Ikke ligefrem i køjesenge

[Helene af Suilleaux]

Helene kom lidt for sent ned til aftensmad. Hun vidste at forældrene ikke skulle spise med, men hun havde lidt glemt at Durant af Rouvry skulle og at det ikke bare var tjenestefolkenes liv hun gjorde besværligere.

Da hun så ham fra døråbningen, så hun derfor passende overrasket og skamfuld ud. Hun klarede halsen lidt og nejede yndigt.

"Jeg vidste ikke du var hjemme," beklagede hun.

[Durant af Rouvry]

Blikket gled op fra den tomme tallerken, der endnu ikke var blevet fyldt af tjenestepigen der stod et stykke bag bordet. For hvorfor fylde tallerkenen når han havde insisteret på at vente til søsteren dukkede op, nu hvor bordet var dækket til to? Grønne øjne fangede Helenes skikkelse, før han nikkede som hilsen og dernæst som anvisning til hjælpen så sulten kunne slukkes i mere end vand.

"Det var heller ikke planen," Han havde egentlig tænkt sig at deltage i middagen med forældrene og deres forbindelser. "Hvad opholdte dig?" spurgte han, uden at lyde fordømmende over hendes sene ankomst.

[Helene af Suilleaux]

Helene krydsede afstanden og sank ned på en stol, som blev skubbet ind bag hende. Hun smilede beklagende til sin langt ældre bror og klarede halsen let.

"Jeg blev opslugt af min bog," svarede hun ærligt. Ingen grund til at lyve. "Og jeg troede jo jeg skulle spise alene."

Hun betragtede ham lidt, imens de fik serveret. "Hvordan kan det være du spiser her?"

[Durant af Rouvry]

Aldersforskellen havde sat sig sine spor i deres forhold. Dels fordi de havde været foruden hinanden i det meste af deres, ellers delte, levetid. Durant var ikke sen til at plante en gaffel i en af kartoflerne, før tallerken var helt fyldt. Appetitten var ikke et stort problem længere.

"Det passede mig bedre," svarede han så blot. "Der var ingen grund til at jeg deltog i middagen," Han havde undskyldt sig ud af aftalen, selvom han vidste at han derfor umuligt kunne gøre det samme med den næste. Faderens pres om at finde et nyt parti til Durant var blevet mere mærkbart igen.

"Desuden er maden bedre her."

[Helene af Suilleaux]

Helene hævede et bryn over undskyldningerne og kunne godt fornemme grunden bag. Hun spiste lidt, før hun løftede blikket til sin langt ældre storebror en gang til.

"Var hun så utiltalende?"

[Durant af Rouvry]

Forbavselsen fik stoppet ham midt i tyggeprocessen, og det støvgrønne blik blev da også rettet op fra tallerkenen og mod lillesøsteren. "Observant," Fik han sagt, med den mest tørre spøgefuldhed.

"Ikke just. Men vi kan finde et bedre parti." Han havde skubbet det længe nok, men blev ved med at holde kriterierne absurd høje.

[Helene af Suilleaux]

Helenes mundvige sitrede svagt over storebrorens tørre svar og havde hun stået op, ville hun have knejset den mindste smule i en anelse ironisk munterhed. I stedet nøjedes hun med at løfte sit glas og tage en tår af den fortyndede vin.

"Vi burde indgå et væddemål," musede hun. "Om hvem af os de får afsat først. De er stort set lige ihærdige med os begge." Hun hævede begge bryn en smule.

[Durant af Rouvry]

Durant havde ændret sig markant efter sin kones død, men selvironien havde langsomt boblet sig frem som et tørt forsøg på at genvinde svunden humor og ungdom. De seneste år, havde taget endnu flere af ham. Dog kunne han ikke blive ved med at løbe fra tiden og pligterne som arving til grevedømmet.

Et øjenbryn løftede sig langsomt ved Helenes dristige forslag. "Og den der afsættes først er... vinderen?" spurgte han granskende. Det var hvad man burde stræbe efter, men han kunne ikke lade være med at spørge. Især fordi han ikke ligefrem virkede entusiastisk over ideen omkring de nærmeste.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs lavt og betragtede sin storebror sigende. "Det tror jeg ikke du mener," konstaterede hun roligt. Måske var han otte år ældre end hende, men hun var til gengæld ikke rigtig nervøs for at støde ham på manchetterne. Han kunne tage det.

