Ondskabens ansigt

[Jost Ottefinger]

Vi befinder os i Markedskvarteret nær et hus, som efter sigende skulle have tilhørt en gammel vinhandler. Mørket er for længst faldet på og har lullet langt de fleste af byens borgere i søvn. Tordenskrald kan høres i det fjerne, og af og til kan et glimt af lyn ses længere ude i horisonten. Tunge skyer varsler om en heftig omgang regn, men der er endnu ikke faldet en eneste dråbe.
Roland Sværdsvinger

Det var sent. Vist nok på den anden side af midnat. Udenfor byens mure var det i hvert fald bælgravende mørkt og ikke til at se en hånd for sig. Kontrasten til det tætte mørke, der opslugte alt og alle som befandt sig i det, skulle findes tættere på bymidten. Selvom gaderne ikke længere var travle, var de stadig svagt belyste af de glødende vægfakler rundt omkring, og olielamper på pæle kastede lange, forvrængede skygger op ad husmurene. Indimellem dukkede en endnu større skygge op og åd de mindre skygger én efter én. Denne skygge hang fast om anklerne på en ung mand, der på snigende fødder bevægede sig igennem natten tæt op ad de skæve, sammenklemte byhuse. En hætte med trævlet kant var trukket godt ned i panden, og hænderne var skjult af alt for lange ærmer. Han virkede nervøs. Hans kropssprog var stift og uroligt på en og samme tid, og han blev ved med at sende flygtige blikke ud i alle mulige retninger. Øjnene hvilede aldrig det samme sted særlig længe ad gangen. Men han var ikke bange, tænkte han stædigt. Det havde han forbudt sig selv. Denne nat var han modig. Det skulle han være.

En dæmpet tordenbuldren lød, og som det forstummede, gjorde drengens skridt det samme. Ganske tilfældigt nåede Jost lige akkurat at søge ind under et halvtag, før himlens sluser åbnede sig, og et vandfald af regn kom væltende ned. Vejrskiftet var dog ikke ene årsag til, at han blev stående i læ og skulede olmt ud i mørket. Der var ikke længere nogen flakken i hans blik, som det forankrede sig på noget forude. Et hus. To etager. Umiddelbart skilte det sig ikke synderligt ud fra de omkringliggende bygninger, men alene synet af det var nok til at få hele hans krop til at dirre af indebrændt had. Vrede. Det var dét, han følte. Stadig ingen frygt, forsikrede han sig selv om.
Med ansigtet fortrukket i bitterhed så besk, at hans mund snerpede sig sammen, lænede han hovedet tilbage og kiggede op mod det eneste vindue, hvor der ikke var komplet sort på den anden side. Han kunne næsten ikke styre den ufrivillige sitren længere. Allerede nu mærkede han, hvordan hans evne til at tænke klart sivede ud gennem det ene øre som usynlig røg. Efterladt med skælvende knæ, svedkolde håndflader og en mund tør som sand stod han og ventede i ly af mørket. Det føltes som en evighed – men så blev der pludselig helt sort i huset. Sort som graven, tænkte han og begav sig atter afsted, nu med den stride regn hamrende mod hætten.

For blot et par dage siden havde Jost nærmest ikke turdet tro på det, da han havde overhørt en samtale på en kro mellem to ældre handelsmænd. En samtale der gik på en nytilkommet mand, hvis beskrivelse havde fået Jost til at holde vejret og spidse ører. Det kunne da umuligt være manden, han ledte efter, kunne det? Nej. Næppe. Hvad var sandsynligheden lige for det? Men han havde ikke kunnet slippe tanken igen. Den gestrarianske knægt var stadig for ukendt med hovedstaden og dens desorienterende labyrinter af tætpakkede huse til at kunne genkende bopælen, denne fremmede mand efter sigende skulle have overtaget; men allerede den første, han havde hevet fat i og udspurgt den følgende dag, havde kunnet pege ham i retning af den selvsamme bolig, han nu stod lige udenfor på dette ugudelige tidspunkt af døgnet. Og da han tidligere havde set ryggen af manden, var al tvivl forduftet. Det var ham. Monsteret der havde slået Yela, hans tvillingesøster, ihjel. Hans sjælepartner. Hans ét og alt.
Jost følte et spyd gennembore sin brystkasse, idet han generindrede det rædselsfulde minde, og han måtte holde en kort pause for ikke at bryde fuldstændig sammen. Men selv efter en række dybe vejrtrækninger – og nogle hårde slag mod hovedet i et angstinduceret hysterianfald – var det stadig med rystende hænder, at han fandt frem til det rette sted på sidedøren og så lydløst som muligt begyndte at dirke låsen op.

Jost gjorde sit bedste for at være tyst som en skygge, da døren lige så stille gik op, og han listede ind i det uvisse mørke. Han gik ned på hug og blev siddende sådan for en stund, så øjnene kunne vænne sig til de lysfattige omgivelser. Hvad var det overhovedet for et rum, han var havnet i? Han syntes at kunne ane omridset af skabe og skuffer og... et ildsted? Det kunne næsten kun være et køkken.
Som han sad der og mentalt forberedte sig på at drage videre ind, søgte han ind under det yderste tøjlag med sin ene hånd. De fire fingre lukkede sig krampagtigt om skaftet på en dolk, og det var, som om det gav ham lidt mere mod. Han rystede stadig som et espeløv, og hans hjerte slog så hårdt og hurtigt, at han et øjeblik frygtede, det ville eksplodere i brystet på ham. Men så kom der endelig gang i hans ben igen. Og de førte ham lidt efter lidt hen til en trappe. Nu var det pludselig, som om hans hjerte fuldkommen stoppede med at slå. Mørket forude var som et stort, sultent gab, der bare ventede på at æde ham hel.

