Sandhedens time

[Eleanor Sølvlilje]

Det var sent på aftenen og netop af den årsag ville Ellie normalt befinde sig på Den Tørstige Hat, for det meste i selskab med indehaveren, men ellers med andet, mandligt klientel. Hun var aldrig ude om aftenen, men i dag var alt anderledes. Havde været det lige siden en rasende og rædselsslagen fiskerkone pludselig var dukket op på bordellet.

Det var det, der førte til, at Eleanor nu løb gennem slummen på et alt andet end sikkert tidspunkt og dét med et barn i armene. Hendes vejrtrækning var grænsende til panisk, da hun endelig nåede frem til det hus, hun aldrig havde besøgt og aldrig tidligere ville have vovet at hamre på døren til. Nu gjorde hun dog netop det og bad til alle Guder for at Damien Sølvtunge var der.

[Damien Sølvtunge]

Damien var alene hjemme. Han sad sunket ned i en lænestol med en bog og regnede ikke med besøg så sent. Det kom derfor bag på ham da den hamrende lyd på hoveddøren lød. Han rynkede let i begge de mørke bryn før han langsomt rejste sig og lagde bogen fra sig på det lille bord.

Han havde stadig sine briller på da han åbnede døren og var ellers iført en løs hvid skjorte og et par mørke bukser. "Eleanor.." Tonen i stemmen var dels overrasket og dels anspændt over at se hende her. "Hvad laver du her?" De mørke øjne gled ned på drengen der var tæt knyttet til sin mor.

".. med ham?"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor ville, trods deres relation, aldrig nogensinde have vovet at komme der tidligere. Nu var situationen dog en anden og da han åbnede, tøvede hun ikke med at træde ind forbi ham. Ind, hvor hun forhåbentlig kunne trække vejret.

I første omgang forblev det overfladisk, frygten og raseriet tydeligt på hendes ansigt, som blikket rettede sig mod Damien. "Nogle mænd prøvede at tage ham i dag," svarede hun, tonen skarp af frygt. "På grund af dig."

[Damien Sølvtunge]

Damien lukkede og låste døren bag dem, uden at sige noget slog han let med hånden ind mod det eneste oplyste rum i huset. Hendes ord rungede og selvom han var en intelligent mand havde han ikke på stående fod nogen stor mistanke om hvorfor at nogen ville skade Eleanors horeunge.

Han var ligeglad med drengen, men ikke med hende. Var det virkelig sådan de ville komme under huden på ham? Han strøg frustreret en hånd gennem håret før hans blik fandt hendes skræmte ansigt.

"Hvorfor ville de gå efter drengen?"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var ved at gå i opløsning og knugede Estienne tættere ind til sig, mens hun fulgte blindt efter Damien uden at se sig for. Omgivelserne var ligegyldige og hendes puls ræsede stadig. Måske var det også det, der fik hende tale, før hun kunne nå at tænke sig om og overveje konsekvenserne ved sine ord.

"Fordi han er din," røg det blot ud og det var først, da ordene lå der, at hendes ansigt blegnede lidt med indsigten af, hvad hun endelig havde sagt. Det var dog ingen løgn og selv en blind mand kunne se sandheden, hvis han bare så.

[Damien Sølvtunge]

Ordene rungede og gav genlyd utallige gange. Han lod sig dumpe ned i den stol der allerede var trukket ud. Han trak vejret dybt ind og vidste at han til en start havde lyst til at sige at hun løj. Men han vidste udmærket godt at han ville ende med at være den der havde været sammen med hende flest gange.

Hans mørke blik gled op mod Eleanor og så tvang han sig selv til at se på drengen, hvis lighed til hans egen han ikke kunne løbe fra.

"Du har intet sagt, fordi?"

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie holdt næsten vejret i sekunderne efter. Hun anede ikke, hvordan han ville reagere. Hun var heller ikke rolig, da han satte sig; forventede, at eksplosionen kunne nå at komme endnu.

Blikket gled væk og hun blinkede et par gange, før hun endelig svarede. "Fordi jeg prøvede at beskytte ham fra det her," forsvarede hun sig, uden at se på ham. Det var en del af sandheden. "Og dig fra en situation, du ikke ville være i."

Og sønnen fra en far, der måske ikke ville vælge ham og hans mor til. Han havde mange gange gjort det klart, at ægteskab ikke var en mulighed.

[Damien Sølvtunge]

Damien kunne mærke at han blev oprigtig vred over at høre hendes begrundelser til hvorfor hun havde frarøvet ham et valg. Han havde mange meninger om det nu, og han ville ikke kende sig ved følelsen af at noget af det hun sagde var sandhed. Men ingen af dem kunne vide hvad der var sket, var hun kommet til ham dengang.

