Kunsten at kurtisere

[Actard fra Arge]

I Slumkvarteret foran Steva Pudsers bopæl. Dagen er stadig så ny, at de spæde stråler fra den røde morgensol endnu ikke er nået op over de skæve tagtoppe. Fuglene har dog skræppet i noget tid nu, og bannere af røg kan ses fra flere og flere skorstene i takt med, at folk rundt omkring vågner på.
Steva Pudser

Mange fuldmåner var passeret, siden han sidst havde set hende. Præcis hvor mange havde han ikke tal på, men det var i hvert fald så tilpas mange, at hans indre billede af hende var begyndt at falme. Havde han undgået hende? Ja. Muligvis. Hun var ikke svær at finde. Han vidste jo, hvor hun tjente til føden. Så hvorfor først tage kontakt til hende nu? Måske havde han håbet på, at han ville kunne glemme hende, hvis blot han ventede længe nok; men det var som om, at jo længere tid der gik, desto sværere blev det at modkæmpe lysten til at opsøge den usædvanlige, meningsbevidste kvinde. Han blev nødt til at se hende igen, på helt tæt hold. Og i dag var dagen. Nu skulle det være.

Det lange, pigmentløse hår hang som altid løst ned over de brede skuldre, men noget ved det var ikke, som det plejede. I stedet for at ligne en solafbleget høstak, mindede det nu mere om et månebelyst vandfald, fri for både knuder og skidt og snavs. Det var blevet redt. Grundigt.
Også tøjet – der grundet hans størrelse sad lidt tættere, end hvad anstændigt var – var mærkbart renere end normalt. Jah, selv støvlerne lod til at have fået en grundig pudsning, skønt turen gennem slummen allerede havde støvet snuderne til igen.
Enhver som kendte Actard ville vide, at dette bestemt ikke var normen for den kyniske kæmpe. Han dvælede aldrig ved sit spejlbillede eller gjorde en indsats for at se præsentabel ud, medmindre det blev ham påbudt af nogen højere oppe i hierarkiet. Og han var selv frustrerende bevidst om det. Ak...
Dette var jo netop grunden til, at han burde holde sig så langt væk fra Pudser-datteren som muligt. Men selv med dén tanke rummesterende i hovedet, fortsatte han ufortrødent gennem de smalle stræder, indtil han nåede sit mål.

Kæberne spændte synligt, da Bæstet løftede en knyttet hånd for unødvendigt hårdt at banke på den slidte dør. Den anden hånd var i færd med at knuge livet af en samling kulørte blomster, han havde stjålet fra en blomsterkasse på vejen derhen. Nu virkede det bare som en fjollet idé.
Og så skete det. Dét der for alt i verden ikke måtte ske. Luften gik af ballonen, og hans hoved føltes pludselig ligeså tomt og øde som en frostædt vintermark. Det her var ikke nogen god idé! Hvad skulle han dog sige?! Den her situation var så ukendt for ham, som den overhovedet kunne være, og det blev nu pinefuldt klart for ham, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde. Ubehaget, som usikkerheden medbragte, bredte sig i ham og skreg, at han skulle vende sig om og skynde sig væk. Men det var, som om hans fødder havde slået rødder i jorden under ham, så med tydelig stivhed i kroppen løftede han hånden på ny og bankede endnu en melodi på døren – og forberedte sig så godt han kunne på atter at stå ansigt til ansigt med den blåøjede kropige, som fik ham til at føle uvante, underlige følelser, han ærlig talt ikke vidste, om han brød sig om eller ej.

[Steva Pudser]

Der var gået, hvad der føltes som 5 minutter, men i virkeligheden var 2 timer, da Steva Pudser blev hevet ud af den kolde søvn. Ilden fra bålstedet var gået ud i den korte tid hun havde sovet og det eneste tæppe de ejede, havde hun givet til sin mor, der var gået kold i et hjørne lang tid før hun overhovedet havde fået fri fra kroen. Der gik en tid, før den unge kropige opdagede, hvad der så brutalt havde hevet den eneste kilde til søvn fra hende.

