Mellem Suilleaux og Sangy

[Elyot af Falanie]

Turen mellem de to lener var ujævn, landevejene var ikke milde og det var intet under, at en del af rejseselskabet, dem der havde muligheden, havde valgt at sejle i stedet. Elyot ville også gerne have valgt den løsning, men kongen mente, at det var vigtigt at fremstå som et godt eksempel og at se så meget af Falanie som det var muligt, så her var de. Endnu engang slidte og trætte efter en hård dag på små stier, omgivet af skov, bidt af myg. Det var aldeles uromantisk og det eneste Kronprinsen egentlig havde lyst til var at gå i seng og sove indtil de skulle afsted igen. I stedet stod aftenen på træning med den hårde og nådesløse Emir Schafari .

Omklædt til træningen i en let skjorte og løstsiddende bukser, dukkede Elyot op med rank ryg og uden at vise på sit ansigt, at han var uendelig træt og ugidelig. Det passede sig hverken for en væbner eller en kommende konge at lade andre se, så han nærmede sig blot sydlændingen med hævet hage og en nydelig maske af komplet ro.

"Mester Schafari," hilste han med et let nik.

[Emir Schafari]

Der var ikke noget ferie over den rejse, Emirs frue havde hevet ham ud på. Dagen blev tilbragt til hest – noget han var ude af træning med, så de første dage havde været hårde ved kroppen – hvor han skulle været opmærksom på alt omkring dem. Om aftenen var det tid til at tage sig af hesten, spise og være med til at planlægge næste dag, og så måske en smule træning. Selv om natten var han opmærksom på sine omgivelser, trods at der var vagter ved lejren. Han havde selv haft nogle timers vagt om natten her og der, som de skiftedes til det.
Så han havde sjældent tid til at slappe af, men heldigvis følte han ikke, at det var et problem. Han var fysisk fit og mentalt stærk, og selvom han var træt, var det ikke mere, end han kunne holde til.

I aften stod den på træning. Det var blevet aftalt, at han skulle træne med kronprinsen igen, noget Emir var beæret over. Han havde trænet med ham et par gange før, hjemme i Levagny, og havde et ganske positivt indtryk af den kommende konge. Ung, men ikke til at vælte omkuld. Mentalt altså.
Et eller andet sted morede det Emir en smule, at det var royal mod royal, selvom ingen var klar over det, og det var mange år siden, han havde mistet retten til den titel.

Mens han ventede på drengen, var han i samtale med et par af de andre soldater, der snakkede lidt om løst og fast. Emir lyttede mere, end han snakkede, men det skete da, at han lo på noget, der blev sagt.
Han var dog ikke i tvivl om, at kronprinsen dukkede op, som de to soldater rettede sig op og gjorde honnør. Emir drejede sig og fik øje på krøltoppen.
”Deres kongelige højhed.” Elyots nik blev besvaret med et dybt buk, der hørte sig til for en undersåt at hilse på sin kongelige overordnede. ”Er De klar til træningen?” Emir selv var stadig iklædt sin læderrustning. Det eneste tidspunkt, han ikke havde den på, var når han sov, han skulle være klar til at forsvare Fruen og familien hvert øjeblik det skulle være. Derfor havde han også de to sværd ved siden.

[Elyot af Falanie]

For halvandet år siden, da Elyot havde forladt Levagny for at rejse nordpå med Philippe af Neaune, ville han nærmest skulle have lagt hovedet tilbage for at se nidarianeren i øjnene. I tiden i Neaune var han skudt voldsomt i vejret og var nu på samme højde som den velbyggede kriger. Den indsigt fik ham til at ranke sig en smule, bevidst om sig selv, men ikke på en dårlig måde. Han var ikke længere den lille prins, men den næsten-voksne kronprins og snarlige ridder. Han skød skuldrene en smule tilbage i den komfortable hørskjorte og knyttede den ene hånd lidt for at forhindre sig selv i instinktivt at bukke, som han gjorde for riddere, der trænede ham. Det her var rent formelt anderledes, selvom der ikke var den store reelle forskel.

"Klar og beæret over at De vil bruge deres kræfter på at træne med mig, selv på denne opslidende rejse," svarede Elyot høfligt, hver en bid en kongesøn. Han rullede let med skuldrene og lagde sin hånd på sværdskæftet. "Jeg er ikke helt færdigopvarmet. Måske vil De vise mig en mere af deres øvelser, som De gjorde sidste gang? Jeg har brugt den næsten dagligt siden."

