Held i uheld

[Kilian Baptiste]

Det havde ikke været meningen, at Kilian skulle have været i hovedstaden Levagny. Og nu, hvor han befandt sig i denne situation, med en ødelagt bog i den ene knytnæve og kraven på idioten, der havde forårsaget ulykken, i den anden, så forbandede Kilian endnu mere, at han var taget afsted. Det skulle bare have været et møde med hærgeneralen, Leonard af Mont, der havde sendt bud efter Kilian hele vejen fra Neaune. Mødet havde handlet om et ønske om at få Kilian tilbage til den kongelige hær, og selvom at det nærmest virkede oplagt, så var der noget, nogen, der holdte ham tilbage fra at gøre det. Til det møde gik det op for Kilian, at den eneste grund, der holdte ham i Neaune, var den unge Genevieve af Neaune .

Med den realisering havde Kilian så småt denne aften forberedt sig på at rejse tilbage til Neaune. Han havde trukket sin mørke hest igennem Levagynys gader, for til sidst at stoppe op ved en kro for at få sig noget at spise inden den lange ridetur. Så havde han pakket hesten foran kroen, hvortil at han uundgåeligt endte med et møde af en beruset herre, der tumlede ud fra kroen. 

For et gøre historien kort, havde sammenstødet med den berusede, nysgerrige mand resulteret i en ødelagt bog, der havde stor betydning for Kilian. Det var ikke sådan lige at skaffe sådan en magisk bog alle steder. Den berusede herre havde i sin skammelighed lovet, at han nok skulle reparere den. Eller, at hans kære kusine kunne. En Imogen Blindseer . 

Så nu befandt Kilian sig foran døren til denne kusines hjem, med bogen i den ene hånd og en bedende alkoholiker i den anden, "Herre! Det er her, herre! Hun bor her!"

______ 

Inden for byhuset var der stille og roligt, da det bankede på døren. En stuepige trådte hen og åbnede døren, og med ét blev freden brudt. Den berusede mand fløj ind og landede tungt mod gulvet i et støn. Det forpjuskede, sørgelige syn fik stuepigen til at gispe og træde til siden, og hun opdagede først for sent, at der var andre med end fætteren selv. De mørke støvler på den ranke ridder bevægede sig over tærsklen med rolige skridt. 

"Jeg beklager ulejligheden, frøken, men jeg leder efter en Imogen Blindseer ," sagde Kilian nonchalant til tjenestepigen, som han foldede hænderne roligt med bogen foran sig. Den høje, mørke ridder virkede malplaceret i det ellers så varme og fredsfyldte byhus. Tjenestepigen nejede forfjamsket, "Ja, min herre.. Et øjeblik." Og så løb hun mod stuen, efter at hun måtte træde over den berusede fætter der stadig lå og boblede på gulvet. 

[Imogen Blindseer]

Der hang rigeligt med tegn på, at byhusets beboere havde gjort sig parate til en god afslutning på dagen. Foruden den stille atmosfære, der hang over hjemmet samt den minimale belysning, der ville have været til at ses udefra, så kom det nok allermest til tyde, idét den unge frøken efter lidt tid kom til syne i den lille ydmyge velkomst hal – hvis det da kunne kaldes det og ikke blot en entré. En lange og bredærmet kåbe af et pudderblåt robust stof dækkede ikke rigtigt for råhvide underkjole af betydeligt mere blødgjort materiale, sådan som det flagrede til hendes hastige skridt. Og desuden var de røde lokker hverken gemt anstændigt væk bag hovedlin eller opsat. En simpel fletning for at holde styr på det i løbet af natten, hvilede da blot henover hendes skulder.

Imogen kendte byhuset ind og ud, dog var hun stadigvæk nødsaget til at føre en hånd diskret med langs murene i visse tilfælde. Dette værende en af dem, men selvfølgelig så snart hun havde taget drejningen fra gangen, havde hun fermt fjernet hånden i en glidende bevægelse, og dermed sit følelsessyn, for at vove sig videre med sin viden om arkitekturen og indretningen. Bevidst for ikke at være for åbenlys omkring sit egentlig handicap. Tjenestepigen, der havde hentet hende, var heldigvis altid lige i nærheden med en stage med vokslys fortsat i sin ene hånd, så da Imogen trådte tættere frem mod, hvor hun vidste at hoveddøren var, nåede den unge pige at ligeledes træde frem for at lægge en sigende hånd blidt mod Imogens lige inden, et uheldigt sammenstød med den fordrukne Jon Glaspuster på gulvet ville have sket. Igen; det blev gjort mødeholdent.
”Ah,” lød det sagte fra den hidkaldte frøken, idét hun per automatik lige fik trådt et halvt skridt tilbage og af ren vane, søgte blinde øjne ned i retningen af hendes fætter, der på daværende tidspunkt havde formået at møve sig lidt mere op i sine arme. Dog uden at være i nærheden af at kunne finde ud af at komme ordentligt op på sine ben igen. Men han lagde da mærke til Imogen og det kunne næsten fysisk mærkes i luften, den pure lettelse til at se løsningen på hans nattelige problemer. "Mo! Kære kusine. Lap lige Herrens, ih, så kostbare bog. Det kan du, kan du ikke?" Ordene, trods sløret af brændevin og hvad andet, den to år yngre man havde hældt på sig selv og fået hældt på sig, var det intet problem for hende at høre dem, men til gengæld så forstod hun for en stund kun meget lidt af det. Herrens?

