Herfra hvor vi står

[Talon Våbensmed]

Forbeholdt | Oudine Pottemager

Lokation | Håndværkerkvarteret, Bagerfamiliens køkken

Tidspunkt | Morgengry

---

Det første hanegal havde allerede lydt, idet Talon tog en sidste patruljering af universitetets område inden han ville vende skosnuderne mod Håndværkerkvarteret efter en lang nattevagt. Natten havde været rolig, men med efterårets kommen havde den været både lang, mørk og kold. Han havde været halvvejs gennem kvarteret, da duften af brød sneg sig ind på ham. Inden han selv vidste af det stod han med skulderen lænet mod kammen på bageriets bagdør.
I stilhed med et skævt drag om munden, stod han og betragtede Oudine i færd med at klare morgendagens ration af friskbagt brød, velvidende at morgenkulden ville have nået hende fra den åbne dør. Tog sig selv i at tænke at hun var smuk som altid, med meldrys sit meldrys på tøjet.
"Hvor meget skal en sulten mand afgive for at få fingrene i en lun bolle?" Smilet voksede sig større, mens han forblev stående i den åbne dør.

[Oudine Pottemager]

Oudine greb fat om kagerullen, da hun mærkede vinden mod sine underben. Hun var klar til at slå en ubuden gæst til plukfisk. Da hun i stedet hørte Talons stemme, smilede hun bredt og lagde den fra sig igen. Hun vendte sig rundt og lod blikket glide bedømmende over ham.

"Har den sultne mand været ude hele natten for at drikke eller for at holde Levagny sikker?"

Hun klappede mel af sine hænder og placerede dem i siderne. Han lignede ikke en beruset udgave af sig selv.

[Talon Våbensmed]

Det var år siden at Talon af egen erfaring havde lært, at en kvinde med en kagerulle ikke var sådan at kimse af. Han havde mødt mænd næsten dobbelt så brede over skulderne end ham selv, under de ulovlige gadekampe, som ikke slog en lige så proper næve som Oudine svingede en kagerulle, af netop denne grund havde han holdt en behørig afstand.
Synet af det rundede træ fik ham dog ikke til at krumme sig, tværtimod bragte det en ro at se hun som altid var klar til at forsvare sig om nødvendigt.

”Du kunne komme tættere på og bedømme selv?” Svarede han drillende og skubbede sig fri af dørkammen. Med døren lukket bag sig, trådte han nærmere, men stoppede lige på grænsen mellem hvad der måtte betegnes som en alt for uanstændig afstand.
”Det er kun udsigten til byens bedste brød, der har holdt mine øjne fra at lukke sammen på vejen hjem.”. 

[Oudine Pottemager]

Der var intet usædvanligt ved at Talon flirtede. Hun ville næsten overveje om han var syg, hvis han ikke gjorde. Utvivlsomt udsatte han alle kvarterets gifte og ugifte kvinder for det samme. Hun satte pris på lidt opmærksomhed. Jean var ret fjern meget af tiden og hun flirtede selv med den høje drabant. En uskyldig flirt var der intet galt med. Så længe hun ikke drev det længere igen. De havde aldrig talt om den ene gang, hvor hun havde udnyttet hans venlighed.

Nu klappede hun ham blot på kinden med en meget hånd, så det satte sig i hans skæg. "Brøddet er ikke klar endnu, men du kan gøre dig nyttig og se til ovnen," konstaterede hun, før hun bøjede sig ned og samlede vandspanden op, så hun kunne hælde en portion op i den enorme skål på æltebordet.

Hun lavede heldigvis kun brød til husholdningen og naboerne. Jean stod for den rigtige forretning i sidehuset.

[Talon Våbensmed]

Mindet om dén nat for næsten tre år siden, lå aldrig mere fjernt end det altid fik det til at kriblede i fingrene, så snart når hun var inden for række vide. Talon aktivt måtte holde sig i skindet for ikke at række ud og lade hænderne søge omkring Oudine’s rundede hofter, og trække inde så tæt som mængden af stof tillod ham.