Det bankede på døren. Det skete ellers aldrig, at nogen besøgte det gamle, halvråddene og faldefærdige hus. Hvad skulle de der? Der var jo ikke nogen der opsøgte Steva selv og hvem skulle kontakte Marienza Pudser og for hvad? Der var jo ikke ligefrem liv i den gamle, fordrukne kvinde. Brunetten var faldet i søvn iført alt sit tøj, så der skulle ikke andet til, end at hun rejste sig for, at hun kunne går de få skridt mod døren og åbne den

En kold følelse løb hende langt ryggen, da skikkelsen bag døren blev tydelig. Det var ved at være lang tid siden, at han havde hjulpet hende med den knivsglade mand og selvom han havde virkelig underligt interesseret i hende, havde hun ikke set ham siden. Hvis hun skulle være ærlig overfor sig selv vidste hun ikke helt hvordan hun havde det med ham. Han havde ikke gjort hende noget tværtimod, men han var høj og så brysk ud og skræmte hende nok lidt, men noget ved ham vakte også en vis nysgerrighed i hende. Og så var der dette nye bizare syn. Håret var glat og tøjet var renere end hendes. Det skulle der selvfølgelig ikke ret meget til.

Hun var mundlam et øjeblik. Ikke fordi han var her, men fordi han holdt en buket blomster. Det var der aldrig nogen der havde gjort for hende før. Der var generelt aldrig nogen der havde set blomster og tænkt at gøre noget så ædelt som at tilbyde dem til hende. Hun vidste godt hvorfor det var sådan, hun var for meget for de fleste mænd, men tydeligvis ikke for denne store, lidt uhyggelige mand.

“Blomster” påpegede hun, da hun opdagede at ingen af dem havde sagt noget i et stykke tid. De blå, trætte øjne så op, langt opad på ham, da hun som vanligt lagde armene over kors. “Godmorgen Actard” hilste hun så overraskende høfligt, da hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle gøre det. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”

[Actard fra Arge]

Det var med en noget hurtigere hjertebanken og ører på stilke, at Actard i nervepirrende spænding stod pænt og ventede på, at døren ville gå op. Der gik lidt tid, før der endelig lod til at ske noget inde bag de vejrslidte husmure. Det startede som en udefinerbar puslen, men blev så til en række af dæmpede fodtrin, der inden længe blev afløst af lyden af knirkende hængsler. Og så dukkede hun op. Synet af hende fik ham næsten til at glemme at trække vejret.

I døråbningen stod nu en synligt træt Steva Pudser, som selv med søvn i øjnene og beskidte laser var en af de nydeligste kvinder, han nogensinde havde set. Så nydelig, endda, at han fuldstændig mistede mælet. End ikke et smil formåede at finde vej til kæmpens læber, så det var med at foruroligende følelsesforladt udtryk i det arrede ansigt, at han stirrede på hende i hvad, der føltes som evigheder – indtil den unge kvindes stemme omsider brød den pinagtige tavshed.

Actards blik faldt automatisk ned på farveladen af blomster, idet de blev nævnt, men blev allerede sekundet efter rettet mod Stevas ansigt igen. Hendes øjne synede endnu mere blå, end han huskede dem; som to blå søer, man nemt ville kunne drukne i, hvis man ikke var varsom. Han havde det egentlig lidt, som om han var fanget under vandoverfladen og havde glemt alt om, hvordan man svømmede. Det var først, da hans navn forlod hendes læber, at han blev trukket op fra det våde, mørke dyb og endelig kunne hive noget luft ned i sine vandfyldte lunger.