Det var ikke længe efter at forvirringen have trukket tråde i hendes ansigt, før Imogen fornemmede tjenestepigens læber nærme sig hendes ører for at meget svagt hviske et par ord til frøkenen. Nær døren… Høj herre.. Og endelig søgte de blågrå øjne sig hen i retningen af døren, mod denne herre tilsyneladende stod – det gjorde det altid svært for hende at ordentligt placere folk inden hun havde hørt dem enten tale eller bevæge sig omkring. Nogle bar endda mænger af parfume, der gjorde, at hun kunne gøre det blot ved brug af hendes næse. Men der i entréen opfangede hun kun duften af olierne i hendes eget hår og den syrlige lugt af fuldskab kommende fra hendes fætter.
Men hun gjorde skam sit bedste! Og nu mindet om, at hun havde en gæst i sit hus, stillede hun sig også mere rank og præsentabel. Imødekommen. ”Åh, godaften,” hilste hun respektabelt. "Det må være Dem, der søgte mit selskab. Så jeg kan vel også antage, at De muligvis kan fortælle mig, hvad der foregår?" Det var langt fra hver aften, at Imogen havde gæster. Og da slet ikke gæster der satte scenen, som hun kun kunne forestille sig.

[Kilian Baptiste]

Det var et uventet syn der ramte Kilian, da ejerinden af huset viste sin tilstedeværelse. Det kunne ligeledes ses på den høje, mørke ridder, der med sammenknebne øjne og en rynket pande, til sin overraskelse så en petite, ung kvinde. Det rødflammende hår stod i stærk kontrast til den nydelige, blege hud, og de fine ansigtstræk virkede end ikke til at have mødt tidens tegn. Kvindens parfumerede duft dannede sig i entreen som en rosenhave.

Hun var langt fra, hvad Kilian havde forestillet sig. Han havde regnet med, at skulle stå foran en noget ældre enkefrue, for det virkede fuldstændig usansynligt, at en så ung borgerlig kvinde, som hende, ejede et byhus med dertil tjenestefolk. Desuden, der var noget over hende, som Kilian ikke kunne sætte en finger på. Men som tjenestepigen lænede sig hen og hviskede i kvindens øre, fornemmede Kilian at der var mere bag hendes navn.

Selvom at han fik øjenkontakt med hende, så var der noget i hendes blik, der virkede fjernt. De blågrå øjne var nogle, han aldrig havde haft bekendtskab med før.

Kilian rømmede sig en anelse og trådte et skridt frem, hen over den beduggede fætter, der prøvede at trække sig op. De tunge, dyre støvlers hæle var tydelige mod trægulvet, og den mørke kappe gled hen over fætteren der kort faldt sammen på gulvet endnu engang.
"Deres fætter havde insisteret på, at følge mig til Dem, fru Blindseer.." sagde Kilian roligt, uvist om hendes status. Der måtte være en mand i huset. Hun kunne umuligt eje et byhus som denne alene.

Han stoppede op, stadig holdende om bogen, "Som De kan se, så gjorde han et betydeligt godt arbejde med at få den ødelagt. Det er en bog, der står mig yderst nær. Den har ikke været billig, hvis De forstår.. Jeg blev forsikret om, at De kunne løse det."

Tjenestepigen stod tæt mod Imogen med blikket skarpt mod den mørke ridder, og det var ikke til at tage fejl med hendes mistroiske blik, at hun ikke brød sig det fjerneste om den fremmede ridder. 

[Imogen Blindseer]

Hendes blik blev straks justeret idét han gav lyd fra sig. Ikke meget, for det viste sig, at hun allerede havde kalibreret sig korrekt ind på hans skikkelse - ren held, virkelig. Hans stemme var forbløffende behagelig i hendes ører, sådan som den stadigvæk syntes at bære nogle ungdommelige nag bag autoriteten, der meget tydeligt stod frem i måden, han førte sine ord over tungen. Ikke nok med dét, men selv uden hans afslørende, meget akustiske skridt, så ville det ikke være et problem for hende at fornemme ham, som han kom nærmere, således hun kunne løfte hagen i takt. Det var egentlig sjældent, at hun stod i selskab med sådan et individ.
Hans tiltale, kom dog noget bag på hende selvom, at man på ingen måde kunne bebrejde ham for at misforstå. Trods hun stadig kunne beskrives som ung, så stod hun stadigvæk nogle år længere fremme end en kvinde kun lige frisk ude på ægteskabsmarkedet. At det havde anden baggrund end dét, fald på ingen måde Imogen ind ved første tanke. ”Frøken,” rettede hun ham høfligt efter at have lagt en hånd mod tjenestepigens arm og dermed stoppet hende i at gøre det samme for sin arbejdsgiver. Imogen kunne svagt mærke, hvordan den unge pige spændte en smule mere op i selskabet med denne Herre. Hvad mon hun så, der intimiderede hende sådan? ”Og kald mig endelig Imogen.”

