"Fik jeg sagt at byen er i forfald!"

[Lucrèce af Vigny]

".... simple drabanter." var de sidste ord i en sætning og de første der blev ytret sammen med en skarp lyd af knoer der hurtigt tappede mod den lukkede dør, der uden tøven blev åbnet ind til Hector af Bonville kontor.
Lucrece stred ind på kontoret med en selvfølge om at også dette sted var underlagt han, med en stram mine hvor munden var og et udtryk der var forbeholdt de mest håbløse studerende på byens universitet, hvor han havde 'fornøjelsen' af Hectors bastardbarn.

"Byen er i forfald." informerede han uden den store interesse i stemmen.
"Er det ikke på tide der bliver taget hånd om det? Det er snart umuligt for ordentlige mennesker at gå på gaden."
Han lod døren glide stille i bag sig, mens han tog Hectors kontor i øjesyn Det blev fulgt af et lydløst suk. Af alle steder... Det var en af grundene til at han sjældent huskede Hector som en fælles del af overklassen og ikke som en del af den gense pøbel, som Hector virkede så glad for.
Denne gang var der ingen nåde. Besøget var ikke et personligt visit som sidste gang, så han havde allerede aktiveret sin gave på vej ind på drabanternes hovedkvarter. Han var utilfreds og han havde alle intensioner om at være sikker på at blive hørt, så hans ønsker kunne blive fulgt.

[Hector af Bonville]

Det var en helt almindelig arbejdsdag for Hector, der atter sad med bagdelen placeret i stolen, der ville være uacceptabelt hård, hvis han ikke havde lagt en pude på sædet. Foran ham var der spredt dokumenter ud over det massive skrivebord – dagens rapporter fra sergenter og kaptajner, breve fra borgere og andre stykker skrift, han skulle holde styr på og inkludere i sin egen rapport. Det var som altid lidt af et puslespil, men han havde gjort det så mange gange, at hans øjne naturligt fløj over de forskellige typer håndskifte, mens fjerpennen i hans egen hånd kradsede bogstaver ned på det pergament, der lå foran ham.

Koncentrationen blev dog brudt i samme øjeblik, der lød en stemme ude foran hans dør og en skarp banken, der straks blev afbrudt, som døren blev skubbet op. Hector løftede overrasket blikket fra sine skriverier, hånden førte fjerpennen mod blækhuset for at undgå pletter og opgaven med at skrive det hele om, og han fik straks øje på en skikkelse, han ikke havde ventet at se igen. Lucréce af Vigny. Deres sidste møde havde været en ren katastrofe – Hector blev sjældent så vred, som magussen havde gjort ham sidst – og han havde affundet sig med, at de to mænd altid ville være uvenner, trods deres engang intime forhold.

”Magus af Vigny.” Han nåede ikke at sige mere. Det lød til at være et officielt ærinde, og han nåede lige at nikke til drabanten på den anden side af døren, inden den gled i. Det var okay. Hector kunne håndtere det. Han fik sat fjerpennen i blækhuset og samlede så hænderne foran sig uden at gøre mine til at rejse sig.
”Og hvad kan jeg så hjælpe Dem med i dag, Magus?” Hector valgte med vilje at ignorere det, der allerede var blevet sagt. Hans by var ikke i forfald, og så vidt han vidste, arbejdede hans drabanter hårdt for at forhindre det i at ske.

[Lucrèce af Vigny]

"Er jeg nød til at gentage hvert et ord? spurgte han og affejede derefter Hectors påstået høreproblemer. De rene sko der normalt kun gik på gulve der blev vasket flere gange om ugen klikkede mod kontorets gulv, som
Lucrece indtog rummet i en direkte gang mod Hector.
"Kriminaliteten er efterhånden alle steder. Det er ikke til at være, som en respekteret og ordenligt borger i byen forventer jeg at det er muligt at kunne bevæge sig frit uden at blive overfaldet. Det må man kunne forvente."
Om Lucrece snakkede med sig selv betød ikke det helt store. Så længe han kunne høre sig selv og Hector kunne lades som om, var han tilfreds. For nu.
Han trak en stol ud og satte sig.
"Hvad har drabantkorpset tænkt sig at stille op?" forlangte han at vide. Lucrece lod det åbne spørgsmål hænge mellem dem, foldede det ene ben over det andet og samlede hænderne i skødet.
"Det har stået på alt for længe."

