Jost Ottefinger

[Jost Ottefinger]

JOST OTTEFINGER

KALDENAVNE Tidligere Jost Grovsmed. Hans kære moder og søskende plejede at kalde ham Josse, men det føles som flere evigheder siden, han sidst hørte dét. Nu om dage vover han knap nok at præsentere sit fornavn for folk, før han er overbevist om, de er til at stole på.
FØDSELSDATO 29-12-824.
ALDER 17 år.
NATIONALITET Gestrarianer.
RANG Borgerlig.

DRAGKISTEN

VÅBEN Jost går ingen steder uden sin dolk. Den er ikke særlig stor, og klingen er både sløv og plaget af rust, men han kan ikke skille sig af med den. Den har for meget... sentimental værdi. Når den ikke er i brug, gemmer han den væk i en slidt læderskede, som er bundet fast til bælteremmen ved hoften.
DYR Ingen på nuværende tidspunkt, men det lykkedes ham engang at tæmme en krage, som han fodrede med brødkrummer og kerner i smug, indtil den en dag stoppede med at dukke op.
MAGISKE EJENDELE Hans mors – og senere tvillingesøsters – amulet imod uønsket svangerskab. Selvsagt er den ikke til nogen reel nytte for Jost, men han værner om den, som var det en dyrebar skat af det pureste guld.

UDSEENDE

FACECLAIM Alex Høgh Andersen.
KROPSBYGNING Ved første øjekast er der ikke rigtig noget ved Josts krop, som falder uden for normalen. Tjoh, måske er han lidt mere solidt bygget end gennemsnittet, men det skyldes snarere en bredere knoglestruktur og en veltrænet muskulatur fremfor overvægt. Lige fra barnsben har han levet et ganske aktivt liv, og selvom Grovsmed-familien ikke just kunne prale af deres rigdom, gik Jost og hans søskende sjældent i seng på tomme maver; noget, der afspejler sig i hans højde, som ligger lige under de 180 cm.
Jost er desuden født med ektrodaktyli (‘spaltede’ hænder, hvor langfingeren mangler på dem begge) præcis ligesom sin far og tvillingesøster. Det er hans allerstørste usikkerhed. Han render også altid rundt med et væld af små sår og blå mærker på både arme og ben og ved aldrig, hvor de kommer fra.
ANSIGT Ansigtet er sammensat af overvejende grove træk med en bred, kantet kæbe og et lige så fremtrædende pandeben, hvilket er med til at give ham et lidt hårdt ydre. Trods dette stjæler de mandelformede øjne ofte al opmærksomheden med deres dybe, mørkeblå farve, som i dagslys er lige så kulørte som det solbeskinnede hav. De virker dog underligt gnistløse, selv når hans gavtyveagtige smil er plastret på og afslører det lille mellemrum mellem fortænderne.
Håret er så mørkebrunt, at det ser sort ud og er for lethedens skyld klippet i en småkikset grydehårsfrisure med siderne barberet helt korte. I sommermånederne springer små sektioner af lyse fregner frem nær næse, mund og pande og giver ham yderligere karakter.
SÆRLIGE KENDETEGN Den usædvanlige hånddeformitet... og måske frisuren.

