Påtvunget af rasende lyster

[Amélia af Blauhöring]

Forbeholdt til Actard fra Arge

│Dato & tidspunkt│

9. september 842 - Nærmende midnatstid (23:33)

│Lokation│

Aemar Lysmager's bivoks-lyseri i Håndværkerkvarteret, Levagny, Falanie

---

Et sagte, frapperet gisp flygtede igennem let spaltede læber og spredte sig ud i det sene mørke, hvor det sluttede sig til det rasende blæsevejr, der i det samme øjeblik havde flået hovedlinet af endnu et offer. Hun kunne umuligt være den eneste. Hånden havde ikke været hurtig nok, så det hvide klæde løsrev sig med lethed og fløj med i hvirvlen af vind for kun et fjols at prøve og jagte og fange. Kappens hætte havde lige såvel ingen chance for at forblive et dække heller, og lange lokker af lyse krøller flagrede dramatisk omkring hendes hoved, som de blev befriet fra det flukse opsæt, der havde været nødsaget for at hele den tykke manke overhoved kunne være smagfuldt skjult og beskyttet.
Men som det voldsomme pust lagde sig igen - eller blot passerede - var man stadigvæk efterladt med den tunge tegn, der stod ned fra de stormede skyer på himlen. Grå skyer der havde ulmet deroppe hele dagen og givet enkelte byger som advarsel på, hvad der skulle forekomme senere. Amélia havde ikke stået udenfor særligt længe, men hun kunne allerede mørke sine skuldre blive fugtige til trods for det ekstra lag som den tykke, gråbrune kappe udgjorde. Hun ville være gennemblødt og hun ville være kold inden, hun kunne komme hjem, hvor alt ville blive afklædt ned til det første fuldt ud tørre lag beklædning. Og så nu uden hovedække blev det øverste lag af hendes hår nu også tunget ned af regnen. Sikkert kun for at blive yderligere utæmmeligt og friseret, når det igen ville blive tørt.
Stormvejret, hun stod i nu var dog ikke det højeste. Det ville blive en vild nat, hvor vinduesklapper ville ruske og hvor gørtlerne ville få en lidt tungere møntpung som hængsler skulle erstattes. Sådan gættede hun i hvert fald. Hun kunne tage fejl og stormen ville nå at lægge sig til intet andet et sus i krogene, der ville fløjte hende i søvn og kun have hende til at krybe let under sine tæpper.

Bronzenøglen havde hun kun lige været ved at stikke i låsen, da endnu en blæst vinklede sig ind og skubbede kraftigt mod døren. Den svang op - tvang endnu en forskrækket lyd fra hendes strube - og havde nær revet hende med tilbage indenfor i lyseriets resterende varme, havde hun ikke nået at trampe sine fødder godt ned i jorden og gribe om håndtaget med begge hænder for at have nok muskel til at modkæmpe vinden og lukkede døren igen med en tung og anstrengt udånding. Denne gang rykkede hun håndtaget opad for at sikre sig, at den solide mekanisme havde hæftet sig, og hun slap dernæst håndtaget helt for ikke at risikere at det skulle ske igen, at hun i det abrupte gib fra blæstens kraft, trykkede ned på det.

Kappen flagrede som en pisk omkring hendes lille skikkelse, og det samme gjorde skørtet på hendes kjole, hvis underkant ikke ville kunne undgå at blive både mudret og våd i vejret. Ankler blev af og til synlige, men den ekstra tyngde syet i underkanten afholdte skørtet i at flyve meget længere op, før det faldt anstændigt på plads. Tyngden af selve stoffet borgerlige kjoler oftest var syet af hjalp også med.
Atter blev nøglen stukket i nøglehullet, og hun drejede den om i en fiks bevægelse med håndleddet. En lædersnor, der var bundet til nøglen, blev afsløret til at have været viklet omkring dér; en ekstra forsikring mod at tabe den. Det var ikke hendes personlige eje. Nøglen var selvfølgelig ejet af lysmageren der ejede lyseriet, Aemar Lysmager. Men to år under hans lære - og visse ligheder med hans egen datter, da hun var hendes alder - havde etableret tillid hos den gamle mester. Og som manden havde tilladt sig en tidlig fyraften til Falken og Kronen var Amélia blevet lastet med ansvaret for at lukke stedet ned midt i efterårsstormen.

