Skumring

[Gabriel Halvmåne]

Det sidste suk fra Damien fik Gabriel til at trække på skuldrene.
”Det kunne jeg ikke forestille mig.” Og den tanke håbede han var nok for Damien til at lade være med at kaste sig ud i det pjat. Selvom horen i Gabriels øjne havde virket ganske fornuftig, ville han ikke påstå, at hun virkede til at være en, der kunne leve som de gjorde. Den konstante kiggen over skulderen og at sove med et våben i hånden, klar til at slås for livet.

Et stort smil spredte sig på hans ansigt, da Damien spurgte, om han havde slået den adelige ihjel, der havde ejerskabet over varehuset. Det kunne han godt have gjort, men adelige gav så meget ballade, når de døde for en slyngels hånd.
”Nej, meget bedre. Jeg er kommet i besiddelse af hans signetring. Den kom sammen med en lille frøken, der skrev skødet om i mit navn.” Om muligt blev hans smil endnu større, da han nævnte kvinden, der var kommet med ringet til ham – uvilligt. Og hånden om fjerpennen havde også været ganske tvungen. Det de havde lavet bagefter, nå ja, han havde fået lidt af det hele ud af hende.

Han slyngede den sidste sjat rundt i kruset, mens han lænede sig afslappet tilbage og placerede en fod på kanten af bænken.
”Jeg har fået os en lille skriver, fast tilknyttet til hoffet.” Han løftede kruset op til læberne, men inden han begyndte at drikke, sendte han et drillende blik til Damien. ”Hun skriver noget pænere end dig, bror.”

[Damien Sølvtunge]

Om ikke andet ville samtalen de netop havde haft have mere indflydelse på Damiens syn på Ellie og deres fremtidige liv sammen. Han havde ikke forestillet sig at det kunne ske og han var komplet uvidende om sin beslutning i givende tidspunkt. Han lod emnet ligge for nu og så næsten frem til at snakke om forretning og Gabriels seneste eventyr i stedet.

Spørgende løftede han et bryn, og man kunne se på hans ansigt at han næsten frygtede sin brors svar. Han sank dog ned i stolen med et let grin og rystede på hovedet. "Sådan helt frivilligt?" spurgte han let med et hint af forståelse for hvilke metoder Gabriel havde brugt, og at ordet frivilligt skulle tages med et ton salt.

"Det skulle ikke undre mig hvis hun ikke også er pænere end mig" bemærkede Damien og tømte til krus.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel trak på skuldrene med en passende grimasse – med et halvt smil – som Damiens kommenterede på, om skriveren var blevet skriver frivilligt. Det kunne man ikke ligefrem sige.
Men først lo han af brorens kommentar.
”Hun har en noget bedre røv end dig, bror. Og andre attributter, du ved.” Han blinkede og gad ikke engang løfte hænderne for at illustrere. Det burde Damien nok selv kunne regne ud, hvad han mente.

”Men nej, ikke frivilligt. Vi har haft problemer med den der listetyv, der har arbejdet på vores område. Det er hende.” Den sidste væske fra kruset forsvandt, og han lænede sig frem for at stille kruset på bordet. ”Hun krævede lidt overtalelse, men hun forstod da, at hun skylder hoffet, så det er hendes måde at betale tilbage på. Og ikke i blod.” Et selvtilfreds udtryk lå over hans ansigt, som han lænede sig afslappet tilbage med en arm bag hovedet.

Den anden aftale nævnte han ikke. At hun fik et par af sine ting tilbage for hver gang hun tilfredsstillede ham i sengen. Det handlede ikke om hoffet. Det var bare hans måde at få noget, han ville have, på. Og han var ganske godt tilfreds med den aftale, de havde samme smag i sengeleg. Hun protesterede med sine ord, men hendes krop sagde noget helt andet, når han satte tænderne i hende.

[Damien Sølvtunge]

Der kunne ske mange ting når først Gabriel fik lukket op for sin pose af finurlige og farlige måder at overtale folk på. At han ikke havde slået nogen ihjel, eller skåret en hånd eller finger af gjorde alligevel den ældre bror glad. Vold var ikke altid løsningen, selvom dialog heller ikke altid var det. De to brødre formåede for det meste at gå på kompromis, og nogen gange var der trods alt mere brug for enten det ene eller det andet.