PERSONLIGHED

INTERESSER
- Jost har altid følt sig draget af det forbudte. Gennem hele sin opvækst var han kendt som landsbyens mest øretæveindbydende skarnsunge – selvudråbt konge af unoder! – men så snart han ramte teenageårene udviklede de uskyldige narrestreger sig til usmagelige ulovligheder. Fra tyveri til offentlig blottelse, Jost har tydeligvis mistet evnen til at vurdere, hvornår en grænse er blevet groft overskredet. Eller også er han bare komplet ligeglad?
- Alt som har med fauna at gøre, om det så er jagt, pleje af tilskadekomne dyr eller noget så simpelt som observering af skovens liv.
- Bål og historiefortællinger. Jost kan ikke læse – med undtagelse af nogle simple ord og sætninger – men han ville inderligt ønske, at han kunne. Han plejede at sidde og lytte til sin bedstemors gamle vandrehistorier i timevis.
- Han er glad for festligheder med sang og dans – den slags hvor fællesskabet virkelig kan mærkes – selvom glæden ved disse er indskrænket en del siden hans tvillings død. Nu skal det helst kombineres med alkohol, hvis han faktisk skal nyde det.
ERHVERV Da Jost er vokset op i en smedje, har han en ret bred viden inden for grovsmedefaget. Han begyndte at hjælpe til ved de varme gløder allerede i en alder af ni år, men var aldrig officielt i lære. Uden en læremester – og ikke mindst den manglende passion og lyst til at fortsætte ad samme spor som sin fader – er han i skrivende stund uden fast arbejde. Manglen på indtægt betyder, at han afhænger af enten naturens eller fremmedes gavmildhed, og hvis muligheden byder sig, er han ikke spor bleg for at stjæle.
GAVEN Nej.
FREMTIDSPLANER Alle de planer, Jost havde lagt for fremtiden, blev nådesløst revet itu af skæbnens grusomhed, da hans tvillingesøster faldt for morderhånd under deres flugt fra Gestraria til Falanie. Nu, uden tag over hovedet, mad på bordet eller nogen som helst form for tryghed, lever han én dag ad gangen; men fremtiden er ikke fuldstændig uden håb og drømme, skønt det er af den mere makabre slags. Den unge mand plages nemlig af en sjæleædende hævntørst. Han har svoret at hævne sin afdøde tvilling; et liv for et liv og så må det koste, hvad det vil. Det er blevet til noget af en besættelse for ham, og det er det eneste, han tænker på, fra han står op, til han går i seng.
PERSONLIGHED Jost er ikke godt selskab. Så simpelt er det. Han er skam nem at holde af, men svær i sandhed at elske. Mange vil sige, at han hurtigt bliver trættende at være i nærheden af, sådan som han konstant presser på for at overskride personlige grænser, men den upassende opførsel opvejes altid af en ubestridelig charme. Han laver gerne sjov med sig selv for at få et grin ud af andre, og han er ikke sky med komplimenter, specielt ikke når det kommer til damerne.
Med de to modstridende sider er det ikke så ligetil at danne sig et entydigt billede af Jost. Der er noget udefinerbart ved ham, noget spøjst – dét er tydeligt for alle og enhver, selv på afstand – men det kan være svært at bedømme, om det er af den harmløse variant eller ej. For det meste virker han dog ret ufarlig, og det er sjældent at se ham decideret vred eller ked af det, når han har sin sociale maske på; men i det øjeblik de negative følelser får frit løb, er de til gengæld meget intense. Ingen skal ønske sig at være i nærheden af Jost, når arrigskaben koger over. Heldigvis lader han som oftest andre folk være, når han befinder sig i en tilstand af blindt raseri. Han vil allerhelst lukke helt af for omverdenen og er egentlig ret indadreagerende, så længe man ikke prikker for meget til ham.
Efter alt det fokus på de knapt så elskværdige sider af ham, skal det dog også siges, at han sagtens kan være omsorgsfuld, når situationen kræver det. Han foretrækker en let og munter stemning og bryder sig ikke om at se folk græde, heller ikke når han selv er årsag til tårerne – i hvert fald ikke hvis det ikke var intentionen fra start af...
Jost plejede at knytte sig enormt hurtigt til nye personer, hvis blot de virkede troværdige nok og lod til at kunne rumme alle hans løjerligheder, men den tid er forbi. Man skal gøre sig fortjent til hans loyalitet og tillid, og det kan godt være noget af en forhindringsfyldt proces. En tankegang der bunder i, at han er dødsensangst for at miste. Han vil hellere være foruden betydningsfulde venskaber, hvis det betyder, at han aldrig skal opleve så hjertevridende en sorg igen.

BAGGRUND

FAR Arnth Grovsmed, død.
MOR Brida Grovsmed, død.
SØSKENDE
Identisk tvillingesøster: Yela Grovsmed, død.
Lillebror: Otten Grovsmed, død.
CIVILSTATUS Alene.
BØRN Nej.
BOPÆL Hvor der nu er ly for natten.
HISTORIE Der var ikke mange dage tilbage af året 824. Et nyt kapitel ventede lige rundt om hjørnet og guderne være lovet for det. De sidste måneder havde været udfordrende for grovsmedefamilien, der trods alt havde klaret sig bedre end landsbyens modløse bønder, som havde måttet kæmpe sig igennem et ualmindeligt vådt efterår. Nu havde vinteren så for alvor meldt sin ankomst, og også den havde medbragt hårde vilkår med sine stride storme og bidende frost både dag og nat. Ak, der var lange udsigter til forårets lune temperaturer og grønne, livlige omgivelser. Den tunge dyne af sne, der havde lagt sig over den lille, afsides by, kvalte enhver form for liv og varmede ikke spor. Og den blev kun tykkere og tykkere, som dagene gik.