[Emir Schafari]

Emir angav et let buk, da kronprinsen nævnte, at han var beæret over, at Emir ville bruge energi på at træne med ham.
”Det er mig altid en fornøjelse at bruge tid med Dem, Deres Kongelige højhed,” svarede han høfligt, uden at det var en løgn. Han brugte noget tid i Levagny på at lære sin kampteknik fra sig, fordi den var så speciel. Selv både han og en ridder havde et sværd i hånden, håndterede de det på meget forskellige måde. For Emir var sværdfægtning mere en dans, hvor hans oplevelse af den falanistiske måde at kæmpe på, mere handlede om kraft. Ingen af måderne var ringere end den anden, selvom Emir nok mente, at han havde en fordel med sine hurtige bevægelser.
Kronprinsen var nem at træne og behagelig at være i selskab med, og Emir ville lige så gerne træne ham som nogen anden.

Et let smil gled over Emirs ansigt, som Elyot sagde, at han havde brugt en af øvelserne fra sidst. Det var en ære, at Falanies kongesøn fandt en øvelse af Emirs værd at bruge.
”Jeg er glad for, at De kunne bruge øvelsen. Måske jeg skulle lære dem lidt flere.” Han gik lidt frem, så der var plads omkring dem, inden han kort gned sine hænder mod hinanden og derefter strakte begge arme ud til siderne. Derefter vred han kroppen, så den ene hånd gled ned til knæet og den anden arm stak op i luften. Han rettede sig hurtigt op igen og gentog øvelsen, blot til den anden side. Derefter lod han blikket hvile på Elyot for at se, om han var villig til at gentage øvelse. For Emir gjorde det ikke noget, at hans opvarmning var utraditionel i forhold til, hvad de gjorde i Levagny, det virkede.

[Elyot af Falanie]

En konge i Falanie var en hærfører. Han skulle kunne sidde på sin hests ryg og lede tropperne i kamp. Elyot var bevidst om, at det var hans fremtid. Han kunne ikke blive en småtyk skrivebordsridder, omend hans fader ved alle guder virkede til at have meget skrivebordsarbejde. Alligevel var Belthair II rank, slank og stærk. Hans søn ville være som ham.

Derfor var han også interesseret i alle muligheder for at blive en bedre kriger og der var ingen tvivl om at Emir Schafari kunne hjælpe ham med det.

Han fulgte den fysiske instruks, selvom det var en uvant stilling og kunne mærke det gode, sunde stræk i flere dele af kroppen. Et lille støn forlod hans læber, men da han rettede sig op så han imponeret ud. Han rullede lidt med skuldrene og prøvede den modsatte vej. Her var det venstre side og trækket var lidt hårdere, men han formåede at imitere Schafari.

"Hvad gør den godt for?"

Spørgsmålet var reelt, udtrykket på prinsens ansigt nysgerrigt og videbegærligt. Nogen anså ham muligvis for kun at være en selvfed royal, men der var mere til ham end det.

[Emir Schafari]

Til Emirs store tilfredshed, gentog kongesønnen hans bevægelse. Det var ikke en svær øvelse, om noget næsten umulig at lave forkert, selvom Emir nok allerede ville bede ham om at strække armen længere op i luften – men det kom også an på, hvor smidig den unge mand egentligt var. Trods den sene aften efter den lange dag, havde Emir ikke travlt og træningen skulle ikke forhastes.

Nysgerrigheden i spørgsmålet og ansigtet på Elyot, fik Emir til at tænke på sig selv. Hans far havde til tider beklaget sig over sin søns mange spørgsmål, men alligevel altid besvaret dem. Viden var vigtigt, og som lærer var det vigtigt at give den videre til sin elev.

”Gør øvelsen igen,” bad Emir, for en kort stund ikke optaget af titler og korrekt tiltale, ”men hold stillingen et øjeblik.”
Hvis Elyot gjorde, som Emir sagde, ville han mærke Emirs hånd på sin hævede underarm, som han trak armen en anelse mere opad. Den anden hånd lagde sig på hans ribben for at vise, hvad han snakkede om.
”Det er en øvelse, der strækker Deres muskler og ledbånd ud her og her.” Han angav et sted mere. ”Det gør dem varme og mindsker risikoen for at forstrække noget. Det virker måske ikke af meget, men det er en skade mindre under kamp.” Han slap ham igen og trådte tilbage for at give ham plads.

