Bondedreng på dybt vand

[Abel Bard]

Til: Libitina Farver
Sted: Lige rundt et hjørne fra markedspladsen på en større gade
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Solskin og varmt

Det var ikke Abel at stille sig i skyggen for nogen, men lige nu lod han godt nok den nærmeste bygning kaste en kølende skygge ned over sig. Der var varmt i byen, ikke en vind sneg sig ned af de triste gader, og Abel måtte indrømme, at det var lidt for varmt for ham. Måske var det fordi, at han kom længere nord fra, eller også var det bare manglen på den friske vind, der suste hen over markerne derhjemme, men byen virkede som en varm gryde, der gerne ville stege ham.

Han havde været i landets hovedstad i en tre uger eller deromkring. Med store øjne var han kommet indenfor bymuren og havde set på de store huse. Tætte huse. Det havde været et land af sten, næsten som at drage på tur i de nærmeste bakker, der ledte mod bjergene. Og mængden af mennesker. Han havde stødt ind i de første fire personer på den første halve time, travlt optaget med at se alle andre steder, end hvor han gik. Med optimismen i hjertet, havde han kastet sig over det, byen kunne tilbyde ham. Spillesteder. Lidt skræmt havde han dog fundet ud af, hvad et kroværelse kostede, og allerede tredje nat havde han måtte sove på gaden. Men allerede efter de første par nætter, var han stødt på en anden ung mand, der manglede et sted at bo, og sammen havde de skrabet penge nok sammen til et værelse i en bygning, der tilbød logi til ugifte mænd. Det var småt og naboen snorkede nok for resten af bygningen, men det var sikkert og tørt.

Og siden da havde Abel kæmpet for at finde penge nok til mad og den næste husleje. Han havde allerede haft de første par småjobs på havnen og hos en købmand, men det meste af tiden brugte han på at spille og synge, hvor han var velkommen til det. På gaderne, i kroerne, og han havde endda spillet privat for en borgerlig ved en fest.

Intet havde slået skår i hans naive optimisme. Det var bare her i starten, det ville være svært. Folk skulle lige lære ham at kende. Han skulle lige lære byen at kende. Det skulle nok gå det hele.

I dag havde han fundet en lille plads på markedet, men han havde ikke stået der længe, før et par andre musikere havde bedt ham skride, det var deres lille del af markedet. Først havde Abel protesteret, der var plads nok til dem alle, men da de var begyndt at true med fysisk vold, havde han været nød til at fortrække. I stedet havde han fundet sig en skyggefuld plet, hvor han bildte sig selv ind, at han kunne mærke en brise ned af gaden, hvor han kunne spille og synge i fred for besidderiske idioter, der troede, at de ejede hele markedet.

Uden at have mistet noget af gejsten, klimtede han løs på sin lut, mens hans kønne stemme spredte sig i varmen, mens han sang nogle sange om kærlighed og eventyr. Hans hat lå på jorden foran ham, hvor der engang i mellem klirrede en mønt ned i, hvilket lod hans småsvedige krøller have deres eget liv. Han smilede stort til alle, der kom forbi, og han blinkede til et par småbørn, der nysgerrigt lyttede til ham. Han håbede han kunne sprede en god stemning omkring sig og gøre sig bemærket nok til, at nogen ville huske ham, når de skulle bruge noget musik.

[Libitina Farver]

Varmen havde i den grad fået sit tag om hjertebyen. Allerede fra de tidligste morgentimer havde universets ildkugle, fra en sommer blå skyfri himmel, bagt brobelægningen og husmurene varme nok til at luften brændte i næseborene, hver gang man dristede sig til at fylde lungerne med dødvande luft, kun trukket ind gennem næsen. Med varmen fulgte en tyndslidt tålmodighed og irritationen hang løst på langt de fleste. Det var derfor med en underliggende form for kollektiv indforståelse, at den konstante små snerren der fulgte mængderne blev ignoreret.
Det kvælende sommervejr var ingen hindring for dagens gøremål, heller ikke for en farver frue.
 