Som De kan se…
Havde situationen bragt med sig en lidt lettere stemning, ville hans sætning nok have fået et lille morende smile frem i den unge frøkens mundvige, dog forblev alvoren en vedvarende gæst i entréen, som sætningen fortsatte og en bekymret fold blev dannet mellem hendes ligeledes flammende øjenbryn. ”De siger vel ikke, at min fætter er skylden i…” Hun var chokeret, men ikke fordi hun aldrig havde kunne forestille sig, at en so hendes fætter kunne finde på den slags. Det var tværtimod præcis, hvad den unge mester ville. Det var præcis den her slags problemer, som var at forvente, en som ham ville komme ind. Og selvfølgelig havde han ikke den mindste hensigt i, at løse dem selv. Hendes læber havde forblevet let afskilte, som hun var blevet stum, som havde hun i sinde at afslutte, hvad hun var startet på. I stedet sukkede hun blot.

Imogen vendte sig så til siden mod tjenestepigen. ”Hent Piers så han kan hjælpe med at få båret mester Jon til et kammer, så han kan sove rusen ud. Åh, og Simmone? Efterlad lyset her til Herren.” Tjenstepigen var ikke glad for at efterlade frøkenen alene med den fremmede, så meget var tydeligt. Et opspænd i kæben og tøvende, langsomme skridt tilbage. Et blik der blev ved med at danse i retningen af ridderen, som hun stillede lysestagen fra sig og så endelig fik fat ordentligt gang i sit fodtøj og forsvandt dybere ind i huset igen.
”Om forladelse, for min fætters optøjer. Det kan kun snarest håbes, at han får en hustru på armen, der kan holde ham bedre i ørene end hans overbærende mor,” undskyldte hun så snart at det var taget sig af og hendes fulde opmærksomhed faldt tilbage på den høje ranke mand. Eller; hun kunne kun forestille sig, at han måtte være rank. ”Må jeg…?” spurgte hun så og rakte roligt sine hænder frem, så han kunne lægge den omtalte bog i dem mens hun holdte fast i et håb om, at han ikke allerede holdte den frem for hende at tage imod.

[Kilian Baptiste]

Frøken? Der kunne man bare se. Svaret virkede næsten til at imponere Kilian, der så netop så en undtagelse af den traditionelle hustand.

Kilian fangede tjenestepigens skarpe blik, og som svar sendte han hende et træk i mundvigen. Så forsvandt hun ud fra entréen med frygten om, hvad denne fremmede havde i sinde, for hun kunne ikke komme udenom, at hendes frøken stod i stærk ulempe med sin blindhed.

Flammerne fra stearinlysene flakkede varmt i den lille entré. Fætteren var faldet i søvn på gulvet, og måtte finde sig i, at han på et tidspunkt ville blive trukket i begge arme op ad trappen til sit værelse for at sove rusen ud.

Et let støn af et tilbageholdt grin forlod den høje, mørke ridders hals, da Imogen undskyldte for sin fætters ugerninger. Og som hun rakte hånden ud, lagde Kilian mærke til, at hun ikke fjernede sit blik fra hans. Hans egne kneb sig en anelse sammen af hændelsen. For normalt ville man vel kigge på bogen, man ønskede at se.

Med en rolig bevægelse førte han bogen op til hendes hænder. Som bogen blev lagt i den lille, feminine hånd, stoppede Kilian dog ikke dér. Af ren opmærksomhed tog han hendes anden, frie hånd, og førte den forsigtigt op ovenpå bogens flade. Han havde fanget den nu.

"De er blind.." lød hans stemme lavmælt, som erkendelsen ramte ham. Det var ikke meningen, at han ville sige det højt, men overraskelsen havde taget over.

"Jeg beklager, jeg vidste ikke, at.." Han stoppede sig selv. Og så ramte et nyt spørgsmål den forbløffede ridder; for hvordan kunne en blind hjælpe ham med dette problem, han stod i? Det var umuligt. Det eneste hun kunne gøre var, at give ham pengene som en erstatning, men for Kilian var dette ikke en mulighed.

"Hør, frøken Blindseer. Det var ikke Deres skyld, at Deres fætter ødelagde den. Det burde være ham, der skulle stå for betalingen, og ikke Dem. Han kan betale en månedlig sum som kompensation."

[Imogen Blindseer]

Allerede før bogen havde gjort fysisk kontakt med hende, kunne hun fornemme den sitrende sensation af magi i sine fingerspidser og det blev kun kraftigere, som den blev lagt solidt i hendes hånd. Som hendes anden hånd ellers havde været på vej til ligeledes at tage om den, da hun pludselig følte hans hånd tage den for at vise den vejen, gispede hun sagte grundet overraskelsen. Det havde været en noget uventet handling fra hans side. I hvert fald indtil, at en observerende tanke flygtede fra hans tunge og på sin vis egentlig fik Imogen til at slappe mere af igen til trods for, at det jo også var et tab til hendes forsøg på at holde det skjult til hendes bedste evner. Selvfølgelig var den slags aldrig noget man kunne gemme væk. ”De er observant,” kommenterede hun tilbage med et beskedent smil på hendes læber, før hun sænkede sit blinde blik fra ham, som var det gået op for hende, at det var netop dém der havde afsløret hende.
Hun ville aldrig stå og påstå, at hun skammede sig over sit handicap, men hun var godt klar over, hvordan sådan noget blev set på. Det var en svaghed, og samfundet brød sig ikke om svagheder for kun de stærke kunne sejre.

