Sandhedens time

[Damien Sølvtunge]

"Det betyder.." Damien så rundt i stuen. Læberne blev spændt mod hinanden før tænderne ramte underlæben. Han trak sig væk fra hende og forsvandt ud af stuen.

Han var væk et øjeblik. Et langt øjeblik. Han havde måtte samle sig foran sin kommode med det store spejl og stirre ind i de mørke øjne og sikre sig at det han gjorde var bedst for dem alle. Han var nødt til at handle.

Han tog en dyb indånding før han mødte Eleanor i stuen igen og sank ned på knæ foran hende.

"Eleanor Bruyère" Hans stemme skælvede og han måtte rømme sig en smule. "Jeg er ked af at det har taget mig alt for lang tid at indse at jeg er den bedste mand sammen med dig." han trak en ring frem fra brystlommen.

"Jeg har haft den i flere år.. og jeg." Han rystede på hovedet. "Vil du gifte dig med mig?"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor stod tilbage med hamrende hjerte og sønnen knuget tæt, da han gik. Tiden han var væk føltes uendelig og hun var ikke ligefrem rolig, da han vendte tilbage igen.

Alligevel havde hun ikke forudset, hvad der ville følge og øjnene spærrede sig op, da han sank ned foran hende. I et par sekunder forstod hun næsten ikke og det tog hende et øjeblik at huske at trække vejret.

I årevis havde hun ønsket netop det og det virkede så uvirkeligt, at øjeblikket pludselig var kommet. Derfor måtte hun også blinke et par gange efter hinanden og stille et spørgsmål med en stemme, der kun lige var hørlig. "Mener du det?"

[Damien Sølvtunge]

Det kunne have været sket på bedre måde, og på et bedre tidspunkt. Men Damien havde brændt sig på det før og ønskede ikke længere at vente. For til trods for at han evigt og altid havde afslået muligheden for giftemål så betød det ikke at han slet og ret ikke tænkte på det.

Langsomt rejste han sig; han kunne ikke blive siddende på knæ på samme tid som han forsikrede hende. Han klarede halsen. "Det burde ikke have taget mig en ærlig snak med Gabriel og sandheden fra dig om at få mig til at indse at du.." Han tav mens hans blik gled mod drengen. "At i er det vigtigste for mig, og at faren altid vil lure lige meget hvad."

"Så vil jeg hellere være den lykkeligste mand"

"Eleanor, jeg kan ikke love dig sikkerhed, men Gabriel har givet mig sit ord på at han vil gøre alt i sin magt for at sikre sig jeres liv."

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor fulgte ham med blikket og i takt med at han talte, mærkede hun umiskendeligt sine øjne blive fugtige. Hun blinkede et par gange, men kunne i sidste ende ikke hindre læberne i at bue opefter. Trods det, at hun knapt turde tro det. Tro, at det virkelig skete.

"Damien," sagde hun lavmælt, stemmen bare en anelse grødet. "Mit liv ville ikke være det mindste smule mere sikkert, hvis du ikke var i det," pointerede hun. Det ville bare være nogle helt andre farer - og langt værre, kunne hun ikke lade være med at tænke.

"Du har allerede givet mig så meget," fortsatte hun. "Men..." Hun tøvede et øjeblik, før hun fortsatte. "Jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort. Du er den eneste, jeg vil have."

[Damien Sølvtunge]

Damien var for det meste aldrig i tvivl om at Eleanor elskede ham. På de virkelig dårlige dage kunne hans indre dæmoner puste til den lille flamme. Hun var også en kvinde med mod og ben i næsen og hvis hun følte at det hele var for de forkerte grunde ville hun have afvist ham. - og i et split sekund troede han også på at hun ville trække sig væk.

Men hun blev stående, og et smil trak skævt i den ene side af mundvigen da hun endelig da hun endelig bekræftede. Alligevel lød hans ord.
"Er det et ja?"

Han løftede hånden forsigtigt mod Estienne og lod den stryge let over de mørke lokker. Det sank, og han mærkede det trykke ubehageligt i mellemgulvet. En uro og en angst han aldrig før havde følt.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde længe haft en knude i maven og først i det øjeblik begyndte den at løsne sig lidt. Til gengæld hamrede hjertet, men hun var ikke for alvor i tvivl, da hun nikkede.

"Ja," åndede hun ud, mens læberne sitrede mod et lidt følelsesladet smil. "Selvfølgelig," tilføjede hun, som hun slækkede grebet om sønnen en anelse, så Damien for alvor kunne se hans sovende ansigt. Noget, hun ellers havde forsøgt at undgå.

[Damien Sølvtunge]

Damien åndede ud på samme tid som et smil trak sig frem da hun endelig sagde noget. Han trådte det sidste minimale skridt mod hende for at lægge begge arme omkring både hende og drengen. Roligt hvilede han panden mod hendes.

Blikket fæstnede sig mod drengen; hans dreng og øjnene med instinktivt våde. Men han blinkede hurtigt tårerne væk.

Der gik et øjeblik hvor han bare holdte om dem, men til sidst trak han sig væk og klarede halsen. "Det er her i skal bo." sagde han så og slog let ud med den ene arm. Eller rettere for oven, han kunne ikke købe et nyt hus til dem, og Gabriel ville aldrig tillade at han forlod deres fælles hjem, ikke endnu i hvert fald.