[Elyot af Falanie]

Elyot blev ikke fornærmet. Han gjorde øvelsen igen og lyttede efter forklaringen. Han mærkede også efter og rettede sig op igen, nikkende til at han forstod.

"Enhver fordel er værdifuld," konstaterede han. "Tak, Mester Schafari. Jeg er sikker på at jeg også vil komme tilbage til denne igen og igen."

Han fortsatte derfra med andre øvelser lært af undervisere eller Philippe af Neaune og var snart varmet op. Skuldrene blev rullet en sidste gang. "Skal vi prøve en rigtig øvelse?"

[Emir Schafari]

Emir nikkede, både som bekræftelse af, at fordele var værdifulde, men også for at vise, at han modtog takken. Han håbede, at kongesønnen mente, hvad han sagde, for det han sagde, var korrekt. Mange ville nok tænke på de store ting, når de planlagde en kamp, stor som lille, men de små ting var lige så vigtige. Fra at have de rigtige sko på til at have smurt sadlens læder, så den ikke skavede.

Som Elyot fortsatte med sine øvelser, lavede Emir også et par stykker, han følte dog ikke, at han havde nået at køle ned efter dagens rejse og efterfølgende opgaver, så han brugte lige så meget energi på at betragte kongesønnen. Det var tydeligt at se, at han var ved at blive en voksen mand. Men hvilken voksen mand? Ville han kunne styre et helt kongerige? Emir kunne ikke lade være med at vurdere ham ud fra sin egen synsvinkel som en del af en kongefamilie. Der var stor forskel på Nidar og Falanie, også på kongefamilierne. Elyot var blød i Emirs øjne, han tvivlede på, at han kunne slå nogen ihjel. Men som Falanie var indrettet, var det heller ikke sikkert, at det nogensinde ville blive nødvendigt.

Uden at komme frem til en beslutning om Elyot var egnet som konge eller ej, sluttede deres øvelser og Emir gav et lille buk i overkroppen.
”Hvad ønsker de at træne i dag, Deres Kongelige Højhed?” Emir lod Elyot bestemme, som omstændighederne herude var anderledes end hjemme, og Emir ikke vidste, hvor hårdt kongesønnen ønskede at gå til den.

[Elyot af Falanie]

Elyot var givet blød i sammenligning med Nidars konge og vel nok også Kong Roar, men han var fysisk fuldvoksen med brede skuldre og veltrænede arme og ben. Han rullede anklerne en sidste gang en af gangen og fugtede læberne.

"Brydning," vurderede han. "Sværdløst. Men læg ikke fingrene imellem. Jeg vil se hvad De kan, Mester Schafari. Ingen skam i at tabe til en mester i kamp." Han smilede skævt.

[Emir Schafari]

Brydning. Emir nikkede accepterende, både for den valgte kampstil, men også komplimenten, og spændte sig sværdbælte op, for at lægge det på bagenden af en vogn, der stod ved den lille plads, de skulle træne på. Han trak også den lange kniv ud af det andet bælte og lagde den ved siden af. Han tøvede kort – med tanke på sikkerhed – men spændte så også læderbrynjen op og lagde den med sine våben. Den ville kun være i vejen under deres nærkamp, og gøre det sværere for Elyot at få et ordentligt greb om ham.

Derefter vendte han sig mod Elyot, nu kun iklædt en skjorte, og gned sine hænder mod hinanden for et øjeblik, inden han stillede sig klar.
”Tre klap betyder overgivelse.” Det var den eneste regel, han understregede, som han regnede med, at Elyot kendte resten.
Som kongesønnen havde bedt om, lagde Emir ikke fingre i mellem. Han sørgede for at rette ham, give ham gode råd og rose ham, når han gjorde noget ekstraordinært godt. Men han lod ham ikke vinde med vilje. Havde han kunne se sig selv udefra, ville han have kunne se sin far i sig selv, han havde uden tvivl overtaget hans måde at undervise på. Og så dog, Emir var knapt så brutal i sine sejre.

Trods at han var træt efter dagens rejse, var det rart at bruge sin krop og styrke på en anden måde end at sidde på en hest, og han nød den lille træningssession.

[Elyot af Falanie]

Elyot nød at bruge sin krop til dens grænser og da han måtte klappe i jorden for tredje gang, synes han at han havde brugt den ret meget.