Så i stedet for at dvæle i det for længe, dalede hendes øjne lidt længere ned mod sine hænder, hvor de med absolut forsigtighed begyndte at stryge henover bogen. Læderet var blødt og behageligt, særligt ved ryggen, som hviskede til hende et hint om, hvor mange gange herren ikke må have bladret og læst i den. Det var nemt at identificerer skaderne og det var med en sart sørgmodighed, at hun kørte en finger hen over den største revne i omslaget. Hendes fætter forstod sig ikke på ejendele og deres værdi. At gøre sådan noget…
Og ikke nok med det, så var bogen spækket med magisk ladning. En kraftig en af slagsen. Hun behøvede ikke at kunne se, for at kunne ’se’ det. Hendes eneste last var, at hun ville ønske, at hun kunne opleve farvenuancerne magien i bogen måtte have. Hun mistænkte der være et spil frem for bare én. Hun rystede da let på hovedet, der fik enkelte løstsiddende lokker hår flagre let. ”Min fætter har ingen egen, ærlig mønt til sit navn. Skulle De give ham muligheden for det, ville han løbe fra betalingen, og jeg vil have ondt af Dem for at skulle bruge tid og energi på at holde ham i kraven,” forklarede hun og dermed afviste hans forsøg på at træde tilbage. Høflig var han da! Men han måtte have kommet hele vejen hertil i håb om… et eller andet.
”Han er familie og blot på besøg her, så et vist ansvar har jeg for ham. Desuden -” Hun løftede hagen igen, og hendes smil havde groet en smule i mellemtiden inden det blev præsenteret for ham. ”Jeg kan forstå, hvorfor bogen er vigtig for Dem. Magiske genstande som den er ikke nemme at komme omkring. Jeg er ganske rigtig blind, men mit syn er ikke nødvendigt til at lappe den sammen for Dem.” Alt han skulle, var at stole lidt blindt på hendes evner.

Imogen trådte så frem, sørgede for at vige udenom, hvor hun mente at han stod – han stod end tand bredere end, hun havde forventet, så hendes arm strøg sig vagt mod ham, da hun passerede ham, havde han ikke selv allerede flyttet sig væk fra hendes linje. Hun gjorde tegn til, at han skulle følge med, som hun med sikkerhed i sine skridt bevægede sig igennem en døråbning til højre fra hoveddøren, der førte ind til, hvad man nok bedst kunne beskrive som en stue med et større rundt bord i midten og ikke bare ét, men to store bedstefarure stående i hver sin ende. Det ene viste den korrekte tid mens den anden ikke gjorde. I baggrunden kunne hun høre to sæt fødder komme skyndende ind i entreen. Tjenestepigen med en noget ældre mand på slæb. ”Jeg tror aldrig, jeg fik Deres navn,” brød Imogen stilheden med, som hun stoppede nær bordet. Ung-pige nysgerrigheden var ikke helt mulig at skjule i hendes stemme denne gang.

[Kilian Baptiste]

Hvordan ramte hun så meget plet omkring bogens værd? Intet på bogen indikerede, at den var magisk, og for enhver anden simpel mand ville den ikke fremstå som andet end en slidt gammel sag med ubetydelige, blanke sider. Det kom bag på Kilian, og havde hun haft sit syn, var det tydeligt at se overraskelsen på ridderens rynke i panden.

"Hvordan?" lød hans stemme lavmælt. Hvordan kunne en blind kvinde lappe en bog som denne? Han havde aldrig stået i denne situation før; spørgsmålet var, om det overhovedet var muligt at reparere den? Den var trods alt magisk, og med magiske, ødelagte objekter fulgte der fare og utilregnelighed med.

Men den blinde, unge kvinde besvarede ikke hans spørgsmål med ord. I stedet satte hun sin vej frem. For en kort stund strøg hun hans arm med sin; en let berøring, der fik den mørkhårede, ranke ridder til at vende sig i hendes retning, som hun fortsatte frem. Hendes tegn var nok, og som draget af nysgerrighed kunne Kilian ikke andet end at følge efter. Hans lange fingre fandt hvile om lysestagen, inden at han fulgte den unge kvinde ind i stuen; for i modsætning til hende kunne Kilian ikke fornemme mørket.

"Kilian," besvarede han Imogens spørgsmål, idet at han satte lysestagen på det store bord i midten, "Mit navn er Kilian." Rummet lyste svagt op af stearinlysenes skær, men skyggerne hvilede stadig tungt i den store stues kroge.

Med rolige skridt gik han let omkring, som hans nysgerrige blik betragtede lokalet. Store malerier hang på væggene og virkede nærmest dystre grundet den lave belysning. Hans blik gled videre hvor synet af de store ure stod stolt og rankt, og det slog ham, at det ene ur passede med tiden, mens den anden ikke gjorde. Han lod det stå hen, til trods for, at han i en kort stund havde set undrende på dem begge.

