Herfra hvor vi står

[Oudine Pottemager]

Oudine blinkede. Hvis Talon søgte om at være tæt på, så var han for alvor bekymret. Meget bekymret. Hun rynkede panden og samlede dejen.

"Mine svigerforældre er her jo," svarede hun tøvende. "Jeg er sikker på at det er for meget, at du flytter din rute, sødeste Talon. Og hvad med Jehanne? Universitet?"

[Talon Våbensmed]

Fastfrosset i sine tanker, stod han som en statue med øjnene stift rettet hvor der før havde ligget en klump dej foran ham.
Måske var det en lidt forhastet tanke, at bede om at bliver overflyttet til gerningsmanden var blevet pågrebet. Oudine havde jo ret. Hendes svigerforældre var jo i huset og ingen af kvinderne lod til at være blevet taget fra deres eget hjem.

Han løftede hånden for at køre den gennem håret, men standsede ved påmindelsen om melresterne. Det ville kræve en tur i nærmeste badehus, før han ville kunne ramme hoved på puden. Armen faldt og i stedet trådte han et halvt skridt nærmere ”Vil du som minimum lade mig komme forbi for at tjekke alt er i orden, når mine vagter slutter?”.

[Oudine Pottemager]

Oudine arbejdede med dejen, men var distraheret af Talon, der trådte endnu nærmere. Hun vidste godt at hun skulle tænke på de forfærdelige hændelser han talte om og sin egen sikkerhed, men hvor mange gange havde hun ikke stået her og grebet sig selv i at fantasere om Talon, der bøjede hende ind over bordet og bare... Ville have hende så meget at han ikke engang tøvede. Hun tog en hurtig indånding og nikkede. Så gav hun sig til at dele dejen i små boller, der ville blive til fladbrød.

"Selvfølgelig må du det. Du ved at du altid er velkommen her," svarede hun og forsøgte at lade være med at tænke på, at han ville sætte melpletter på hendes hofter, hvis han greb om dem.

[Talon Våbensmed]

Det halve skridt blev til et helt, og før Talon vidste af det stod han tættere på hende end hvad der var sømmeligt. Hun var en gift kvinde, en mor og han brude ikke drages så let, men han blev stående med kun få centimeter mellem dem.
De blå øjne dvælende ved de bløde, lyserøde læber, før fornuft syntes at trænge i gennem. Rømmende trådte Talon tilbage, men ikke mere end en halvfods længde. Nok til hendes albue ikke længere snittede mod blusen.

”Skal jeg snakke med Jean, så han er indforstået med situationen?” Spurgte han. Luften var altid spændt når de to mænd var i rum sammen. De tolererede hinanden på grund af respekt for Oudine og hensyn til Andréas, men Talon ønskede ikke at hans øgede tilstedeværelse skulle være grobund for gnidninger mellem dem.

[Oudine Pottemager]

Oudines nakke kildede og det var et held at Talon nævnte Jean, så hun fik renset sine tanker og kom væk fra det spor de var kommet ned af. Hun tog en hørlig indånding.

"Nej," svarede hun dog efter et øjeblik. "Nej, jeg taler selv med ham om grunden." Hendes blik blev mørkt. Hendes mand ville sige at hun var i sikkerhed, at hendes familie var hér og at Talon ikke var en del af den. Nogen gange overvejede hun om han mistænkte det hun selv vidste: At Andréas var Talons og at hendes hjerte (og krop) stadig sukkede efter ham.

[Talon Våbensmed]

Stolede han på at Bageren var kompetent nok til at yde den rette beskyttelse? Nej. Manden var måske på armmål med drabanten, men ville Jean uden tøven stille sig mellem en mordsyg person og sin kone, som drabanten ville? Talon tvivlede.
Han havde lyst til at bede hende om at give pokker i ægtemanden og flytte ind hos ham i stedet, med Andréas. Ordene lå som en oliehinde på tungen, der ikke var til at komme af med. Det eneste Talon kunne var at nikke forstående for hun selv ville være den der tog snakken. Det var nok også bedst for alle.

"Lad mig se til ovnen." Tilbød han sig og nærmede sig det glohede sten monster, men ombestemte sig på halvvejen. Med en pludselig bevægelse vendte han rundt, kortede afstanden mellem dem. Greb Oudine om hofterne og drejede hende mod sig og lænede sig ind til et kys. 

[Oudine Pottemager]

Oudine nikkede. Hun fortsatte med at forme fladbrød og var uforberedt, da Talon pludselig vendte om, greb fat i hende og snurrede hende rundt. Et gisp forlod hende.