“De er til dig,” sagde han så med en monoton men insisterende stemmeføring og rakte den rodede buket blomster frem mod Steva. Bæstet var stadig komplet udtryksløs i sin fremtoning og i stedet for at besvare hendes spørgsmål, satte han en hånd mod dørkarmen og bukkede sig lidt ned, så han nemmere kunne få et glimt af indersiden af huset, men det var ret vanskeligt med den dunkle belysning.
“Vækkede jeg dig? Må jeg komme ind?” spurgte han og søgte spørgende hendes blik, da han rankede ryggen igen. “Kan vi gå en tur?” Det var tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at give op lige foreløbig, sådan som han knap nok gav hende tid til at svare, før det næste spørgsmål blev stillet.
Langt om længe var det lykkedes ham at få sin tunge på gled, og nu var det næsten umuligt at stoppe igen.
“Der er stadig solopgang, så vi kan følge floden mod øst gennem havnekvarteret. Jeg har lidt svedige håndflader, men jeg vil meget gerne holde dig i hånden.” Hudløs ærlighed – var det ikke det, man kom længst med? Actard kunne i hvert fald ikke finde ud af andet. Så hvis ikke blomsterbuketten havde talt sit tydelige sprog, burde der ikke længere herske nogen tvivl om, hvad den blege kæmpes hensigt var.

[Steva Pudser]

Døren hang lige præcist på sine hængsler og den knirkene lyd fra træet der kæmpede for at holde sig fast, kunne høres i de stille gyder rundt om Pudser-huset. Søvnen havde knapt nok nået at sætte sin i Stevas øjenkroge, men alligevel måtte hun gnide sig i dem, at se klart. Overvældet var en underdrivelse af hvad hun følte i det øjeblik hun så den høje, brede og bistert udseende mand på den anden side af døren. Det var ikke kun håret der var anderledes. Generelt lignede han en der havde prøvet at gøre noget ud af sig selv, hvilket slog en rod af chok i hende. Hvad lavede han her? Og hvorfor havde han gjort noget ud af sig selv for at besøge lige netop hende? Hun var beskidt som altid og stank af den øl, der var blevet spildt udover hende tidligere på natten.

Steva var ikke nogen petit pige, trods hun ikke var stor heller, men i selskab med kæmpen fra Arge følte hun sig som den mindste lille kvinde flere hoveder lavere end ham og åle slank. De blå øjne så en smule tøvende op på hans, der havde en anderledes farve end hvad hun før havde set øjenfarver være. Igen var der noget tøvende i brunettens bevægelser, da hun tog imod blomsterne. Ikke fordi, at det var ham der gav hende dem, men fordi nogen overhovedet havde tænkt tanken at give hende noget der var pænere og virkede renere end det tøj hun ejede. Ligesom han bare havde stået med blomsterne i hånden, gjorde hun nu det samme. De var der ligesom bare og krævede begge hænder til at holde dem. “Tak” mumlede hun for engang skyld mere mundlam end sædvanligt. Faktisk var det meget usædvanligt. at hun sagde så få ord på en gang. “Der er aldrig nogen der har givet mig blomster før” indrømmede hun så efter et øjeblik.

Forvirringen ville ingen ende tage, da den høje skikkelse for alvor begyndte at tale og derved forklare, hvorfor han vækkede kropigen. Hun trådte et skridt frem, da hun spurgte om at komme ind. “Jeg vil helst ikke vække min mor” hvilket var ganske sandt. For hvis hun vågnede ville hun bare drikke noget mere og Steva var ved at være bekymret for om hun kunne tåle mere alkohol. “Men vi kan godt gå en tur” gik hun med til. Dog havde hun en urolig følelse i kroppen, måske fordi hun havde svært ved at forstå, hvorfor han ville have hendes selskab. Sidst havde han virket mere ligeglad. “Holde mig i hånden? Hvorfor vil du det?” der var vel ikke noget romantisk mellem dem eller hvad var han ude på? “Actard..” sagde hun langsomt, tøvende. “Hvorfor vil du gerne gå en tur med mig?” de havde ikke set hinanden i måneder.

