At stille sine lyster

[Caspian af Vigny]

Tidspunkt: 3. august, lidt over midnat.
Sted: Ivray-borgen.
Tag: Lucille Cadieux

Det havde været en fremragende dag. Caspian af Vigny havde været en af de bedste i lanseturneringen, og han havde nydt at høre tilskuerne messe hans navn. Til middagen efterfølgende havde adskillige komtesser sendt ham lange blikke, og når han dansede med dem, havde han forestillet sig dem nøgne og bagbundet bagpå hans hest, på vej til en afsides skovhytte.
Han trængte til at stille sine lyster. Det var alt for længe siden sidst. Derfor sendte han ved midnatstid, da han var tilbage på sit værelse, sin private kammertjener ud for at finde den kønneste glædespige, der var med på rundrejsen.
Imens vaskede han sine hænder i vandfadet. Det var en ussel borg, efter hans mening, i et kedeligt len med alt for meget skov. Men som kongens nevø havde han selvfølgelig fået en af de bedste værelser.
Han trak sit bånd af halsen og lagde det omhyggeligt over stoleryggen, mens han betragtede flammerne i ildstedet. Han var ved at knappe skjorteærmerne op, da det endeligt bankede på døren.
”Træd ind,” kommanderede han.

[Lucille Cadieux]

Da det blev besluttet at nogle af pigerne fra Den Tørstige Hat skulle sendes afsted på rundrejsen, havde Lucy straks meldt sig på banen. Selvom hun foragtede de firbenede væsner der trak vognene fremad på den bumlende rute, havde det været hendes første mulighed for at komme ud af Levagny. Desuden var det tilmed en unik mulighed for at mænge sig med mænd med en langt dybere pengepung end de sædvanlige kunder på bordellet i havnekvarteret.

Turneringerne var blevet overværet ved at trække i de rette snore, og smyge sig om de rigtige mænds albuer. Frem for dog at kunne deltage i overdådige festmiddage, havde hun og nogle af de andre piger, fået sneget noget vin ud til vognen ved den mægtige borg. Det var ved midnat, med brændende kinder, at en mand havde fundet hende, og bragt hende indenfor med løfter om mere end sølle mønter.

Og pludselig åbnede døren sig. Kammertjeneren nikkede som tegn på at hun skulle træde ind, før hun pludselig stod dér. I et rum med en mand, hvis brede ryg var det eneste hun først kunne se. Da hun fik et glimt af hans ansigt, bukkede hun med det samme hovedet, så brune lokker gled frem over kravebenene. "Herre," glædespigen havde aldrig været i så fornemt selskab. Måske var det derfor hun pludselig lød langt mere ydmyg end hun normalt ville have lydt.

[Caspian af Vigny]

Caspian vendte sig om og betragtede skøgen, der trådte ind i værelset. Med sine dådyrøjne, fyldige læber og pragtfulde brune hår var hun en skønhed, ingen tvivl om det. Men at dømme på det lurvede tøj og manererne (han rynkede på næsen, da hun bukkede hovedet frem for at neje dybt, som det passede sig) var hun lidt af et udskud i forhold til de glædespiger, han var vant til. Havde kammertjeneren støvet hende op ude i rendestenen? Ak, når tørsten blev for stor, måtte man slukke den i det nærmeste vand.
”Hun kan gå an,” sagde han, hvorved kammertjeneren bukkede og forlod rummet. Døren lukkede tungt i, så de to var alene i rummet.

”Vask dig,” beordrede han og pegede hen på vandfadet, inden han vendte ryggen til hende for at snøre skoene op og sætte dem pænt ved siden af stolen. Han ville ikke røre skøgen, før han var sikker på, hun var ren.

[Lucille Cadieux]

Gå an... Aldrig havde hun været i selskab af en mand af hans stand (hvilket tydeligt kom til udtryk i hendes bukken med nakken), men det betød ikke, at hun nød kun lige at blive klemt gennem nåleøjet. På Den Tørstige Hat, følte hun sig uovervindelig. Gæsterne var både tørstige efter drikkevarerne, men også efter hende. Med untagelse af dem der havde set hendes temperament komme i spil.

Lige nu, følte hun sig som alt andet end en kat med klørene fremme. I stedet følte hun sig tæmmet af sin rådvildhed og nærmede sig vandfadet, som han havde peget på. Hun fangede sin refleksion i vandet og vædede læberne forsigtigt med tungespidsen, før hun fulgte anvisningen. Vaskede sig for kongens nevø, uden et ord.

[Caspian af Vigny]

Mens skøgen vaskede sig, gik Caspian hen til bordet og skænkede sig et glas vin. Han tog koppen og satte sig hen i den bløde stol med benet over kors. Således lænede tilbage i sædet, med koppen løst i højre hånd, betragtede han hende. Hun havde stadig sin kjole på, og han noterede sig de steder, hvor vandet havde fugtet den. Han begyndte at overveje, hvordan han mon skulle bruge hende.

Caspian slyngede vinen et par gange rundt i koppen, inden han tog en begærlig tår.
”Smid tøjet,” beordrede han dernæst. Idéer begyndte at tage form. Øjnene klæbede sig til hende. Utålmodigt og behersket på én gang. Han spurgte ikke engang om hendes navn. Der fandtes så mange som hende; kroppe, der kun eksisterede for at tilfredsstille mænds lyster. Hun var den laveste i fødekæden, hvor han var i toppen.
Og han havde tænkt sig at vise hende det.

[Lucille Cadieux]

Betalingen kom nærmest altid upfront, for at undgå at kunderne rendte væk med de mønter, de burde have skænket hende for fornøjelsen. Hun mærkede dog intet behov for at opkræve noget i disse fremmede rammer endnu. Ikke når hun allerede legede med ideen om hvor meget herren ville give hende, når pengenød ikke var en tilstand han led under, som så mange andre.

Hun vaskede sig - stærkt bevidst om at hun blev iagttaget. Processen færdiggjorde hun ved nakken, og måtte derfor feje noget af håret om foran den ene skulder, så mere hud kunne blotte sig for hans øjne.

Smid tøjet. En ordre. Lucille vendte sig mod ham, uden at nærme sig først. I stedet fæstnede hun de brune øjne mod den fornemme herre, mens hun løsnede snørerne ved barmen og langsomt befriede sig fra overkjolen med vante fingre. Underkjolen og de sidste lag blev også krænget af i bløde bevægelser, før hun stod  helt nøgen foran herrens blik.