"Har du så tænkt dig at beholde hende når gælden er betalt, eller lader du hende gå?" spurgte han imens han lænede sig tilbage i stolen og løftede sine ben så han kunne placere dem hvilende mod bordet overflade.

[Gabriel Halvmåne]

Om han havde tænkt sig at lade hende gå? Det havde Gabriel ikke bestemt sig for endnu, men første tanke var nej. Ikke så meget på grund af hendes pæne skriverier, men også deres lille sengeleg, der efterlod dem begge godt tilfredsstillet.
Nej, han havde ikke lige tænkt nærmere over det, men han havde selvfølgelig ikke noget i klemme, så han kunne altid skille sig af med trunten, blev hun for kedsommelig.
”Det ser vi på, når vi kommer til den tid.” Han smilede lidt grumt. ”Vi har ikke snakket om, hvornår noget som helst er tilbagebetalt, så lige nu er det på ubestemt tid.” Han kastede et blik på sit krus og sukkede. Skulle han rejse sig?

Inden han kom så langt, gik døren op. Han gad ikke engang se efter, hvem det var, han hævede bare stemmen.
”Der er lukket for i aften.”
Døren blev også hurtigt smækket i igen.
”Hva så bror, hvordan går det ellers på Hatten? Kører det rundt? Har du piger nok?” Gabriel rejste sig og gik igennem kroen for at slå slåen for døren, så de ikke blev forstyrret igen. På vej tilbage slog han et smut inden om baren for at hente flasken, han ellers så fornuftigt havde stillet på plads før.

[Damien Sølvtunge]

Damien lærte aldrig at forstå de tankegange som Gabriel nogen gange havde. Han virkede dog til at være i godt humør, og det smittede af på den ældre bror.

Det passede ham udmærket at de ikke blev forstyrret og kunne kun byde den nye flaske velkommen ved straks at skubbe sit glas sigende hen over bordet.

"Efter dine mænd ikke længere kommer så ofte brasende i den gyldne time, går det meget bedre" bemærkede han tørt med et spillende blik.

"Men piger mangler vi altid. Der er et par værelser ledige om et par uger. To af dem er blevet rekrutteret til Rosen" Mumlede han. Tydeligt vred over det luksuriøse bordel.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kunne ikke andet end at smile, da hans storebror angav, at han var med på at drikke. Godt. Et skænderi var aldrig rart, og han havde ikke lyst til at slutte aftenen med kold luft imellem dem. Han håbede, at Damien tog det for gode varer, når Gabriel sagde, at han nok skulle holde nallerne væk fra hans pige. Sådan var det ikke altid, noget Gabriel ikke havde dårlig samvittighed over, men som måske gav en god grund til Damiens raseriudbrud.

Den gyldne væske blev hældt op i begge drikkebægre, og flasken blev placeret midt på bordet, så de begge kunne nå.
”De var lidt skuffede over at få at vide, at de må finde et andet sted og dyppe næbbet, på det tidspunkt.” Der var ingen medlidenhed i hans stemme overfor sine folk. De skulle bare gøre, som der blev sagt.

Han satte sig til rette på bænken igen, et ben oppe, det andet ned, så han kunne læne ryggen mod kaninens sten, mens han nippede til sit krus og betragte sin bror hen over dets kant.
”Du ved, at vi altid kan gøre noget ved Rosen, hvis det bliver for problematisk.” Forslaget lød uskyldigt nok, men Gabriel ville sætte verden i brand for sin bror, også Rosen. Klientellen var forskelligt, men derfor var det konkurrence alligevel.
”Vi kan også bruge penge på Hatten, hvis det er bedre.” Noget han nødigt ville, han kunne godt lide Hatten som den var. Men hvis der skulle laves ændringer for at det kunne køre rundt, skulle Damien vide, at Gabriel var villig til det.

[Damien Sølvtunge]

Der havde kun været et eller to skænderier mellem dem der havde trukket flere dage. Det gode var at de for det meste altid fik renset luften imellem dem. Heldige var de ikke altid med hinanden, men de var familie, og det eneste der var tilbage.

Han tog glasset tilbage og nød den brandende varme væske kradse i halsen. Han brummede let tilfreds. "Så længe de betaler, ikke ødelægge mine borde og behandler mine piger ordenligt skal de være så velkommen" bemærkede han med et let grin. - Det var blevet bedre. Gabriel var blevet bedre, det skulle han ikke tage fra ham.