[Actard fra Arge]

Til glæde for den blege kæmpe tog Steva imod buketten uden den store tøven; en gestus, der i hans hoved forseglede en underforstået aftale af den mere intime variant, men forundringen var ikke til at misse i den unge kvindes ansigt. Det var tydeligt, at hun ikke var indforstået med, hvad hun netop havde sagt ja til. Men hvordan kunne det også forventes? Kun en tankelæser kunne vide, hvad der foregik bag de røde øjne, der ingen følelser røbede. Selv døden så på sine ofre med mere sjæl i blikket.

Den allerede korte afstand imellem dem blev reduceret yderligere, idet Steva tog et skridt frem, som for at forhindre Actard i at forstyrre husets fred. Okay, så hun ville ikke have, at han kom indenfor. Det var fint. Et formildende plaster blev lagt på såret, da forslaget om en gåtur blev modtaget med lidt mere velvilje; men forvirringens tåge lod stadig til at plage kropigen, som nu gav et mere lydligt udtryk for hendes ganske rimelige mistænksomhed over denne bizarre situation.
“Du behøves ikke, hvis du ikke vil,” svarede han en smule tørt på hendes første spørgsmål. Der var øjensynligt ingen tegn på utilfredshed i det vansirede ansigt, blot ren apati. Ret ukarakteristisk for det typisk kompromisløse bæst, men han havde ikke tænkt sig at tvinge hende til at flette fingre med ham. Der gik dog ikke længe, før barbarens døde udtryk begyndte at live lidt op. Mundvigene krøllede langsomt opad i et smil, ubehageligt og skælmskt, og i stedet for at afhjælpe hendes nervøsitet med det samme, stod han blot og stirrede på hende i ti stive sekunder, før han endelig gjorde antræk til at ville svare:

“Hvorfor spørger du? Gør jeg dig utryg?” Actard sendte spørgsmålet lige tilbage i hovedet på hende, men forventede egentlig ikke et svar, selvom han gav hende tid til at ytre sig. Det brede smil var svundet lidt ind, dog dvælede det stadig på hans læber, da han rakte en hånd frem mod Stevas ansigt, og alt efter om hun veg bort eller ej, ville han stryge nogle vildfarne hårstrå til siden med en forbavsende nænsomhed. Så faldt hånden på plads igen, og smilet var nu helt borte.
“Er du bange for, jeg gør dig fortræd, så snart vi er alene?” Alvoren vejede pludselig tungt i hans mørke røst, og hans blik blev om muligt endnu mere gennemborende end før. Den særligt observante type ville måske endda kunne fornemme en svag undertone af melankoli i stemmen, men den forsvandt som smeltende sne, da han gav lyd fra sig igen:
“Det er bare en gåtur. Det lover jeg.” Actard rakte atter hånden frem, men denne gang blev den hængende i luften imellem dem med håndfladen vendt opad. Turde hun at stole på ham?

[Steva Pudser]

For Steva var denne stadig halvt fremmede mand virkelig svær at læse og som kropige, var hun vant til at være ganske formidabel til af aflæse andre mennesker. Faktisk gik det hende en smule på og måske var det derfor hun kunne holde sig på æggeskaller modsat sin normale vane med bare at plapre løs. Der var stadig ord hun ikke kunne holde inde, men normalt vibrerede læberne væsentligt mere og ofte.

Stevas ansigt, var modsat Actards, meget mere udtryksfuld. Som person havde hun utroligt svært ved at skjule sine følelser og hvis ikke hun gjorde sig virkelig umage, ville alt kunne læses i hendes træk. Derfor var den undrende overraskelse til at føle, da kæmpen foran hende påpegede, at hun ikke behøvede det hun ikke ville. “Det er ikke noget jeg må overveje? ” et godt forsvar var altid et spørgsmål og det vandt hende tid, til at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det med denne situation.

