Skumring

[Damien Sølvtunge]

Normalt ville mange beskrive Damien som en værende forstående og dels fair i mange anliggende. Han er til at snakke med og er mere fornuftig end nogen af hans venner og bekendte. Men det var ikke med rolige skridt som den mørkhårede mand nærmede sig Den fede kat. Hans øjne lynede og da han skubbede døren op var hans skridt tunge og målrettet.

Han slog let ud med den ene hånd for at signalere til kroen bemanding og de resterende gæster at de skulle forlade stuen omgående. Ikke om han ville bruge tid på at skulle overtale Gabriel Halvmåne til at rykke ind i et andet rum. Han ønskede heller ikke et skue og derved kom han hurtigt frem til konklusionen at hans lillebror måtte blive sur på et senere tidspunkt over den bratte slutning på en god indtjeningsaften.

"Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet finder mig i din tilstedeværelse længere" hvæsede han arrigt og tydeligt både vred og oprørt. To ting man næsten aldrig så hos Damien, der altid skjulte alle sine følelser bag et charmerende smil og en afværgende hånd.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel havde en ganske hyggelig aften, som han sad på sin vante plads i Den Fede Kat, med ryggen mod kaminens sommerkolde sten og en fod på bænken, med røven blødt placeret på fårepelsen under sig. Der var ingen kvinder i nærheden, men lige nu var det også rigeligt med et par af hans mænd – den ene sad omvendt på en stol og den anden havde smækket fødderne op på bordet – der var ved at fortælle røverhistorier om de sidste par dage. Latteren fyldte luften omkring dem og spredte en god stemning i resten af kroen. Når Tyvekongen var glad, var alting godt. Kroen var dog ikke fyldt op – langt fra. Kongen var draget på rundrejse og nogle af folkene var rejst med. Andre benyttede sig af den tomme, mørke by til at forsøge at skrabe værdier op under neglene og irritere de tilbageværende drabanter så meget som muligt.

Men freden skulle ikke vare ved. Døren blev banket op, hvilket fangede de flestes opmærksomhed. Gabriel rettede blikket mod skikkelsen, der kom ind. Damien. Og han lignede en, der lige havde måtte slå sin hundehvalp ihjel. Lort.
Smilet blev på Gabriels ansigt, og han sagde ikke noget, da Damien med en enkelt bevægelse fik hele rummet til at komme i bevægelse. Alle de små kaniner løb mod kroens udgange, som havde ulven selv anmeldt sin ankomst.

Gabriel satte sin ene albue mod knæet, der var bukket op, og pillede lidt ved sin underlæbe med fingrene, mens han stadig havde et stort smil på ansigtet.
”Jamen kære bror, hvad har dog bidt sig i røven.” Han slog ud med den anden hånd. ”Slå røven i sædet og fortæl mig dine sorger, du har lige sørget for, at du kan sidde, hvor du vil.” Trods smilet og den venskabelige tone, viste hans øjne, at han var opmærksom. Men provokere sin bror, det kunne han ikke lade være med. Lige nu ville Gabriel allerede stikke ham én for at tømme kroen.

[Damien Sølvtunge]

Damien havde ikke tænkt sig at danse om den varme grød, og ville heller ikke befinde sig på katten i længere tid end nødvendigt. Særligt ikke fordi han var så kørt op at Gabriel blot gjorde ham endnu mere vred. Det kunne snildt ende i enten et slagsmål eller flyvende møbler og selvom Damien kunne mærke blodet stige ham til hovedet, ville han alligevel helst undgå dén slags konfrontationer.

Han ignorerede hans opfordring og lænede sig i stedet ind over bordet med sine mørke øjne festet direkte mod Gabriel.

"Du har besøgt Eleanor Sølvlilje - Hvad har du sagt til hende?" bed han efter sin bror og knugede hænderne så hårdt at knoerne blev ligblege.

"Jeg sværger, hvis du har rørt hende så.." Han kunne ikke færdiggøre sætning og skubbede sig i stedet fra bordet og endte med at gå rundt i den tomme krostue.