[Actard fra Arge]

Vinden var barsk denne sene aften – men det var vel at forvente, nu da efteråret for alvor havde meldt sin ankomst. Stormvejret regerede med en utæmmelig hidsighed, og den ville utvivlsomt forstyrre manges søvn i løbet af natten. Byhusenes gamle træskeletter gav sig og knirkede beklagende som en arbejdsslidt vaskekones gigtplagede albuer. En enkelt spand var kommet på afveje og rullede hastigt gennem Håndværkerkvarteret, som havde den noget, den skulle nå, da et hårdt vindstød susede igennem de mennesketomme gader. Ingen med forstanden i god behold opholdt sig frivilligt ude i sådan et vejr, og da slet ikke efter mørkets frembrud. Det var at bede om ballade, og kun en tåbe gjorde dét. Jah, man gjorde sig klogt i at blive inden døre, hvor man kunne ligge og lytte til ildens beroligende knitren, indtil daggryet forhåbentlig bortjog himlens vrede.

Ikke alle Levagnys borgere var dog drevet af fornuft, og en særlig beboer havde ry for at vandre hvileløst rundt både nat og dag, kom regn eller sol. Søvnens gudinde havde tilsyneladende ingen nåde tilovers for misfostre som ham. Uro og søvnløshed plagede barbaren fra Arge, og den mest effektive måde at kombattere dette på var med lange, raske gåture.
Det var efterhånden blevet en temmelig våd en af slagsen, men der var ingen gåsehud at se på den blege, arrede hud. Udadtil var han kølig, men han følte sig ikke spor kuldskær, skønt tøjet allerede var blevet gennemblødt af regnen, og den hvide skjorte klæbede sig til det lige så hvide bryst. Tværtimod havde han det, som om han brændte. Pulsen dunkede i de synlige blodårer, der krøb sig fra hænderne og op ad de stærke arme, og han følte, hans indre kogte. Måske skyldtes det trætheden. Måske skyldtes det de hurtige skridt. Eller måske skyldtes det vreden, som havde taget bolig i ham tidligere på aftenen.

Det var ikke mere end et par dage siden, en ny vanskabning var ankommet til Cirque du freak. En ung kvinde, som næppe havde mere end seksten somre på bagen. Hun var en spinkel sag med hår sort som natten og øjne ligeså – men hendes ansigt var hæsligt, endda hæsligere end Bæstets eget. Det var som delt i to af en økse, med to krogede næser, vidtspredte øjne og en stor, skævtsiddende mund med en iøjnefaldende læbespalte. Og så var hun stum. Det havde han i hvert fald været sikker på indtil for få siden, hvor hans uønskede berøringer havde fået hende til at skrige i vilden sky, så samtlige af cirkussets misfostre var kommet rendende. Hun havde været der i knap to døgn og blev allerede behandlet som et højtelsket medlem af den bizarre familie. Han havde været der i omtrent tyve år og aldrig oplevet bare snerten af dén samhørighed. Arrigskaben, som straks var boblet op, var som en tikkende bombe, der truede med at eksplodere alt og alle i nærheden; så der havde ikke været andet for end at forlade stedet og søge ud i det grumme vejr.

Egentlig havde han ikke været på udkig efter nogen. Men om det var skæbnen, guderne eller noget helt tredje, der ville det, gled hans blik tilfældigt mod en kvindelig skikkelse længere fremme, og hans planer ændrede sig i dét øjeblik.
Kvindens hår var lyst og blottet, og lange, krøllede lokker dansede forførende for ham i den hvirvlende vind. Hun stod og fumlede med et eller andet, kunne han se; en dør – men skiltet, der gyngede voldsomt frem og tilbage i uvejret, afslørede, at det snarere var en forretning end et hjem.
Det var alt, han behøvede at vide, og snart var han helt henne ved den fremmede kvinde. Lige i tide til at opfange lyden af låsen, der blev drejet om. Sekundet efter ville hun kunne se en arm komme til syne ud af den ene øjenkrog, og øjeblikket efter dukkede endnu en op i den modsatte side, som Actard placerede de store, grove hænder på hver side af dørens karm – lavt nok til, at kvinden ville være nødsaget til at bukke sig for at komme væk. Men hænderne var grådige og hurtige, så skulle hun gøre forsøget, ville et fast greb lukke sig om hendes overarm.

“Det er sent for sådan en yndig, lille frøken som dig at bevæge sig udenfor...” Stemmen var dyb og ru, som var ejerens stemmebånd lavet af rusten pigtråd.
“Lås du hellere op igen. Kom så, det er bedre inde i varmen... Inden min tålmodighed løber ud.” Det legende, der før havde været en undertone af, var nu pist væk og erstattet af en ubehagelig alvor. Et tavst, implicit løfte om, at han ville gøre hende ondt, hvis hun ikke lystrede.