"Vinderen bliver den, der har ret. Jeg tror, at de får dig afsat først og går fuldstændig ud af deres gode skind, når jeg fylder tyve og jeg stadig ikke er gift."

Hun havde kun en ganske lille, bitter undertone. Hun forstod ærlig talt ikke, at hun ikke var afsat endnu.

[Durant af Rouvry]

Nej, det mente han ikke. Helenes direkthed fik ham, endnu en gang, til at trække på smilebåndet, selvom bevægelsen var subtil og snart blev maskeret af en kartoffel der skulle tygges. Selvom det næppe var de pæne manerer der trådte frem, tillod han sig at tale med mad i munden:

"Jeg er enig i, at deres ambition måske er at få mig afsat først," begyndte han, gumlende. "- men jeg tror nu at du ender med at blive afsat først. Du er en ung kvinde, og det er selskabssæson. Du kommer til at møde en masse mænd, der er på udkig efter en ung kvinde af god familie. Vores forældre siger næppe nej, hvis bejlerne begynder at stå i kø."

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede svagt over den subtile kompliment der lå i hans antagelse, men hun havde været igennem to og en halv selskabssæson på nuværende tidspunkt og var stadig ikke blevet afsat. Derfor tyggede hun også blot lidt videre, imens hun tyggede på det han havde sagt. Hun håbede stadig på at hendes forældre fandt hende den helt rigtige, men hun var efterhånden ikke kræsen.

"Så," musede hun lidt, da hun havde sunket igen. "Vi er uenige. Tør du indgå et væddemål? Vinderen skylder den anden en tjeneste." Hendes blik gnistrede lidt. Det lød måske barnligt, men det var det bestemt ikke for hende. Vennetjenester kunne være meget værd.

[Durant af Rouvry]

Selvom Durant næppe formulerede det højt, var der en del af ham der ønskede at han blev afsat før Helene. Han havde oplevet rædslerne som kunne følge et ægteskab, fra sidelinjen, og han ønskede sin søsters sikkerhed og velbefindende. Ønskede at hun fandt et godt parti i en mand der holdt af hende. Selvom den slags, oftest, kom i anden række fra forældre der ønskede at ægte deres børn væk. Der var andre ting der var vigtigere for folk af deres stand.

Han tyggede ligeledes lidt på det, før han lagde gaflen fra sig for at hæve pokalen med vin. "Lad gå, søster. Det kan måske gøre de uudholdelige selskaber mere interessante." Han førte pokalen mod læberne efter et nik i 'skål'.

[Helene af Suilleaux]

Helene ønskede brændende at blive gift. Hun vidste det var hvad der forventedes af hende og hun ville gerne være en gift Frue, der kunne holde sit hoved højt, frem for en uskyldig, uvidende Komtesse, der ikke vidste noget om livet, sådan rigtig. Hun smilede alligevel lidt over Durant og løftede sin egen pokal med fortyndet vin, skålede og førte den til læberne.

"Apropos ægteskaber. Har du hørt, at Igraine af Charenoy nu helt officielt er over sin sorg og også er på markedet?"

[Durant af Rouvry]

Deres interesser var forskellige, men Durant vidste nu også at det - i sidste ende - var i hans bedste, at gifte sig igen. Det var forventet af ham at føre slægten videre og deres far blev næppe yngre eller mere begejstret for at hans søn havde brugt år på at slikke sine sår og kæmpe sig selv ud af det hul han havde været i gang med at grave for sig selv.

"Officielt, hm?" Han bed mærke i ordet, og lidt i lunsen af kød der nu balancerede på gaflen. "Hørte du det først fra resten af samfundslaget, eller fra kattens egen mund?" Tragedier var søskendeflokken ikke fri for. Selvom Durant håbede at Helenes første ægteskab ville blive mere... lyksaligt. 

[Helene af Suilleaux]

Helene var forskånet for direkte at have oplevet samme sorg som sine søskende, men hun kunne da sympatisere. Det betød ikke at hun ikke vidste hvad betydningen var af at de alle tre var på markedet.

"Sladdermøllen. Jeg har først en aftale med hende i overmorgen," svarede hun ærligt. "Men hun bliver nok den sidste af os tre, vil jeg tro, ikke? Hun er jo enke..."