Ølånde og godt selskab

[Jost Ottefinger]

Det er omkring midaften, og Falken og Kronen er som vanligt fyldt op med godt beskænkede håndværkere. Der har endnu ikke været optræk til forstyrrende mundhakkerier eller slagsmål, og det kan mærkes på den behagelige stemning. Humøret er lige så højt som promillen, og hele krostuen emmer af dette. Her er bekymringerne få, drevet bort af mavedyb latter og sammenstød af skummende ølkrus. Der er intet bedre sted at tilbringe en lun sensommeraften.
Manon af Tource

Et par kobbernobler fisket op fra saddeltasken på en ubevogtet hest, en lille håndfuld kobberstykker stjålet for næsen af en sovende tigger og en enkelt sølvnobel fundet i den travle menneskemængde på markedspladsen; heldet havde bestemt været med Jost denne dag, og dét skulle fejres med et ordentligt måltid på Falken. Håndværkernes kro – som den vist nok havde ry for at være – var hurtigt blevet et af hans foretrukne steder i hovedstaden, hvor det hele nemt kunne blive lidt for hektisk og upersonligt for en landsbyknægt som ham. Når man ankom til Falken og Kronen, derimod, var det som at træde igennem en portal til et helt andet univers. Den konstante summen af højrøstede, men muntre stemmer, som straks mødte en, kunne være en smule overvældende, jovist, men der var altså bare en vis gemytlighed, som ikke var til at finde andre steder. Derfor havde han heller ikke været i tvivl om, at det netop var her, han havde lyst til at bruge sine, hm, hårdt tjente penge.

Trods Jost var ny i byen og næppe kunne tillægges titlen som stamkunde, var han alligevel blevet så bekendt med denne beværtning, at han havde udset sig en foretrukken siddeplads. Et bord i det fjerneste hjørne af kroen, som kun sjældent var optaget. Udsigten derfra var ikke den bedste, og man skulle ofte råbe ekstra højt for at tilegne sig de ansattes opmærksomhed, men det generede ham ikke spor. Han kom hverken for at udveksle anekdoter efter en lang, travl arbejdsdag eller for at drikke om kap, indtil han endte under bordet. Det eneste, han var interesseret i, var et dampende varmt måltid mad, et krus øl til at slukke tørsten og, nåh ja, så var røven på krofatterens rødhårede datter da heller ikke den værste, han havde set.

Jost fik sat sig godt til rette og brugte lige den første tid på at akklimatisere sig til de noget livligere omgivelser. Det var varmt – varmere herinde end ude, og man kunne måske undre sig over, hvorfor den unge mand konstant blev ved med at hive ned i de lange ærmer fremfor at rulle dem op. De blå øjne gled opmærksomt rundt i den travle krostue, hvor han genkendte mange af ansigterne, selvom de alle var uden navn. Og så fangede han den bølgende bevægelse af det lange, ræverøde hår, idet Manon Brygger kom valsende forbi. Hendes navn kendte han til gengæld, for det var dét, gæsterne råbte efter hende, når deres krus var tomme – jah, enten dét eller...
“Hey, øltrunte! Kan man få noget betjening herovre?” efterspurgte han højlydt med siden af hånden presset mod den ene mundvig, stadig gemt væk i det trævlede ærme. Kiggede hun i hans retning, ville hun blive mødt af et bredt, øretæveindbydende smil og en sløv vinken, så han var sikker på, hun spottede ham.