”Der er aldrig et stille øjeblik med dig, var? Her kommer man som en arbejdstræt mand og straks bliver man sat i gang.” Brummede han halvhjertet med en påtaget utilfredshed. Om han så havde været ved at drætte om med søvntunge øjne, ville Talon aldrig lade det stå i vejen for at give hende en hånd med. ”Hvis du hundser lige så meget rundt med Jean, så ender han snart med at falde død om.” Lød det mørkt, efterfulgt af et gavtyvesmil mens han med en hånd børstede det værste mel ud af skægget.

Talon gjorde som beordret. Varmen bed i kinder og øjne idet han tjekkede til ovnen, skubbede det glødende træ fra midten og ud i siderne af stenovnen med askeskraberen. ”Den er klar om ikke så længe til de første brød.” Bagning var måske ikke hans force, men lidt havde smedesønnen da tillært i de år hun havde haft dej mellem hænderne.

[Oudine Pottemager]

Oudine protesterede ikke imod anklagen. Hun fnøs kun let og undlod at kommentere på hvorvidt Jean ville falde død om. Det ønskede hun selvfølgelig ikke. Det ville ikke være godt for hendes søn og hendes liv ville også pludselig være meget mere usikkert. Lige nu vidste hun hvad hun havde.

"Perfekt," svarede hun blot ved informationen. Imens var hun i færd med at samle dejen sammen med gode armmuskler. Hun bøjede sig lidt over den og lagde kræfterne i, som hun æltede den sammen.

"I dag laver vi kun fladbrød uden hævning. Du kan sætte dig ned derovre, hvis du ikke falder i søvn. Hvordan er natten gået?"

[Talon Våbensmed]

Uanset hvor tæt en grøn tåge der lagde sig over Talon’s sind, så ønskede han aldrig oprigtigt Jean død. Han havde trods alt aldrig lagt en hånd på hverken Oudine eller Andréas, af hvad Talon var blevet bekendt med.
Han havde forståelse for den sikkerhed der kom med den mørkhåret bager, men mente den bredskuldrede drabant at veninden kunne finde en bedre mand, ja bestemt.

Talon skævede mod den anviste plads ”Eller,” Lagde han ud mens ærmerne blev skubbet op over albuerne ”jeg kunne give en hånd med? Jeg er måske ikke bager, men helt håbløs kan jeg umuligt være efter at have set dig ælte dine skuldre af i årevis.” Tilbød han og stillede sig ved hendes side. Uden at afvente hendes accept, blev mel gnedet ud på hænderne. ”Stille, man kan godt mærke at kulden er ved at slå rødder.” Svarede han endeligt. Af erfaring vidste Talon at han gjorde klogest i at tage det som et forvarsel. Der var altid nogen der ikke kunne kende deres fra andres, men denne nat havde været usædvanligt stille.

”Har han været hjemme i nat?”

[Oudine Pottemager]

Oudine tog stiltiende imod Talons tilbud. Han havde stærke overarme. Flotte, stærke overarme, fangede hun sig selv i at tænke på, før hun skød det væk. Hendes læber blev fugtet, før hun gav ham den ene halvdel af dejen.

Hun skulle til at kommentere på stilheden, da han stillede et spørgsmål, der fik hendes mellemgulv til at trække sig lidt sammen. Hendes bryn fulgte, før hun rystede på hovedet.

"Han kom hjem for to timer siden og gik direkte i bageriet," svarede hun ærligt. Hende og Talon havde altid kunne fortælle hinanden ting. Engang havde det været alting. Nu havde hun smertefuldt mange hemmeligheder for ham, men ikke denne. Han vidste godt at hendes ægteskab ikke var lykkeligt.

[Talon Våbensmed]

Efter bedste evne forsøgte den blonde mand at mimikere bevægelserne ved siden af sig. Der var lidt forsinkelse på spejlbilledet. De gentagende bevægelser ville næppe mærkes i musklerne senere, men han tog stadig sig selv i endnu en gang at imponeres over, at hun ikke havde slidt sig selv ledløs i armene.

Det var altid med ambivalente følelser når hun fortalte Jean ikke havde været hjemme for natten. Der var en vis tilfredshed i at vide han ikke havde været forslugt af sin kones bløde kurver, men det var også i de mørke timer han selv var længst væk.
”Der har været nogle- hændelser, de sidste par måneder. Vi er ikke sikre på der er en sammenhæng i dem, men,” Talon brød sig selv af, løftede blikket fra dejen for at søge hendes ”Ouddie, kunne du måske prøve at overtale ham til bare for en stund at være mere hjemme?” Bekymring lå tykt i de blå øjne.