Der var ingen tvivl om, at husets ejerinde besad en stor sum penge, som sikkert de færreste burde vide af. Kilian kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke. Med hendes nedsatte evne til at se, kunne man frygte, hvor nemt et offer hun kunne være for den forkerte, der faldt rigdommen for øre.

"Frøken Blindseer.." Kilian stoppede og rettede sig selv, "Imogen." Så drejede han om efter at have betragtet urene, og lod sit fokus hvile på den unge kvinde, "Undskyld min nysgerrighed, men hvordan har De fået så meget rigdom? De er så ung.."

[Imogen Blindseer]

”Killian,” gentog hun, smagte på navnet og følte hvordan de lå på tungen, hvordan det strakte noget så svagt i hendes mundvige at sige. Lige som hendes egen navn gjorde. Hun kunne godt lide det, og selvom hun allerede smilte tilfredst over, at han i det mindste ikke havde haft noget imod at introducere sig selv for hende, så groede det da en lille ekstra smule derefter. Om han så det eller ej, var for hende ikke til at vide, for mens hun havde en nogenlunde idé om, hvordan han roligt slentrede rundt i lokalet, så fulgte hun ham ikke længere med de intet-seende øjne, som før. ”Et stærkt navn. Det passer meget godt til Deres stemme.” Forsigtigt blev bogen lagt på bordet, hvor hendes fingerspidser stadig lige strøg dens overflade, som var hun bange for, at den ville forsvinde fra hende, hvis hun ikke havde en nær en konstant fysisk kontakt til den. Eller også var det fortsat magien der tiltræk hende som den behagelige varm fra et ildsted på en kold morgen.

Stemmer var ufatteligt vigtige for Imogen. Det var, hvad hun bearbejdede sine indtryk af folk på, når deres udseende ikke ligefrem var en mulighed, som sikkert var tilfældet med alle andre. Det var ikke så meget, at hun hørte betydeligt bedre end det almene individ, men mere at hun per automatik var altid hyper-fokuseret, som man ville. En behagelig - og i dette tilfælde; en interessant stemme satte bedre præg på hende end en, der skar i øregangen eller var decideret højlydt. Killians var… kontrolleret.

Hun havde været på vej til at sætte sig, da hans spørgsmål nåede hende. Det var med et uskyldigt udtryk i ansigtet, at hun løftede hovedet i hans retning. Hun burde ikke være forbavset over, at det havde skabt denne undring i ham. Det var ikke normen, og da slet ikke for en som hende. Men alligevel kom det i første omgang bag på hende. Måske var det fordi han endelig brugte hendes fornavn til at tiltale hende..
”Ah, det er ikke min rigdom,” svarede hun ham så og rystede ganske let på hovedet endnu en gang. ”Eller… jo.” Det var den nu. ”Min far var en enestående urmager her i hovedstaden, og det bragte ham både penge og prestige til ham og hans familie. Jeg har blot arvet formuen og huset her, efter at han og min mor afgik med døden.” Som hun fortalte, kunne det ikke skjules, hvordan hun begyndte at erindre tilbage i sine minder. Det var stadig så nyt, men det blide smil på hendes læber forblev for det var. Der var ingen grund til at gøre stemningen sørgmodig overfor en gæst. Det var bare dårlige manere, ja. Endelig genoptog hun handlingen af at sætte sig ned, og fik med lidt følelse med hænderne placeret sig sikkert i den nærmeste stol og velopdragent sad rank med fødderne pænt samlet en smule ind mellem stolebenene. ”Mine forældre fik aldrig flere børn end mig og De har allerede mødt min fætter. Selvom jeg endnu ikke kan påstå, at jeg forstår min fars valg, da han skrev mit navn i sit testamente, med sikkerhed, så…” Hun faldt stum idét, hun ikke helt kunne finde se manglende ord. For hun ville endelig heller ikke sidde der og tale mere ned til sin egen familie, end hun allerede havde kommet til at gøre ud af frustration overfor sin fætters opførsel og mangel på skam.

Så i stedet for at færdiggøre sin sætning, kastede hun den fra sig med en pludselig mild, morende latter, inden hun tilføjede: ”Og helt ung er jeg vist heller ikke længere, Herre Killian.”

[Kilian Baptiste]

Kilians blik betragtede den unge frøken Blindseer for en kort stund, som hun fortalte om hvordan hun var kommet til penge. Og mens at hun tog ham med ind i sit private liv, valgte Kilian til sidst at fjerne det store mellemrum, der var imellem dem. De rolige støvlers skridt hen over trægulvet gav en resonans mod stuens store vægge, lige indtil, at han nåede Imogens side. Som hun nævnte at hendes far havde været urmager, faldt Kilians blik flygtigt over på de store, stolte ure endnu engang.

"Deres far har vist valgt ganske fornuftigt, frøken Blindseer," lød Kilians stemme en anelse flabet, og af refleks faldt hans blik mod døren, der førte ud til den lille entre, hvor de havde efterladt den beduggede fætter til tjenstestaben. Det var ikke til at tænke, hvad denne fætter havde brugt pengene på; Kilian var dog ikke i tvivl. Med tanke på hvordan han havde mødt ham var de sikkert blevet sløset væk på alkohol, fornøjelser og ulykker.