Libitina havde trukket indkøbene af nye madforsyninger så langt som hun kunne, men med udsigten til markedets boder ville lukkes af for natten inden længe, så havde hun været nødsaget til at bevæge sig væk fra sin skyggefyldte plads ved familiens byhus.
Klædt i de vanlige mørke klæder og hovedbeklædning, der efterhånden var lige så særpræget et kendetegn for hende som de sorte øjne og den elfenben lyse hud, havde hun begivet sig til markedspladsen. Forbandede indvendigt manglen på tjenestefolk at kunne sende afsted i stedet for at gå selv, som en Lensfrue hvis største bekymring i varmen var et muligt overanstrengt håndled, når hun med viftende hånd holdt svedperlerne i arge.

Hun havde næsten været færdig med indkøbene da muntre toner bevægede sig ind over markedspladsen fra et tilstødende gadehjørne. Stemmen havde hun hørt før. Den første gang havde været få uger siden, og Litibina havde som så mange andre ikke kunne undgå at lade sig lede nærmere de smukke tone. Musikken havde blegnet ved synet af dens skaber. Dansende bløde krøller og dådyr blide øjne havde siden da hjemsøgt hendes drømme. 

"Behold resten, jeg insisterer." Lød det små fjernt fra hende, da mønter blev rakt som betaling for en tomat klynge hun havde lagt i fletkurven på armen. Blikket vendt i mod den unge gadespiller, der uden at vide det var blevet dagens mål. Skridtene var lange, men virkede på ingen måde forhastede, i det hun nærmede sig den unge mand.
Efter at have stået i en passende tidsmængde, trådte hun nærmere hatten og lod en mønt falde til samlingen, inden hun med et imødekommende smil høfligt kommenterede "Sikke De spiller og så i denne varme, De må da være ved at omkomme?".

[Abel Bard]

Abel var om muligt mere nysgerrig på dem, der stod og så på ham spille, end de var på ham. Hans blik gled over hver eneste af dem for at han i sit stille sind kunne gætte sig til, hvem de var. En smedesvend, tydeligvis, med det beskidte forklæde og grove hænder. En tjenestepige og en ung mand, der så ud til at arbejde som bud. Gadebørn og noget der måske kunne være en fisker. Der var mange forskellige mennesker, og Abel spillede til sider bare på vanen, som han ikke kunne se sig mæt i byens indtryk.
På et tidspunkt faldt en kvinde i med den lille flok, der havde samlet sig, hun lignede ikke de andre. En adelig måske? Abels hjerte slog et slag over, som et stik af håb gled igennem ham. Han ville virkeligt gerne spille for de adelige, for det ville sendte ham et skridt nærmere hans egentlige mål. At spille for kongefamilien.

Hun stod desværre lidt skråt for ham, og han kunne ikke stirre på hende, uden det blev for åbenlyst, så han sendte hende bare et par indgående blikke, når det passede. Han havde aldrig set en kvinde som hende før, sortklædt og bleg. Sørgede hun nogen? Så køn en kvinde burde ikke sørge.
Abel spillede sin sang færdig, og lavede så et teatralsk buk. Hvilket fik folk til at klappe og det klirrede dejligt i hatten. Da han rettede sig op, stod den mystiske kvinde lige foran ham, hvilket overraskede ham nok til, at han først ikke havde nogle ord. Men så spredte der sig et stort smil på hans ansigt.
”Ja, det er godt nok lidt varmt i dag, Frue, men man skal jo tjene til livets ophold. Og hvem skulle ellers sprede livets glade toner omkring sig?” Han gik kort i knæ for at samle hatten op. Den var ikke tung, men der var nok til, at han ikke ville gå sulten i seng, og nok til at spare sammen til næste husleje. Måske det var på tide at stoppe for i dag, han kunne mærke sveden gøre hans skjorte fugtig på ryggen.