En klump så stor, at den umuligt kunne synkes, formede sig i halsen på ham, da han besteg det første trappetrin. Det var ikke til at undgå, at den gamle trappe knirkede lidt på vejen op, men så længe han bare forholdt sig i komplet ro, så...
Det her var for Yela. Ja, det måtte han blive ved med at huske sig selv på. Igen og igen. Denne mand havde frarøvet hans elskede søster livets gave, og Jost havde i sinde at gengælde denne grusomme akt. Tifoldigt. Han anede intet om manden. Kun at han havde fortjent at dø.
Et sidste skridt og så var han oppe. Kunne det virkelig passe, at mandet ikke havde hørt ham? Jost holdt vejret og rettede sig op. Han lyttede. Og lyttede. Men der var umiddelbart ingenting at høre. Ikke andet end de lyde, der nu engang var i et gammelt hus. Måske sov han allerede tungt?

Heldet var på den unge mands side – eller det troede han i hvert fald, for det første rum han tog et kig ind i viste sig at være sovekammeret. Han fik øje på sengen med det samme, men den var... tom?! Hans blod frøs øjeblikkeligt til is, som alting begyndte at krakelere i hovedet på ham. Nej... nej, han var skråsikker på, at det var dette værelse, han havde set lyset fra! Var det ikke? Så hvor var manden henne?!
I vildrede stavrede Jost et par skridt fremad og følte sig både kvalm og svimmel. Angstsveden løb af ham, og han gennemledte rummet med blikket igen og igen og igen. Og så var det, at den lille stemme i hans hoved råbte til ham, at han skulle vende sig om. Vende sig om og løbe for livet uden at se sig tilbage; men han nåede knap nok at se sig over skulderen, før et hæst, halvkvalt gisp forlod hans strube, som havde trukket sig sammen af bar rædsel. Døden åndede ham lige i nakken. Og så blev alting sort. Sort som graven.

[Roland Sværdsvinger]

Levagny. Roland havde været her før, men der var ikke ret meget at lave for en lejesoldat, det var bedre mod grænserne til nabolandene. Denne gang så det dog ud til, at han var her for at blive. I en kortere eller længere periode, det havde han ikke besluttet sig for endnu.
Et brev havde nået ham for et halvt års tid siden. En jurist forsøgte at få fat i ham, fordi han åbenbart havde arvet efter en onkel. En mand han havde mødt et par gange, når han havde besøgt byen. Hans morbror. Fortællingen om morens endeligt havde også nået ham, sammen med ordet om, at Roland havde taget hævn for dem alle, 11 år gammel. Det havde åbenbart placeret ham som onklens favoritnevø, han var i hvert fald altid blevet taget godt i mod i vinhandlen. Og nu havde han arvet.

Roland var draget til Levagny for at se arven i øjesyn. Juristen var meget overrasket over at se ham, men kunne fortælle ham, at han havde arvet en fin sum penge og et hus. Og sådan gik det til, at lejesoldaten, der havde tilbragt de sidste 15 år på landevejen uden noget fast sted at kalde sit, ejede et ganske fint hus på to etager, med en stor kælder og en baggård med stald i markedskvarteret i Falanies hovedstad. Og havde penge nok til ikke at skulle bekymre sig for et stykke tid.

Det havde været underligt, den første nat. At lægge sig i en seng i et tomt hus. Normalt havde han ikke problemer med at sove, men det tog nogle nætter før han havde vænnet sig til husets og byens lyde. Den første dag havde han bare gået formålsløst rundt i bygningen. Lært den at kende. Alle møblerne var der endnu, også onklens bibliotek.
På andendagen havde han fundet et par piger, der ville gøre rent for et par skillinger. Støvet havde lagt sig, og mus var flyttet ind i det års tid, huset havde stået tomt.
På tredjedagen havde han flyttet rundt, så huset mere føltes som hans.
Og på fjerdedagen havde han ryddet kælderen.

Det var svært for ham at holde sig i ro, så de fleste dage gik med at gå ture i byen, hilse på folk og finde ud af, hvor det var bedst at handle, drikke og finde selskab. Han fandt hurtigt en form for rutine, og han faldt en smule til ro. Men han burde nok finde sig noget at lave, inden så længe.

Det var et par uger efter, at han var flyttet ind. Vejret teede sig og de tunge rumlende lyde af torden trængte ind i huset. Roland havde ryddet op efter aftensmaden og brugt aftenen med at læse i en af bøgerne fra biblioteket. Lyden af regn forstyrrede ham en smule, da himlen endeligt gav los, og han endte med at tage en runde i huset for at tjekke døre og vinduer, inden han besluttede sig for at gå i seng. Lys efter lys blev slukket, og der var kun gløder tilbage i kaminen, da han gik op ad trappen, tog sine støvler og skjorte af – igen noget nyt for ham, som han normalt sov klar til kamp – og slukkede for lampen, inden han lagde sig i sengen.

Der var ikke gået lang tid, før en lyd fik ham til at slå øjnene op. Det regnede stadig og et enkelt tordenbrag lød ind i mellem, men det var ikke det, der havde hevet ham ud af hans næsten-sovende-stadie. Der var nogen i huset. Nederste trappetrin havde knirket. Nogen var på vej op ad trappen.
En kniv dukkede op fra dens gemmested ved sengen, og Roland gled lydløst ud af sengen. På bare fødder bevægede han sig hurtigt over bag døren, mens han undgik de to gulvbrædder, der knirkede, kniven klar i hånden, hvilende ved brystet.
Næsten uhørlige skridt kom nærmere og igennem revnen mellem karmen og døren, kunne Roland skimte en skikkelse. Personen gik i stå og Roland var lige ved at tro, at de ikke ville komme ind, men lige som han ville smække døren op i håb om at ramme personen, fortsatte de fremad, nu uden forsigtighed.

