Der skal to til te

[Mirielis af Lemaux]

"Det gjorde jeg da kun på grund af dig." svarede Mirielis ærligt. Hvis ikke Helene havde været der, havde hun aldrig klaret det. Hun klarede alle de andre ting til punkt og prikke, men hvordan man opførte sig over for mænd man ikke kunne lide, dét havde hun aldrig lært. Veninden kunne med sikkerhed liste et par andre ting også, men det viftede Miri som regel væk.

"Det kunne de da godt" spøgte hun og sendte Helene et stort smil. "Jeg forventer bare noget andet. Jeg er ikke som dig Helene." Hun turde ikke fortsætte sine ord med at hun ville mere med livet så i stedet lagde hun sine hænder mod venindens.

"Jeg lover at blive bedre." svarede hun ømt.

[Helene af Suilleaux]

Nej, Miri var ikke som hende. Hvor Helene var en realist, havde veninden hovedet i skyerne. Hun åndede lidt ud, men så intet udbytte af at blive ved med at tæve en død hest.

"Mm. Vi får se. Jeg overvejer stadig om jeg skal præsentere dig for mine nyeste veninder ved hoffet, men lige nu er du ikke klar til det. Jeg siger dig, dog. De er så interessant selskab."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis mærkede et stik af misundelse. Afstanden mellem dem blev ret tydeligt og hun mærkede instinktivt hvordan hun inden i sank længere ned. Selv havde hun også veninder hun var fulgtes med fra pigeskolen, men Helene havde altid været noget ekstra særligt for hende.

Hun kunne være ligeglad. Men det var hun ikke. Mirielis ville virkelig gerne møde nye mennesker og når Helene sagde det på den der helt særlige måde så kunne det kun være godt. Om det var nok til at hun tog sig mere sammen, det vidste hun ikke. Helene var lidt som den mor hun ikke ville skuffe, og det gjorde ondt hver gang hun ikke gjorde det godt nok.
"Nå?" spurgte hun alligevel og løftede det ene bryn. "Nu er du nødt til at fortælle om dem"

[Helene af Suilleaux]

Helene holdt vældig meget af Miri, men hun vidste også godt, at hun var lidt et specielt tilfælde med alle hendes idéer om selvstændighed, som nok aldrig ville komme til noget, medmindre hun giftede sig med en eller anden Magus fra en baronslægt og boede i et lillebitte byhus. Hun ville dog langt hellere se veninden ved hendes side til alle selskaberne, sladrende om alle andres fejltrin og iført den nyeste mode, som både Helene og Miris mænd ville have råd til at købe til dem. Derfor pressede hun hende og derfor dinglede hun også en gulerod foran hende.

"Det er en gruppe af de ældre Komtesser, som næsten alle sammen er forlovede nu, efter denne sæson og vi har bare så meget tilfælles. Vi mødes tit hjemme hos hinanden og drikker vin og fortæller historier fra hoffet. De er bare så sjove. Forleden fortalte Lunet om en tjenestepige hun havde haft, som blev fanget i at lægge i med Grev Coulleres kammertjener i et forsøg på at få sig en stilling hos familien. Men i stedet 'fik hun sig kun en skilling for sin udfordrende stilling,' sagde hun. Er det ikke fjollet sagt?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis øjne blev store og nysgerrige. Måske var der virkelig mange ting som hun godt kunne finde ud af, men ikke gjorde. Én af de ting som aldrig havde kunne undvære var den sladder Helene altid formået at gøre spændende og i hver eneste af hendes fortællinger var det nærmest som at være der selv.

Den unge pige hadet at gå glip af noget, hvilket hun tydeligvis allerede havde. Men det var alligevel med til at få hende til at gøre en større indsats. Ikke nok med at hun skulle passe sin søsters børn, hun ville aldrig nogensinde få lov at opleve hoffet som nu og fremadrettet hvis hun landede sig en god mand.

