Ikke ligefrem i køjesenge

[Durant af Rouvry]

Igen blev Durant mødt af en direkthed. En form for modvillighed til at bevæge sig høfligt omkring emnerne. Han værdsatte den egenskab hos lillesøsteren. Ærligt, var han træt af meget af skuespillet der ofte omkransede folk af deres rang.

"Det er - desværre - nok sådan det kommer til at blive," Han havde intet behov for at diske frem med hypotetiske scenarier. Den ældre søster var i en særlig situation og var nok også ganske bevidst om dette.

"Det er de terninger der er blevet kastet."

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede. Ingen af dem var naive nok til at tro andet, men det var bestemt ærgerligt. Enkefruer var ikke altid i den højeste kurs, selvom nogen mænd tog dem til sig, især hvis de selv var enkemænd eller hvis de manglede en arving og enken stadig var ung nok til at kunne føde en.

Det var altid meget praktisk orienteret, ægteskaber, og det vidste Helene udmærket. Hun havde ingen illusioner om stor, ægteskabelig lykke. Lykken måtte findes et andet sted. Det var vel hvad man havde elskere til, som udgangspunkt.

"Hvem er det Greven og Grevinden mødes med i dag?"

[Durant af Rouvry]

"Ikke nogen der i hvert fald er interessante nok til at jeg ville ofre et måltid for det," Kommenterede Durant uden at virke den mindste smule beklagelig over den pessimistiske bemærkning. Der blev faktisk trukket en anelse på venstre mundvig. "Nogen sydfra, der kommer til at spendere nogle måneder her i staden. Jeg formoder at det er for at få deres datter afsat."

Han havde efterhånden tømt halvdelen af tallerkenen og næsten hele pokalen.

"Så kan jeg også tilbringe noget tid med min søster."

[Helene af Suilleaux]

Helene synes sydlændinge lød langt mere interessante end nordlændige. Frygten var at blive gift med en mand, der tilbragte det meste af året på en iskold borg i bjergene. Der havde hun alligevel sine reservationer. Hun smilede dog lidt af Durant og drak selv en tår mere af den fortyndede vin.

"Ja, nu er jeg ikke længere den irriterende snotunge, som du besøger en gang om året i et par friuger fra væbnerskolen," drillede hun.

[Durant af Rouvry]

"Ikke det?" Durant hævede blikket fra de sidste væsker i pokalen, før han satte denne fra sig igen på bordet. Han betragtede sin lillesøster lidt over bordet og der var en subtil glød af drilleri at spore i de grønne øjne.

"Du er måske ikke nær så irriterende og lille i højden som dengang, men en snotunge er ens lillesøster nok altid."

[Helene af Suilleaux]

Et hørligt fnys forlod Helene og hun var lidt fristet til at stikke tungen ud, men undlod. Hun var nemlig ikke et lille barn længere. "Man kan ikke være en snotunge, når man er giftefærdig," pointerede hun snusfornuftigt.

"Og du kan selv være irriterende. Også selvom du ikke er en ranglet væbner mere."

[Durant af Rouvry]

Selvfølgelig kunne man det. Durant sagde det dog ikke højt, selvom den svage glød i øjnene måske talte for sig selv før han gav sig til at kæmpe sig gennem den sidste mad på tallerkenen.

"Vi har alle vores rolle at spille. Og irriterende er den rolle jeg spiller for dig. Storebrorprivilegier." Påstod han, selvom han bestemt ville gøre meget for at beskytte sine søstre når det kom til stykket. Uanset hvor meget han så havde holdt sig ude af deres liv i de få år efter.

[Helene af Suilleaux]

Helene himlede med øjnene, men hun smilede, før hun skyllede den sidste bid ned med lidt mere vin. Hun kastede et blik på ham henover pokalen.

"Du spiller rollen virkelig godt," pointerede hun. "Har du også tænkt dig at være en irriterende storebror, når jeg er gift og har tre børn? Bare så jeg kan forberede mig."

[Durant af Rouvry]

"Mh, naturligvis," svarede Durant, der var begyndt at skrabe tallerken lidt fra det sidste. Maden her var virkelig bedre. Ja, selvom han måske ikke kunne påstå den slags uden rent faktisk at have smagt på den middag som forældrene sikkert drak og spiste sig mætte i lige nu.

"Den irriterende storebror. Yngslingsonklen med røverhistorierne..." Remsede han op, velvidende om at der ikke ligefrem var meget konkurrence på det punkt.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs lidt og rystede på hovedet af sin bror. "Utvivlsomt," svarede hun, men kunne ikke lade være med at blive en lille smule blød ved tanken om yndlingsonkel Durant. Hun håbede også på at de kunne forblive tætte nok til at det var virkeligheden, men hun vidste at det ikke altid var sådan. Han skulle lede Rouvry en dag og hun skulle... Et andet sted hen.

"Dejligt fremtidsbillede," medgav hun reelt, selvom han havde remset det op for at drille hende. "Hvad skal du i aften, nu hvor du snoede dig ud af middagen?"

[Durant af Rouvry]

Fremtiden for Durant virkede usikker selvom han, på samme tid, vidste at dens fundament allerede var lagt. Blot fordi man vidste hvor man var om ti år, betød det ikke at rodløsheden som sådan forsvandt fra et bestemt område i brystet. En del af ham frygtede nok både fortiden, fremtiden - og selv visse aspekter af nutiden. Derfor var det nemmere at presse middage væk.

"Jeg kan næppe sno mig udenom middagen, uden at lave noget praktisk som erstatning. Far har nogle papirer jeg skal gennemse," Han var begyndt at aflaste visse af lenets administrative opgaver. Faktisk, havde han gjort det i nogle år, men der blev altid tilføjet mere til bunken.

"Og du? Du skal vel tilbage til bogen."

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede i forståelse. Hun smilede svagt og kastede et blik mod loftet og hendes værelse ovenpå. Et lille skuldertræk fulgte.

"Måske. Jeg tror mor ville sætte pris på at jeg også fik lavet noget håndarbejde, men det kan være jeg skal få Ylette til at læse op for mig af bogen imens," svarede hun. Hendes kammerpige kunne, Yphion være lovet, godt læse. Det var ganske praktisk, når man ikke altid havde hænderne eller øjnene fri.

"Men jeg var glad for selskabet, Durant. Selvom du er ganske irriterende." Hun smilede lidt.

[Durant af Rouvry]

Håndarbejde var ikke ligefrem noget Durant fangede sig selv i at misunde. Selvom han da bestemt også kunne gabe over visse af sine opgaver, såvel som han nærmest blev øm i nakken over det kæmpestore pres der fulgte med goderne ved at være arving.

"I lige måde, Helene. I begge aspekter naturligvis," Smilet var måske lidt drilagtigt, men udtrykket i øjnene var ærligt. Snart skubbede han stolen ud fra bordet: "Så må jeg hellere komme i gang med arbejdet. God aften, søster." Han nikkede til hende og overlod tjenestefolkene om at rydde af hans side af bordet. Dog først efter han lige havde fået skænket mere vin i glasset, så han i det mindste havde noget at drikke på kontoret.

Lukket.