Det var svært at holde blikket fra kvinden. Hun var overnaturligt smuk, selvom han fandt det sært med det sorte tøj. Det kunne umuligt være praktisk her i varmen. Selvom med hende så tæt på, havde han svært ved at regne ud, hvad hun var. Borgerlig eller adelig? Det var også grunden til hans upræcise tiltale. Han havde nær sagt Nådigfrue, for hun kunne da næsten umuligt være en borgerlig? Men han vidste også godt, at intet var, som hjemme, her i den store by. Han vidste godt, at han var lidt dum, når det kom til storbyen. Der var meget, han ikke vidste.
Smilet på hans ansigt var endnu ikke falmet, og han fik hurtigt hældt mønterne ned i sin pung, inden han satte hatten på hovedet. Straks lagde skyggen sig over hans øjne og lidt af musklerne i hans ansigt slappedes.

[Libitina Farver]

Det var ikke nært så meget de melodiske toner som det havde været den unge mands betagende udseende der strålede uskyld, der havde været det lokkende element for farver konen. Gadespillerens musik var som nektar var for sommertravle bier, dragende og berusende for sjælen. Det havde været let at falde hen og glemme dagens ærinde. Kunne have fastholdt dem fanget i sin egen lille eventyrs verden, hvis han havde forsat med at spille da stykket nåede sin ende. På et tidspunkt havde Libitina lukket musikken ude, havde hun fokus på ham og ønsket om at vide mere om ham. Mere specifikt finde ud af om han var lige så urørt som han udstrålede. 

Med et mål for øje, havde hun ikke bemærket hvor langt ind i hans persons færde hun havde trådt, før overraskelse malede sig over det drengede ansigt. Et halv skridt, længere trådte hun ikke tilbage, det drejede sig alligevel kun om at vise hun ikke have i sinde at gøre ham ilde til mode, uden at sige det højt - det ville først for alvor rejse røde advarsels flag.
"Kald mig Libitina, - Libitina Farver." Korrigerede hun ham med fløjlsblød stemme, mens hun præstenterede sig. Undlod med vilje ikke at kalde sig madam, han skulle jo nødigt trække sig i frygt for en mulig vrede fra en jaloux ægtemand.

"Må jeg ikke byde Dem på et krus øl, vin eller hvad De foretrækker at slukke tørsten med i denne varme, på den nærmeste kro? De spillede så smukt og jeg kunne ikke lade være med at bemærke den ene melodi var mig ukendt, den var måske fra Deres hjemegen?" Det venlige smil trak sig skævt, hagen sænkede mod brystkassen i en små flov gestus "Beklager min talestrøm, jeg spekulerede bare på om De ikke kunne fortælle mere om Deres musik." Hun løftede blikket en smule, så hun så på ham gennem de lange øjenvipper. Håbede han åd den påtaget flovhed og reb muligheden for at få væskebalancen nogenlunde stabiliseret. Håbede på at de stjålne blikke hun havde bemærket ham tage af hende i menneske mængden, var nok til at lade ham ledes.

[Abel Bard]

Det varede dog ikke mange øjeblikke, før Abel fandt ud af, at kvinden desværre ikke var adelig. Farver. Men hun så rig ud, og måske ville det være et godt sted at starte. Den lille detalje slog ikke den optimistiske Abel ud, selvom man måske for et meget kort øjeblik kunne skimte svag skuffelse i hans øjne.
Han åbnede munden for at gentage hendes navn, men kom så i tvivl om hun var frøken eller madam. Men så kom han i tanke om noget, hans bror engang havde sagt – i en lidt anden sammenhæng, men mon ikke også, at det kunne bruges nu – at gøre en kvinde yngre end hun var, ville altid være en god ting. Så Abel tog en dyb indånding og håbede på, at hans bror ikke var helt dum, selvom han nok vidste mere om kvinder end Abel.
”Undskyld, frøken Farver.” Ikke at undskyldningen lyste ud af ham, som han stadig bare så smilende og nysgerrig ud.