[Amélia af Blauhöring]

Stormen havde medbragt alt for meget støj til at et menneskes hørelse ville have bare den mindste chance for at opfange lyden af skridt henover gruset. Om skridtene så var store og faste og insisterede på en så direkte kurs. Med hvor meget det buldrede faretruende i det fjerne og hvor larmende regnen ramlede med husenes tage, så var det ikke så underligt, at Amélia ikke blev opmærksom på det brede monstrum af en skikkelse, der nærmede sig. Ikke før, at han trådte ind i hendes atmosfære, og hun straks følte fornemmelsen af ham ulme sig meter højt over hende. Det kom som et koldt pust i nakken, der stimulerede hårene til at rejse sig bare en smule og vækkede lidt mere af hendes naturlige bevågenhed. Dog drejede hun sig ikke omkring. Der havde alligevel ikke været meget for hende at gøre, før en muskelbygget arm indkapslede hende på begge sider..
Hans tilstedeværelse havde stoppet hende i størstedelen af hendes bevægelser og for en god stund stod hun blot der med ryggen stadig vendt mod ham og ansigtet væk. Hendes hoved drejede sig kun en anelse for at lade hendes øjne lægge sig på arm-blokaden til netop den side. Hånden, der knap nok havde lukket sig om håndtaget igen for at tjekke låsen, gled umådeligt langsomt og forsigtigt af det igen for at falde ned langs siden. Så diskret som hun nu kunne gøre det. Lige som hun diskret udnyttede at hendes hals var delvist ude af syne og sank. Hun drejede da hovedet yderligere omkring og vendte samtidig sig helt hele vejen omkring for at endelig lægge øjnene på skikkelsen - manden, for efter han havde talt var der ikke længere nogen tvivl om kønnet.
Violet mødte straks med rød, som hun helt automatisk mødtes med hans blik til trods for at hun var nød til at vippe sit hoved et godt stykke tilbage for at det kunne lade sig gøre. Et lyn et sted i horisonten slog ned i det præcise øjeblik og lyste ham for en stund op. Lagde farlige skygger i hans skamferede ansigt, der gav en hver med fornuft trangen til at træde bagud. Gøre afstand. Hendes hjerte bankede, dét kunne hun ikke komme uden om. Han var ufattelig høj, og krummet godt ned over hende for at kunne have sine arme placeret strategisk. Ustabil lagde hun svagt mærke til.

Så skilte hendes læber sig atter ad: ”Pålæg ikke din tålmodighed på andre,” svarede hun tilbage uden at hendes blik hverken svajede eller veg bort fra hans. Udtrykket i hendes ansigt var lige så stoisk som hendes stemme frem for provokeret eller skræmt. Men alligevel lå det hele svøbt i en form for trodsighed overfor hans behandling af hende. Hans beordring. De underliggende trusler i hans skiftende tone. Hendes øjne gled da væk fra ham i takt med, at hun bevægede sig til at netop dukke under hans ene arm, et sølle og naivt forsøg på at fjerne sig selv fra hans selskab men fluks følte hun ham gribe fat i hende og hun stønnede sagte af smerten samtidig med, at hun blev nød til at tage et par usikre skridt tilbage til, præcis hvor hun havde stået før. Og naturligvis blandede violet sig igen med rødt, kun afbrudt af løsthængende hårtotter, der blev fra tid til anden blæste ind foran.

”Hng! Søg dit ly for stormen et andet sted. Jeg lukker dig ikke ind her,” trillede det standhaftigt af hendes tunge, som hun ligeledes løftede en hånd op til hans om hendes overarm. Hendes var betydeligt mindre end hans, men det var jo netop, hvad der kunne give hende bedre mulighed for at klemme sine fingre ned mellem grebet og hendes bløde arm. Hun besad dog langt fra nok fysisk styrke til at faktisk tvinge ham til at give slip på den måde. Kun hvis hun kunne nå et nervepunkt, men så heldig var hun ikke, hvis det da var, hvad hun have haft i tankerne. Nej. Alt hun behøvede var at lægge bund for hendes egen følgende kommando. ”Slip mig.”
Hånden med nøglen viklet omkring, tilhørte armen, han havde grebet, og gjorde det muligt for hende, at lade den søge lidt i sky i kappen. At have ham stående hvor han gjorde, hjalp en smule på at skygge på vinden så kappen heller ikke flagrede nær så meget.