[Gabriel Halvmåne]

Det virkede ikke til, at Damien havde tænkt sig at snakke om tingene, som han normalt ville det. Gabriel havde en tendens til at pisse sin storebror af, og han havde også set andre få vreden til at boble i den langhårede mand, men det var sjældent, at det var så galt som nu. Det fik Gabriel til at være lidt forsigtig, for det kunne gå rigtigt meget galt, hvis de to blev lige vrede.

Hans brune øjne fulgte bare Damien, som denne kom over og lænede sig ind over bordet, der stod ved siden af Gabriel. Og så kom han direkte til sagen. Horen. Ah. Det burde Gabriel have gættet. Han havde hørt rygtet om hans besøg i Hatten. Han havde ikke gjort noget for at stoppe det, han havde ikke noget at skamme sig over.

”Nåh, horen. Ja, du virkede så fortryllet, jeg måtte ned og stille min nysgerrighed. En pæn pige, det må man sige. Ikke så snakkesalig.” Gabriels smil blev skævt, som han kort viftede med hånden og lod den hænge, stadig med albuen på knæet. Trods sin åbenlyse ligegyldighed, afmålte han hver eneste af brorens bevægelser, klar til at tage imod ham, hvis han skulle springe på ham. Det var lidt med vilje, at han ikke gav ham svar på det, han ville have.
”Jeg kan godt se, hvad du ser i hende,” sagde han så, hvilket var en løgn. Hun havde virket intelligent nok, men altså, hun var bare endnu en tøjte ud af mange.

[Damien Sølvtunge]

Damien satte pris på at der ikke fløj møbler endnu, selvom ud fra hans vrede at bedømme kunne det lige så godt være ham der tog det første kast. Det fik ham dog til at sænke skuldrene en smule og i stedet tage en dyb indånding.

Gabriel behøvede ofte ikke engang at sige noget før den ældre bror kunne blive endnu mere arrig end han var i forvejen, men på det punkt lignede de hinanden for meget. Hvis der var sket noget yderlige mellem dem ville han have vidst det med det samme, og det gjorde nok også at han endte med at tage imod tilbuddet om stolen.

"Det var virkelig dumt af dig" sukkede han og stak den kniv han ubevist havde lukket sin hånd om frem ned i bordet. Han tav ude af stand til at fortsætte samtalen på emnet med det samme; Gabriel drillede ham. Det var tydeligt.

[Gabriel Halvmåne]

Selvom Gabriel ikke havde noget imod et godt skænderi med sin bror – en mand der faktisk turde sætte sig op imod ham – var det alligevel med en form for lettelse, at han så sin storebror sætte sig på en stol. Kniven havde han set, som den blev trukket, hvilket måske havde været en medvirkende grund til, at han ikke reagerede voldsommere på sin storebrors vrede og opførsel. Skarpe våben var ikke en god idé, når de to først kom op at toppes, og selvom Gabriel ikke kunne undsige sig, at han havde en tendens til at trække sin kniv, havde han endnu aldrig brugt den mod sin bror. Andet end for at få sin mening igennem ved trusler. Den havde aldrig trukket blod. Det kunne gå grueligt galt, og Gabriel ønskede alligevel ikke at miste sin bror, selvom han sommetider drev ham til vanvid.

”Hvad skulle jeg ellers gøre, du ligner jo en lille liderlig adelsfrøken med røde kinder, hver gang du nævner hende. Jeg måtte jo lige se, om hun var så god, som du åbenbart tror.” Ordene kunne misforstås på det groveste, hvilket halvvejs også var meningen. Han ville virkeligt gerne pisse sin bror af. Men et grin gled over hans ansigt i håb om at lægge en dæmper på situationen.
”Altså, jeg rørte hende ikke, jeg kan godt holde nallerne for mig selv, brormand.”

[Damien Sølvtunge]

Damiens hånd knugede sig så hårdt mod bordfladen at knoerne atter blev hvide. Tænderne skar mod hinanden og lysten til at rejse sig sad stadig på tippen af tåspidserne. Selv var han aldrig blevet skubbet så langt ud at han reelt havde stukket sin bror. For hvis han kunne komme afsted med brug af ord eller en knytnæve, så var det ofte vejen han gik.

