Held i uheld

[Imogen Blindseer]

Alt Imogen kunne høre sig til, var en smule shuffling af stof og så den mere lydhørlige kontakt mellem gulv og kappe, men det var først da hun hørte hans stemme igen, at det gik op for hende, at han ikke længere var i samme højde som før, og fluks havde hun da skyndt sig at sænke sit blik igen for ikke at have ham se hende i en akavet, ucharmerende og ikke mindst uhøflig stilling sådan nede fra med halsen straks for at se op. ”Åh! Nej nej! De misforstår,” snublede det straks ud af munden på hende. Så hurtigt endda, at hun ikke engang havde ladet ham tale helt færdig.
En hånd, som hun desværre ikke havde opdaget, at han havde rakt ud efter, blev løftet og skyndte sig at vifte afvisende af hans antagelse. Igen; uden at egentlig kunne se, hvad Kilian selv havde gang i, endte dette i et mindre sammenstød mellem begge deres hænder. Havde situationen været en lidt anden, kunne det måske været blevet set som, at hun daskede ham væk fra sig, men forhåbentlig fortalte forskrækkelsen og flovheden, der med ét var at finde, ikke bare i hendes ansigt men i hele hendes mimik, en lidt anden side af sagen.

Der gik heller ikke mere end et splitsekund, før den unge frøken prøvede at redde det lidt og gjorde begge hænder frie, for så selv at lange ud med et håb om at kuple sig om den af hans, hun netop havde haft et sammenstød med. Nærmest trøstende, som var hun bange for, at han var kommet til skade ved det. ”Om forladelse, Herre Kilian,” sagde hun sagte og forbipasserende og med det egentlige chok overstået, fandt hun i stedet den smule humor i det og smilede.

Hans hånd var varmere, nu end den havde været første gang, hun havde følt den. Der havde han selvfølgelig også lige kommet udefra og selvom efteråret stadig var noget tid væk, så var aftnerne stadig kølige hvis man blev ude længere tid ad gangen. Hun måtte dy sig til, at ikke føle formen af hans hånd yderligere. Måtte bide trangen til at danne sig et mere detaljeret indre billede af han - del for del - i sig.
”Som jeg prøvede at sige; De misforstår mig. At plukke æbler ville gøre mig mere udmattet end dette. Jeg må have fået det til at lyde livsdrænende. Det var ikke min mening,” lykkedes det hende denne gang, at få sagt uden at lave flere ulykker. ”I øvrigt bliver jeg også træt, når jeg danser, men det afholder mig ikke fra at gøre det. Jeg nyder mig af det, ligesom jeg nyder at gøre brug af min Gave. Men jeg hvis De mener det er nok..” Roligt gjorde hun tegn til at slippe hans hånd igen for i stedet at samle bogen fra sit skød og rakte den mod ham - denne gang var hun ekstra forsigtig med ikke at komme til at også ramme ham med den. Han var trods alt af tættere afstand nu. ”..så vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved det.”

[Kilian Baptiste]

Den lille fumlen med deres hænder, og den unge frøken Blindseers ligeså fumlende ord, fik Kilian til at smile en anelse. Da han så ligeledes skimtede smilet på hendes læber, forlod et støn af et grin hans hals, da de begge kunne se det humoristiske i situationen.

Deres hænder mødtes roligt om hinandens; hendes slanke fingre, der var så fine at de føltes som silke, dannede sig som en kuppel om hans, alt imens at hun forklarede ham, hvordan det i virkeligheden stod til med magiens tappen af energi. Heldigvis var hun en af dem, som formåede at kontrollere den så godt, at den ikke udmattede hende på samme måde.

Kilian smilede sagte for sig selv, mens Imogen fortalte om hvad der ellers gjorde hende udmattet. Dans? Selv ikke hendes blindhed skulle stoppe hende fra, at more sig i form af dans. Så fjernede hun sine hænder, og som hun i stedet rakte ham bogen, tog han roligt imod.

Hans blik faldt mod bogen i sine hænder. Ganske langsomt vendte han den for at betragte dens tilstand. Han havde ikke kunnet ladet være, mest af alt i sin fascination over, hvor smuk bogen nu så ud i forhold til tidligere. Den lignede på nogle punkter sig selv, men omslaget virkede nyt og holdbart. Som om, at hun havde skruet tidens tag på den tilbage, som da han første gang holdte den i sine hænder.

"Imogen.." stønnede han, og rejste sig op. Hans blik rettede sig på hende, siddende i stolen med det ildrøde hår og bløde ansigt, "Jeg--" Han tav for en stund, "Hvordan skal jeg dog kunne takke Dem for dette? Lad mig i det mindste vise min taknemmelighed på en eller anden måde. Hvad har De brug for?"