Egentligt ville Roland stikke dem ned, men af en eller anden grund ombestemte han sig. Måske en fornemmelse af, at han genkendte personen. Lige meget hvad, var det ikke bladet, der suste mod skikkelsen, men skæftet, og det blev hårdt og kontant banket ind i tindingen på den ubudne gæst. En velkendt hul lyd lød, og personen sank sammen som en kludedukke.
Uden at tøve et sekund, trådte Roland over det, der så ud til at være en ung mand, og hen til sin taske, der stod klar for enden af sengen. Han havde ikke pakket ud endnu, klar til at springe på hesten og forsvinde. Selv i mørke tog det ham ikke mange øjeblikke at finde rebet. Tilbage ved den bevidstløse krop, skubbede han lidt rundt for at få fat på hænderne. Han frøs kort, som noget var helt galt med den hånd, han fik fat i. Pludseligt vidste han, hvem han havde fået besøg af. Et svagt smil, skjult af mørket, gled kort over Rolands ansigt, inden han bandt håndleddene sammen, skar rebet over og gjorde det samme ved benene. Derefter fik han liv i lampen igen, så det var til at se noget. Jo, ganske rigtigt, han genkendte den unge mand, der lå på hans soveværelsesgulv. Han var her nok for at hævne sin søster. En ung kvinde, Roland ikke havde haft i sinde at myrde, men han var kommet til at tage hende i stedet for broren. De lignede hinanden på en prik. Tvillinger. Og med de samme specielle hænder.

Roland overvejede kort, hvad han skulle gøre ved ham. Svaret lå selvfølgelig lige for, kniven var ikke længere væk end natbordet. Men hvad var der sjov i det? Og Roland havde en fin stor kælder. Han rejste sig og tog kniven, ikke for at afslutte drengens miserable liv, men for at skære en strimmel af hans skjorte. Ublidt bandt han strimlen rundt om hovedet på ham, den hvilende i munden af ham, så han ikke kunne lave for mange lyde. Der var ingen grund til at alarmere naboerne eller tilfældigt forbipasserende drabanter.
Derefter tog han lampen og greb fat i rebet mellem den unge mands deforme hænder med sin frie hånd og begyndte at slæbe af sted med ham. Han var tung, men ikke tungere end at Roland rimeligt let fik ham slæbt ned ad gangen og derefter begyndte at hive ham ned ad trappen. Uden nogen form for forsøg på at gøre det en behagelig tur, som kroppen bankede ned i hvert eneste trin hele vejen ned. Derefter slæbte han ham hen til kælderdøren og ned af den trappe. Kælderen var bælgravende mørk, men med lampens hjælp, fik han fundet vej ind i det store rum, hvor han stillede lampen fra sig. Med et fast greb i drengens arme, løftede han ham med et let grynt af anstrengelse op og hang ham på en krog, der hang fra en kæde i loftet. Om han var vågen eller ej betød ikke så meget, han var grundigt bundet, og det var da også rebet mellem hænderne, krogen blev hægtet fast under.

Det havde været en hård omgang, trods at Roland var en stærk mand, og han rullede kort med skuldrene og gned sine hænder mod hinanden, inden han rakte op og trak stoffet ud af munden på sin ubudne gæst, der kun lige kunne nå det kolde gulv med fødderne. Roland selv havde hverken fået sko eller skjorte på, men det var ikke noget, der påvirkede ham. I det svage lys fra lampen betragtede han den unge mands ansigt.
”Jeg var ikke sikker på, om du ville komme efter mig. Det gjorde du så.” Hans stemme var hæs og rolig, med en tydelig accent af hasneansk i de falanisiske.

[Jost Ottefinger]

Sort. Alting var sort. Selv da Jost vendte tilbage til bevidsthed, blev han mødt af et tæt, uigennemskueligt mørke. Sådan oplevede han det i hvert fald. I virkeligheden blev øjnene aldrig åbnet nok til at opfange skæret fra lampen. Han fornemmede det blot gennem lukkede øjenlåg som et meget svagt, fjernt lys. Og det hånede ham. Lokkede ham. Som en glubsk dybhavstudsefisk med grufulde intentioner, der med sit dinglende lys lurede intetanende ofre helt tæt på. Men lyset ledte ikke til et håbefuldt sted. Det ledte til et sted fuld af fortvivlelse, pine og... død.

Et dunkende jag af smerte havde rodfæstet sig i Josts baghoved, men han nåede knap nok at reagere på det, før han gled ud af bevidsthed igen, og alle sanseindtrykkene forsvandt – for lidt efter at vende tilbage igen. Og så forsvinde. Det fortsatte sådan i, hvad der for ham føltes som en evighed, men i realiteten blot var ganske få minutter. Turen ned ad trappen gjorde ham endnu mere kvalm og svimmel, end han allerede følte sig, og han nåede lige at tænke, om det var nu, han skulle dø, før han blev revet tilbage ned i dybet af bevidstløshed.
Og så vågnede han for alvor – til en dundrende hovedpine, en underlig følelse af at svæve og til lyden af en ukendt stemme, han først troede var et produkt af hans egen fantasi... indtil han fik øje på ansigtet på den anden side af det varmtonede lys.

De blå øjne blev store og fyldtes med skræk og rædsel, da det med ét gik op for ham, hvilken dødelig knibe han befandt sig i. Men der var også en dybtstikkende vrede at finde i den unge mands blik; en vrede, der yderligere kom til udtryk i de udspilede, vibrerende næsebor, som han trak vejret i tunge, men hurtige stød. Han begyndte rent instinktivt at vride sig for at komme fri, så kæden raslede, men kampen var tabt på forhånd. De hullede skosnuder fejede blot hjælpeløst henover det kolde gulv, der lige så godt kunne være en stor, bundløs brønd, sådan som han hang der og dinglede.
Grebet af panik forsøgte Jost at sparke ud efter monsteret i mørket, besværet og med små, anstrengte lyde. Han spyttede i utilsløret foragt i håb om at ramme mandens ansigt, og han forbandede ham langt væk på sit modersmål – men det var ikke nødvendigt et forstå gestrariansk for at vide, at Jost ønskede ham en lang, smertefuld død.