Beskrivelsen som Gabriel brugte huede ikke den langhårede mand, det var næsten grænsen til en fornærmelsen og måden han skævede i hans retning sagde da også sit. Øjnene blev små som de gled over ansigtet i håb om at kunne fange hans løgn.

Hjertebanken sank dog til sidst imens han rykkede sig ukomfortabelt på stolen. "Hmfp.." brummede han. "Godt, for jeg ønsker ikke at slå dig ihjel, brormand."

[Gabriel Halvmåne]

Hvorfor det kunne more Gabriel så meget at se sin bror, den eneste person i verden, der faktisk var der for ham, så vred, det kunne selv ikke Gabriel svare på. Måske fordi vrede var en af de eneste følelser, han virkeligt kunne relatere til. Måske var det fordi, at han kun havde fået vrede fra deres far, da han var barn og derfor forbandt det med rigtige relationer.
I hvert fald var de hvide knoer og det sammenbidt ansigt noget, der skabte resonans for Gabriel, der stadig havde et stort smil på ansigtet over sin bror.

Det falmede dog en smule, som Damien sagde, at han ikke ønskede at slå ham ihjel. De havde truet hinanden før, men det var som om, at der var noget anderledes ved denne gang. Det fik Gabriel til at svinge benet ned fra bænken og sætte sig ordentligt op, inden han kneb øjnene lidt sammen og betragtede sin storebror. Hvad var nu det for noget?
”Vil du slå din bror ihjel for en hores dyd? Er en tøs der ligger i med mænd for penge mere værd end din lillebror, brormand?” Hans stemme blev hurtigt mere skarp, som han mærkede vreden begyndte at boble ud af kontrol. Forstod han det rigtigt, at Damien ville dræbe sin egen lillebror, hvis han rørte tøsen, han åbenbart var ”forelsket” i?

[Damien Sølvtunge]

De kørte hinanden op. Damien var ikke altid så stiv i betrækket at han ikke kunne se hvornår han kunne få et godt grin ud af sig. Forskellen mellem dem var bare i hvilke sammenhæng og hvad de hver især ville gøre for at få den anden ud over kanten. - og lige nu var Damien slet ikke i humør til at blive tirret som en sulten og glubsk løve. Måske var det at hans lillebror ikke ville lade være med at smile som om det hele var en humoristisk forestilling kun for hans ære.

Stemningen ændrede sig igen, og det syntes nu at lægge et mørke over Damiens ansigt. For mente han sine ord, eller var det blot for at male alvoren i det der var sket? Damien havde flere gange måtte ty til ekstreme handlinger for at forhindre sin bror i at gøre noget dumt, men han havde aldrig tænkt over hvor langt han reelt set ville gå, og slet ikke når det kom til Ellies sikkerhed.

"Du ved som den eneste hvor meget hun betyder for mig." Selvom det endnu ikke var nok til at kunne ægte hende. "Så du burde kunne få ind bag den tykke pande hvordan jeg ville reagere" Han tog en god portion luft ind gennem næsen før han fortsatte.

"Hvis du stak mig i ryggen og forrådte min tillid?" Spørgsmålet lod han hænge, for hvis Gabriel tænkte sig rigtig godt om ville han komme frem til at han for selv samme nok ville sætte Damien ud af spillet. Måske ikke for en kvinde men for følelsen.

[Gabriel Halvmåne]

Normalt var Gabriel ikke en mand, der forsøgte at holde styr på vreden, men noget i ham sagde, at det var bedst at forsøge at undertrykke den i denne samtale. Det var en vigtig snak, der kunne få konsekvenser ud i fremtiden. Så med et lettere usikkert greb om vreden, forsøgte Gabriel at holde sig selv på jorden. Tiden ville vise, om det holdt, for lysten til at springe over bordet og smække storebroren en næve lige i smasken var stor. Og Romain havde ikke engang vist sit grimme ansigt, men Gabriel kunne næsten høre ham le et sted bagerst i sit hoved.