[Oudine Pottemager]

Oudine rynkede panden over forespørgslen. Hun æltede grundigt, men drejede hovedet mod Talon og så op på ham.

"Hvorfor? Hvad er det du ikke siger?"

Tydeligvis en forbrydelse han ikke troede hun kunne tåle at høre om. Hun vidste jo heller ikke, at langt de fleste af ofrene lignede hende.

[Talon Våbensmed]

Hjernen arbejdede på højtryk med at stykke et svar sammen, der var fyldestgørende nok til ikke at sende blodet til fødderne. Talon sukkede hørligt og gned den ene håndryg over den alvorsstreg der havde tegnet sig mellem hans øjenbryn. ”Fordi der er en der ude som ynder at gå efter kvinder.” Han vidste godt det ikke var svar nok, for den kønne brunette ved hans side. Det var hverken første og ville ikke være sidste gang en morder havde sat fod i byen. 
”Vi har kun meget få spor og,” Den ellers så stærke stemme led et knæk. Han kunne ikke få de sidste ord over sine læber, rømmede sig i stedet og genoptog æltningen med frustreret hårde tag.

I begyndelsen havde der ikke været en mistanke om mordene var andet end incidenter, at der ingen sammenhæng havde været mellem kvinderne. Det havde da været indtil det fjerde kvindelig var dukket op og Talon ikke kunne se andet end Oudine i de mælkehvide øjne. Hvordan skulle han nogensinde forklare dét til hende?

[Oudine Pottemager]

Mange gik efter kvinder. Det var ikke sikkert at bevæge sig alene rundt efter mørkets frembrud i Levagnys fattigere kvarterer og selv i håndværkernes del af byen ville Oudine altid tænke sig om en ekstra gang. Det her virkede... Anderledes. Hun drejede sig halvt imod Talon og rynkede panden.

"Der er noget mere du ikke siger. Mistænker I en fra Håndværkerkvarteret?"

[Talon Våbensmed]

Kæben spændte sig hårdt, mens han undgik at se op fra fladbrødsdejen. Han havde aldrig været særlig god til at lyve overfor hende. Jo han løj, om sine følelser for hende, men der løj han lige så meget for sig selv som han gjorde for hende, hvis da ikke mere. Han kunne ikke at møde hendes blik, ikke endnu, hun ville se direkte i gennem ham.

”Eller en adelsmand, måske endda en ridder.” Indrømmede han og rynkede panden. ”Kvinderne, - vi fandt en i teaterkvarteret.” Det havde godt nok været lige på grænsen mellem den finere bydel og håndværkerkvarteret, men det gjorde ikke gruppen af mistænkte mindre.
Han løftede endeligt sit blik og fæstnede det på hende ”Ouddie, for min skyld?”.

[Oudine Pottemager]

Oudine så bekymret på Talon. Han virkede tynget, mere end sædvanligt, når han havde set død. Hun tog en dyb indånding, før hun nikkede alvorligt.

"Jeg vil prøve. Men jeg ved ikke om jeg kan få ham til det," svarede hun ærligt. "Du ved hvor svært det er."

Hun forsøgte at fange et blik over bolledejen.

[Talon Våbensmed]

Han sendte hende et opløftende smil ”Jeg prøver at snakke med min overordnede om at patruljere her for en periode.” Der var trods alt en betydelig mindre afstand at løbe når man var i Håndværkerkvarteret, end at skulle fra universitetet først.
Det ville dog kræve at han først fik overbevist Jehanne Renard om det var en god ide, men hun burde om nogen kunne forstå roen det ville give ham at være tættere på, hvis det utænkelige skulle ske, at Oudine ikke var sikker. Tanken alene var nok til at få hans indre til at føltes som en hård klump is.


Talon vidste godt det var tæt på en umulig opgave han stillede veninden for dagen. Det var svært at forestille sig Jean ville indvillige i at blive hjemme for natten, når den eneste forklaring der var at give var at der som så mange gange før gik en dybt forstyrret person omkring.