Et skævt smil dannede sig på Kilians smalle læber, da Imogen tilføjede en kommentar, "De kan umulig være særlig gammel.. Tyve, måske?" Han lod hænderne finde hvile mod bordkanten, og som han lænede sig frem hvilede hans blik på den ødelagte bog, der var placeret i midten, "De har mange år endnu til at finde en passende ægtemand," afsluttede Kilian drillende. 

Det store ur afbrød deres samtale, som den trak sig op og slog tungt og rungende i mørket. Et slag. To slag. Tre slag. Den fortsatte til det ellevte slag hvor den til sidst blev atter stille. Luften dirrede af en mystisk atmosfære, som Kilian ikke helt kunne placere. Der var et eller andet mere over denne frøken Blindseer. En kraft af en eller anden form. Det hele virkede så utilregneligt, at Kilian på et tidspunkt også stillede spørgsmålstegn til, om hans værende i huset var et klogt træk. 

"Hvad vil der ske? Med bogen?"

[Imogen Blindseer]

Hvorvidt ridderen havde gjort det kloge valg eller ej, kom muligvis ud på noget andet. Urmager-hjemme var bestemt intet faretruende sted at opholde sig, hvis man da så bort fra chancen for at ender under et af de store, tunge urer - hvis risikoværdig i sig selv var meget lav. Men snaksaglige munde ville nok ikke tøve med at hviske, når en kvinde, ene og alene, havde fremmed mandlig besøg i de sene timer, som det korrekt-satte urs gentagende slag gjorde klokkeklart selv for de blinde. Var det dog en tanke der strøg sig forbi Imogens tanker? Ikke umiddelbart. Og hvad end han fornemmede i atmosfæren var noget melankolsk, som hun ganske enkelt var vant til.

Den unge frøken drejede sit hoved til sin side og vippede det ligeledes en anelse op, som havde hun i sinde at se op på ham. Selvfølgelig fulgte hendes blinde blik med op i den fortsatte illusion at, hun faktisk kunne se helt fint, hvis ikke det var for den sagte mangel på… fokus i det. Han havde vel egentlig ret, om end ikke hun ville finde sig uenig i hans brug af ordet ’mange’. ”Sandt. Det ville dog påkræve af mig, at jeg vovede mig ud i søgen efter en,” kommenterede hun roligt tilbage i takt med, at en let forlegenhed nev en mild glød frem i hendes kinder over tanken om kærlighed. Og den drillende tone i hans stemme. Heldigvis kom urets elleve slag til hendes redning og krævede nok opmærksomhed til, at på en måde nulstille stemningen og sætte gang i det egentlig mål for aftenen. Noget Kilian tilsyneladende også oplevede, idét spørgsmål landede tilbage til bogen.
”Hm?” nynnede hun først en smule uforstående over. Hvad ville der ske? Hun ville lappe bogen, som han var blevet lovet, selvfølgelig. Spidsen af hendes tunge tittede diskret frem mellem hendes læber for at fugte dem, da hun så ’så’ tilbage mod bogen, hun stadigvæk havde ved sine fingerspidser. Hun trak den en smule tættere på sig på bordet. ”Min Gave gør det muligt for mig at reparere genstande. Som bogen her, blandt andet,” forklarede hun ham så endelig, mens hun igen kørte en følende finger over skaderne for at gøre sig bekendt med dem igen. Det var lige ved, at hun, ved visse steder, kunne mærke mikroskopiske gnister af magi. ”Det bør ikke tage alt for lang tid at gøre, så De kan bringe den med Dem igen allerede i aften.” Til trods for, at han i forvejen var blevet dirigeret til at følge med frem for at blive ført mod døren og bedt om, at komme igen dagen efter - eller dagen derefter - havde nok gjort dét klart for ham allerede, men hvad gjorde en ekstra forsikring. Han virkede desuden noget bekymret for bogen.

Med dét på plads, slap hun så den evige kontakt med bogen for at føre tommel-, pege- og langfingeren ved begge sine hænder mod hinanden og som blev en tråd trykket fra en rulle, trak hun fingrene fra hinanden i en elegant bevægelse. Og dér, mellem fingrene, dannede der sig en tråd som ud af ingenting; en tråd af et meget svagt lys i en nuance som gyldent champagne. Der var ingen nål for enden af tråden, men spidsen som Imogen holdte i, virkede stivere end resten, som faldt som det blødeste silketråd, svævede nærmest i luften ved hver håndbevægelse hun gjorde. Det var lige ved at det bevægede sig unaturligt og uægte.
Det var en skam, at hun ikke selv kunne se, hvad hun havde evnerne til at fremmane..

[Kilian Baptiste]

Hendes person var så rolig, at den mystiske stemning i den dunkle stue ikke virkede så overvældende som tidligere. Måske var det også bare fordi, at frøken Blindseer ikke selv kunne se, hvordan skyggerne fra malerierne og urene havde af fremtoning. Ilden fra lysestagens stearinlys fik ligefrem skyggerne til at danse.

Kilians blik fulgte hendes ned på bogen. Og som hun fortalte, lyttede han interesseret til forklaringen. Så hun havde Gaven? En Gave som gjorde, at hu kunne reparere magiske genstande? På et og samme tid virkede det nærmest umuligt, for hvordan kunne en blind overhovedet reparere noget, hvis hun ikke kunne se hvad hun havde foran sig?