“Skal jeg da være utryg?” gav hun naturligt igen. Hvis han havde en formodning om, at hun kunne blive utryg af ham, var der måske noget han selv skulle lave om på. Nok var hun mere forsigtig med hvad hun sagde omkring ham, men hendes tøven handlede på ingen måder om ham som person. Det var noget ganske andet der stak under. Måden kvinder blev behandlet på, fik hende til at tro, at der ikke fandtes nogen, der ville vise hende den form for høflighed som han lige havde udvist. Faktisk mente Steva ikke, at nogen nogensinde havde ønsket hendes selskab på den måde han gjorde. “Egentlig kender jeg dig ikke godt nok til at vide om jeg burde tro det. Vi kender knapt hinanden, så hvordan skulle jeg vide det?”

Overrasket lod hun han røre ved sit ansigt fanget af det stirrende blik hun fik sendt lige tilbage i synes. “Actard, hvorfor er det lige mig du kommer med blomster til?” spurgte hun endelig. Det var det hendes tilbageholdenhed lå i. Ikke hans udseende eller rygte, men hendes tvivl om hvorfor nogen reelt syntes om hende og hendes skarpe ord.

[Actard fra Arge]

Steva var snu. Måske mere snu end hun selv gik og var klar over. Hun formåede i hvert fald gang på gang at krybe sig sikkert udenom Bæstets minefelt af eksplosiv vrede, og det var bestemt ingen lille bedrift.
“Jo. Overvej du det bare,” svarede han, stadig med tørhed i stemmen, men en overvejende accept i blikket. Han havde ment det, da han sagde, hun ikke behøvede, hvis lysten ikke var der.

Actard grinede. Han grinede aldrig. Latteren var dog ikke varm og let, men rettere hæs og skummel og forstummede hurtigt.
“Nej... du skal ikke være utryg,” påstod han så. Det var nærmest umuligt at differentiere mellem sandhed og sarkasme, når det kom til barbaren fra Arge. Skulle hun være utryg? Tjoh. Sandheden var vel, at det kunne nå at ændre sig på den tid, det tog at blinke. Så hun havde ret. Hun kendte ham ikke, og han kendte heller ikke hende. Et faktum, der gjorde Stevas følgende spørgsmål frustrerende vanskeligt at svare på. Hvorfor var hun så skeptisk? Forsøgte hun bevidst at vildføre ham, eller var det hans egen manglende forståelse for følelser, og hvad der var socialt acceptabelt, som pludselig fik antændt en flamme af vrede i hans indre?

For første gang siden døren var gået op, veg den blege kæmpes blik bort fra kropigen, men det var kun for en kort stund. Hans mundvige var allerede begyndt at røre på sig, før de rødviolette øjne atter brændte sig fast i hendes blå.
“Jeg har behandlet dig godt indtil videre, har jeg ikke?” Det var ikke et spørgsmål, der skulle svares på. Smilet bredte sig, behersket, mens han langsomt og roligt nikkede med hovedet. Hans udtryk blev mere og mere sammenbidt, og det påtagede smil døde hen.
“Så stil ikke spørgsmål ved det. Pak den mistro væk. Forstået?” Det lød som en befaling, og det var det formodentlig også.
Hånden, der var blevet hende tilbudt, havde han i mellemtiden trukket til sig, men den røg nu op for at lukke sig om hendes kæbe. Ikke hårdt, men heller ikke blidt. Hans blik flakkede mellem hendes to øjne.
“Du gjorde et godt indtryk på mig. Så simpelt er det. Det håber jeg ikke, du har tænkt dig at lave om på?”

[Steva Pudser]

Uden at stille flere spørgsmål tog hun imod det tilbud det var, at hun gerne måtte overveje det. Endnu engang handlede hendes tøven ikke om ham, hans udseende eller de rygter der svøb til ham som en våd kappe. Dog strøg tanken hende ikke, hvorvidt han var klar over netop dette faktum. Et lille smil blødte hendes overraskede ansigt op, da han udbrød en lyd, hun gættede på, var et grin. Egentlig lød han ikke som om, det var noget han var vant til, men hvem var hun til at vurderer, hvilket liv han havde og om det var fyldt med latter eller ej.