“Feje stodder!! Hvad venter du på?!” råbte han af sine lungers fulde kraft og kunne mærke, hvordan arrige tårer piblede frem og fik øjnene til at brænde. Tårerne nåede dog aldrig ud over kanten. Han nægtede at give dem frit løb.
“Slå mig dog ihjel, din kryster! Få det overstået!” snerrede han som en skælvende køter trængt op i en krog af et endnu større bæst. Det havde været faretruende tæt på, at stemmen knækkede, og hans hjerte hamrede derudaf med sådan en styrke, at han både kunne høre og mærke sin puls i øregangene. Knægten var hunderæd – selvom han virkelig forsøgte at skjule det. Men han havde allerede set, hvad denne mand var i stand til – hvor kold og ubarmhjertig han var – og nu var Jost hængt op som et andet slagtesvin, klar til at blive sprættet op. Hvad var der så at stille op?! Han havde ikke tænkt sig at tigge for sit liv! Så i stedet begyndte han atter at vride sig vildt og ustyrligt og sparkede hysterisk i retning af manden ud af ren trodsighed. Skulle han dø denne nat, ville det ikke blive uden modstand – uanset hvor sølle og grinagtigt hans forsøg så måtte være.

[Roland Sværdsvinger]

Skrækken var tydelig i det unge ansigt, selv i lampens skær, der kun lige jog mørket på flugt. Drengen vidste tydeligvis, at han var i knibe, men det skulle der vel heller ikke en lærd til at regne ud. Der var ingen tvivl om, at de befandt sig i en kælder, som luften var kølig og fugtig, med en svag hengemt lugt af gammel vin og måske en smule råd fra glemte sække og træ, der havde fået lov til at dø i hjørnerne, mens huset havde været tomt.
Men der var noget andet end skræk. Vrede. Åh, Roland måtte have såret denne lille hvalp. Men tabet af en søster, endda en tvilling, ville nok være nok til at begrunde det hadefulde blik. Det var nok ikke til at se i mørket, men vreden morede Roland. Den kunne han lide. Den kunne han bruge til noget.

Tavst betragtede han den pludselige kamp for at komme fri, lyttede til de vrede ord, han uden problemer forstod, som han havde brugt en del tid i Gestraria og gjort sig den anstrengelse at lære deres to sprog. Ikke til perfektion, men nok til, at han kunne føre en samtale og forstå det, der blev sagt.
Spytklatten landede for fødderne af Roland, som han ikke stod tæt nok på til at blive ramt, hverken af den eller de ynkelige forsøg på spark, der blev sendt hans vej.
Nej, Roland hverken sagde eller gjorde noget, men lod bare den unge mand få afløb for skrækken og vreden, ude af stand til faktisk at skade Roland. Hans ord betød ikke noget, han var ikke den første, der helst så Roland flået levende og fodret til ulvene, og det rørte ikke den hærdede lejesoldat. Ønsket om hævn var ganske fair. Og folk skulle være velkomne til at forsøge at få det. Det var ikke lykkedes for nogen endnu.

Da den gestrariske knægt begyndte at svinge rundt i kæden igen, besluttede Roland sig for, at det var nok, det var umuligt at få en ord indført, og han kunne heller ikke komme til ham uden risiko for at blive sparket.
Uden et ord gik han væk fra ham og over til væggen, hvor han havde efterladt en kost, da han havde været nede i kælderen for at gøre rent nogle dage tidligere. Han vejede den i hænderne, som han gik tilbage til sin fange, inden han greb ordentligt fat i den og svingede den bagud, inden han med en god kraft lod skaftet suse igennem luften og slog det direkte ind i maven på ham. Havde han vidst, hvad baseball var, havde han nok forestillet sig at slå bolden ud af banen. Uden at lade drengen komme sig over slaget, trak han kostens skaft til sig, svingede det den anden vej og slog den så ind i hans ryg. Det gjorde han en gang mere, bare lidt højere oppe.

Med forventningen om, at det var nok, stillede han kosten tilbage igen og gik op til den ophængte unge mand. Så tæt på, at der ikke var mere end nogle håndfladers længde imellem deres ansigter.
”Jeg har ikke tænkt mig at lade dig slippe med døden. Lige nu.” Svarede han ham så på den samme slags gestrariansk, som drengen selv havde brugt, men derefter slog han over i falaniansk.
”Men du vil måske gerne mødes med din søster i efterlivet?” Han rakte ud og greb halvvejs fat om hans hals, men mere sådan, at han havde fat om hans kæbeled, så han kunne holde hans hoved fast og betragte hans ansigt. Der var ingen følelser i hans eget, som hans blik gled over de unge træk.
”Hun var en fejl. I lignede hinanden for meget. Det var dig, jeg var efter.” Han slap ham igen og trådte tilbage. Lod blikket glide ned over ham. Hvad skulle han da gøre med ham? Han kunne lide vreden, der havde været at se, trods skrækken. Måske han skulle lege lidt med ham i stedet for blot at gøre det, han plejede. Nu han havde freden og roen til det i sit eget hus.

Men det var midt om natten, han var ved at få kolde fødder på det kolde kældergulv, og han var ikke forberedt på sin ubudne gæst. Nej, måske det var bedst at vente lidt.
”Lad være med at gå nogle steder.” Han vendte rundt, tog lampen og gik så ned af en gang, der gemte sig i det ene hjørne af rummet. Der var et lille rum, der havde været fyldt med reoler til vinflasker. Roland havde taget dem ud og hugget dem ud til brænde, så rummet var tomt nu. Der var ingen vinduer, og døren var massiv. Han havde en fornemmelse af, at det var den dyre vin, der havde været opbevaret her, for der var endda en god lås på døren. Den virkede, låsen, han havde tjekket, og nøglen sad i.
Tilfreds gik han tilbage til sin gæst og lod blikket glide over ham.
”Er du samarbejdsvillig, eller skal jeg banke videre på dig, til du er til at styre?”