"Imogen.." Kilian havde lige akkurat åbnet munden, for at komme med en indskydelse, men han blev afbrudt af det pludselige, svage lys der havde dannet sig i mellem hendes feminine, slanke fingre. Forbløffet og fascineret glemte den mørke ridder alt om hvad han ville have sagt, for det var et ganske smukt og sårbart syn, han aldrig nogensinde havde set før.

Så gik hun i gang. Som syede hun et stykke tøj. Bogen lyste op for hver syning, som om magien i den blev vækket til live. Kilian mistede næsten pusten over synet. Et støn forlod hans hals, ganske ubevidst, som han blev stående ved siden af Imogen og betragtede hendes gøren.

"Jeg har aldrig i mit liv set noget så.." Kilian stoppede sig selv. Han var mundlam og havde svært ved at finde ordene.

[Imogen Blindseer]

Den rosenrøde magi-betvinger var uendelig forsigtig med sine bevægelser og sine syninger. De var erfarne, men hun gjorde sig tydeligvis umage. Det var vigtigt med sådan noget. Det var ikke blot at strenge den overfladiske rift eller revne sammen, for så ville det undlade opmærksomhed til magien i siderne, som krævede lige så meget, hvis ikke mere fokus.
Hvert sting, hun gjorde, sad synligt og lyste op sammen med tråden, der havde sat det, men alligevel, hver gang hun trak tråden igennem læderet - modsat oppefra og nedefra - kunne det ikke ses, at tråden på noget tidspunkt blev kortere end, den havde været, da hun havde trukket den fra den pure luft omkring dem. Som blev den automatisk længere, når der blev brugt af den. Ubevidst. Derudover, hver gang hun trak lidt i tråden for at lukke et sting, var det som om at de ødelagte kanter smeltede sammen med den samme glød.
Det var først, da hun nåede bunden af den store flænge og så længe et lidt hårdere træk, der knækkede tråden fri som var den ikke lavet af andet det skrøbeligske græsstrå, at de magiske sting forsvandt, som sank de ind i bogens overflade. Og den glødende sammensmeltning dulmede ligeledes helt væk til at afsløre et fuldkommen ubeskadiget område. Der var ikke det mindste tilbage, der kunne fortælle om at der var sket den noget. Hverken den mindste bule eller slørtynde streg. Selv de små rynke læderet havde fået på grund af brug og håndtering var matchet perfekt op og samlet.

Imogen, med den magiske tråd i hånd, ventede derefter ikke med at gå videre til det næste sted, hendes følende finger kunne finde frem til. Hun havde allerede givet sig selv et godt mentalt billedet af den efter at have befamlet den tidligere, så det gik glidende. En trækning tittede beskedent frem i hendes mundvige. ”De må endelig ikke føle Dem skræmt,” sagde hun, antagende at Herre Kilian måtte være en af dem, der ikke helt var så vant til at være omkring Gaven. Om andet, havde hun en lille bekymring om, at han faktisk var en af dem, der direkte ikke brød sig om det. At det var heksekunster og at det var unaturligt. Det kunne forklare den åndsfraværelse, hun kun lige havde opfanget fra ham, da hun havde startet.

Selvom hun i øjnene på udefra-stående lignede det, så prikkede nervøsiteten til hende. Hun stolede på sine evner, men det var ikke ens betydende med, at hun ikke følte sceneskræk som en hver anden.
”Manipulering af rå magi på den her måde er kun en mulig fare for en uerfaren udøver. Det er ikke ligesom strækningerne af krigsmagi, kan jeg forsikre Dem om. Det her trækker kun energi fra mig.” som hun arbejdede videre, syning for syning, havde hun bevidst sænket sit hoved samt sit blinde blik for ikke at gøre Kilian utilpas med, at så åbenlyst bare sidde og stirre blankt ud i lokalet. Hun blinkede lange blink, som opvejede tanken om at blot lukke øjenlågene helt i. Når der var stille, kunne hendes vejrtrækninger høres; præcis hvor rolige og tunget af koncentration de var.

[Kilian Baptiste]

"Skræmt.." gentog Kilian med et støn, "Jeg er betaget.."

Han havde måske for en kort stund følt sig en anelse utilpas af den mørkbelagte stue med dens store ure og skygger. Nu var det noget helt andet. Den lille sytråd, som hun ubesværet syede bogen med, var nærmest som et lys i mørket. Kilian havde aldrig nogensinde været udsat for Gaven på denne måde - det eneste havde været en enkelt gang, da han blev bragt til en helbreder.

Kilian betragtede roligt hvordan hun syede bogens skader væk. Utroligt nok blev det sådan, for bogen lignede fuldstændig sig selv. Læderet virkede upåvirket; som om, at fætteren i sin fuldskab aldrig nogensinde havde lagt hånd på den. En lettelse strømmede ind over Kilian, for bogens værdi lå ikke bare i dens magiske egenskab. For ham havde den så stor en betydning, at det var umuligt at sætte pris på.