Han spærrede øjnene lidt op, som hun tilbød ham at komme med på kro og få noget at drikke. Han åbnede munden, lukkede den igen og lod hende snakke færdig, inden smilet spredte sig igen. Hun var virkeligt en yndig kvinde. Det var som om, at han slet ikke kunne tro, at hun ville ham noget negativt, ikke med den skønhed – og hans tykke naivitet – så han overvejede slet ikke at takke nej.
”Det vil jeg da mægtigt gerne. Selvom det nu bare er sange hjemmefra Neaune og deromkring.” Man kunne se på ham, at det gik op for ham, at det måske ville få hende til at miste interessen, så han skød brystet en smule frem.
”Altså, med mit eget islæt,” skyndte han sig at tilføje, inden han svingede lutten over hovedet, så den hang i snoren, der nu var spændt hen over hans bryst.

Begyndte kvinden at gå, ville han straks følge med, mens han virkeligt forsøgte ikke at glo på hendes fine tøj og blege udseende, for han havde aldrig set nogen lignende.
Pludseligt gik det op for ham, at han ikke havde introduceret sig selv, og han havde nær slået sigs elv en hånd for panden.
”Ej, hvor er jeg glemsom. Det må De undskylde. Mit navn er Abel Bo-Bard! Abel Bard.” Han kunne bide tungen af sig selv. Han havde skiftet navn allerede da han satte første fod på vejen mod Levagny, men nu havde han heddet bonde indtil da, og det blev ved med at smutte for ham. Hun måtte da efterhånden tro, at han var idiot.

[Libitina Farver]

Var det en flig af skuffelse hun kunne spore i den unge mands ansigt? Det havde været så lille en ændring af hans udtryk, at Libitina ikke var sikker på om der rent faktisk havde været en. Måske var det bare en af de gange hvor ens blink spillede es hjerne et pus? Ikke sikker i sin sag lod hun tanken fare. Hun skulle jo nødigt skræmme livet ud af ham, ved at gå ham på klingen.

Munden gled åben, men uden et ord i følge da han pludseligt syntes at tøve for blot et øjeblik. De sorte øjenbryn kravlede nærmere hinanden til fine linjer tegnede sig afventende frem i panden. Frøken. Hun gjorde ingen overvejelser til at rette ham. Tiltalen, fejlagtig som den var bragte den stadig et tilfreds smil om de smalle læber "Undskyld? Hvad beklager De for? De kan kun tiltale mig efter gætterier ind til De ved andet." Smilet antog en venlig varme af  en overbærenhed. Som han stod der med nysgerrighed lysende ud af de blå øjne, var det svært ikke at sammenligne ham med en hundehvalp. En godtroende og formbar hundehvalp.

Bekræftelsen kom straks efter hun havde tænkt tanken. Uden den mindste smule forbehold eller antydningen af en sund skepsis, tog han imod tilbuddet om at få forsøgt gentetableret væske balancen. Selvom det havde været forventet, måtte hun alligevel se på ham med overraskelse spildende i det sorte øjne, men forsøgte straks at gemme den bag sine ord. "Neaune, De er så sandeligt langt hjemme fra." Den ene hånd blev slået ud i gestus for at indikere hvilken vej de skulle, inden hun fulgte sin egen anvisning. "Nu vel, skal vi?" Forventede naturligvis at Bard'en ville følge trop gennem gaden til nærmeste kro, der ikke var alt for nusset.
Forblændet af hans udseende havde tanken ikke været faldet hende ind, at spørger efter hans navn. Først da han selv gav sig i kast med præsentationen af sig selv, blev det klart for farver konen at hun havde forsømt almindelig pli og måtte under trykke en lavmælt brummen af utilfredshed over sig selv. "Så fortæl mig Abel har De altid spillet og sunget? De kommer måske fra en familie af talentfulde musikere?" Forsøgte hun er smiger, med påtaget interesse i stemmen.