Den mørke årstid tro havde solen endnu ikke vist sit blændende ansigt, da to øreskærende, synkrone hyl fyldte grovsmedehytten en tidlig vintermorgen. Skifergrå røg osede op fra den skæve skorsten, og indenfor husets mure knitrede brændeovnen lystigt, som ilden åd sig mæt i forkullet træ. Vand var tidligere blevet bragt i kog af den gamle bedstemor, der med sine krogede fingre fik svøbt de to identiske spædbørn ind i hvert deres tæppe, før de blev overrakt til de nybagte forældre. På trods af den umenneskelige pine og udmattelse strålede moderen af lykke, da hun trykkede den lille pige ind mod sit bryst, og faderen glemte fuldstændig sin forfærdelse over den blodige begivenhed, da han kiggede ned i sin søns ansigt med stolthed i blikket.
Alt var godt, og for en stund herskede der en nærmest guddommelig stilhed, inden vrælene startede forfra, ledsaget af en hjertevarm klukken fra bedstemoderen. Aldrig igen ville der være fred og ro i grovsmedens hjem.

Som de to dråber vand de var, voksede Jost og Yela op side om side. Man så aldrig den ene uden den anden, og så snart de lærte at gå, var de to ballademagere så godt som ustoppelige. Glæden, de spredte omkring sig, vejede dog tungere end den evige hovedpine, de også var skyld i, så med ønsket om endnu en familieforøgelse, kom en lillebror til verden kort efter tvillingernes sjette navnedag.
Yderligere seks år fløj afsted, og guderne viste sig atter fra deres gavmilde side med en frugtbar velsignelse. Arnth og Brida ventede deres fjerde barn, men en hård vinter lurede forude, og da Brida var blot tre måneder henne, blev hun frygteligt syg. Bedstemoderen, som stadig levede i bedste velgående trods sin høje alder, hjalp til så godt hun kunne med alt det huslige, men hun var gammel og slidt; så med faderen, der druknede sig i arbejde, når ikke han var at finde ved sin hustrus side, var det tvillingernes opgave at holde hjemmelivet kørende. Det var dog pinefuldt indlysende, at Brida var limen, der holdt den iltre grovsmedefamilie sammen. Uden hendes kærlige indgriben syntes der konstant at bryde skænderier ud, og søskendetopperiet var for meget for bedstemoderen at håndtere. Men alt dét stoppede brat, da moderen en sen aften blev erklæret død. Det havde været nogle lange, smertefulde dage, og landsbyens healer havde intet kunne stille op.
Alle familiens medlemmer var sønderknuste, men al snak om følelser blev tabubelagt af husets overhoved. Aldrig igen ville der være smil og latter i grovsmedens hjem.

Årene, der fulgte Bridas død, var en sorgfuld tid, og særligt enkemanden havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen. I stedet for konens kærlighed blev hans foretrukne brændsel til at få ham igennem dagen stærk alkohol. Mandens ånde stank altid langt væk af brændevin, og når børnene skulle opdrages, blev det oftere gjort med næverne fremfor verbale irettesættelser. Han havde aldrig været en specielt omsorgsfuld far, men han var knap nok den samme person længere. Bægeret tippede for alvor, da han begyndte at forgribe sig på Yela med jævne mellemrum, som fuld af skam – og i frygt for faderens vrede – tiggede sin tvillingebror om at holde tand for tunge, efter han en aften afbrød den utilgivelige akt. Og det gjorde Jost. Han holdt på hemmeligheden i to hele år, indtil han ikke længere kunne bære at overvære sin søsters mentale forfald. Noget måtte gøres. Aldrig igen ville grovsmeden slippe afsted med sådanne grusomheder i eget hjem.

Så en plan blev lagt den følgende nat – men planen var forhastet, og ingen af tvillingerne kunne i sandhed forberede sig på dét, der inden længe ville finde sted. Men hvad var der ellers at stille op? De var desperate, og det virkede som den eneste udvej.
Med galoperende hjerter afventede tvillingeparret faderens hjemkomst i ly af mørket. De vidste, at grovsmeden altid tissede af bag smedjen, før han fordrukkent snublede videre ind i sin varme seng. Så langt ville manden dog aldrig komme.
Yela sitrede ukontrolleret, som hun klemte om det tykke reb i sine hænder og havde op til flere gange udtrykt sin usikkerhed til Jost, men han bed hende af hver gang; forsikrede hende om, at det nok skulle gå, alt imens hans greb om skaftet på den nyslebne dolk blev strammere og strammere. Og så gibbede det i dem begge. Fodtrin.

Det var en blodig, men hurtig affære at nedlægge den brede grovsmed. Det kunne da næppe have taget lang tid, kunne det? Var tiden faktisk stoppet, sådan som Jost havde følt, den gjorde? Måske. Hele tumulten havde været hektisk lige fra start af, men med den store mængde sprut i systemet havde drukkenbolten været forbavsende nem at overmande. Derfra husker Jost dog kun usammenhængende brudstykker. Han husker en intens vrede. Han husker, hvor underlig våd lyden af de gentagende, dybe knivstik var, men ikke hvor mange gange, han gjorde det. Og han husker panikken. Panikken, som ledte til mordet på både den senile bedstemor og deres søvndrukne lillebror selvsamme nat.