[Actard fra Arge]

Nåh-nåh – så det var en ilter lille én, han havde fået fat i. Et pigebarn, som til bedste evne forsøgte at fremstå som en kvinde. Med de rette ord – sagt i det rette tonefald – kunne hun måske give sig ud for at være mere moden, end hun egentlig var, men det unge ansigt narrede ingen. Heller ikke Bæstet. Det stoppede dog ikke pigen i at belære ham. En grinagtig formaning blev det til. Første fejl. Var hun ikke klar over, hvem han var? Tøsen burde være mere varsom med at tale så frit. Føjelighed kom man langt med. Jah, man undgik i hvert fald at måtte lade livet i en formørket gyde. Det var vidst på tide, at nogen lærte denne lyshårede sag, hvad der skete med trodsige tæver, når de modsatte sig den forkerte person.

„Jeg gør nøjagtigt, hvad der passer mig,“ rungede det monotont ud mellem to buldrende tordenskrald.
Ligesom skønheden fastholdt udyret sit blik uden tegn på ubehag. Hun var modig – modigere end de fleste. Rygter advarede mod øjenkontakt med den rødøjede kæmpe, og dem gjorde man klogt i at lytte til. Men hende her vendte tydeligvis det døve øre til, når det kom til sladder, eller også gik hun blot rundt med et dødsønske. Pigebarnet besad for pokker ikke engang fornuft nok til at blive inden døre, når himmel og jord stod i ét. Med andre ord bad hun derfor selv om det. Hun bad selv om at blive udnyttet. Om at blive gjort fortræd. Så det var uden skyggen af barmhjertighed, at Actard lukkede hånden om hendes arm, da hun dristede sig til at gøre et flugtforsøg. Anden fejl.

En hul latter, suget tør for enhver form for glæde og varme, blandede sig med lyden af den susende vind. Hånende. Som var han overbevist om, at han allerede havde sejret. Og det havde han måske også.
„Det er ikke ly for stormvejret, jeg søger...“ afslørede han på kryptisk vis. Ikke at det krævede den store kløgt at gennemskue Bæstets intentioner. Hendes feminine hånd havde nær ingen effekt, og jo mere ihærdigt hun prøvede at lirke sig fri af hans greb, desto mere strammede han til. Fingrene borede sig ind i overarmen, og i ét ryk hev han sin fangst tættere på. Uden at give slip bevægede han hånden, så huden vred sig under kjolens stof som en våd klud. Røde mærker ville utvivlsomt aftegne sig på den alabasterblege hud.

„Jeg slipper dig, når du gør som jeg siger og låser op,“ bed Actard hende af og skubbede så den lille frøken mod døren – stadig med sin hånd om hendes arm som et stramtbundet reb om en pæl.
„Og begynder du at skrige, bliver det værst for dig selv. Forstår du det, tøs?“ Det var sagt som en reel advarsel, men hendes skrig ville næppe tildrage sig meget opmærksomhed, før han nåede at forstumme det med en hånd presset mod hendes mund. De få, arme drabanter, som vejret til trods stod for at holde gaderne sikre, var garanteret krøbet i læ under nærmeste halvtag. Gaden, de befandt sig på, lå i hvert fald øde hen. Øde for mennesker og øde for håb.
Turde pigebarnet mon satse på, at en af byens sovende beboere ville komme hende til undsætning, hvis blot hun lavede støj nok? Ville dét blive hendes tredje fejl, eller ville hun endelig indse, at kampen var tabt på forhånd og makke ret?

[Amélia af Blauhöring]

En grimasse, hun ellers havde været omhyggelig med, at ikke vise, da hånden havde grebet hende, foldede sig da frem i hendes porcelænsfine ansigt, idét grebet blev mere insisterende. De ømme nerver i hendes muskelmanglende arm peb og skreg for hende, og hun måtte bide tænderne sammen for ikke at lade endnu en lyd ud mellem de buttede læber. Fingrene på hendes hånd havde ikke dengang chancen for at grave sig en millimeter ind under hans, og selv hvis det havde lykkedes hende, ville det blot have tilføjet til pinen og behaget. Han var stærk. Selvfølgelig, var det hurtigt en ting, et observant øje kunne have skuet ved kun at se på ham, men alligevel føltes hans styrke naturlig. Ikke så meget klemmet, men styrken der lå i at bibeholde klemmet. Som en krokodilles ubarmhjertige kæbestyrke til at bide ned. Var man først fanget, var der ikke noget at gøre. Sådan kunne det i hvert fald ligne, sådan som det så ud nu. Skridtet, som hun blev tvunget til at tage mod ham, blev klodset helt af sig selv grundet pludseligheden af det. Det var lige for at, hånden, der straks havde forladt sit forsøg på at klo sin arm fri, havde landet mod Bæstets brystkasse i en underbevidst brug for at støtte sig til noget. Heldigvis blev hendes stabilitet fundet fin i hendes fodfæste alene og trodsighed kunne fortsat anes i blikket, der fandt tilbage op mod ham trods hvor akavet det var for hendes nakke.