[Manon af Tource]

Som altid var der ikke gået alt for mange timer efter det sidste hanegal den påklædende morgen, før den første af dagens gæster havde indfundet sig i krostuen. Han havde siddet der allerede inden Manon havde taget det sidste af de slidte trappetrin, der skilte kroen fra familiens private bolig. Han var en ældre herre der havde undervist på universitetet ind til fornyeligt. For tre år siden havde han mistet sin kone og lige siden havde han blevet en fast del af både morgen og aften på Falken.
Knapt havde Manon sat fod i krostuen inden hun vanen tro smilende hilste på ham med et: ”Ggodmorgen, Master Ddupont.” Manon havde sørget for at Dupond fik dagens første måltid, en mættende grød med et skvat mælk og en lille håndfuld friske bær drysset ud over. Bærrene havde hun plukket et par dage forinden med ham i tankerne, da hun gennem deres mange morgensamtaler, havde lært at hans afdøde kone så længde der var bær at plukke, havde drysset dem udover morgengrøden.

Derefter var dagen skudt i gang og den yngre bryggerdatter havde ikke haft mange stille øjeblikke. Fødderne fik sjældent lov til at stå stille alt for længe desto længere hen på dagen de kom. Nye gæster stødte til, mens andre hilste af. Både velkendte som ukendte ansigter blev alle hilst velkomment med det samme store smil og varme i stemmen, når hun tog bestilling.
Det tætteste hun kom på en pause var da hun havde måttet hjælpe til i køkkenet, inden kroen ville blive overrendt af sultende maver og tørstige sjæle. Ikke på et eneste tidspunkt syntes den unge bryggerdatters smil at falme og blive til en påtaget grimasse af falsk imødekommenhed. Heller ikke da der blev tættere mellem bordene og Manon næsten måtte sno sig mellem dem, uden at spilde på hverken sig selv eller gæsterne.

Hovedetlinet der havde været omkring de røde lokker tidligere på dagen var blevet lagt til fordel for komforten af ikke at koge over. I stedet var håret blevet flettet op så det ikke faldt hende i øjnene, men stadig hang løst omkring den spinkle figur. Enkelte havde dog svært ved ikke at tage det blottede hår som en åben invitation, og mere end en gang havde hun måtte daske en vildfaren hånd væk.
”Kom nu lille fugl, syng os en sang, så skal vi nok lade dig komme tilbage til arbejdet.” Med ordene fulgte et forsøg på at trække hende ned på skødet af en af mændene, der havde brugt de sidste par timer med at hælde øl indenbords og som i takt med de stigende procenter var dalet drastisk i hjernekapacitet. ”Nej,” Afvisningen kom med et tag omkring hånden på hendes hofte, hvorefter hun bestemt fjernede den og undgik lige med nød og næppe skødet ”Det desssvære er iikke en del af ddagens menu, men I kkan bbestille en ny omgang.” Mæglede hun med hænderne sat afventende på hver hofte.

Fri af det lidt for nærgående bord strøg Manon ufortrødent videre og havde kun lige afsat to store krus med øl til kanten, da hendes tilstedeværelse var påkrævet ved det mere hengemte bord. Allerede før hun drejede omkring, halvvejs inde i et skridt, genkendte hun tilråbets ejermand. Han var ikke en fast del af krobilledet, men han havde efterhånden været på Falken nok gange til at Manon kunne skille hans stemme og ansigt i mængden. Hun havde været så fortravlet med at undslippe tilfangetagelsen, at hun slet ikke havde bemærket hans ankomst.
De brune øjne dvælede kort på den hengemte hånd. Hun havde ikke kunnet undgå at bemærke hvordan han altid skjulte hænderne i ærmerne, men havde aldrig haft modet til at spørger ind til det. ”Mman kommer langt med at sspørger, pænt.” Bemærkede hun muntert, så snart hun standsede henne ved bordet. Ikke synderligt generet af hverken kaldenavnet eller hans konfrontatoriske smil ”Kunne ddu tænke dig noget at sspise? Vi har bbåde kaninragout og grønsssagstærte i dag.”