Han smilede bredt, men også træt og hostede lidt.

"Tak for kampen, Mester," fik han frem. "Nogen sidste tips?"

[Emir Schafari]

Selvom Emir var større og stærkere end kongesønnen, var det ikke en let opgave at lægge den yngre mand ned, og de fik da en ganske fin kamp ud af det. Noget Emir i sit stille sind var ganske imponeret over, hvad den fredelighed, Elyot virkede til at tabe hver kamp med. Selv den kølige Emir havde en tendens til at mærke irritationen og en smule vrede, når han tabte noget gang på gang. Om det blot var en facade eller om han virkeligt tog det så pænt, det skulle Emir ikke kunne sige, men den fredelige reaktion ville i hvert fald være nyttig som konge,

Endnu en gang klappede Elyot i jorden, og Emir fjernede sig straks fra ham. De var begge blevet støvede og beskidte, og Emir mente, at han kunne smage jord, men det var intet sammenlignet med ørkensandet, der krøb ind overalt. Dette var trods alt muldjord. Det svinede, men blev trods alt ude af alle revner og syninger.

Et let buk blev givet som kongesønnen takkede ham for kampen.
”Det var min fornøjelse, Deres Kongelige Højhed.” Sidste tips? Emirs tanker løb ganske kort hen over deres kampe.
”De må gerne gå mere efter de svage punkter på en modstander. Led, ansigtet, steder med nerveknuder. Det er fint med en pæn træningskamp, men når De en dag står med en fjende, gælder alle kneb for at komme derfra i live.” Beskidte kneb havde reddet Emir mere end én gang, selvom man måske ikke skulle tro, at den korrekte mand kunne finde på at ty til den slags. Ære var ikke altid det, man skulle fokusere på.

[Elyot af Falanie]

Elyot var mudret og havde brug for et bad, men han så stadig værdig ud, som han rankede ryggen og lyttede til rådene. Et gavtyveagtigt glimt viste sig dog i hans grønne øjne og hans mundvige sitrede samtidig. De svage punkter. Han trykkede læberne en anelse sammen, før han klarede halsen en anelse.

"Jeg er ikke sikker på om det er lovligt for en tronarving at bruge alle kneb i en hånd-til-hånd kamp, Mester Schafari. Men jeg er taknemmelig for deres råd, som jeg vil tage til efterretning, som altid."

Han smilede. "Jeg håber at Hertugen sætter til fulde pris på at have Dem i sin tjeneste, Mester. Jeg er sikker på at det altid vil være nemt for Dem at få en position i Levagny."

[Emir Schafari]

Emir bukkede en anelse i overkroppen, som Elyot sagde, at han ville tage hans ord til efterretning.
”En dag Deres liv er i fare, i det mindste.” Det var vigtigt, at den unge kongesøn kunne forsvare sig vselv, og Emir håbede da, at de få træningsessioner de havde, ville være med til at øge hans chancer for at overleve en krisesituation. Hvor meget i fare Elyot reet set ville komme i løbet af sit liv, det vidste Emir ikke, men det var altid bedst at være forberedt. Fredstider varede ikke for evigt, noget hans egen historie var et bevis på.

Emir nikkede en enkelt gang som tak for rosen.
”Hertugen og Hertuginden har i hvert fald ikke givet udtryk for andet i den tid, jeg har tjent familien.” Han havde samlet hænder bag ryggen, rank, og trods jord på tøjet, lige så korrekt at se på som altid. ”Og det beærer mig, at De mener det, Deres Kongelige Højhed.” Tanken om ikke at tjene hertugfamilien var ikke noget, han selv var dykket ned i, og han vidste ærligt talt ikke, hvad han ville, hvis han en dag blev sat fri af sin position. Sandsynligheden for det var alligevel ikke rigtigt eksisterende, som Flavia virkede til at se ham som sin personlige ejendom. Og skulle hun endda dø, ville han sikkert gå i arv til datteren. Nej, Emirs fremtid var vist rimeligt lagt fast for ham. Mere end han selv anede, men snart ville finde ud af.

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede en enkelt gang. Var han i livsfare ville pæne manerer intet betyde. Han tog en dyb indånding.

"Vi vil altid ønske at kæmpe på samme side som Dem, Mester Schafari."

Han samlede sine ting og sit sværd op. "Tak for Deres tid."

Og med det, forlod han pladsen og gik mod sin ridders telt.

Lukket?