[Jost Ottefinger]

Hvorfor gjorde han ikke noget?! Hvorfor stod han bare der og hånede ham med sin pinende tavshed og et sjælløst blik, som intet røbede?! Jost havde lyst til at råbe noget mere af ham. Gale i vilden sky om situationens uretfærdighed. Skrige i ren og skær frustration. Brøle op om alle de grusomheder, han havde fantaseret om at udsætte den samvittighedsløse mand for lige siden den dag, søsterens blod havde plettet hans klæder. Men der kom ingen ord ud. Kun lyde af anstrengelse. Af foragt. Af undertrykt frygt.

Selv i kælderens mørke stod det blodskudte hvide i stærk kontrast til den mørkeblå iris, da de store øjne nøje fulgte manden, idet han begyndte at røre på sig og målrette skridt førte ham længere væk. Mod noget andet. Et objekt. Ude af den som han var, nåede Jost knapt at opfatte, hvad det var, før det – i bogstaveligste forstand – pludselig slog ham.
Det hårde træ ramte ham først lige i maven med sådan en kraft, at det tvang al luften ud af ham. Havde han ikke været ophængt på krogen med armene over hovedet, ville han med garanti have knækket sammen på midten. Tvunget i knæ af det voldsomme slag. Jost gispede i desperation efter at få vejret og fik lige akkurat trukket nok luft ned i lungerne til sekundet efter lukke et halvkvalt, forpint klynk ud, netop som skaftet ramte ham for anden gang. Og så en tredje. Begge gange i ryggen. Begge gange lige nådesløst.

Ansigtet, som havde fortrukket sig mere og mere i en sammenbidt grimasse for hvert jag af smerte, kosten havde forårsaget, blev nu løftet mod manden, da hans hæse røst atter lød; ikke længere afbrudt af den øredøvende lyd af kædens raslen. Gestrarianeren hang slapt fra krogen; benene kun svagt dinglende. Som om livet allerede så småt var begyndt at sive ud af hans krop, der pludselig føltes, som om den vejede mere end hundrede kampesten tilsammen. Det var dog snarere ud af frygt for flere slag fremfor lydighed. Måske også en voksende skræk for manden, som nu var rykket ubehagelig tæt på. Forsøgte Jost at sende endnu en spytklat afsted, ville den med sikkerhed ramme denne gang, men hans mund føltes ufatteligt tør, som havde han lige slugt en hel mundfuld sand. Så i stedet nøjedes han med at lytte.

Da monsteret vovede at nævne hans søster, mærkede han sit mellemgulv trække sig krampagtigt sammen. Det var næsten værre end mavepusteren. Den unge mands vejrtrækninger var stadig irregulære – forkortede og hektiske – og de blev kun yderligere besværet, idet en hånd fandt vej om hans hals, lige under kæben. Gennem et slør af tårer – som han for alt i verden forsøgte at få af vejen ved ikke at blinke – betragtede han tavst den andens ansigt. Nærmest afventende. Forberedt på, at han når som helst kunne stramme sit greb. Men det gjorde han ikke. I stedet bragte manden en hidtil ukendt information frem i lyset. Jost spærrede øjnene op og stirrede vantro på sin tvillingesøsters koldblodige morder. En fejl?!

Han kunne snart ikke rumme mere i sit hoved. For anden gang på ganske kort tid var det, som om jorden skred væk under ham. Han var tabt for ord. Hjertet arbejdede på højtryk, og de hårde, taktfaste slag gav så meget genlyd i øregangene, at det gjorde ham helt ør. En bizar, metallisk smag bortledte kortvarigt hans fokus fra manden, som med en komisk bemærkning var forsvundet ud af synsfeltet. Blod.
Så opsat Jost havde været på ikke at give de brændende tårer frit løb, var tænderne ubevidst sunket så dybt ned i underlæben, at det tynde hudlag var blevet brudt; men han mærkede intet til det. Heller ikke nu. Læbens ømhed blegnede i forhold til den lammende følelse af hjertevridende sorg, som langsomt åd ham op indefra og ud.

Vreden boblede brat op som reaktion på den kyniske mands spørgsmål. Der var fortsat en tydelig målløshed malet i Josts blege ansigt, men en gnistrende arrigskab var sprunget frem i de våde øjne, som nu var så blodsprængte, at de var mere røde end hvide.
“Du er et monster... et vaskeægte monster...” Det blev ytret som en hvisken. Stemmen gennemsyret af et ubeskrivelig intenst had. En modsigende, skeptisk tone. Som kunne han umuligt tro, at nogen kunne være så hjerteløse.
Og så kom den. Spytklatten. Spruttende, så den næppe kunne undgå at ramme bare lidt. Kroppen begyndte at vride sig igen, omend det ikke var på helt så uregerlig manér som tidligere.
“Jeg vil hellere ende op som et rådnende lig end at samarbejde med en som dig!” hvæsede han og borede det lynende blik ind i den ældre herres. Hvad var meningen overhovedet med livet, hvis ikke det kunne nydes side om side med Yela? Kæreste, søde Yela, som åbenbart stadig ville have været i live, hvis bare han ikke havde ladet hende ude af syne den skæbnesvangre aften... Eller måske de begge ville have gået døden i møde med kun sekunder til forskel, havde de ikke forladt hinandens side.