“Så har jeg vel heller ingen grund til at være utryg” kastede hun tilbage uden, at smilet falmede fra hendes læber. Endnu havde hun ikke rykket sig ret langt fra døråbningen, men nu trådte hun tættere på og lod blidt døren lukke bag sig. “Jo, det er det jeg ikke er vant til” og hun var endnu mindre vant til at udtrykke sine følelser, men hun følte en lille snert af, at hvis ikke hun gjorde det overfor ham, blev hun måske misforstået. “Har jeg sagt, at du har behandlet mig dårligt da?” det mente hun ikke. “Jeg er ikke vant til, at en mand er så...” for en gangs skyld måtte hun lede efter det rigtige ord. “Respektfuld overfor mig. Jeg sætter pris på det” om end det føltes virkelig mærkeligt.

Den befaling der fulgte, havde hun dog svær ved bare at lade være. “Hvis du fortsat skal beholde den respektfulde tone, skal du måske ikke befale mig ting?” påpegede hun uden at vide, hvordan han ville tage det forslag.

[Actard fra Arge]

Det virkede, som om Steva forstod, at der – foreløbigt – ikke var noget at frygte. Grunden til hendes skepsis blev kort efter afsløret, og det var der vel intet forbavsende ved. Selvom Actard ikke var en kvinde – men derimod årsagen til mange kvinders frygt og påpasselighed – var han ikke blind for, at de ikke havde det nemt. At han så var komplet ligeglad langt det meste af tiden var straks en anden sag. Det måtte jo være gudernes vilje, at kvinder skulle underlægge sig mænd. Hvorfor skulle der ellers være så markant forskel på deres størrelse og styrke?
De følgende ord, som forlod Stevas læber, fik ham dog til kortvarigt at vige fra dén tankegang. Respektfuld? Var det stadig ham, hun talte til? Hun måtte i sandhed være stødt på samfundets fæleste stoddere, hvis hun tillagde Bæstet dén værdi. Behandlede mænd hende virkelig så usselt?

Og så, med en enkelt sætning, formåede hun at gøre ham fuldstændig konfus. Påpegningen var som en pil, der splintrede hans livsprincipper – hvad der var retfærdigt kontra uacceptabelt; om ikke for altid så i det mindste for et flygtigt øjeblik. Men trods det var flygtigt, lagde det alligevel grobund for selvrefleksion. Han havde ikke forsøgt at være respektfuld, men nu følte han sig pludselig nødsaget til at leve op til den forventning. Steva havde italesat, at hun satte pris på det – og skønt det måske ikke stod lysende klart frem i hans bevidsthed, ønskede han ikke at skuffe hende, kunne han mærke. Så han slap sit tag i hende og rømmede sig.

“Nåh jah...” lød det mumlende fra ham, som havde han blot glemt sine manérer i moment af åndsfravær. Sine ikkeeksisterende manérer. Det stirrende blik kredsede om den unge kvindes ansigt, og et fjernt skær af tvivlsomhed var at spotte i hans øjne. Han var ikke længere sikker på, hvordan han skulle arte sig. Det var en underlig, uvant følelse, som han meget hurtigt blev enig med sig selv om, at han ikke brød sig om.

Actard måtte rive blikket væk fra hende, da han i fortsat tavshed begyndte at gå med kursen sat mod havnen. Langsommere end hans normalt raske tempo, så Steva kunne følge med uden at skulle anstrenge sig. Horisonten lå stadig skjult bag skæve tagtoppe, men den lavtstående sol gav himlen en nærmest unaturlig, rødorange glød, der i sig selv var enormt bjergtagende. Bæstet var dog alt for optaget af sine tanker til at værdsætte naturens skønhed; og da han omsider fik rystet eftertænksomheden af sig, faldt hans udelte opmærksomhed på kvinden ved sin side.
“Jeg kom med blomster, fordi... jeg synes, du er smuk,” indrømmede han abrupt og ærligt. Komplimenten var grinagtigt simpel, men der lå mere i det end som så. Barbaren fra Arge var dog ingen poet. Han var ikke vant til at give udtryk for den slags følelser og derfor manglede det ofte den fornødne ynde. Det virkede forceret, selvom han skam mente det.
“Er det ikke i orden?” spurgte han så efterfølgende og granskede hende omhyggeligt med de røde øjne.