[Jost Ottefinger]

Bryggerdatteren lystrede – jah, det var jo trods alt hendes pligt – og Jost kunne ikke dy sig for at lade blikket vandre på den unge kvindes krop, som hun bevægede sig nærmere ham. Da hendes fødder tog de sidste skridt, fandt han dog manérerne frem fra dybet og fæstede i stedet de blå øjne på Manons ansigt. Hun var sød og – ifølge ham – alt for høflig. Han undrede sig kort over, hvor meget af det var det rene skuespil, men blev hurtigt enig med sig selv om, at hun var en af de personer, som altid var i godt humør. En rigtig solstråle... som hellere end gerne måtte slikke hans blege hud, tænkte han og havde svært ved at beherske smilet.
Jost lod hende tale helt færdigt, før hans egen stemme blandede sig med kroens summen:
“Gælder det hvad som helst?” spurgte han, egentlig i et spøgefuldt tonefald, men glimtet i øjnene afslørede hans oprigtige interesse i kropigens ydre værdier. Nåh, det var vel ikke derfor, han var her.

Med ryggen lænet godt tilbage i sædet overvejede han de to muligheder, der var blevet præsenteret for ham.
“Er kaninragouten god? For så tager jeg en portion af det,” besluttede han sig for. “Og øl.” Selvfølgelig. Hvorfor tog man ellers på kro?
Jost adskilte læberne på ny, som var han ikke færdig med at afgive sin bestilling, men lukkede så munden igen for at sende hende et smil. Måske…
Han fumlede lidt med de skjulte hænder i sit skød.
“Kom og underhold mig, når travlheden letter?” foreslog han, denne gang med et udtryk, der var mere venligt end drilagtigt. Han kunne godt bruge selskabet. Levagny var en meget stor by, havde han lært, og i vidtspændende byer som denne var ensomheden langt værre, end den nogensinde ville kunne være i en lille landsby. Pengene rakte endnu ikke til, at han kunne tillade sig at bruge dem på fornøjelser som bordelbesøg, og så var der jo kun charmen tilbage.

“Pænt be’ om?” tilføjede Jost med en sitren i den ene mundvig, som inden længe bredte sig til et skævt smil. Han måtte hellere gøre som frøkenen sagde og spørge pænt.

[Manon af Tource]

Om så Manon havde gjort et aktivt forsøg på at overse hvordan det dybhavblå blik glimtede lystent, så ville hun stadig have fejlet, stort, men når man var opvokset på den slags blikke, så var de svære at overse. Det havde naturligvis også sine fordele. Med tiden havde hun lært at lade dem prale af som en gås i regnvejr.
Manon rystede på hovedet, så det af rævemanken der ikke var flettet op dansede omkring hendes spinkle figur. ”Men hhvis De ønssker det så kan jjeg pege Dem ii retning aaf et ssted?” Tilbød hun oprigtigt, uden den mindste spot at spore i den fine stemme. Der var intet skamfuldt i at søge trøst eller lettelse hos nattens kvinder.

Det ville være synd at betegne den unge mand som værende som taget ud af et eventyr. Han var intet glansbillede af en prins eller ridder på en ædel ganger med sine dybtliggende øjne og markante pandeben. I stedet kunne han tilskrives at have karakter, der ikke alene skyldes det kort klippede makværket af en frisure på toppen af hans hoved. Måske var det bare rene indbildninger bryggerdatteren gjorde sig, men hver gang øjnene havde fundet den navnløse fik hun en fornemmelse af der var mere til ham end der mødte øjet. Denne aften var ingen undtagelse.
Naturligvis var hun en smule farvet af det var den samme mad, som hun var vokset op på, men det gjorde det ikke mindre ærligt da hun forsikrende indskød: ”Den bbedsste i bbyen.”

”En ssskål kaninraggout og en øøl.” Gentog hun, mest henvendt til sig selv, inden hun smilende lod ham vide at det lige straks var på vej. Hun havde været i færd med at vende sig bort for at gå til køkkenet, da ord bandt hende til bordet.
Overvejelserne var korte, omkring lige så længe som det tog hende at slå blikket rundt i den tætpakkede krostue. Måden der var blevet spurgt på gjorde det svært at afvise ham, selv hvis hun havde haft hjertet til det. De mørke øjne søgte tilbage til ham, hvorefter hun indvilligede: ”Deet vil jjeg gerne.”