Amélia var umiddelbart blevet stum. Ikke at hun var en pige, der sagde meget til at starte med, men det kunne meget nemt fortolkes som underdanighed, sådan som hun ikke talte tilbage til ham. Sandheden var lidt en anden. Det var nærmere en erklæring om, at han hun ikke have meget andet at sige til en mand som ham. For selvom hun viste åbenlys dumdristighed med sit møde med ham, betød det ikke, at hun ikke var bekendt med hvem han var. Hun priste dét at kende til folk højt, og skikkelsen her, var ikke just ukendt af godtfolket. Ingen drømte om at støde på ham. End ikke hende, som desværre blev bevist hvorfor midt i nattens storm.

Endnu engang blev hu tvunget til at tage et klodset skridt. Denne gang gjorde hun det bevidst en smule mere klodset, som havde dét at blive skubbet og drejet mod døren nær haft hende til at vikle anklerne og snuble over fødderne. Hun kunne kun trøste sig selv med, at hendes små ufrivillige lyde blev overdøvet af himlens buldren og beklagelser.
”Så slip mig,” ytrede hun sig med samme sikre toneleje, dog havde hun sænket stemmen lidt. Sigende bøjede hun forsigtigt i armen, han holdte ved, for at fremvise ham bronzehånden i hendes hånd til ham. Han havde selv sagt, at han ville slippe, så længe hun låste op. Og med nøglen i hånden, hvor hans greb vred hendes arm stiv og stort set ubrugelig, så var det vel også nødvendigt, hvilket hun sørgede for at klargøre for ham igennem de violette øjne. Hun var rolig, ja, men hun var bestemt ikke tilfreds. Og hun gjorde hvad han sagde, men det var ikke med egentlig villighed. Hun kunne heller ikke gøre meget ved hendes hjerte, der bankede en højere puls under facaden. Så længe han ikke nok tæt nok på til at kunne mærke det. Hun spændte op i kæben…

Om han faktisk holdte ord og slap hende, så hun fermt kunne sætte nøglen i låsen, hun kun lige havde haft held med at lukke og låse, eller om han blot førte med, stadig med jerngrebet i hendes sarte arm, så fandt nøglen tilbage i nøglehullet. Hun drejede ikke nøglen om lige med det samme. Genovervejede sine tanker. Men det var til ingen nytte, for hun kunne intet gøre, hvor hun stod. Følte hun sig uhjælpelig? Nej. Hun drejede nøglen om lige som et hårdt vindpust havde passeret og der blev åbnet op ind til det tomme lysmageri. Der var varmt. Betydeligt varmere end udenfor. Ildstederne under voks-karrene var slukkede med det havde ikke være mere end et kvartal siden, at de havde været varende gløder. Og blæsten susede ikke om ens ører eller rev i tøjet.
Nøglen forblev i hendes hånd. Snoren fortsat viklet omkring håndleddet.

[Actard fra Arge]

Det var i sig selv god underholdning at observere, hvordan et offer reagerede på Actards rædselsvækkende tilstedeværelse; hvordan de håndterede den grove behandling, der var sammenlignelig med at træde barfodet ned i en bjørnefælde. På nogle sprang tårerne frem i øjenkrogene, før han overhovedet havde rørt dem. Andre råbte op og var som oftest ikke besværet værd. Og så var der de mere forsigtige, som troede, at de kunne overliste den tykpandede kæmpe – indtil de fandt ud af, at han måske ikke var så tykpandet alligevel, men da ville det være for sent at skifte taktik. Hende hér lod til at høre til den sidste kategori … krydret med et mindre attitudeproblem.

„Du er ikke i en position til at give ordre. Jeg slipper dig, når jeg er sikker på, du ikke løber væk,“ brummede han surt. Noget hun allerede havde forsøgt én gang vel og mærke. Hvor dum troede hun lige, at han var?
Hånden brød det tidligere løfte og forblev om hendes arm, som var den svejset fast. Og skønt grebet fortsat var stramt, hev han ikke i overarmen, men fulgte den derimod frem, så hun kunne låse døren op. Han var tæt på at vrisse, at hun skulle skynde sig, men så skete der noget, og varmen indefra kunne mærkes som et indbydende tæppe, der lokkede én indenfor i den lune bolig.