[Hector af Bonville]

Irritationen voksede gradvist for hvert ord, Lucrèce udtalte. Det var ikke så meget ordene i sig selv, men det tonefald, de blev leveret med. Hector var ikke i tvivl om, at Lucrèce altid havde følt sig hævet over andre, men han var efterhånden ved at blive, ja Hector lagde ikke fingre imellem i den tanke, et røvhul. Og når Hector kaldte nogen det, var det slemt.
Til hans held fortsatte magussen med at snakke, så et svar var ikke forventet. Det var måske også for det bedste.

Den ældre kommandant huskede sig selv på, at han var på arbejde, og at personlige holdninger ikke hørte til i dette kontor, så han koncentrerede sig om at finde essensen af det, den yngre mand var ved at sige.
Han lod Lucrèce tale ud uden at sige noget eller røre på sig. Endeligt flyttede han lidt på sig i stolen og kørte en hånd over det kraftige, gråbrune skæg.
”Hvis jeg forstår Dem korrekt, så er De blevet overfaldet? Har De anmeldt det til en drabant?” Hans blik gled over bordet efter et stykke blankt pergament, han kunne skrive rapporten ned på, for han regnede ikke med, at Lucrèce havde snakket med en af de menige drabanter.

”Jeg er ked af, at De har haft en dårlig oplevelse, Magus af Vigny, byen er en smule vendt på hovedet grundet rundrejsen. Vi er underbemandet, indtil de vender tilbage.” Han gravede et blankt stykke papir frem under nogle andre og rakte så ud efter fjerpennen igen. ”Men ud over det, har vi ellers haft en lang og ret fredelig periode.” De blå øjne vendte tilbage til den anden mand, som han nu var klar til at skrive ned, hvad der var overgået magussen.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrèce løftede et bryn ved kommandantens spørgsmål. Om han havde anmeldt det til en drabant? Selvfølgelig havde han ikke det! Bare tanken var latterlig. Drabanterne var ubrugelige, dovne og de fleste af dem var sikkert borgerlige, der ikke havde talent til at blive noget som helst andet og nu kunne gå rundt og forestille sig at de var vigtige i uniform.
"Ved Mithras er jeg ikke blevet overfaldet. Og heldigvis for det. Det kunne lige så godt være gået så galt. Hvem ved hvordan det vil ende næste gang. Men jeg er blevet offer for tyveri. En havde den frækhed at stjæle fra mig."
Hectors beklagelse mildnede ikke manden. Og ligeledes var han ligeglad med forklaringen.
"Der har været tid nok til at forudse denne situation og tage forbehold for at undgå dette." Lucrèce var på ingen måde i humør til at glatte ud.

[Hector af Bonville]

Så han var ikke blevet overfaldet, men bestjålet. Det var lidt noget andet. Noget mindre alvorligt, selvom Hector ikke var i tvivl om, at Lucrèce ikke var enig med ham i det. Hector tog fjerpennen fra blækhuset og lod den dryppe af, inden han satte sig til at skrive. Først en dato og derefter magussens navn og titel.
”Jeg beklager, at De har været udsat for en forbrydelse, lommetyveri er desværre svært at få has på. Men hvis De vil fortælle, hvornår og hvor De blev bestjålet og give en beskrivelse af hændelsen, vil vi se, om vi kan finde frem til forbryderen.” Højest sandsynligt ikke, de fleste lommetyve var børn og det vrimlede med dem. Nogle stjal for familien, andre havde ingen. Og nogle arbejdede for Tyvekongens hof. Drabanterne gjorde, hvad de kunne for at sætte en stopper for det, men de fleste i slummen havde den opfattelse, at børnene også skulle have mulighed for at overleve, så der var ingen hjælp at hente.

Hectors stemme var rolig, som han snakkede til den ophidsede Magus. Han havde efterhånden en vis øvelse i at snakke med adelige, der var vrede, fordi verden ikke var, som de ville have den. Det var ikke den første rapport han tog om lommetyveri. Og han havde ikke planer om at lade personlige følelser komme i klemme. Som han kunne være rar og trøstende, kunne han også være kontant og professionel, ellers ville han aldrig kunne have udført jobbet. Og selvom Lucrèce sikkert havde glemt det, var Hector født adelig. Det ændrede hans arbejde som tjenestemand ikke på.
Han løftede blikket og sendte den yngre mand et afventende blik.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece lænede sig tilbage i stolen. Selvom han ikke var tilfreds med svaret, var det da bedre end intet. En form for start, kunne det vel tolkes som. Han anså nu stadig spørgsmålet som tåbeligt, men som med al det andet lige han det fare. Han holde et overbærende udtryk tilbage, da han svarede.
"Jeg opdagede min pung manglede ved bagerbutikken. Den skyldige er ligeledes stukket af med et par skindhandsker." Handskerne irriterende ham mere end mønterne. Godt nok var pengebeløbet større end handskernes værdi. Men handskerne symbolerede personlig ejendom, mere end mønter gjorde.
"Den skyldige udnyttede tydeligvis at jeg var uopmærksom er øjeblik... Hvilken frækhed. Den skyldige kan både være den ene og den anden." I hans øjne kunne det være hvem som helst. Skylden lå ikke så meget i handlingen. Den lå mere i deres manglende formuer og grove opførelse.
"Og hvordan vil De finde frem til den skyldige?" spurgte han blidt, vel vidende om den absolutte mangel på information. Også det måtte være Hectors ansvar. Det var ham der drømte om at være tæt på de simple folk