[Abel Bard]

Kvindens udtalelse om, at han kunne gætte, fordi han ikke vidste andet, fik et forvirret udtryk frem i Abels ansigt, men han endte bare med at smile uden at give et svar. Det var jo sandt. Det var bare stadig nyt for ham at være uden for det lille samfund, han var vokset op i, hvor han kendte alle og alle de rigtige tiltaleformer. At skulle gætte sig frem føltes forkert, især fordi han havde fået hug et par gange på turen, for at tiltale nogen forkert. Det havde gjort ham lidt forsigtig.

”Ja, det er lidt af en tur til Levagny,” svarede han høfligt på hendes ord, glad for at hun vidste, hvor Neaune lå henne. Det var ikke alle, der havde styr på landets geografi – heller ikke Abel, der dog havde studeret et kort tilbage i byen tæt på, hvor han boede, men det havde været en smule abstrakt for ham. Han havde bare noteret sig ruten til Levagny og ellers spurgt om vej på turen, hvilket også var gået helt fint, han havde ikke været ude på nogen større omvej og havde fulgt sin sunde fornuft, det han havde af den, altså.
Hendes overraskelse tog han som, at hun ikke havde forventet, at han kom fra det fjerne len, hvad skulle det ellers være?

Om han kom fra en familie af talentfulde musikere? Det fik ham til at grine lidt.
”Min familie ved mere om korn og køer end musik, selvom min far da spiller rimeligt godt på fløjte. Det var faktisk en omrejsende bard, der kom forbi vores gård, da jeg var lille, der gjorde mig interesseret i lutten. Og jeg har altid fået at vide, at jeg synger godt. Det har altid interesseret mig mere end høst og pløjning.” Abel fortalte glædeligt løs om sin kærlighed til sang og spil, han var en smule besat af det, og nu ville han også forsøge at leve af det. Han ville ikke hjem igen, med halen mellem benene, den bro havde han brænd, var han sikker på. Det gjorde ham ked af det og han forsøgte ikke at tænke for meget over det. Han savnede lidt sin familie, selvom de ikke havde støttet op om hans drømme.
”Så nu er jeg kommet til Levagny i håb om at kunne sprede glæde med at spille for folk!” Og tjene penge. Og måske en dag blive kendt nok til at spille for hoffet. Det var hans ultimative mål, men han holdt det for sig selv lige nu.

[Libitina Farver]

Havde det ikke været for hendes mands virke, så have hun næppe haft en større ide om hvor Neaune lå udover at gætte på, at det måtte være en af de mange len i Falanie. Den nordligere del af landet havde aldrig optaget hende det store, for selvom kulden kunne være god for huden i mindre doser, så håndterede den sorthåret farver kone kulde utroligt dårligt og det havde været mere end nok til at slukke drømme om at en lenshertug eller lensbaron fra de kanter var en hun ville stille sig tilfreds med.
Nærmere bestemt var det ene og alene fordi de få år tilbage havde måtte sende en ny forsendelse nord på til en af de mere velstående familier i lenet, fordi den første forsendelse af kraftigt farvet stof var forsvundet i en sne drive. Libitina mistænkte stadig den dag i dag at familien havde snydt hendes mand, og der med også hende.

Bo... Bo som i bonde... Han var simpelhent intet mindre end en gemen bonde søn. Fordomme levede i bedste velgående hos Libitina, særligt imod dem der i hendes øjne var af lavere stand end hun selv anså sig for at have. Uhumske tanker om hvilket udfoldelser Abel måtte have haft sig med gårdens dyr, nåede derfor også at spille i sindet for hende.
Hånden modsat den side hans gik ved, knyttede sig i ly af kjolens skørt, hårdt nok til at knoerne blev endnu mere farveløse end de allerede var, men ikke i lang nok tid til at neglene efterlod mærker i håndfladen. Det var svært at tro han talte sandt, at han ikke kom fra en familie af musikere med den naturlige karisma hav havde når han spillede og sang så skønt at han kunne tryllebinde folk. 
"Og Deres familie, støtter de Deres drømme om at fylde folket med glæde?" Spurgte hun fiskende efter om der var en risiko for at han uden videre ville kunne finde på at vende slukøret hjem, hvis livet i Levagny skulle vise sig at være for hårdt.