Brat vred Actard pigens arm om mod ryggen og skubbede så på for at tvinge hende nogle skridt fremad. Luften føltes tung i forhold til udenfor, men til trods for vinden stadig tudede i Levagnys gader, kunne man da høre sine egne tanker igen. Det var rart at være i læ, men mørket var endnu tættere på denne side af husmuren. Det eneste, han kunne ane, var den unge kvinde foran sig og svage, orange gløder her og der.

Døren lukkede i bag dem med et brag – hjulpet på vej af både kæmpens frie hånd og et hårdt vindstød. Bæstet skulle endelig til at slippe hende, hvilket hun måske kunne mærke, sådan som fingrene begyndte at løsne sig; men så strammede musklerne i hånden pludselig op igen, og han skubbede dem videre ind.
„Du arbejder her? Tænd noget lys,“ kommanderede han og ventede på, at hun ville gøre, som han sagde. Normalt ville han ikke tage sig af mørket, og hans hænder ville allerede være i gang med at flå og rive i den andens klæder. Men der var sjældent adgang til lys, og tiden var ofte sparsom. Hér var lys ingen mangelvare, og i disse ugudelige timer af døgnet var der næppe nogen fare for at blive forstyrret.
„Hvis din arm sover, må du bruge den anden,“ blev der tilføjet, som om han allerede kunne høre hendes klagesang.

[Amélia af Blauhöring]

Tænd noget lys.
Det var lettere sagt end gjort, og han gjorde sig klog i at komme hendes i forvejen, for med ordene klar på tungen, havde hendes læber kun lige akkurat nået at skille sig ad for at tale op imod hans urimelige kommanderende. Så de søgte blødt sammen igen og hun forblev stille. Modstridende stille. Hun havde aldrig snakket meget eller råbt op som en forkælet tæve i glassko, men der havde været en tid, hvor hun gav mere lyd fra sig. Hun havde bare lært, at de sjældent blev hørt. Han havde truet med at det ville være værre for hende, skulle hun skrige op, men det have ikke engang været nødvendigt. Diskret, og forhåbentlig usynligt i mørket, der opslugte lysmageriet, drejede hun hovedet en anelse for at snige sig et blik af monstrummet i den anden ende af det smertefulde jerngreb. Skimmede hans mørklagte skikkelse ud af øjenkrogen for en kort stund, før hun førte blikket fremad igen.

Den unge komtesse kunne se lige så lidt som hendes tvangstilførte ledsager kunne, men hun havde en vis fordel. Hun kendte til stedet, så hendes øjne behøvede ikke at tilvende sig mørket alt for meget, før hendes hukommelse optegnede diverse silhuetter. Hun undgik blandt andet nemt et skarp bordkant, som hun langsomt trådte dybere ind, og som hun så til siden, kunne hun lige lægge mærke til omridset af de to antænderer på bordet nær et halvt udbrændt vokslys i en stage. Det var ingen nytte at forsøge sig med dem. Uden brug af sin ene arm var ville det næsten være nemmere at gnide vægen mellem sin tommel- og pegefinder og håbe på friktion til at skabe gnister.
”Er du bange for mørket? Mere end stormen udenfor?” spurgte hun efter længere tid med tonstung stilhed fra hendes side. Hånden, han holdte solidt på hendes ryg, var ved at gå i krampe på grund af den akavede stilling, for ikke at tale om ubehaget i skulderen. Det var lidt af en kamp at fortsætte med at gå oprejst, for mest af alt, råbte hendes krop efter at bøje sig og vikle vredet ud igen. Hun fortsatte med at gå med prøvende skridt, prøvende for at vide, om han overhoved lod hende tage dem. Men var det et tændt lys, han ville have, så måtte han trods alt lade hende lede. I midten af lysmageriet var det største ildsted. Firkantet og med en mekanisme, der tillod en større rektangel gryde af en art til at hænge fra loftet henover, hvad der nu kun var slukkede gløder. På daværende tidspunkt var smeltekarvet hævet så som Amélia stod foran det, var hun ikke høj nok til at se de stadig lune bivoksrester i det.

En metal tang lå ved kanten af ildstedet, det yderste liggende udover for netop ikke at blive varmet op ad heden, så den kunne gribes af en bar hånd. Dog fandt Amélia den stadigvæk altid faretruende varm. Aemar Lysmager havde mange flere lag hård hud på sine håndflade end hende. Det var en akavet følelse at tage om den med hendes ikke-dominerende hånd, men ikke så besværligt, at hun ikke kunne. Hun prikkede og rodede rundt i de sølle gløder med spidsen af tangen for at bringe det liv, hun havde taget fra dem, frem igen. Uden tændstikker til rådighed - det ville simpelthen være for dyr en omkostning at bruge - var gløderne deres bedste mulighed for et tændt lys.