[Steva Pudser]

Trætheden sad stadig i kroppen, men den var ikke helt så overvældende som den kunne være. Den fik hende dog til at gå langsommere end normalt, da de satte kursen mod havnen. Inde i hendes hoved var hun dybt forvirret. På den ene side var Actard skræmmende og selvom hun ikke hang sig i rygter, var de tikke nogle pæne nogle der svævede omkring ham. Alligevel fik han hende til at føle sig så tryg som en mistroisk kvinde kunne. Tryghed var aldrig noget hun følte fuldt ud. Lige meget hvem hun var omkring ville hun altid være på vagt. Det lå i hendes natur, når det gjaldt mænd. Alle mænd, hvilket vil sige også Actard. Disse tanker ville hun ikke dele med nogen, for det handlede om hendes inderste følelser og dem brød hun sig ikke om at dele.

Et øjeblik hvilede der tavshed i det gryende mørke før den høje, blege mand ved hendes side igen talte. Han fik hendes til at smile kortvarig ved komplimentet. Det var ikke så tit det ord blev brugt. Hvis nogen endelig brød sig om hende, var det langt mere platte ord de brugte. God røv, lækker krop og andre ting, der var alt for forudsigelige. “Tak” svarede hun ligeså kort som smilet for ikke at dvæle ved komplimentet. Var han en anden mand havde hun nok bare svaret med en sarkastisk bemærkning, men noget ved ham, fik hende til at lade være.

“Har jeg sagt det ikke er det?” spurgte hun undrende, da hun ikke mente det var sådanne ord, der havde forladt hendes læber i løbet af deres samtale. Trods hun ikke havde taget imod tilbuddet om at holde hans hånd, holdt hun ikke afstand til ham. Igen lod hun tavsheden brede sig imellem dem, hvilket var atypisk for den hurtigt talende kroppige. “Men der må vel være en grund til hvorfor du lige præcis kommer til mig? Levagny er fyldt med smukke kvinder”

[Actard fra Arge]

Der var noget ved smilet på Stevas læber, som fik en varme til at forplante sig i Actards indre. Det virkede til, at hun værdsatte komplimentet, skønt smilet var kortlivet. Og det gjorde ham … glad? Måske. Han var ikke helt sikker. Følelsen var … vanskelig at beskrive. De fleste ville beskrive den positivt. Nogle skrev sågar digte om den. Komponerede sjælfulde sange og melodier. Men ikke Bæstet. Hvis noget gjorde den ham ekstra vagtsom. Han havde ikke erfaringer med, at sådanne følelser førte til noget godt. Oftere end ikke endte det i misforståelser. Misforståelser som udviklede sig til skænderier. Skænderier som resulterede i vredesudbrud. Vredesudbrud som ledte til … utilgivelige hændelser …
Og det sidste han ønskede var at gøre Steva ondt. Så meget vidste han.

Det pigmentløse hår bølgede let fra side til side, idet Actard rystede på hovedet. Nej, hun havde ikke sagt, at det ikke var i orden. Og det var ikke bevidst, at han lagde ord i munden på kropigen, men … det var bare svært at forstå – at én som hende var okay med den slags. Med én som ham. Han var vant til rynkede næser og spyttende ord gennemsyret af foragt. Ikke søde smil og beskedne tak.

Som stilheden atter faldt, søgte hans blik væk fra den mørkhårede kvinde. Det gled rundt i omgivelserne uden egentlig at fæstne sig ved noget specielt, som om han bare ventede på, at Steva gav lyd fra sig igen, så han kunne rette sit fokus mod hende. Og de røde øjne fandt hende da også i samme sekund, som spørgsmålet flød ud mellem hendes læber.