Hun havde store øjne, der ikke faldt i, som han trykkede sine læber imod hans. Et sekund eller to medgav hun instinktivt, men så fik hendes hoved råbt op og hun rev sig løs og bankede ind i bordet med lænden. Der ville komme et blåt mærke.

"Talon," fremstammede hun. "N-nej."

[Talon Våbensmed]

Den brændende længsel var blevet for stort under behovet for at mærke hende, at hun modsat sine livløse dubleanter var okay. Han slap den ene hofte. Lagde hånden mod hendes kind med fingrene spredt omkring øret.
Og så forsvandt hun ud af hænderne på ham, som sandkorn mellem fingrene.

Kollisionen med bordet fik ham til instinktivt til at række ud efter hende ”Ouddie…” Lød det bekymret.
”Undskyld jeg…” er en kæmpe idiot, skællede han ad sig selv i tankerne over hans egen hovedløse adfærd.

[Oudine Pottemager]

Oudine tog en hørlig indånding og så op på Talon med store øjne. Hun havde fået mel på tøjet nu. Og på kinden. Hun børstede det hastigt af.

"Du behøver ikke sige noget," forsikrede hun. "Jeg ved ikke om jeg selv sendte et signal til dig." Eller om han kunne læse hendes beskidte tanker.

"Det går ikke. Vi kan ikke."

[Talon Våbensmed]

Talon trådte væk og lod en hånd køre over ansigtet på sig selv. Oudine’s ord e forsikrende ord ringede hult. Han burde lige netop forklare sig, men det ville kræve han ville være ærlig overfor sig selv først - og det var han endnu ikke klar til.

Det trak stadig bare at give pokker i det hele og Talon havde måttet stille sig med ryggen til i forsøget på at samle sine tanker. Det var da indtil hun antydet til at være den skyldsbærende.
”Nej,” Han  afviste han skarpt og vendte sig om for at se hende i øjnene ”Nej. Du gjorde intet og selv hvis du gjorde, så hvis det var tilfældet så skulle jeg aldrig.” Insisterede han og lod endnu en hånd gnide over ansigtet, så mel satte sig i skægget. Han burde gå, det ville være bedst – for dem begge.

[Oudine Pottemager]

Oudine trykkede sig lidt tilbage mod bordet over den voldsomme reaktion og så bekymret til, som Talon gned sig i skægget med hvide melhænder. "Det er helt i orden," forsikrede hun blidt. "Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide det."

Hun rødmede svagt ved indrømmelsen. "Men det går ikke. Vores venskab. Du betyder så meget for mig. Det er vigtigere end hvad det kunne være."

[Talon Våbensmed]

”Ouddie du behø-” Forsøgte han at bryde ind, da hun atter forsøgte at forsikre ham om ingen skade var sket, men det følgende tog pusten en anelse fra drabanten. Hjernen forsøgte forræderisk at fortælle ham, at hun kun sagde det for at være flink - mildne den dårlige samvittighed, der åd sig ind hos ham.

Hvad det kunne være. Av. I grunden havde det været nøjagtig samme grund, der havde gjort at han aldrig havde handlet på de varme følelser før det var for sent, men det skar stadig i hjertet at blive mødt med.
Talon nikkede indforstået og lod armene falde lags siderne ”Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Det har været nogle hårde uger, men det er næppe en undskyldning… Kan vi…” glemme det, komme videre her fra? Ordene forblev utalte, da Talon ikke selv var sikker på hvordan han skulle runde af eller om han ønskede at kende svaret.

[Oudine Pottemager]

Hun ville tænke på hans hænder mod hendes hofter og hans læber mod hendes i lang tid. Aftrykkene i mel var stadig synlige og hendes tanker mudrede, men hun samlede sig for ham og rystede på hovedet. "Det er glemt allerede," forsikrede hun.

"Gå, Talon." Hun smilede. "Du skal hjem og sove. Du tænker ikke klart."

[Talon Våbensmed]

Talon lappede nødløgnen i sig, som en tørstig markarbejder på en varm sommerdag, men inderst inde vidste godt han ikke selv ville glemme det urationelle kys foreløbigt. Han ville falde i søvn med følelsen af de velformede hofter under bjørnelapperne og med smagen af hende på sine læber.

Hun havde ret det måtte skyldes den manglende søvn eller måske den sidste mange dages dårlige søvn? Ikke desto mindre indvilligede han til det som årsagen med et nik.
Blikket søgte tilbage mod hende ”Jeg kommer fordi inden min næste vagt.” Lovede han i døråbningen med en svag trækning i den ene mundvig. Han havde brug for at komme forbi for at sikre sig at han ikke havde slået skår i deres relation. Talon gav hende derfor heller ikke tiden til at protestere, før han var ude af det mindre hjemme bageri.

| Lukket |