[Abel Bard]

Abel havde heldigvis ingen anelse om, hvilke tanker der gik igennem fruens hoved, som de gik af sted på gaden i den store by. Han ville have været ganske rystet og fornærmet, hvis hun havde insinueret, at han havde lavet unævnelige ting med gårdens dyr. At hans onkel, der havde været en meget sær mand, havde hygget sig med køerne, det var en helt anden sag, som ingen i familien var villige til at snakke om.
Selvom Abel ikke gad være bonde, var han nu stadig stolt nok af sin kunnen inden for faget. Ingen i familien havde hurtigere hænder til at binde neg end ham, selvom han afskyede det hårde arbejde, fordi det gjorde huden hård og fik fingrene til at glide forkert mod luttens strenge.

Hendes spørgsmål fik ham til at fnyse halvt i latter, inden han slog let ud med armene. Egentligt gjorde spørgsmålet lidt ondt, for det gjorde de overhovedet ikke. Ville han nogensinde komme til at se dem igen? Det håbede han da. Trods den strenge opvækst elskede han dem alle sammen.
”Overhovedet ikke, de tror kun på at få en god høst og tilfredsstille guderne.” Han kørte en hånd igennem de fugtige krøllede lokker, der havde lagt sig en smule tungt mod hans hoved. Mon han ikke skulle bruge et par mønter på en tur i et badehus snart?
”De vil nok gerne have mig tilbage inden høsten,” fortsatte han en smule mindre glad med blikket mod jorden. Dog tog han straks en dyb indånding og så op på hende med et smil. ”Men jeg gider ikke spille for hønsene mere, Levagny er hvor jeg hører til nu!”

En tanke om, at han måske plaprede for meget løs, slog sig ned i ham. Det fik han tit at vide. Så hurtigt forsøgte han at komme frem til et spørgsmål til hende, der både ville være relevant og passende.
”Har De altid boet i Levagny, frøken Farver?”

[Libitina Farver]

Idealet havde været at den kønne bondesøn med tåre i øjne havde måttet fortælle hvordan hele hans nærmeste familie var faldet syge til en sygdom der havde kostet dem livet, var blevet stanget ihjel af en iltre tyr eller faldet i den lokale brønd da vand skulle trækkes op til de mange dyr.
Det var derfor til hendes store ærgrelse at der ingen forsikrende ord var på at ingen ventede ham hjemme, til næste høst. Hvad enten han selv vendte snuden tilbage mod nord eller han måtte tvinges når et familiemedlem tog den lange vej for at hente ham hjem.
Tingene ville været så meget nemmere, hvis ikke hun skulle have højde for de faktorer i det store regnestykke som Abel uvidende var ved at trække sig selv ind i, takket være hans egen åbenhjertighed. Særligt én ting hæftede hun sig mere ved end resten af hans svar. Tilfredsstille guderne, så han var vokset op i et religiøst hjem. 

"Jeg håber ikke De har mistet troen på guderne, under Deres rejse her til eller i den tid som De har brugt her. Jeg kan forstille mig at byen må være noget af en omvæltning for en der har været vant til åbent land omkring sig?" Det var de rene gætterier, men det lykkes at holde en tone der virkede oprigtig bekymret på hans vegne. På bundlinjen var der kun en ting, som oprigtigt interesserede hende, om han havde forkastet guderne eller om han stadig var dem hengiven. Et opmuntrende smil trak i mundvigende, inden hun måtte vende blikket frem igen.
Hun kunne måske nok gå gennem Levagny's mange gader i søvne, men med mennesker i gadebilledet blev hun nødt til at se hvor hun gik. Hilsende nik blev givet til dem de passede, som kendte til sortklædte kvinde, få lod til at tage notice af Barden ved hendes side eller også gjorde det, men formåede at holde nysgerrigheden ude af deres udtryk.
Et svagt nik fulgte i det hun svarede på spørgsmålet "Ja, men jeg har sat fod uden for bymuren om end det sjældent er blevet til visit i de fjerneste len." Ordene var for en gangskyld ærlige. Rejser rundt i landet havde der ikke været mange af, men der havde været flere som farver kone end da hun blot var glaspusterens datter.