Fra skål og krus var blevet sat foran ham gik der ikke længe til bryggerdatten vendte tilbage. Denne gang med et stykke grønsagstærte og to krus fyldt til brimmen med honning sødet gylden væske. I stedet for at sætte sig stolen overfor hans, tog Manon pladsen ved siden af og skubbede det ene krus nærmere ham ”Påå huset.” Egentligt var det af hendes egen lomme, men som datter af krofatter, havde det kun været en halv løgn. Det var knapt nok i kategori til en hvid løgn.
Oplyst i et smil løftede hun sin øl til en skål med ham og ønskede "Mmå jeg ikke keede Dem mmed mit selskab."

[Jost Ottefinger]

Jost nøjedes blot med at smile af kropigens høflige tilbud; velvidende om at hun var ganske klar over, hvad han havde ment. Det var nu sjældent hans intention at være decideret rovlysten, men altså, når han så en køn pige – eller rettere en ung kvinde – som hende, var det svært at holde tilnærmelserne indenbords. At smigeren så oftere var betonet af en klistret vammelhed fremfor ridderlighed var straks en anden sag. Det sidstnævnte var ikke noget, gestrarianeren gad spilde sin tid på. Hvis han så nogen, han kunne lide, blev det italesat. Det kunne gå begge veje, selvfølgelig, og nogle gange kunne det have ret så ubehagelige konsekvenser, havde han erfaret. Mere end én gang havde Jost fået et par på skrinet af en rasende herre efter at have været lidt for nærgående med deres hustru. Hende her bar dog ingen ring. Han havde allerede tjekket.

Et lille smil krusede hans læber ved Manons følgende ord. Bedste i byen ligefrem? Det ville enhver beværtning vist påstå, men Jost glædede sig ærlig talt bare til at fylde skrutten med andet end tørt brød og vandet grød. Munden løb helt i vand ved tanken, og så voksede smilet til det dobbelte, da hun imødekom hans forespørgsel. God mad og en yndig tøs til at holde ham med selskab? Den her aften kunne næsten ikke blive bedre.
Jost viste sin begejstring ved at holde live i det brede smil og slap først den søde kropige med blikket, da hun var forsvundet ud af krostuen.

Det var svært at sidde stille på stolen, mens han ventede på, at hun vendte tilbage. Tiden blev fordrevet ved at følge med i en højlydt diskussion et par borde væk, og før han vidste af det, dukkede det ræverøde hår pludselig op i periferien af hans synsfelt. Den velduftende ragout blev sat foran ham, og et krus med øl fulgte. Han nåede lige at smile taknemmeligt til hende, men måtte så til sin skuffelse overvære hende fordufte igen. Heldigvis gik der ikke længe, før hun gjorde alvor af sit løfte og tog plads ved siden af ham. Det var intet voldsomt, men han kunne da mærke et lille forventningsfuldt sug i mellemgulvet, da hun satte sig, og afstanden mellem dem dermed reduceret betydeligt.
De mørkeblå øjne søgte automatisk mod de to krus, Manon havde medbragt, og mundvigene fortrak sig i et lidt fåret smil ved nævnelsen af, at det var på huset. Behandlede hun alle kunder med så overvældende en grad af gavmildhed?
Stadig med det lange ærme dækkende for hånden tog han fat i det andet krus og løftede det op for at møde hendes med et stort smil spillende om læberne.
“Umuligt,” svarede han blot, inden et par tørstende slurke blev taget af den honningsødede drik. Han udåndede tungt, da han satte kruset fra sig og tørrede munden af i ærmet.

