Der skal to til te

[Helene af Suilleaux]

Helene havde fået tjenestefolkene til at dække pænt op med sin mors velsignelse. Hun mødte selvfølgelig ofte Mirielis af Lemaux til selskaber og fester, men det var bestemt ikke det samme som en privat stund, hvor man kunne tale om alt mellem himmel og jord med hinanden. Det havde hun nu arrangeret for dem og det var, tydede alt på, et behov. Teknisk set havde hun intet formelt ansvar for Miri længere. Det var en del år siden hun havde været hendes sponsor på pigeskolen. Alligevel følte hun at hun burde tage sig lidt af veninden, der virkede gevaldigt til at være på afveje.

Da tjenestepigen meldte Miris ankomst, rejste hun sig op fra den bløde stol og anerkendte hendes ankomst med en trænet, yndefuldt nejen.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis stod mere eller mindre på egne ben nu og kunne ofte ikke gemme sig bag Helene når der var noget hun ikke kunne finde ud af. Livet ved hoffet var sværere end hun troede og det med de indbyrdes konkurrencer mellem de andre piger om hvem der kunne få mest opmærksomhed fra de rette mænd blev ofte for meget for hende. Helene var god til det; hun fik det hele til at se så let ud. Det både beundrede og hadede hun hende for. Mest af alt respekterede Mirelis sin veninde og nød godt at de stunder de kunne tilbringe alene; selvom det ofte ikke var ros hun fik.

Hun trak vejret dybt ind før hun lod sig eskorterer ind i stuen hvor Helene sad. Mirelis afspejlede hendes nejen i samme bevægelse. Da hun mødte hendes blik kunne hun alligevel ikke lade være med at smile.
"Jeg føler næsten ikke vi har set hinanden det sidste stykke tid. Tak for invitationen."

[Helene af Suilleaux]

Helene rakte hænderne frem, da de begge havde nejet og tog venindens hænder i sine. Hun smilede mildt.

"Det synes jeg også. Derfor er jeg meget glad for at du kom i dag. Vi trænger til at tale sammen." Hun gav Miris hænder et klem, før hun slap dem og slog ud mod den lille anretning. "Kom og sæt dig ned, kære."

[Mirielis af Lemaux]

Blidt lukkede Mirielis sine hænder. Smilet voksede på hendes læber, og det var tydeligt at hun var meget taknemmelig.

Trængte de til at tale sammen? Mirielis kunne kun nikke genkendende til hendes ord, men kunne alligevel mærke en knude vokse i hendes mellemgulv. For når Helene sagde det på den måde var det ikke altid en god ting. Hun bøjede hovedet en smule og fulgte veninden.

Hun satte sig forsigtigt og lod roligt hænderne glide glattende ud over kjolens stof før hendes blik gled rundt på den lille anretning. "Det ser altid så lækkert ud"

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede mildt. Det så lækkert ud. Hun nød at kunne lege fruen i huset, selvom det var hendes mor og med tiden hendes brors nye hustru, der ville få den rolle. Hun øvede sig bare.

"Tak, søde. Lad os sætte os," opfordrede hun, før hun selv gjorde netop det.

"Fortæl mig alt. Hvordan går det med dig?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis tog plads og foldede hænderne i sit skød. Hun mærkede hvordan skuldrene sank da Helene spurgte indtil hende og et smil sitrede i den ene mundvige da hun løftede hovedet for at møde hendes blil.

"Det er svært." erkendte hun ærligt. Hun forsøgte ikke at lade fingrene gnide hen over hinanden af nervøsitet. Hun klarede halsen en smule.

"Jeg ved desuden godt hvad du vil sige." sukkede hun frustreret. Hun gjorde sådan set alt hvad hun skulle. Hagen var blot at hun ikke kunne lade med at kommenterer på ting som hun ikke burde. Hendes meninger havde ingen værdi, og det havde hendes følelser heller ikke.

"For du har garanteret hørt at jeg trådte Ridder Tarqin over tæerne fordi han havde et uforskammeligt syn på alle der ikke er højborne"

[Helene af Suilleaux]

Miri var ikke dum, det vidste Helene godt. Det var en af de ting hun altid havde nydt ved hendes selskab og det var blevet bedre med alderen. Der var ikke mangel på hjernetomme gæs blandt komtesser af både ældre og yngre alder. Ved venindens suk, hævede hun dog alligevel et lille bryn, en svag sitren ved hendes mundvige. Hun betragtede hende i et langt øjeblik, indtil fortsættelsen kom og begge bryn denne gang røg op.

"Mmh," bekræftede hun. "Og jeg har også hørt, at han har fortalt til alle, der ville lytte til ham, at du er ustyrlig. Hvad tænker du umiddelbart det gør for dine chancer på ægteskabsmarkedet, Miri?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blev helt flov, selvom hun havde forberedt sig på at det ikke var gået uhørt forbi. Selvom der ikke havde været andre til stede så kunne det ligne en som Tarqin at vende historien til hans fordel.