[Hector af Bonville]

Fjerpennen kradsede hen over pergamentet, som Hector hastigt skrev ned, hvad Lucrèce sagde. Hans håndskrift var regulær med et let sving på visse bogstaver, alle skrevet med et fast håndelag, der indikerede, at han havde fået en god undervisning i det som barn og havde svinget pennen siden.
Ikke at han kunne skrive så meget, som oplysningerne var små. Snart løftede han blikket fra de sorte bogstaver og så på den anden mand med et blik, hvor han skjulte trætheden ganske godt.

”Det vil vi højest sandsynligt ikke, når De ikke kan fortælle mere. Som sagt er vi underbemandede og pengene er uden tvivl allerede væk. Jeg kan bede mine folk om at holde øje med handskerne, men medmindre de er meget specielle, så er det en nål i en høstak.” Han rettede sig op og satte fjerpennen tilbage i blækhuset. Der var ikke mere, han kunne gøre, og det vidste magussen formentligt også godt. Han samlede hænderne foran sig og lagde dem på bordet, mens han så på Lucrère med et blik, der angav, at de var færdige. Det håbede han, at de var.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece blev siddende i stolen. Han lod sekunderne gå, mens han rugede over det på alle måder utilfredsstillende svar. Hvilken farce byen var ved at udvikle sig til.
Hans blik lå anklagende og fast på Hector.
Han kunne godt læse Hectors utalte ønsker om at få fred. Modsat hvad mange troede, kunne Lucrece godt forstå subtil kropssprog. At ignorere det eller endda direkte træde på det, var et bevidst valg.
"Tragisk..." Vrængede han køligt. "Det foruroliger mig yderst, at drabantkorpset er forfaldet til sådan et niveau. Det må være en skuffelse at opleve..." sukkede han.
Han lukkede øjnene og masserede blidt punktet over det ene øjenbryn med to fingerspidser, mens han spurgte.
"Hvornår vil der blive sendt forstærkninger? Det kan vel ikke være meningen at Levagny skal trækkes med et underbemandet korps?"

[Hector af Bonville]

Til Hectors ærgrelse blev magussen siddende som om, at han ikke havde andet at foretage sig end at bruge af Hectors tid. Tid, der ikke var for meget af, Hector ville gerne blive færdig med papirarbejdet og komme videre med dagen. Cédric Sølvsmed havde snart fri og de havde snakket om at tage en træningssession. Om det endte med noget helt andet vidste Hector ikke, den unge drabant holdt ham godt nok til ilden.

Fornærmelsen sved, og Hector trak langsomt vejret helt ned i maven for ikke at komme til at vise sin vrede. Han havde været kommandant for drabantkorpset i snart 17 år, og han havde fået sat skik på det. Der var ikke megen korruption tilbage, niveauet var højnet og kongen havde ikke andet end rosende ord for hans arbejde. Hvordan Lucrèce med god samvittighed kunne påstå andet, gik forbi Hectors forståelse.
Trods lysten til at modsige manden, lod Hector diplomatisk være med at svare på beskyldningen. Havde de være alene i private omgivelser, var han blevet smidt ud med hovedet først.

”Vi forventer ingen forstærkninger. Kongen soldater har andet at se til, og vi har ikke en hemmelig gruppe drabanter gemt væk til situationer som denne.” Han sendte Lucrèce et blik med svag undren, hvilke forstærkninger troede han, Drabantkorpset kunne få? ”Desuden har vi ikke problemer med at holde styr på byen. Jeg er ked af, at De har mistet Deres pung, men De må gemme den bedre væk fremover.” Hector løftede et øjenbryn og hele hans udstråling angav, at samtalen var ovre.