Dog var det ikke én større klump kul, hun samlede op fra ildstedet. Pludselig, som hun gjorde et sving med håndleddet, blev en regn af mange, bittesmå rødorange-lysende gløder smidt hen over hendes skulder. Størstedelen fløj i retningen, hun ønskede, men selv som hun lænede hovedet dybt væk for at undgå dem, så blev hun selv offer for et par stykker, der landede mod den nøgne hud ved hendes hals og skulder. Og i hendes kind og hage. Det sveg som bare pokker, men det var ikke nok til at ikke kunne bide det i sig.

[Actard fra Arge]

Tålmodighed var ikke en dyd, Actard kunne prale af at besidde. Alligevel var han tys som en skygge – omend en stor og truende én af slagsen – da han fulgte pigebarnet rundt i mørket. Ingen brok lød bag hende, men de røde øjne var på vagt. Som ulmende gløder i den sorte tomhed sikrede de sig, at hun ikke var ude på ballade. At hun gjorde som beordret og ikke alt muligt andet. Den blege kæmpes tiltro til sin egen styrke havde det dog med at gøre ham knap så opmærksom, som han måske burde være.
„Hvis du fortsætter med at tale med så fræk en kæft, vil du komme til at fortryde det,“ snappede han af hende og rynkede irritabelt på næsen. Advarslen blev hængende og vibrerede i luften. Han brød sig ikke om den manglende respekt. At hun var villig til at trodse situationens dødelige alvor for at smide en så rapkæftet bemærkning efter ham … dét fik blodet i hans årer til at koge. Og denne vredens feber fik ham endnu engang til at føle sig brændende varm.

Pigen standsede, så det samme gjorde Bæstet; og mens han stod der og ventede, gled blikket ud til siden. Det vandrede hen over udefinerbare genstande, som konstant syntes at skifte form i mørket. Intet var til at stole på, når solen sov, tænkte Actard. Drevet bort af natten og mørkets mange løgne.
Han hørte den anden rode i gløderne, og lyden af metal mod forkullet træ trak i hans nysgerrighed. Men netop som hans øjne søgte tilbage mod den unge kvindes baghoved, udførte hun en uventet handling. Et væld af små gløder fløj op i luften, og som orange dråber regnede de ned over pigen selv – og ikke mindst den stygge mand bag hende. En snedig udtænkt plan … hvis ikke Bæstets ydre stadig havde været gennemblødt fra at vade rundt i det regnfulde stormvejr udenfor.

Stænket af glødefragmenter pulveriserede og blev til aske, så snart de landede på den hvide skjorte. De våde lokker fik de orange snefnug til at smelte, og kun få af de, som ramte huden på den blottede hals og i ansigtet, kunne mærkes som en let sviden. Varmen i hans indre derimod … den var nu skoldende hed. Sydende af arrigskab.
Hånden om pigens arm løsnede sig og forsvandt, men friheden var kortlivet. De store fingre viklede sig i stedet ind i en klump af lyse krøller, og som han tog et skridt bagud, hev han hende med sig i så hårdt er ryk, at man skulle tro, han forsøgte at rive håret ud af skallen på hende.
„Må guderne vise dig nåde, stride møgkælling,“ hvislede han med en stemme, der dryppede af gift. „For dét har jeg ikke tænkt mig at gøre.“

Med dét blev lokkerne sat fri igen, men kun for at gøre det muligt for de monstrøse arme at fange hende på ny. Anstrengte grynt og tunge vejrtrækninger kunne høres over hovedet på pigebarnet, som han med vold forsøgte at få hende til at smide tangen, hun havde brugt til at rode i ildstedet med. Lykkedes det, ville han stramme favntaget omkring hendes lille ramme, og kort efter ville hun mærke jorden forsvinde under sig, som han løftede hende op. Snerrende ord om, at hun skulle forholde sig i ro, ville følge. Hun ville være den første til at støde ind i bordet, han inden længe ville tvinge hende ind over; fødderne ville atter genforenes med gulvet, men de stærke hænder ville presse hende ned mod bordpladen … og så ville hun føle, hvordan kulden krøb mod hendes ben, som hendes skørt blev trukket højere og højere op af en grådig hånd.