"Det er problematisk allerede. Men endnu mere hvis vi først begynder at trænge ind på deres territorium." Sukkede han og orkede slet ikke at tænke på dén kamp.

"Den kunne måske godt klare at blive opgraderet en smule." tænkte han overvejende.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kunne ikke lade være med at grine lidt over Damiens krav til sine gæster fra Hoffet.
”De er en flok vilddyr, jeg kan ikke love noget.” Men han ville minde de mere fornuftige om reglerne, så de kunne holde øje med dem, der slet ingen manerer havde. Og hvad straffen kunne være for at gøre Damien vred. Et kvarter med hans lillebror, der ikke lagde fingre i mellem. Selvom Gabriel ikke var i tvivl om, at Damien selv nok også kunne sætte sig i respekt.
”Ellers viser du dem bare, hvem der bestemmer i Hatten. De fleste kan holde til det.” Han drak af kruset og nød varmen fra væsken. Der skulle ikke mange tåre til, før man begyndte at få en lille skid på. Gabriel havde en plan om at få en stor skid på. Så han tog en tår mere.

Som hans storebror begyndte at snakke om, at det var problematisk at trænge ind på Rosens område, trak Gabriel let på den ene skulder. Det var det nok. Det var de adeliges område, og de plejede ikke at tage det så let, når man blandede sig i deres sager. Det var ikke fordi, at Gabriel var ude på at gå i krig med nogen, men det var heller ikke fordi, at han ikke[/b] var det. Nogle gange var det dog fornuften – med hans storebrors stemme – der vandt.

Han lavede et kast med hovedet for at få håret ud af øjnene, og betragtede sin storebror lidt mere grundigt.
”Det er dig, der har mest styr på Hoffets økonomi, så du må selv kunne regne ud, hvor meget der er at gøre med. Der skal også bruges lidt til Hunden, når den skal flyttes.” Det nye sted var større og der skulle suppleres op med møbler, bygges en ny bar og den slags, men Gabriel regnede ikke med, at det ville slå bunden ud på pengekisten. En opgradering af Hatten lød noget mere krævende, men han vidste ikke, hvad hans bror havde i tankerne.

[Damien Sølvtunge]

"Så længe du gøre det klart. Alt andet skal jeg nok tage mig af" svarede Damien roligt og nikkede. Gabriel kunne ikke gøre andet, og det vidste han. Desuden plejede det at virke når den ældre bror viste den lidt mørkere side, som han også besad.

"Jeg regnede ikke med andet. Hvis de først ikke kunne tåle det, havde vi valgt forkerte" småbrummede han og skænkede dem begge endnu et glas.

Det var en sart affære, og det var noget der skulle arbejdes på, hvis de ønskede at kunne imødekomme Rosens klientel. Han var stille et øjeblik.

"Jeg vil se på det i løbet af den sidste tid af året, så vi kan se hvor meget vi får brug for at tjene ind så det kan løbe rundt." svarede han og fik næsten hovedpine over at skulle se på det store regnskab. Men hvis han fik Ellie til at se ind, gik det vidst lettere.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel rakte villigt kruset frem, da Damien lagde op til at fylde på.
”Sandt, det er ikke en dans på roser at arbejde for os,” svarede han med et skævt smil og uden nogen form for dårlig samvittighed. Og trods alt, så var det nok lettere at arbejde for de to brødre end den forrige Tyvekonge, der havde ladet alting sejle, mens han selv drak og horede til det slog ham ihjel – eller, til Gabriel slog ham ihjel, men af samme årsag.

Han lænede sig tilbage og drak af den stærke væske, mens han betragtede sin storebrors tænksomhed. Noget han altid havde fornøjet sig med. Nok var de ikke altid enige, men Gabriel kunne godt lide, at Damien var den mere tænksomme type. Nogen skulle være det, og det var en god ting at se ham vende idéer og tanker inde bag de brune øjne.
Gabriel nikkede, da Damien sagde, at han ville se på det, og de halvlange hår fandt ned foran hans ansigt, så han lavede det velkendte kast med hovedet for at få det ud af øjnene.
”Det haster ikke. Sig til, når du er kommet frem til noget.”

Han løftede sit krus i en indbydelse og grinede.
”Hvad så bror, skal vi se, hvem der får det dårligst i morgen? Du kan få Ellie til at nusse om dig, hvis du har ben til at finde tilbage til Hatten.”