Sammenbidt lod han Damien sige sit, og det varede et øjeblik, inden Gabriel skar ansigt og gav sit svar.
”Jeg har ingen anelse om, hvad den tøs betyder for dig, bror, jeg har aldrig forstået den slags, det ved du også godt.” Det var sandt. Kærlighed var ikke en følelse, Gabriel nogensinde mente at have følt. Måske han havde elsket deres mor, ringen i halskæden om hans hals antydede i hvert fald så meget. Selv hans forhold til Damien var ikke bygget på kærlighed, i hvert fald ikke som andre følte den. Hvad det var, der fik Gabriel til at holde af sin bror, var ikke til at sige. Men han var afhængig af Damien på en måde, der gjorde det ud for kærlighed.

Igen var der en lille pause i hans svar, noget der ikke var typisk ham, og det ville nok give Damien en god fornemmelse af, hvor meget han arbejdede på at sige noget velovervejet.
”Damien, du er den eneste, jeg stoler på. Jeg ved godt, at jeg er lidt af et røvhul, og jeg har ødelagt mange af dine ting igennem tiden, men selvom jeg ikke forstår, hvad du ser i hende, forstår jeg godt, at det er en ting, jeg skal holde mig fra. Ved Triatos, hvis hun er så vigtig for dig, skal jeg nok gøre mit for at holde hende sikker.”

Igen skar han ansigt og slog så ud med armene.
”Men ved alle guder, du må da også kunne se det fra min side, hvis hun forsøger at stjæle dig fra mig, så bliver jeg nødt til at gøre noget. Jeg blev lige nødt til at undersøge, om det ville blive et problem.”

[Damien Sølvtunge]

I forhold til hvordan det ellers kunne gå mellem dem, så var det en succes at ingen af dem havde slået ud efter den anden. Men alt kunne ske, og Damien forholdte sig stadig rolig. Hun trak vejret dybt ind og knugede fingrene et par gange ind mod håndfladen. Det krævede alt i ham ikke at forlade den tomme krostue.

Måske tillagde han sin bror for meget viden, måske var han i virkeligheden både kold og ligeglad. Det huede ikke Damien at indrømme at han havde ret og at han nok havde hoppet for hurtigt til konklusionen om at der var sket noget mellem ham og Eleanor. - De to brødre havde trods alt et stærkt og vigtigt forhold, hvilket også kun gjorde de værre når de var uvenner over personlige ting.

Han så sammenbidt på Gabriel imens han talte, og det nagede ham hvor oprigtige hans ord var, og hvor meget sandhed der var. Det gjorde alligevel noget og ved hans sidste ord så Damien op og mødte en sjælden gang sin brors blik.
"Lover du det?" Han måtte rømme sig for ikke at lade stemmen knække i den hæshed han mærkede.

"Jeg forstår." Han sukkede dybt.

[Gabriel Halvmåne]

Lover du det? Gabriel hadede at love ting. Han kendte sig selv godt nok til at vide, at han skiftede mening til ting som efterårsvejret skiftede mellem sol og regn. Men han vidste også godt, at det her nok var noget, han blev nødt til at holde. Så længe Eleanor Sølvlilje ikke greb Damien om pikken og trak ham med sig som en lydig hund. Så ville der komme problemer. Problemer Gabriel til den tid var mere end villig til at håndtere, om det så krævede at han låste Damien inde til han fik sin fornuft igen.

Han holdt et suk tilbage og mødte sin brors blik. Det var tydeligvis meget vigtigt for den lidt ældre mand. Gabriel forstod det ikke, men han accepterede det. Kunne han efterhånden andet? Kærlighed. Bvadr. Sikke noget følelsesmæssigt pjat.
”Det gør jeg. På mors grav.” Han løftede hånden og rørte ved ringen i halskæden. ”Men jeg sværger, jeg lader dig ikke forsvinde for mig, bror, om jeg så skal skære halsen over på hende. Du hører til ved min side. Hoffet er også dit ansvar.” Jeg er dit ansvar, men det sagde han ikke højt.

Pludseligt kunne han ikke holde til alvoren mere, så han rejste sig brat for at slentre op imod baren. Det var på tide med noget at drikke. Bag baren bukkede han sig ned og hev en flaske af det gode frem. Ikke vin, men sprut, der bed så krast hele vejen ned igennem halsen, at man virkeligt følte sig levende. Hans private flaske.
”Hvor mange børn skal I så have?” Han hev proppen ud og skænkede en sjat i et par krus, inden han gik tilbage til bordet, hvor han rakte Damien det ene krus.