Døden virkede pludselig ikke længere så skræmmende. Jost gik den i hvert fald glædeligt i møde, hvis det betød, at han ville blive genforenet med sin tvilling; dog ikke før han havde tappet sin krop fuldkommen for energi i et sidste forsøg på at få ramt på manden overfor. Det lå ikke til ham bare at give op uden kamp.
“Slå mig dog, din gamle gris!”

[Roland Sværdsvinger]

Trods det svage lys fra lampen, var drengens følelser skrevet så tydeligt i ansigtet på ham, at Roland ikke havde svært ved at læse dem. Vrede, sorg, had, frygt. Alt sammen i en skiftende pærevælling, der ikke rørte lejesoldaten en tøddel. Andres følelser betød ikke noget for ham, og havde aldrig gjort det. Ved Triatos, hans egne følelser betød ikke noget for ham, de få, han havde.
At blive kaldt et monster fik heller ikke nogen reaktion ud af ham, som han fortsat bare så på drengen med et udtryksløst ansigt. Han var et monster. Det var han godt klar over, men det rørte ham heller ikke at vide det. Hvad omverden så ham som, betød ikke noget. Så længe han kunne leve, som han ville.

Og drengens had? Det havde nær fået Roland til at smile.

Spytklatten ramte denne gang, den landede på hans brystkasse, og nogle fine dråber kunne mærkes på huden i ansigtet. Roland blinkede en gang i refleks, men rørte sig ellers ikke. Drengen ville snart nok fortryde sin handling. Det var der ingen tvivl om.
Svaret på Rolands spørgsmål var ikke så overraskende, selvom han dog kunne have håbet på en smule medgørlighed. De tre slag med kosten havde tydeligvis ikke været nok. Han overvejede kort om han skulle hente den igen, som hans fangst begyndte at vride sig i kæden igen, men som drengen ligefrem bad ham om at slå ham igen, endte Roland med at trække let på skuldrene som for at sige ”okay, når du selv beder om det”. Han tørrede med en kort bevægelse sit ansigt med underarmen, inden han i en hurtig og kontrolleret bevægelse trådte et skridt frem og lod sin knyttede næve suse mod den ophængte unge mands mave.

Det var let at slå på ham, som han hang der, ubeskyttet og ude af stand til at gøre noget for at undgå slagene. Roland sigtede efter de bløde punkter, som mave og nedre ryg, som hans hænder kunne synke ind i uden frygt for at brække de fine knogler på noget hårdt. Et par enkelte slag landede dog på brystkassen og den øvre ryg, og der var heller ikke længere op, end at drengens ansigt også fik en kærlig behandling.
Roland slog lige hårdt med venstre og højre hånd, og han holdt ikke igen. Trods at han var vågnet midt om natten og stod her i bare fødder og i bar overkrop, var der intet, der virkede træt eller malplaceret ved ham, som han brugte den fremmede unge mand som boksesæk i den mørke kælder. Og han vidste, hvor han skulle slå. Vold var hans element, og man kunne, hvis man kiggede efter, se musklerne arbejde under huden på ham, som han slog igen og igen.

Efter en rum tid stoppede han. Slagene kom langsommere, som han vurderede, om drengen havde fået nok. Da han kom frem til, at han var slap nok, lagde han armene om ham og løftede ham ned fra kroen og lod ham dumpe ned på jorden. Som tidligere greb han fat i kæden mellem hans hænder og trak ham hen over det kolde stengulv og ned til det lille tomme rum med den gode dør. Her hev han ham ind, lod ham ligge på det kolde gulv og lukkede døren bag sig, inden han låste den. Der var et lille vindue med to tremmer i, i døren, og han så ind i mørket. Og der var mørkt, uden vinduer andet end hullet i døren.

Roland gav døren et lille ryk for at sikre sig, at den var låst, inden han gik tilbage i det store rum, tog lampen og gik ovenpå, efterladende kælderen mørk, kold og stille.
Snart lå han i sin seng igen, en smule kold og stadig med en forhøjet puls efter den fysiske aktivitet, men det tog ham ikke lang tid at falde i søvn. Han havde aldrig haft problemer med at sove. Der var ingen bekymringer til at holde ham vågen, og de sidste mange år på landevejen havde lært ham at sove på en sten.

Han sov en smule længere end han plejede, men var alligevel oppe ikke længe efter solen stod op. Som altid startede han dagen ud med at få kroppen i gang med nogle øvelser, inden han lavede et solidt morgenmåltid og en kop varm te. Begge dele en luksus, han kunne tage sig i sit nye hjem.
Mæt og tilpas greb han et krus med vand og et tæppe, inden han gik ned i kælderen igen. Henne ved døren til det, der nu fungerede som en celle, satte han det hele fra sig, inden han låste døren op, klar til at han skulle lægge drengen ned, skulle han være kommet på benene og forsøge at bryde ud, når døren gled op.

[Jost Ottefinger]

Man skulle passe på med, hvad man ønskede sig. Skønt Jost selv havde bedt manden om at slå ham, kom det første slag alligevel uventet. Han så hånden knytte sig, men han var ikke forberedt på mavepusteren og heller ikke de mange prygl, som fulgte. Og værst af alt, kunne han intet gøre. Kroppen ville af ren refleks krybe sig sammen for at afværge slagene, men ophængt som han var, var det umuligt. Han måtte bare tage imod den hårde behandling – og den underligt lammende smerte som blev intensiveret for hvert slag.

Al luften blev hurtigt slået ud af den unge gestrarianer, som gispede i ren desperation efter at få vejret igen. Lyde af ubehag og smerte undslap ham med jævne mellemrum. Han forsøgte at holde igen, så godt han kunne. At bide det i sig. Vise, at der skulle mere end en omgang tæv til at få ham ned med nakken. Men han var jo blot et menneske. Et sølle, ungt menneske, som var endt i en større kattepine end nogensinde før. Og det eneste, han kunne tænke på, var, hvor længe dette mon ville stå på, før han ville dø.