[Imogen Blindseer]

Forbløffelsen - og ikke mindst forvirringen - var så tydeligt I Imogen’s ansigt, som havde hun blevet ført frem foran utallige tændte lys; selv i den meget minimalt oplyste stue. Hvad var det dog, han sagde? Hvordan skulle han takke hende? Stille og roligt kunne hun mærke usikkerheden krybe sig op fra hendes maveparti i takt med, at hun pludselig blev i tvivl om, hun havde formået at misforstå noget af situationen. For hun havde da ellers været så sikker. Altså, indtil nu. Forsigtigt lagde hun hovedet på skrå og lod den fyldige fletning glide yderligere ned over skulderen, den havde hvilet ved. ”Jamen, De skylder mig da ingenting. Tværtimod,” proklamerede hun, hvorefter hun løftede hagen endnu en gang for at følge ham i sin skiftende højde. Det var lige ved, at hun snart måtte blive nød til at læne sig en smule tilbage i stolen for at ’se’ ordentligt op på ham, eftersom, jo tættere han stod ved hende i sin ranke skikkelse, jo højere virkede ham for hende i hendes sind.
Det var så dér, at hun mindes om tonen, han havde talt i. Det sagte støn og den fortsat saglige stemme. Hendes letter krummede bryn blev atter glattet helt ud igen og blidhed vendte tilbage, som usikkerheden og uforståelsen fra før syntes at svinde hen. ”De må virkelig holde bogen kær, har jeg ret?” Det ville forklare, hvorfor han måske følte sig obligeret til at stå i dybere gæld til hende for at have fikset den egentlig grusomme skade, der var blevet gjort bogen.

”Ah!”
Selvom Imogen var blevet bevidst om et par nærmende skridt allerede før de var ankommet til stuen, så havde hun også været optaget af andet, så idét lyden lød, var det i overraskelse, at hun fluks sad rankere og drejede hovedet mod den anden døråbning, hvor en ældre mand stod. Iklædt tjenesteklæder ligesom pigen, der havde taget imod Kilian. ”Jeg tog mig lejligheden til at skænke lidt til ganen. Men Herren er måske på sin vej igen?” forklarede Piers sig spørgende og så mod ridderen. Han havde trods alt lige akkurat kommet i tide til at se Kilian rejse sig, dog uden at have lyttet vitterligt med til samtalen der foregik. Piers kunne meget vel have taget lejligheden til at også tage et kig på Herren, der gjort husets kvinde selskab - mens hun var i hendes natkjole og aftenkåbe endda! - men modsat tjenestepigen, der uden tvivl ville have lyttet med i smug hvis givet muligheden, så havde Piers stadig en vis loyalitet til sin arbejdsgivers privatliv.
I hans hænder bar han ganske rigtigt på en finpudset fad med to krus af blanksmedet metal sænket med sødtduftende indhold. Honningvin brygget på æbler. Frøkenens foretrukne.
Piers trådte dog ikke længere ind i stuen. I stedet ventede han. For der var vel ingen grund til at sætte bordet, hvis gæsten alligevel var på vej ud af døren, som han i første omgang stod og troede. Det havde fået Imogen til at bekymre sig om det samme og dermed hurtigt havde rettet opmærksomheden tilbage på ham. Det var rigtigt. Han var her ikke for hendes selskab, selvom hun da nød sig godt af hans.

[Kilian Baptiste]

Jo, den bog havde han meget kær. Ikke desto mindre fordi, at han i den havde sine dybeste hemmeligheder. Så det var en stærk taknemmelighed, der havde ramt ham, til trods for, at den var blevet ødelagt af frøken Blindseers egen fætter. Alligevel, så havde hun dog formået at vise så meget omhu og hjælpsomhed, at han kom til skamme om sine tanker tidligere. At hun da bestemt ikke havde haft nogen mulighed for at gøre skaden god igen. Hvilket held, at det netop havde været hende med sin Gave.

"Den har en stor betydning for mig," svarede Kilian bestemt, "Mere end De aner, frøken Blindseer. Og derfor er jeg også Dem taknemmelig.."

Lyden af tjenerens mandlige dybe stemme, afbrød den intense privathed i den mørkbelagte stue. Med ét var det som om, at de nu blev trukket tilbage til virkeligheden om, at der var andre end dem i selve byhuset. Kilians blik landede straks mod døråbningen, hvor skikkelsen af Piers stod rankt afventende med et fad i hånden. Han fornemmede tjenerens spørgende blik, til trods for at han respektfuldt lod være med at gå i dybden med situationen.

Kilian udåndede hørligt gennem næseborene, som han tog virkelighedens tag ind. Det havde været ganske fortryllende at opleve Imogens Gave på så nært hold. "Ja, jeg burde måske.." sagde han overvejende, men stoppede så sig selv. De mørkebrune øjne landede på Imogen foran sig. Så rankede han sig nærmest ubevidst.