[Damien Sølvtunge]

Det hele var forvirrende og Damien følte sig spillet mere end nogensinde før. Han vidste hvad han burde, hvad der var bedst og hvad han skulle holde sig fra. Men nu blandede det hele sig sammen og han hadede at være så rundt på gulvet som lige nu.

Fortjente han ikke mere end det liv han levede nu? Han sagde det ikke højt men noget i ham ønskede det stabile familie liv, mens den anden del vægtede status og magt højere. Han tog en dyb indånding før han så op mod den anden af de to personer han stolede mest på. De sværgede ikke på nogen af deres forældres grave med mindre det var seriøst. Det fik Damien til at brumme i anerkendelse.

"Jeg forlader dig ikke." svarede han alvorligt og undlod og reagere på de billedlige ord der blev brugt til forklare hvor hvad han var i stand til. Han håbede blot at han ikke ville handle overilet. Det kunne koste dem begge dyrt.

Damien undlod at fortælle om den unge Eleanor havde i forvejen. Det hørte privaten til og alene tanken om at skulle tage sig af en horesøns unge fik det hele til at vende sig. For det kunne for alvor plette hans rygte. "Tre-fire stykker vil jeg tro" svarede han og sendte Gabriel et sjældent kort smil i håb om at lette den trykkede stemning.

[Gabriel Halvmåne]

”Godt,” svarede Gabriel kort på, at Damien ikke ville forlade ham. Det ville han holde ham op på. Det havde altid været de to mod verden, og sådan skulle det blive ved med at være. Gabriel tvivlede på, at nogen af dem ville kunne klare sig uden den anden. En tanke han holdt krampagtigt fast i, i håb om at Damien havde det på samme måde. Men det havde han. Ikke?

Gabriel gryntede kort af grin, da Damien påstod, at han skulle have en tre-fire børn med horen. Et eller andet sted var han ikke i tvivl om, at det godt kunne være en realistisk plan. Damien som far? Absolut ikke usandsynligt, selvom det ind til videre aldrig virkede til at have været på tale.
”Så skal jeg jo til at lege onkel. Hm. Den tanke kunne jeg godt vænne mig til.” Han stirrede lidt frem for sig, som han tyggede på tanken, inden han satte sig på sin plads på bænken. Med et smil så han igen på sin storebror.
”Skål på det!” Han løftede kruset i en hilsen, inden han satte det for læber og drak halvdelen af indholdet i én slurk. Selvom han var forberedt på smagen og den brændende følelse, skar han alligevel ansigt.

Hele situationen var på en måde ubehagelig, selvom han forsøgte at lade være med at spekulere for meget over det. Der havde været for mange følelser. Ikke bare vrede, men følelser. Noget Gabriel altid havde svært ved at arbejde med. Han fik altid lyst til at drikke sig selv under, når det blev sådan. Med et suk konkluderede han, at han skulle have taget flasken med tilbage til bordet.
”Kan du huske det varehus jeg snakkede om, som jeg godt kunne tænke mig at flytte Den Sorte Hund over i? Jeg har løst problemet med ejerskab.” Nå ja, det kunne måske hjælpe at tale arbejde i stedet. Han håbede inderligt, at de var færdige med at snakke om alt det andet.

[Damien Sølvtunge]

Damien var en taler, Gabriel var ... Han var Gabriel, og når nok var nok var det bedst bare at lade ham tage styringen. Han forstod godt behovet for at skubbe det hele lidt til side, for selvom de var forskellige betød det ikke at den ældre bror ikke havde oplevelser og øjeblikke hvor det også blev for meget for ham.

Emnet ville med sikkerhed komme op på et andet tidspunkt, men for nu var det i bero. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med den positive udviklingen på det emne han ellers havde frygtet at bringe op. Det lød næsten om om at Gabriel gerne ville have at han forsøgte sig på det liv. Han sank ned i stolen igen før han løftede sit glas i en skål. "Jeg ved ikke om det liv vi har er godt for ens hustru og børn" sukkede han.

"Har du slået ham ihjel?" spurgte han med et hævet bryn og grand alvorlig; det kunne Gabriel godt finde på.