“Jeg hedder Jost,” fortalte han så, en smule abrupt, og lod blikket glide fra hende og ned mod maden. Han sagde intet om, hvor han kom fra, men selvom hans falanistiske var ganske forståeligt, krævede det ikke en sprogekspert at konkludere, at hans dialekt ikke hørte til nogen region i Falanie.
Hans blik vandrede atter mod det kønne selskab. “Og du er Manon,” tilføjede han, før hun selv ville kunne nå at præsentere sig. Han smilede skævt. “Jeg har været her nogle gange før.” Og hørt andre kalde hende til sig med netop det navn. “Du er ret omsværmet, hva’?” sagde han som en hentydning til manden, der tidligere havde forsøgt at trække hende ned på sit skød. Jost kunne hverken bebrejde ham eller de andre mænd, han foregående aftener havde set være lidt for påtrængende med den rødhårede kropige.
Munden blev fyldt op med mad, og et tænksomt udtryk tog form i hans ansigt, mens han fik tygget af.
“Har du en hjertenskær, Manon?” spurgte den unge gestrarianer bramfrit og drejede overkroppen en anelse, så han bedre kunne betragte hende. En albue blev placeret på bordet, og hovedet lagde sig hvilende i hånden, alt imens smilet på hans læber voksede sig større og større.

[Manon af Tource]

Det nøddebrune blik undgik ikke at dale til den tildækkede hånd, da han rakte frem og trak det fyldte krus til sig. Det var ikke høfligt og det vidste bryggerdatteren også, men det var svært når de lange ærmer sprang sådan i øjnene. Hun slog derfor også hastigt blikket op i et møde med det dybblå hav, der hvilede på hende. En spæd varme trak sammen i kinderne og fik Manon til at synke en gang, men ikke så smilet falmede. Beklagende trak det i stedet lidt skævt.
Det havde ikke været mening at stirre, men hun samtidigt heller ikke været synderlig diskret.

Manon måtte lukke munden igen, idet Jost kom hende i forkøbet før hun kunne nå at præsentere sig selv. Øjenbrynene kravlede sammen over den smalle næseryg, før de løsnede op for til gengæld at hæve sig overrasket, mens antydningen af forvirring forsat spillede i øjnene ”Hhvo-” Begyndte hun, men måtte se sig selv afbrudt idet han kom spørgsmålet i forkøbet med sin uddybelse. I sit stille sind forsikrede Manon sig selv, at det ikke havde været hans intention og bryde hende af.
”Dde er bare ffulde.” Svarede hun med et afvisende hoved ryst, som var det understøttende nok til den løgn hun både fortalte sig selv og nu forsøgte at bilde Jost ind. Langt fra alle var fulde nok til at de lange fingre kunne undskyldes, men det var nemmere at komme i gennem dagene og aftnerne sådan. Flygtigt lod vendte hun ansigtet i retning af sin seneste forulemper, men måtte lige så hurtigt se væk igen. Den voksende klump i halsen blev forsøgt skyllet ned med humledrikken.

”Hhvad?” Fløj det ud uden større omtanke, selvom hun godt havde hørt hvad der var blevet spurgt om. Manon måtte blinke et par gange, taget lidt bagover af spørgsmålet. Tanken om nogen skulle finde hende interessant på den måde var næsten absurd for kropigen. Der var jo så mange andre unge piger der ude, som kunne byde på meget mere end hende selv. Hun ville end ikke vælge hende selv først.
En varm latter slap ud, da forbløffelsen fik lagt sig ”Nnej, jjeg er iikke rigtig… Ddu ved…” En hånd viftede lidt ud i luften, hvor ordene ophørte.
Rødtoppen var derefter hurtig til at rette opmærksomheden væk fra sig selv og i stedet sætte spot på hendes karismatiske bordherre ”Ggestrarianer. Ddu er fra ggestraria ikke ssandt?” Øjne blev store og hun lænede sig, nysgerrigt, en smule længere frem.

| Lukket efter aftale, grundet ændring i karakter |