[Amélia af Blauhöring]

Gløderegnens formål havde ikke just været at brande og svie. Om andet ville det dog uden tvivl have været en velset tilføjelse. Men hade komtessen haft planer om at skamfere manden ydeligre end han allerede var, så ville tangen have været budbringer for et noget større kulstykke. I stedet havde hun håbet for distraktion. Noget guderne tilsyneladende ikke havde haft i sinde at overgive til hende sådan uden videre, skulle det hurtigt vise sig. Dog ikke før, at et lille håbefuldt vindue viste sig for hende, da hendes vredne arm blev slukket. Amélia spildte bestemt ikke tid på at blive stående og allerede inden, hun egentlig havde fået ført sin arm ordentligt ud af dens akavede og unaturlige position på ryggen, havde hun sat i gang. Hun havde endda strategisk bukket sig en smule for at gøre sig selv endnu mindre, end hun var og gjorde god brug af den ene fordel, hun havde overfor en så overlegen i styrke og brutalitet. Hvis da bare det havde lykkedes..
Blege fingre farede ind i hendes løsthængende hår lige som hun kun knap havde taget sit første skridt i sin flugt, og hun hvinede smerteligt og kort, da hendes hovedbund voldsomt blev krænket. Øjnene klemte helt automatisk i af den pludselige smerte og straks havde begge hendes hænder fundet omkring for at gribe modarbejdende fat i hånden, der trak. Metaltangen havde hun hurtigt tabt. Det var én ting, at han flåede tilbage, men grundet hende egen hast i den modsatte retning, var det straks værre, og for en stund, havde det oprigtigt føltes som om, at alt for store totter af de blonde krøller nu ville ligge slapt i hans hule hånd. Virkeligheden var dog en anden, til trods for at godt et dusin fine hårstrå nu stadigvæk havde løsrevet sig og nu hvilede mellem hans fingre.

Det blev til et højt frigivende gisp, da han slap hende igen og skænkede hendes sartgjorte hovedbund en næsten overvældende lettelse. Men så lige netop al den luft, hun skarpt havde inhaleret blev tvunget til at blive i lungerne. Fanget bag læber snerpet så tæt sammen, at hendes kæbe havde låst sig selv fast i processen, så snart hendes øjne åbnede sig og hans nye tag i hende blev indviet. Han stod som en mur foran hende. En mørk, brummende og arrig mur. Enhver ville opleve sit hjerte banke af frygt, præcis som den lyshårede kvindes gjorde.

Først vred hun sig i hans arme og så snart hendes fødder ikke længere havde fodfæste, begyndte hun ihærdigt at sprælle med benene, mens hendes hænder kæmpede i et forsøg om at skubbe sig opad ved brug af Actards solide arme som støttepunkt. Tidsnok ville det være, at hun kunne have ålet sig fri, men tid var ikke noget, hun havde meget af, før hendes læn ramte hårdt imod en bordkant. Og så hendes ryg og baghoved. ”Agnh!” lød det fremprovokeret fra hendes strube, da anstrengelserne krævede hendes læber adskilt. Og så følte hun det. Den isnende kulde, der skød igennem hele hendes krop som et nerveseparerende jag. Skørtet. Hånden. Berøringen.
Hun kæmpede langt mere imod nu, end hun havde gjort tidligere. Hvad der skulle ske havde været nem at forudse, men modsat der til nu, var der meget mere på spil.
Det var svært for hende at stå ordentligt, og selvom han havde ladet hende nå gulvet, så var det også kun lige nok til, at hun måtte stå og balancere på oprejste tær, der gentagende gange måtte skiftes om god kontakt med gulvbrædderne. Hun vred sig fortsat under ham og desperate små hænder pressede sig kradsende mod hans overkrop i takt til at flere anstrengte lyde kom fra hendes hals. Hvad en skrammel, der lå på bordet omkring dem blev ubemærket væltet eller skubbet bort.
Det ellers så lange og dækkende skørt havde hele veje op til over hendes hofter og blottet de elfenbenshvide ben, da hendes ene hånd stoppede sine forgæves forsøg på at fjerne ham fra sig. Bronzenøglen, hængende fra den korte snor om hendes håndled, glimtede diskret i et flygtigt skær fra en uvis lyskilde lige som en armbevægelse kastede den op i hendes håndflade, hvor den blev knuget stramt. Der blev ikke tøvet - ikke det mindste - da hun kraftigt jagede nøglens spids ind i overarmen på bæstet. Hun trak tilbage igen lige derefter og jagede så igen; denne gang direkte ind i hans side. Hun lagde al sin styrke ind i det. Og så mere til. Hun måtte bide stødene, der blev sendt igennem hendes egen arm, i sig.