"Jeg vil ikke være Dem mere til besvær," lød hans stemme nu klar, som en ridders, "De skal have lov til at få resten af aftenen for Dem selv. Frøken Blindseer." Han bukkede let i nakken, til trods for at hun ikke ville kunne se det, men det lå i ham af ren respekt.

Så satte han sin vej. Støvlernes skridt gav genlyd hen over gulvet. Lige indtil at han stoppede op. Han stod for en stund overvejende, at selv tjeneren Piers kort sagde "Herre?" Men uden at svare yderligere på Piers ord, vendte Kilian sig om og gik tilbage mod Imogen med raske, bestemte skridt. Og så, ganske flygtigt, lænede han sin høje skikkelse ned og gav et forsigtigt, let kys på hendes kind. "Godnat. Og tak. Jeg finder en måde at takke Dem på. Tro mig."

Med rolige skridt forlod han stuen, stadig i betagelse over, hvor helt fantastisk det havde været, at opleve dette denne aften.

Piers trådte til siden, som ridderen forlod stedet. Så gik han forsigtigt ind i stuen og rakte Imogen et glas af den søde honningvin, "Nu har jeg aldrig. En ridder, på denne tid?" sagde Piers, "Hvad end De har gjort, min Frøken, så lignede han én, der havde mistet pusten. Deres Gave er i sandhed fra Mithras.."

/ Afsluttet?

[Imogen Blindseer]

Diskret blev luft trukket ned I lungerne og læberne da også skilt, men tungen nåede aldrig at komme på gled, før bekræftende ord om afsked faldt hende for øre. Det skulle virkelig ikke have kommet så meget bag på Imogen, som det tilsyneladende måtte gøre, for hun måtte da lige blinke et par gange af det og mens hun ikke længere huskede, hvilke ord, der havde ligget klar på tungen - eller blot at de ord ikke længere var brugbare - så tog det hende lidt ekstra tid, før hun lukkede munden ordentligt i igen for ikke at sidde og ligne en blank guldfisk. Hun spændte en tand mere i kæben, men protesterede ikke yderligere. Hvad ret havde hun til det? ”Tænk det ikke som, at De har været til besvær. Deres selskab viste sig at være til at holde ud,” spøgede hun letsindet og kækt. Det var som om, at alle til stede var blevet mindet om, hvordan scenen, de stod på, egentlig stod frem for tilskuere. Vitterligt bragt til virkeligheden. Han var ikke helt den eneste, der havde følt dét rus.
Hun sænkede ligeledes hovedet nejende, lidt dybere end hans, hvor øjnene ydmygt havde fulgtes med indtil hovedet havde løftet sig tilbage og det blågrå blik faldt tilbage i hans retning. I mellem tiden havde hun genfundet det minde smil. ”Herre Kilian.”

Og det var så det. Hun lyttede efter hans genkendelige skridt - lige som hans stemme, var der noget i hans gang - og hun forventede da bestemt, at de ville fortsætte ud af stuen og tilbage ud i entreen, hvor det skiftende gulv ville ændre lyden af hans skridt. Men de stoppede i stedet. Drejede omkring. Havde han glemt noget? Bogen, måske?
Af høfliglighed skulle hun lige netop til at løfte en søgende hånd op på bordpladen for at mærke efter, som han havde lagt den fra sig, uden hun havde lagt mærke til det, og i forvirringen, gik det let ikke op for hende i tide, hvordan han kom hende helt nær. Kysset fik hende sagte til at gispe samt både til at stivne og bløde op på samme tid. Kys som dette var en skik, jovel. Men de blev sjældent givet ud til individer som Imogen, hvilket nok også var at vidne i udtrykket der prydede hendes ansigt. Han havde formået at forlade hende målløs. For ikke at nævne; stum.

En forsigtig hånd lagde sig mod den kyssede kind, og hun kunne straks mærke den forlegne varme, der var steget op i dem. Åh, ved guderne! Hun rødmede jo. Stille blev hendes læber presset hårdt mod hinanden til at skabe en lige linje lige, inden Piers brød den hængende stilhed og hun endelig lod hånden glide fra kinden. ”Jeg husker ingen, der er blevet så åndsfraværende som ham, Mester Piers. Særligt ikke en ridder,” indrømmede hun og trak lidt bedre op i sig selv. ”Det var svært ikke at blive nervøs, skønt jeg ikke var utryg.” Kruset blev stillet foran hende med en bevidst bevægelse fra tjenere, der gav mere lyd end, hvad oftest var ønsket af tjenesten i pænere samfund. Det gjorde, det muligt for Imogen at vide, præcis hvor det stod.
”Sid,” bad hun så om og drejede sig i stolen. Gjorde en gestus med hånden frem for sig. ”Drik med mig. Som tak for at slæbe min fætter i seng trods jeg ved, du ikke bryder dig om ham. Hændelsen her til aften har dog fået mig til at tro, som du har foreslået, at det er på tide, han sendes tilbage til Tource.”

// afsluttet