Snart følte Jost sig som ét stort blåt mærke – mørbanket og drænet for kampgejst. Og så stoppede det. Slagene – ikke smerten. Han trak vejret i stød. Enhver muskel i hans krop spændte sig op, da manden tog fat i ham, men han var fuldstændig handlingslammet. End ikke på turen hen over det kolde gulv kæmpede han imod. Han lyttede blot til den pulserende lyd i sine øregange. Hjertet slog stadig hårdt i brystkassen, som forsøgte det at bryde ud. Gid det ville. Det var alligevel ikke fyldt med andet end pinefuld sorg.

En dør blev lukket i, og det allerede tætte mørke virkede nu endnu mere kompakt. Han kunne ikke se en pind for sig, men til hvilken nytte ville det også være? Jost kunne høre en lås blive drejet. Det var her, han skulle dø, tænkte han. Aldrig igen ville han se sollys. Aldrig igen ville han mærke vinden mod sin hud eller høre fuglenes sang. Han ville rådne op her i mørket, hvis ikke manden kom og gjorde det af med ham før dét.

Jost ville sætte sig op, men det var, som om det ikke var fysisk muligt. Så han blev liggende. Og så brød tårerne endelig gennem den dæmning, han havde sat op. Til at starte med var gråden dog lydløs, som der blev trukket våde striber ned over kinderne. Men så kom hulkene. De fortabte hulk og ynkelige lyde, som tog pusten fra ham, mens de salte tårer brændte i øjenkrogene og fik næsen til at løbe. Han sov ikke den nat. Han lå og tænkte på Yela. På sine forældre. På Bedste og Idun Aveline og lille Otten. Og for første gang fortrød han, hvad han havde gjort; hvad han havde overbevist Yela om var det eneste rigtige at gøre. De blodige scenarier spillede igen og igen på hans indre lærred. Han græd og græd og græd, indtil der ikke kom flere tårer ud.

Der var ingen tidsfornemmelse i kælderens mørke. Det tog nogle sekunder, før han fik revet sig løs af sine tanker og opfangede lyden af skridt. De stoppede lige ude foran døren. Var det morgen? Aften? Jost havde ingen idé. Men han havde fået sat sig op og var rykket hen i et hjørne af cellen. Benene trukket ind til sig og armene omkring dem med hænderne stadig bundet. Han rørte ikke på sig, da døren gik op, og skikkelsen af et uhyre kom til syne i åbningen. Det var et underlig tomt blik, der blev rettet mod manden. Fjendtligheden stod frem i det unge ansigt, men øjnene var lige så døde, som han følte sig indeni.
„Er du kommet for at give mig flere bank? Eller vil du endelig slå mig ihjel?“ lød det hæst fra ham. Han ville have tilføjet et ‘feje kryster’, men det kom aldrig ud. Trods nonchalancen i stemmen var han tilbageholdende. Kroppen huskede smerten. Der var utvivlsomt op til flere mærker at finde under tøjet i alle regnbuens nuancer. Han var dog ikke knækket endnu, men kløgtig nok til at vide, at et flugtforsøg i hans nuværende tilstand blot ville ende i endnu en omgang tæv, hvis ikke værre.

[Roland Sværdsvinger]

Der var ingen bevægelse i cellen, som døren gled op. Ikke en lyd var at høre, og Roland samlede lampen op for at lyse ind i det bælgravende mørke rum. I hjørnet kunne han skimte drengens skikkelse og det hvide i hans øjne. Der var ikke helt lyst nok til, at han kunne se resultatet af sit eget arbejde, men han kunne levende forestille sig tegnene efter den omgang slag, han havde placeret på drengens krop og ansigt. Han havde selv set sådan ud flere gange end han kunne tælle til.

Spørgsmålet lød fra mørket, og Roland brummede kort, om det var af morskab eller ikke, det måtte drengen selv bestemme.
”Nej,” svarede han først, som svar til begge dele. ”Ikke medmindre du absolut vil op at hænge igen.” Der var en uudtalt trussel i hans ord – opførte han sig ikke ordentligt, ville Roland med glæde gentage processen fra om natten.
”Jeg vil foreslå dig en lille handel. Et krus vand for dit navn.” En simpel ting. Det første skridt i at lære hans unge, uvillige gæst, at gav man noget, fik man noget. Gjorde man, som der blev sagt eller forventet, ville ens liv blive bedre. Gjorde man ikke … ja det ville han jo nok finde ud af.

Roland bukkede sig ned igen og tog kruset med vand, for at vise ham, at han havde det med. Han nippede endda til det, for at vise, at det kunne drikkes. Hans blik forlod ikke drengen, som lidt efter lidt stod tydeligere frem, da Rolands øjne vænnede sig til mørket. Synet var sølle, som han sad der, krøllet sammen i hjørnet. Men Roland vidste, at der var noget i knægten, noget han måske ikke engang selv vidste, var der. Vreden havde talt sit eget sprog, forsøget på at myrde Roland i hans eget hjem. Dumhed, ja, men også noget mere. Roland havde fået en større forståelse for, hvorfor ridderen havde taget ham ind, da han var barn. Ikke at han var kommet frem til, at han ville noget specielt med drengen, han havde spærret inde i sin kælder, men nu måtte de se, hvor det ville føre hen. Han kunne altid skille sig af med ham, skulle han finde ham for besværlig.

”Så giv mig dit navn, og vandet er dit. Jeg kunne ikke forestille mig andet end at du er tørstig.” Der var ikke noget blidt eller venligt over Rolands stemme, men han var heller ikke uvenlig. Neutral. Tilbydende. Hans kropssprog var ikke truende på nogen måde, som han stod der med lampen løftet op i hovedhøjde og kruset i den anden hånd. Det var et reelt tilbud om en andel uden mere til det end det, det var. Vand for et navn.