"Vi bor for oven. Der er fem rimelige værelser, og du må selv dekorerer dem" Han lød næsten begejstret. Men han vidste det var adrenalinen og alle de andre tanker der først ville dukke op når rusen havde lagt sig.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor kunne ikke helt forstå det og måtte næsten holde vejret, da Damien holdt om dem. Det var så uventet, men samtidig alt, hun ville have og bare i et øjeblik tillod hun sig at svælge i det og ikke tænke på, hvad der ville ske, når det hele lige havde bundfældet sig.

Det blev dog i baghovedet, som hun så hans begejstring og af samme grund gik hun selv lidt mere tøvende til det, men dog med et lille smil på læberne. "Jeg glæder mig til at se det," svarede hun oprigtigt, men kunne ikke helt så let slippe bekymringerne. Især ikke: "Hvad med din bror? Er du sikker på, at han vil have os her?"

Hun huskede stadig den trussel hun havde fået og hårene stod op i nakken. Tanken om, at deres søn skulle vokse op under samme tag som tyvekongen var intimiderende, men hvad var alternativet? Her var han i det mindste beskyttet.

[Damien Sølvtunge]

"Det er vores fælleshus." lagde Damien ud i et første forsøg på at dæmpe hendes bekymring. Men han ville ikke selv have troet på det, havde det været det eneste han havde fået at vide.

"Han vil med sikkerhed have noget imod det. Men han ved også hvor vigtig du er for mig, og så længe du ikke tager mig fra ham så vil han ikke være det største problem i vores liv" Han kunne altid snakke beboelse med Gabriel på et andet tidspunkt.

"Desuden, får du som min kone meget mere at sige end.." Damien skar en let grimasse og det var tydeligt svært for ham at få de sidste ord ud. "min hore" Hans mørke øjne så beklagende på hende og han rakte sin hånd mod hende.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor fortrak ikke en mine over ordet. Det var ikke første gang, hun var blevet kaldt det og hun havde lært at lade det prelle af. Det var jo sandt, selvom det lød særligt grimt, når det kom fra ham. Men nu ville det uanset ændre sig. Hun rankede sig lidt og forsøgte blot at lade være med at tænke for meget på Gabriel.

Blikket faldt til hans hånd og hun tøvede ikke for alvor med at tage imod den eller at træde nærmere. Blikket søgte hans, som hun lod nakken falde lidt tilbage. "Jeg har ingen interesse i at komme mellem jer," konstaterede hun dæmpet, men ærligt. "Så længe, jeg kan være hos dig. Ved din side." Bare at sige det føltes helt uvirkeligt. I alle de år havde hun netop blot været hans hore. I hvert fald så vidt verden kunne se.

[Damien Sølvtunge]

Det hele ville ændre sig. På godt og ondt og de ville begge skulle forberede sig på en helt ny hverdag og det ville uden tvivl ændre deres forhold og måden de omgik hinanden. Men han var sikker på at de nok skulle klare det. De havde for mange år i bagagen til at bukke under.

Et smil faldt hans trætte ansigt. Det var rart at høre hende sige det højt selvom han ikke for alvor havde regnet med at hun havde planer om det. Ham og hans bror havde dele af deres liv fuldstændig afkoblet fra normen. De slog folk ihjel, truede og afpressede dem der kom i vejen for dem. Selvom han ikke ønskede at Eleanor skulle blive en del af det, bandt hun sig til det lige så snart de giftede sig.

"Mon lys d'argent" mumlede han mod det lyse hår. "Du kommer til at få mere hård hud på hænderne end nogensinde. Du vil komme til at bide mere fra dig, og jeg vil lære dig at håndtere både sværd og kniv"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor tillod sig at lukke øjnene ind mod ham og tog en dyb indånding af den velkendte, beroligende duft. Ordene fik hjertet til at slå hårdere, end det nogensinde havde gjort. Håbefuldt.

Langsomt løftede hun hovedet og mødte hans blik. Brystet hævede sig med en dyb indånding og hun nikkede. "Alt, hvad der er nødvendigt, for at hindre, at det her sker igen. Jeg vil ikke lade nogen røre ham."

[Damien Sølvtunge]

Ingen af dem vidste hvad de havde kastet sig ud i. Damiens hjerte pumpede så stærkt at han ikke skænket katastroferne særlig høje tanker. Alle kendte jo til Ellies eksistens, og at de giftede sig ville ikke ændre hendes betydning for ham. Hvis det skulle være hendes død kunne de lige så godt få det meste ud af deres tid sammen. Hvor morbidt det end var.

"Ved han hvem hans far er?" spurgte han så som en blid hånd søgte ind mod drengens tykke lokker.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie følte sig en anelse rystende over hele kroppen, men det var måske ikke mærkeligt ovenpå alt det, der var sket den dag. Ikke, at hun endnu helt havde forstået, hvad der faktisk var sket.

Alligevel gav det et sug i maven og en varm følelse i brystet, da hun så Damien stryge sin søn over håret. Det var noget, hun havde forestillet sig i årevis og hun måtte blinke mod sine fugtige øjne. Hun tog en indånding.

"Jeg har fortalt ham om dig," indrømmede hun og så på på Damien. "Han kender ikke dit navn, men han ved, hvem du er."

[Damien Sølvtunge]

Damien nikkede og et svagt bekræftende brum forlod ham uden at han tog sit blik fra drengen. Han kunne mærke at det stak, og at den dårlige samvittighed ville sidde i ham resten af livet. Han havde gjort det fuldkommen forkert og kunne også mindes at han ikke havde været særlig sød ved Ellie da nyheden om graviditeten kom frem.

Der ville være nyheder i vente og hans rygte og image ville dvæle for en stund, men de skulle ikke tro at Damien Sølvtunge var så let at få ned med nakken.

"Kom, lad os gå ovenpå."