Læberne blev langsomt skilt ad som veninden fortalte og hun måtte lægge hånden for, for ikke at grine for højt. I stedet blev det kvalt og lyden var minimal. "Virkelig fjollet sagt." besvarede hun og nikkede.
"Blev hun så .. fyrrede de hende? tjenestepigen?" Hvis Briar nogensinde gjorde noget ligene ville Mirielis føle sig forrådt og havde nok følt sig nødsaget til at finde en ny.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs lidt og smilede skævt. "Selvfølgelig. Hun havde jo både forsøgt at forråde familien og i sit forsøg opført sig som en gemen skøge. Sådan en kunne de ikke have ansat. Hun må finde sig en anden profession. Måske en hun er bedre til med skørterne oppe," foreslog hun med et glimt i de lyse øjne.

Hun kastede et enkelt blik over skulderen. Var var lidt på kanten at tale sådan og hendes kinder føltes også en anelse varme.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis syntes stadig det var yderst spændende, selvom emnet normalt ikke var et der blev talt op ved denne tid af dagen. En opførsel som denne rejste med lynets hast og den forhenværende tjenestepige skulle være glad for hvis nogen familie ville tage hende til sig igen, og ellers var det jo som Helene havde sagt, så måtte hun jo finde noget helt andet at lave. Tænk at skulle lægge hele sit liv om, blot fordi man blev for grådig?

"Jeg tror i hvert fald ikke hun er den første til at tilbyde sine ydelser liggende" Svarede Mirielis og hævede det ene bryn sigende.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnes lidt, men tyssede også på Miri og skyndte sig at tage en tår vin og se sig over skulderen igen. Det var det hun elskede ved veninden. Stunder som denne. Hun ville gerne præsentere Miri for de andre Komtesser, men det blev nødt til at vente.

"Uh, jeg har også andet sladder. Jeg har hørt at du skal have en ny stedmor..."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis smil voksede sig stort, og hun mærkede at hun igen følte sig helt rolig. Hun rakte mod bordet og tog sit glas, og måtte også selv skylle de varme kinder væk med noget at drikke.

Grimassen indtraf sig dog snart og hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene om emneskiftet. Hun fugtede læberne en smule før hun rettede opmærksomheden op mod veninden.

"Igen." svarede hun en anelse tørt. "Han vil jo så gerne have en søn."

[Helene af Suilleaux]

Helene hævede begge bryn en anelse over Miri igen. "Kan du bebrejde ham?" Hendes blik gled over veninden, undersøgende. "En mand vil gerne have en arving. Det er foreståeligt. Ellers ender alt han ejer hos et fjernere familiemedlem."

Hun trommede let i bordet. "Hvis du ikke bliver gift vil du være glad for at have en bror, der arver. Så smider han dig nok ikke ud, når din far dør. Man må tænke rationelt."

[Mirielis af Lemaux]

Ja tak. Mirielis var udmærket klar over hvorfor sin far gjorde det, og selvom hun forstod hans position så betød det ikke at hun brød sig om det. Hun havde allerede misten sin mor og Emmentes og hun frygtede at skulle igennem det samme igen.

"Men det betyder ikke at jeg bryder mig om tanken at miste endnu en." svarede Mirielis med lidt skarpere tone der også bar bræg af fortvivlelse.

[Helene af Suilleaux]

Miri var generelt ikke uvidende, men virkede tit ret naiv og til tider blandede Helene de to sammen. Hun tog dog en dyb indånding over venindens reaktion og nikkede langsomt.

"Det forstår jeg godt, Miri," svarede hun mildere. "Men du kan ikke være i tvivl om nødvendigheden i det..."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis rystede på hovedet. "Jeg forstår det. Men jeg kan stadig ikke lide det." svarede hun og løftede endnu engang glasset mod læberne og tog en lidt større tår en beregnet.

"Jeg kan bare ikke holde ud at tænke på at vi kan risikerer at være til de samme selskaber."

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden lidt over den sidste konklusion og så uforstående på veninden.

"Som hvem? Din far? Det ville du vel være uanset?"

Miri gav ikke meget mening for hende.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis bryn trak sig lidt sammen. "Men nu vil han lede efter sin fremtidige hustru" svarede hun så roligt hun kunne for ikke at lyde mere irriteret over det end hun allerede var.

Det kunne godt være at det var en nødvendighed, men det betød ikke at hun kunne lide tanken om muligheden for at støde ind i ham ved hoffet og andre festlige arrangementer.