[Jost Ottefinger]

… Op at hænge igen. Alene tanken om endnu en tur på krogen, sendte et gys gennem Jost, men mandens stemme fik det til synligt at gibbe i ham. Tungen slog straks knude på sig selv og forhindrede ham i et lukke så meget som ét pib ud, så i stedet rystede han på hovedet. Voldsomt nok til at det forhåbentlig kunne ses i den svage belysning fra lampen.

Øjnene – stirrende og varsomme – gled op ad den mørke silhuet, da den talte igen. Denne gang var tonen knap så intimiderende, men hvad der kom ud af den andens mund, pustede til gløderne under gestrarianerens trodsighed. Hidsighedens varme kølede dog hurtigt af, som han blev opmærksom på, hvor tør hans mund føltes. Hvis han nægtede at give manden sit navn, hvor længe ville der så gå, før han kom igen? Jost vidste ikke, hvad der var værst … at dø af tørst eller at dø af skaderne efter endnu en omgang prygl. Det var vel de eneste to scenarier – han kunne i hvert fald ikke forestille sig andet.

Det modige ansigt, han havde sat op, inden han var blevet smidt i cellen, var væk. Han ønskede ikke længere at dø. Noget i hans krop strittede imod med alle kræfter, og Jost forstod ikke selv hvorfor. Han havde følt sig så håbløs, så drænet for livsglæde … men nu var det som om, at det eneste, han kunne tænke på, var at trække frisk luft ned i lungerne igen. At vågne til endnu en dag, uanset hvor ussel den så måtte være.

„Mit navn er Jost,“ lød det brat fra det mørke hjørne. „Og Yela. Min søster som du …“ dræbte. Han kunne ikke få sig selv til at sige det. Det føltes dog rigtigt at præsentere hende, også selvom hun ikke længere var her. Måske især fordi hun ikke længere var her. Jost måtte tale for dem begge nu.

Med lidt besvær kom han først op at sidde på hug, og så rejste han sig langsomt. Han var påpasselig med ikke at lave nogle hurtige bevægelser, som kunne tolkes som et forsøg på modstand. Derfor tog han heller ikke mere end et enkelt skridt fremad. Hænderne holdt han akavet frem, mens blikket kredsede om mandens ansigt. Han var meget ældre end Jost og havde ingen venlige træk. Måske skyldtes det det sparsomme lys, der forvrængede ansigtet med mørke skygger, men han tvivlede nu på, at en morder som ham så blidere ud i sollys.
„Skal jeg blive ved med at have det her reb bundet om mine hænder?“ dristede han sig til at spørge. Hvis, måtte han jo bare tage imod kruset, så godt han kunne.

[Roland Sværdsvinger]

Roland ventede tålmodigt på, om drengen ville svare ham. Det hastede ikke, og hvis han ikke ville, jamen så fik han mere tid i mørket til at overveje sin livsvalg i. Men pludseligt lød drengens stemme fra hjørnet. Jost. Til Rolands overraskelse fortsatte han og fortalte navnet på sin søster, Roland havde taget ved et uheld. Han nikkede for at vise, at han havde fået fat i begge navne. Hans blik slap dog ikke drengen, Jost, som han begyndte at rejse sig. Han var ikke dum, det var nogle rolige, forsigtige bevægelser, der ikke virkede truende. Roland flyttede sig ikke, selvom han spændte en anelse op i den muskuløse krop, blot så han var klar, hvis drengen alligevel skulle vælge at angribe.

Selv da Jost trådte frem, bevægede lejesoldaten sig ikke, og som spørgsmålet lød imod ham, kastede han et kort blik på rebet. Mest for at sikre sig, at det stadig sad som det skulle. Det så sådan ud.
”For nu,” svarede han med sin let hæse stemme, inden han så ind i sin fanges øjne igen. ”Men måske vi kan lave en handel. På et andet tidspunkt.” Helt urimelig var han ikke, men han havde brug for at føle, at han kunne regne lidt mere med Josts opførsel, før han ville fjerne rebet. Og som altid, det var noget for noget.

”Men du har fortjent dit vand. Og du svarede på mit andet spørgsmål, før jeg kunne stille det.” Han gik i knæ og satte kruset inden for døren, inden han rakte bagud og tog tæppet, han havde haft med. Han ville have spurgt Jost efter søsterens navn, men drengen var kommet ham i forkøbet. Det skulle han selvfølgelig også have noget for. Han lagde tæppet ind i rummet og rejste sig igen.
Og det var det. Han trådte bagud, lukkede døren og drejede låsen. Han havde egentligt regnet med at efterlade drengen i mørke igen, men han havde opført sig så pænt, så i stedet hang han lampen på en krog ude i gangen. Det ville ikke give meget lys ind i rummet, men nok. Den burde brænde et par timer endnu.

Dagen gik. Roland var stadig ved at vænne sig til ikke at skulle være på farten hele tiden, og han var ude af huset i et nogle timer, inden han kom hjem igen med noget indkøb. Duften ville ikke nå ned i kælderen, men hans madlavning fejlede ikke noget, og han havde købt ind til en god stuvning. Roland var ikke en mand med mange følelser i livet, og fysisk velbehag betød meget for ham. God mad var vigtigt.

Det var sen eftermiddag, da han endeligt gik ned i kælderen igen, med en ny lampe og en høj skammel, som han placerede ved døren, inden han tog den gamle op og fik liv i den igen. Det lykkedes ham at balancere en bakke med både en skål med mad, en kande med vand og lampen ned af trappen. Bakken blev placeret på skamlen, inden han kastede et blik ind ad vinduet i døren. Hvad der for alle andre ville være sort mørke, var gråt for ham, som et tungt tusmørke. Han havde sin ring på fingeren.
Var Jost stadig i sit hjørne, ville han låse døren op og åbne den.
”Er du klar på en handel mere, Jost?”