Han knugede sine hænder så hårdt at knoerne blev hvide. "Du fratog mig ansvaret" lød det fra ham som hans brune øjne kun syntes at blive mørkere jo mere hans blik flakkede fra hendes til hans ansigt.


"Så i stedet lod du mig hade ungen, hade dig." Nu havde han rejst sig. Noget i ham ønskede at sende hende væk. Men han forblev i rummet og tvang sig selv til at træde nærmere. Han var nødt til at beskytte dem. Hvad end hun havde af aftaler og arrangementer med dem der så efter ham, måtte ende. Hvis nogen kendte til sandheden ville der ikke gå længe før hele byen skulle kende den.

Måske var det i virkeligheden en god ting? Samtalen med Gabriel Halvmåne havde alligevel sat sine spor og han havde givet sig selv lov til at tænke på fremtiden. Han havde dog aldrig troet at det skulle vise sig så hurtigt.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellies øjne prikkede svagt, men hun rankede sig også og strammede grebet lidt om den sovende søn. Hun bed sammen og tog en dyb indånding gennem næsen, selvom hun ikke ligefrem følte sig rolig. Tværtimod.

"Hvilket alternativ var der til had?" svarede hun, stemmen en anelse dirrende. Det var et hårdt ord. "Du har i årevis sagt til mig, at du ikke vil have mig, fordi det er for farligt. Hvordan skulle det være anderledes med ham? Jeg prøvede at beskytte ham, forstår du ikke det?"

[Damien Sølvtunge]

"Jeg forsøgte at skærme dig." svarede Damien i en hård tone selvom det ikke var hans mening. Men frustrationen var for stor. Han trak vejret dybt ind i håb om at det ville gøre ham bare en smule mere rolig.

"Men han er min søn. MIN SØN!" Hans stemme lynede nu og noget i ham gik i stykker og det gjorde det umuligt for ham at se direkte på Eleanor; den kvinde han altid havde elsket mest.

"Hvis du var kommet til mig.." Han vidste stadig ikke hvad han ville have haft gjort. "Du fratog mig valget. Du tror jeg ville have sendt dig væk?" Så kendte hun ham kun alt for lidt.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor kunne ikke hindre sig selv i at vige en anelse tilbage over tonefaldet og det gippede da også i det udmattede, sovende barn. Ordene føltes som et slag, men hun vidste også, at hun havde gjort som hun havde af en årsag. At han aldrig havde været villig til at gifte sig med hende, trods den sikkerhed, hun var sikker på, at det ville have givet. Trods det, der var mellem dem...

"Jeg anede ikke, hvordan du ville reagere," svarede hun, en anelse desperat. "Jeg var nødt til at passe på ham. Tror du ikke, at jeg havde lyst til at fortælle det? Men du har gjort det så klart, at det ikke er sikkert at være i nærheden af dig. Og jeg kunne ikke risikere," hendes stemme knækkede og hun sank. "Jeg kunne ikke risikere, at du tog ham fra mig."

[Damien Sølvtunge]

Det havde han sagt alt for tit. Men den primære årsag var hans egen usikkerhed. Det stod nu klart for ham at han bedre havde haft en chance hvis de åbent havde dannet par og at han havde ægtet hende allerede den gang. Han anede ikke engang selv hvordan han ville have ageret og selv nu var han i tvivl. Selvom han var udmærket klar over hvad der var det rigtige.

"Jeg elsker dig Eleanor." svarede Damien nu mere sikker i sine ord end nogensinde.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor stivnede et øjeblik. I et øjeblik var hun i tvivl om, hvorvidt hun havde hørt rigtigt. Om ordene, der altid havde virket til at ligge uudtalt i luften, endelig var blevet sagt højt. Blikket flakkede til Damien.

I nogle sekunder var der stille. Hun blinkede et par gange, så væk og så tilbage igen. Hun sank. Vidste ikke, hvordan hun skulle svare. Eller trække vejret.

[Damien Sølvtunge]

Damiens mørke bryn trak sig sammen, men han fastholdte sit blik mod hendes blege ansigt. Roligt trådte han et skridt tættere mod hende - og endnu et.

"Jeg elsker dig." sagde han igen. Nu var han helt henne ved hende. Langsomt løftede han sin hånd og strøg den let over hendes lyse hår og derefter mod drengens mørke.

"Jeg har været en kujon. Jeg er en kujon."

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor glippede med øjnene og tog en brat indånding, da han strøg hende over håret. Det nev lidt i næsen og knæene føltes pludselig lidt svage, mens blikket gled over hans ansigt.

"Hvad betyder det?" spurgte hun lavmælt, stemmen kun lige hørligt og blikket mere sårbart, end hun måske ville bryde sig om senere.