Han lyttede til hendes forklaring om den rå magi, som hun arbejdede med. Kilians blik rettede sig straks op på Imogen da han hørte hendes sidste bemærkning.

"Energi fra Dem?" Kilian rettede sig en anelse i ryggen, som han vendte sig mere om mod Imogen, "Hvad mener De?"

[Imogen Blindseer]

Det var en lettelse; for så ikke at nævne at hans rettelse var yderst uventet, og det kunne tydeligt ses i måden, hvorpå det bragte et snigende smil frem i begge hendes mundvige, dog hendes ansigt endnu ikke drejede sig mod ham. Hun måtte dy sig den pigede følelse, der prikkede i det let fremhævede kinder. Det var godt. Hun ønskede ikke at skræmme ham. Eller fornærme ham. Den risiko havde hun ligeledes løbet, sådan at stille spørgsmålstegn ved en stolt ridders modighed, værende det ganske ubevidst eller ej. Men end ikke dét havde sket.

Den unge frøken kunne ikke undgå at lade et halvt-fraværende ”Hm?” slippe ud fra struben, idét han spurgte mere indtil, hvad hun havde fortalt. Ikke at det kom bag på nogen. Gaven havde aldrig været et nemt emne at tale om eller beskrive. Men oprindeligt havde lyden været til at fastlægge hans første undring, men havde derefter hurtigt ændret sig til noget mere i retningen af manglende fokus på spørgsmålet. En stedholder indtil at hendes hoved fangede helt præcist, hvad det var hun i sin koncentration var blevet tiltalt, så stilheden ikke hang tungt i det korte øjeblik, hvor hun færdiggjorde det sidste præcise sting og så bedre kunne give ham den krævende opmærksomhed.
Tråden blev trukket i som ved de andre rifter og syninger og læderet omkring hele bogen var atter tilbage til sin skadefri tilstand. Imogen satte sig lidt bedre op i stolen, som for at lige hvile den minimale belastning i ryggen, der kom af at sidde mere læner ind over et bord, og hun lod en blid, bleg hånd stryg ned over bogen, for at tjekke om hun nu også havde ordnet det hele. Først dér kom hendes tunge på gled. ”De må ikke tro, at jeg er nogen ekspert i, hvordan Gaven fungerer – end ikke engang min egen. Jeg er oplært i det på universitet,” sagde hun med en ydmyg hast i sine ord. Det gik trods alt ikke, at han skulle få den idé om, at hun sad og påstod, at hun var alvidende. Den slags lå ikke kvinder at være. Særligt ikke uuddannede som hende. ”Men lige som, at vi har brug for at spise og drikke for at holde os i gang, så er der dele af Gaven, der kræver det samme af os der bruger den. Det er en selvfølge, selvfølgelig, dog har jeg hørt om folk med Gaven til at trække energien udefra. Fra andre omkring dem. Fra andre væsner. Min tapper kun mig, er hvad jeg mente.”

Hun vendte kortvarigt hovedet i hans retning for at sende ham et forsikrende smil. Der var skam heller ingen grund for ham til at være bekymret for hende. Men hvorfor skulle han også det? Dette var betaling for beskadigelsen.
”De skal ikke vente meget længere, Herre Killian,” ytrede hun sig i takt med, at hun ’så’ bort fra ham igen. ”Hvis De vil lade mig, så lagde jeg mærke til, at ryggen på Deres bog er en smule løs, nok af brug. Det vil ikke være svært for mig at ordne.” Hun tog bogen op i sin ene hånd og drejede sin krop i stolen et par grader mod ridderen, inden hun visende lod en finger ned ad ryggen for at demonstrere, hvad hun mente. Det var ikke meget for bogbinderen havde allerede gjort et smukt stykke arbejde, da bogen var blevet bundet. Det var netop også derfor hun tilbød det. Men nu havde godt-læste bøger nu også sin charme for deres ejere.

[Kilian Baptiste]

Det gav mening, som hun fortalte om energien, som Gaven krævede i brug. Men samtidig gav det også en hvis bekymring. Enten skjulte frøken Blindseer det umådeligt godt, eller også var hun dog ikke så hårdt ramt af den tappede energi, som hun netop, i sin forklaring, havde gjort Kilian opmærksom på.

Et støn forlod Kilians læber, som han betragtede den unge Imogen siddende på stolen, stadig holdende om bogen i sine feminine, slanke hænder, "Så De mister energi på at ordne noget, som Deres fætter har gjort.." bemærkede ridderen en anelse bestemt i stemmen. Det var egentlig ganske unfair, at fætterens fejltagelse var noget, som Imogen satte sig for at rode bod på.

Som hun viste bogens slidte ryg med et fingerstrøg, måtte Kilian komme til orde. Den høje ridder satte sig på hug foran den rødhårede, unge kvinde. Den tunge kappe faldt ligeledes mod gulvet. Uden yderligere lod han sine hænder finde Imogens, holdende om bogen i hendes skød.

"Frøken Blindseer, De har gjort rigeligt. Jeg kan ikke lade Dem gøre mere hvis det resulterer i, at De bliver udtrættet.." lød Kilians stemme forsikrende. Han kunne ikke lade hende udsætte sig selv for yderligere at miste energi på at reparere bogen, "Tro mig, det er nok."