppe smeltede i samhørighed, når de elskede.

Hans ord ramte hende hårdt og gav hende et sug i maven. I alle de år havde hun været ilden, der drev Kilian videre gennem livet; håbet om at mødes igen, trods alt, hun havde trukket ham igennem. Og han kendte ikke engang den fulde sandhed.
Med ét bragte han hende tilbage til virkeligheden ved at minde hende om, hvem hun var … Og hvad de netop havde gjort.

Hun anstrengte sig for at forholde sig roligt, selvom en panisk følelse kom snigende og fik hendes hjerte til at banke hurtigere.
”Har du selv familie? Børn? En … hustru?” spurgte hun. Tanken om Kilian siddende ved et spisebord omringet af børn og en hustru, der serverede mad for ham, irriterende hende grænseløst.

[Kilian Baptiste]

Kilians udtryk blev en anelse mere alvorlig, da hun stillede ham et spørgsmål, han aldrig havde regnet med at skulle svare på overfor Genevieve. Det var som om, at han ligeledes kom tilbage til virkeligheden, da begge deres situationer blev lagt frem på bordet, og det gik måske også op for ridderen, at disse ting langt fra var noget, de havde tænkt skulle besvares som spørgsmål fremfor at leve det sammen. De havde regnet med, at de skulle løbe væk sammen. Starte et liv sammen. Men skæbnen havde valgt noget fuldstændig andet for dem begge.

"Nej," svarede han køligt over tanken, "Nej, jeg venter stadig på den rigtige."

Han hævede sig fra sengen og satte sig på sengekanten. Flammerne fra pejsen kastede lys mod musklerne på den brede ryg, og fremviste her og der yderligere ar skraveret i huden.

"Hvorfor kom du her?" lød det over hans skulder, som hans blik hvilede på en spot på sengen.

[Genevieve af Neaune]

Hans nej fremkaldte varm tilfredsstillelse i hendes mave, hvilket var tåbeligt, for selvfølgelig var der intet håb for dem. Men varmen blev da også hurtigt erstattet af følelsen af at blive overhældt af en spand koldt is.
”Jeg venter stadig på den rigtige.” Av. Et hug mod det faktum, at det aldrig ville blive hende – at hun selv havde sørget for, at det håb brast.

Den fortryllende stemning var brudt. Pludselig føltes rummet køligere trods den buldrende pejseild, de mange levende lys og deres nylige aktivitet. Som han rykkede sig væk fra hende, følte hun sig sårbar i sin nøgenskab og trak lagenet over huden som et lag beskyttelse mod hans pludselige kølighed.

Hvad skulle hun svare? Hun kæmpede med sin stolthed, velvidende at Kilian ville kræve sandheden.

”Jeg var på vej tilbage til mit eget sovekammer og kunne ikke lade være med at tænke på dig,” indrømmede hun og g satte sig op i sengen. Hun trak benene op under sig. "Og da jeg hørte jer herinde blev jeg ... jaloux."

[Kilian Baptiste]

Kilian blev siddende uberørt, til trods for at noget i ham havde ønsket at høre hende sige disse ord. Han havde selv været skinsyg over tanken om Genevieve med Philippe sammen denne aften. Det var trods alt derfor, at Kilian selv havde valgt at tage ned på kroen, drikke godt igennem og finde kvindeligt selskab. Hun var ikke bare kommet snigende ind i hans samvittighed, hun havde rent faktisk fysisk stået i hans dør og smidt køkkenpigen ud, for i stedet at ende i hans seng og tænde en endnu større flamme i ham.

"Så lad os ses i al hemmelighed.." Kilian vendte sig om og fangede straks øjenkontakten. Der var et glimt i hans blik, som var han kommet på en fremragende idé. "Start en affære med mig, Genevieve. Bare du og jeg, når mørket har lagt sig og vi har brug for at få stillet vores lyst til hinanden. Jeg er nødt til at have dig for mig selv engang imellem."

Selvom at tanken var drømmende, så var virkeligheden noget andet. For det kunne godt være, at de med en affære kunne mætte hinandens lyster til hinanden, men jalousien ville nok aldrig forsvinde. For uanset hvor mange nætter, Kilian ville få med Genevieve, så var sandheden trods alt, at hun var en gift kvinde, der altid i sidste ende tilhørte lensbaronen af Neaune.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve mærkede et sug i maven ved hans forespørgsel. Tanken var så fristende, så appellerende, at den tændte et lys i hende, som længe havde været slukket. At kunne falde i søvn i hans arme var engang det eneste, hun havde drømt om. Men alting var anderledes nu, og hans krav indebar uforudsigelige konsekvenser, hvis de blev opdaget.

”Du får det til at lyde så simpelt,” sagde hun dæmpet. Hun ville intet andet end at hengive sig til ham, men hendes moral stemte imod, som prøvede hun at tale sig selv til fornuft. ”Er du villig til at risikere alt, du har kæmpet for igennem de sidste mange år?”

Hun brød øjenkontakten og pillede ved kanten af lagenet. ”Philippe fortjener bedre. Han er en god mand, og han har taget sig godt af mig og børnene.” Og lige nu lå han og sov, intetanende om det bedrag, hans hustru netop havde begået. Genevieve slap lagenet og rejste sig fra sengen.

”Vi burde aldrig have gjort det her.”

[Kilian Baptiste]

Risikoen var stor, og konsekvensen ville ligge og vente på dem som et monster i mørket, tappende med dets lange fingre i utålmodighed for at kaste sig over dem. De vidste begge, hvad det ville betyde, at blive opdaget.

For lensgrevinder og -baronesser så man ofte konsekvensen som værende udsathed og ensomhed. Nogle blev sendt afsted i huse, gemt langt væk fra familie, venner og samfundet. Der ville de leve og dø, ensomme og forladte, hungrende af savnet til det liv, de havde før. Andre blev skilte uden nogen former for fremtidige ægteskaber, for ingen ønskede en kvinde, der havde været sin mand utro. Hun ville dø fattig i rendestenen, for end ikke hendes egen familie ville tage sig af hende, nu hvor hun havde gjort dem vanære.

For ham så konsekvensen anderledes ud. Han ville blive anholdt for forræderi, få frataget sin titel og respekt, og enten ende sit liv i en fængselscelle, væk fra dagslys og håb for så at svinde ind til ingenting. Eller, i bedste fald, stå til ansvar for sin handling ved en halshugning eller hængning.

Desuden, så havde hun ret. Lensbaronen Philippe af Neaune var en god mand. Han fortjente ikke dette. Men Kilian kunne ikke komme udenom, at han intet fortrød trods hendes fornuftige ord.

"Genevieve," sagde Kilian, som han så hende rejse sig fra sengen, "Jeg fortryder intet." Han rejste sig fra sin plads og gik imod hende. "De må hænge mig hvis de opdager det. Men hellere det end at gå og tænke på, at jeg aldrig ville have delt dette øjeblik med dig igen." Hans hænder lagde sig om hendes slanke overarme, og hans mørke blik søgte hendes med en panderynken.