Et dæmpet grin forlod den blege kæmpe. Det var hæst og måske lidt tørt – men hverken ondskabsfuldt eller hånende. Det lød ægte. Igen veg blikket fra Steva. Af en eller anden grund føltes det mere trygt ikke at se på hende. Han var ikke vant til så dybdegående samtaler. Ikke at situationen gjorde ham direkte utilpas … men ved guderne, hvor ville det være nemmere bare at hive kropigen med ind i den nærmeste gyde og få det overstået. Men det var jo netop dét. Han havde ikke lyst til at udsætte hende for ubehageligheder. Omvendt kendte han ikke til andet. Bæstet havde ikke et kærlighedssprog. Han anede knap nok, hvad kærlighed var, for pokker.

„Du er ikke ligesom andre kvinder,“ lød det bestemt fra Actard. Han lød næsten forarget. „Du siger, hvad du vil … på trods af det kan bringe dig i vanskeligheder. Du tænker, hvad du vil … i stedet for at lytte til, hvad alle andre går rundt og siger.“ Han kiggede på hende med en særlig intensitet i blikket. „Du …“ fortsatte han, men stoppede så brat, som om han fortrød at have påbegyndt sætningen. En dyb indånding blev taget og derefter fulgte en pause, som føltes uendeligt lang.

„Man … glemmer, hvor ensomt et sted verden er, i selskab med dig,“ røg det ud af ham. Hans blik klæbede sig for en stund til den kulørte himmel – måske i et forsøg på at flygte fra det sårbare øjeblik – inden det endelig forankrede sig på Stevas ansigt.
„Dét er grunden.“

[Steva Pudser]

Sjældenheden havde indtruffet da kæmpens ord havde gjort den rapkæftede kropige mere eller mindre mundlam. Ros var hun ikke god til at tage imod og hun var slet ikke god til at høre det, men ordene varmede alligevel det ellers afmålte hjerte. I stedet for at kommentere på det tog hun forsigtigt den store mands hånd og gav den et kortvarrigt klem inden hun slap den igen. Det var hendes måde at takke for de pæne ord uden at skulle være for sårbar overfor ham. Det blev også for seriøst for hende og hun kæmpede derfor for at finde en måde at skifte samtalens emne til ham eller bare til alt andet end hende selv.

De blå øjne så op mod hans, da de fortsatte turen og lyset fra morgensolen var langsomt begyndt at sprede sig. ”Der er ikke rigtig nogen, der sætter pris på en kvinde der tænker selv. I det her land skal kvinder tænke som mænd og det nægter jeg. Jeg er altså ligeså meget mennesker som mænd” hun kunne ikke lade være, når emne faldt på lige netop dét. Trods alt var det virkelig noget der lå hende på sinde og fyldte meget i brunettens bevidsthed. Den store forskel på mænd og kvinder. Hun kendte kun én anden der turde ytre sig på samme måde som Steva selv. Josephine af Aren var stik modsat slumpigen, men de delte næsten de samme holdninger, når det galt forskellen mellem mand og kvinde. Egentlig regnede hun heller ikke med, at en man som Actard ville dele den holdning. Dog var hun ikke afskrækket af at dele den.

“Føler du dig da tit ensom?” spurgte hun i stedet. Selvom det ikke altid var til at spotte, var Steva en ret omsorgsfuld kvinde og hun brød sig faktisk ikke om antydningen om, at Actard var ensom. Nok så han stor og skræmmende ud og var det sikkert også overfor andre end hende, lige nu, men hun kendte selv til den ubehagelige følelse af ensomhed. Faktisk var hun det ofte selv, men det fik ingen hende til at indrømme. Konstant var der mennesker omkring hende, men ingen kendte hende rigtigt. Det var selvfølgelig til dels hendes egen skyld, men det var også lettere sådan.