Der var ingen eufori til stede i de to identiske ansigter, blot ren og skær rædsel over den brutale række mord, de så skånselsløst havde udført. Planen var i den grad kørt af sporet, men de kunne ikke hoppe af toget endnu. Adrenalinberusede pakkede tvillingerne så meget, de overhovedet kunne bære, inden de hastende drog afsted i natten. Væk fra den lille landsby i det nordvestlige Gestraria og mod grænsen til Falanie. Deres hænder ville for evigt være plettede med blod, men i det mindste var den værste fare overstået. Ikke? Og de var stadig sammen. Dét var det vigtigste af alt.
Men guderne havde set, hvad de havde gjort, og det var kun et spørgsmål om tid, før tvillingerne måtte stå til regnskab for deres forbrydelse på den ene eller anden måde...

Lidt over et år var det uadskillelige tvillingepar på farten sammen, indtil skæbnen ville det anderledes. De havde nu befundet sig i Falanie i godt tre måneder, men der lå stadig en lang rejse forude. En håndfuld gange havde de været heldige at støde på en venlig hestevognsfører, som havde ladet dem køre med på ladet et stykke af vejen, men resten af tiden foregik det på fod.
Destinationen var hovedstaden, Levagny, og selvom det var et fjernt mål, som til tider virkede umuligt at nå, fastholdt de kursen. Og alt var ikke skidt. De nød friheden og mødte mange interessante mennesker undervejs. En aften stødte de på en gruppe gestrarianske soldater på hesteryg, som var på vej tilbage til hjemlandet, og de brød sig så meget om tvillingernes skæve personligheder, at de inviterede dem på et krus øl på en nærliggende landevejskro. Det blev dog til meget mere end blot det ene krus, og inden længe sejlede verdenen omkring dem, men humøret var højt, og alkoholen fik enhver bekymring til at flyde i baggrunden.
Men så skete det. Det ene øjeblik var Yela ved hans side, og det næste var hun ingen steder at se. Jost forsøgte at forholde sig rolig, men den synkende fornemmelse i maven ville ikke lade sig ignorere. Der var noget gruende galt. Hun havde været væk for længe, og den lurvede kro var fyldt med skumle typer; mange af dem med store, skyggende hætter. Noget der ikke havde generet ham synderligt, da de var ankommet, men med hans søster ude af syne...

Jost undskyldte sig og stavrede på usikre ben ud i tusmørket. Omgivelserne var kun svagt oplyst af pletvist placerede fakler og olielamper, men det var nok til at kunne se uden den store anstrengelse. Han havde ikke råbt sin søsters navn mere end et par gange, før han spottede en mand med en hest længere henne ved et vildtvoksende buskads. Læssede han noget af...? Hvad—
Alt blod i hans krop frøs til is, da det gik op for ham hvad, det var.
“HEY!” råbte han med et knæk i stemmen i håbet om at få et glimt af den fremmedes ansigt. Mere end et glimt blev det heller ikke, for manden var snart oppe på hestens ryg, og Jost kunne ikke andet end at se til, som den ukendte mand forsvandt i en støvsky af jord. Han forsøgte at løbe efter på kluntede ben, men kampen var tabt på forhånd.
Opgivende sank han ned på knæ ved sin tvillings livløse krop, og havde det ikke været for den hjerteskærende gråd, der brød ud så snart, han tog hende i sine arme, ville man kunne høre hvordan, den unge mands hjerte blev knust i tusind små stykker. Aldrig igen ville Jost føle sig hel.

Nu, i skrivende stund, er Jost for nyligt ankommet til hovedstaden, og det er med mord i blikket, at han vandrer rundt i de travle gader på udkig efter søsterens koldblodige morder. Han kender ikke en eneste sjæl, og han er knap nok sikker på, hvem han leder efter, men det afskrækker ham ikke. Billedet af manden er brændt fast i hans hukommelse, og dét alene holder ham til ilden. En vag beskrivelse af et udseende er bedre end ingenting, og der må utvivlsomt være nogen i så stor en by, der har krydset veje med denne mand, hvis mørke skikkelse besøger Jost i hans mareridt...

OUT OF CHARACTER

BOX NAVN Fenris.
KONTAKT Via LM – privatbesked eller i c-box.
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja.

[Yphion]

Godkendt!