Da Helene fortsatte kunne hun mærke lysten til at gemme sit ansigt og blive lige så lille som en mus. Men hun holdte venindens blik.
"Jeg er da stadig køn at kigge på." sukkede hun. Hun vidste godt at det ikke var særlig godt at opfører sig på den måde og det krævede ikke mange af sådanne scener før ingen ville have hende.

[Helene af Suilleaux]

Helenes bryn forblev hævede og hun var ikke helt vildt imponeret af den yngre venindes perspektiv på situationen. Hun tog en dyb indånding.

"Miri," svarede hun opgivende. "Det er ligegyldigt at du er køn at kigge på, hvis ikke du kan styre dit temperament i den slags situationer. En familie og en mand vil ikke have en køn lille hidsigprop. Du bliver nødt til at lære at holde det inde og lukke det ud på et andet tidspunkt."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde allerede lyst til at stoppe Helene inden hun overhovedet havde nået at sige noget. For hun vidste det jo godt. Næsten alt hvad veninden sagde til hende, og havde sagt de sidste par år gav alt sammen mening, og Miri forsøgte også at efterleve det langt det meste af tiden. Men nogen gange..

Nogen gange var hun så indebrændt at det til sidst måtte gå ud over en eller anden, og denne gang var det den stakkels.. - Det var ridder Tarqin. Mirielis mente ikke at man kunne beskrive manden som stakkels.

Det var virkelig uheldigt. Det føltes næsten som en evighed siden at hun havde tilbragt en gåtur med en bejler hvor det rent faktisk lykkes hende at få ham nogenlunde på krogen. I hvert fald så meget at han gerne ville se hende igen.
"Jeg følte mig ellers yderst heldig over at Ridder Tarqin ikke ville have mig." Han var grim, gammel og lugtede.

[Helene af Suilleaux]

Helene kastede et strengt blik på veninden. "Miri," næsten afbrød hun den sidste konstatering. "Du kan måske have det sådan, men du kan ikke drømme dine dage væk med idéen om ridderen på den hvide hest." Hun tog en hørlig indånding.

"Det eneste det vinder dig er muligheden for at blive dine søstres guvernante og afhængig af deres generøsitet resten af dit liv."

Hun så selv ind i den mulighed, nu nitten år og ikke lovet bort, så det var centralt for hende, at Mirielis også forstod det.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis rankede ryggen nærmest instinktivt over venindens toneleje. Hendes hjerte steg et par slag og hun turde næsten ikke røre på sig imens hun talte. I stedet lyttede hun blot.

Hun rynkede på næsen over Helenes formulering af hendes mulige fremtid. Så vidste hun snart ikke hvad der var værst. En ægtemand som Ridder Tarqin eller at skulle rende og passe på enten Gisellas eller Emmentes børn.

"Skal man så bare tage den første og bedste der byder sig?"

[Helene af Suilleaux]

Helene kastede et træt blik på sin dumstædige veninde, der havde fået alle de samme prædikener om hendes position som hun selv havde. De var dog ikke sunket ind på samme måde, tydeligvis. Og hun var stadig kun sytten år og troede at hun kunne knipse med fingrene og bestemme alting selv.

"Du skal tage den din far udser til dig," konstaterede hun, en anelse bestemt. "Det handler ikke om at finde et romantisk eventyr eller hvad du tror du har læst om i en bog, Miri. Det handler om familieforbindelser. Få hovedet ud af skyerne. Du kan ikke vælge frit."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kendte det snart uden ad, og kunne stadig høre hvordan veninden du ville give hende en af de vigtigste lektioner i hendes liv. Hun var ikke træt af det, og hun var ikke så dum at hun ikke forstod sammenhængen i det hele. Men hun ville noget mere end at tage den mand som hendes far endte med at vælge for hende; han havde desuden slet ikke forstand på sådan noget.

Mirielis havde lyst til at svare igen, og forklare Helene hvordan dét lige præcis var verdens dårligste idé. Men hun gjorde det ikke og i stedet nikkede hun bare. Hun havde heldigvis et par år endnu før det blev rigtig aktuelt, indtil da passede det hende glimrende at hun kunne se de andre mænd lidt an.
"Jeg vil øve mig i ikke at træde dem over tæerne i fremtiden" svarede hun så ude af stand til at standse det sitrende smil.

[Helene af Suilleaux]

Helene himlede med øjnene over Miri. "Ærlig talt. Nogen gange overvejer jeg hvordan du nogensinde slap ud af pigeskolen," svarede hun den lidt yngre pige.

"Hvad forestiller du dig egentlig omkring fremtiden? At en charmerende ridder på atten vil falde for dine fødder og være dig hengiven?"