Længere nede af gaden kom kroen til syne, på afstand så den næsten helt ordentlig ud, men jo nærmere de kom desto mere klart blev det at den havde set bedre dage, skønt den ikke kunne betagnes som faldefærdig. Nusset var det ord, der kom tættest.

[Abel Bard]

Abel rystede hurtigt på hovedet, da hun spurgte på hans tro. Nej, han havde ikke mistet troen på guderne. Han havde aldrig været så religiøs som resten af sin familie, egentligt fandt han nogle af deres traditioner en smule latterlige, men han troede fuldt ud på, at guderne eksisterede. Hvordan kunne man ellers forklare så mange af de ting, der skete omkring dem? Torden, årstiderne, magien? Bare for at nævne et par eksempler.
”Nej, overhovedet ikke, jeg tænker at de har hjulpet mig sikkert frem til byen!” Den anden del af hendes ord fik ham til at klø sig på armen. Hun ramte plet, men han var ikke helt så meget til at indrømme det.
”Altså, joh, det er lidt noget andet. Der er så mange fremmede mennesker. Og … hvis jeg skal sige det … folk virker knapt så … åbne.” Han så ned for et øjeblik, lidt skamfuld over at tale dårligt om byens folk, men det var sandt. Der var ikke ret mange venlige smil og åbne arme, som hjemme. Ingen havde tilbudt ham husly, da han havde sovet på gaden.

Han så op igen, da hun svarede på hans spørgsmål. Det der med at rejse, det havde han aldrig rigtig gjort i, før han havde sat næsen efter Levagny. Mange derhjemme havde aldrig været længere end den store vej mod byen Neune. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare, så han smilede bare til hende, inden hans blik nysgerrigt gled rundt på deres omgivelser. Hver person hun hilste på, blev studeret, diskret selvfølgelig, ingen grund til at glo, og husene blev også undersøgt med blikket. Han havde stadig ikke helt styr på gaderne, og han vidste ikke, om han havde været her før.

Snart dukkede der en kro op længere fremme. Jo tættere de kom på, jo mere slidt så den ud, og Abel så lidt usikkert fra den til kvinden ved sin side. Hun så så fin ud, var det virkeligt en kro, hun ville tage på? Men han sagde ikke noget. Hun havde tilbudt ham noget at drikke (et sted håbede han, at der var mad med i tilbuddet, han var ganske sulten), og han havde ikke tænkt sig at sige noget til forholdene. Det var stadig bedre end så meget andet, han havde prøvet de sidste mange dage.

[Libitina Farver]

Libitina vidste bedre end naivt at tro et gudfrygtigt sind var et stærkt nok værn, når først kroppen var under udvikling og tiggede efter at mærke varmen fra en anden. Selv dem stærkest i troen kunne falde svage og give efter for syndens søde frugt. Hun tog derfor ikke Abel’s bekræftelse som en forsikring af at han ikke havde befundet sig liggende i en andens skød. Alligevel fandt hun sig selv smilende ganske tilfreds.
”Det er jeg ikke i tvivl om at de har. Jeg er sikker på de har holdt hånden over dig under din rejse, fordi de har en større plan for dig.” En hånd lagde sig blidt mod om hans overarm, kort nok til berøringen ikke virkede upassende, men stadig lang nok til det blev klart den ikke var tilfældig. ”Byfolk er af en lidt anden støbning, men du må endelig ikke lade dig gå på af det. Vi er ikke alle lige forfærdelige.” Forsikrede hun opmuntrende.

Kroens indre var heldigvis i en bedre stand end dens ydre, men hvad vigtigere var at selvom den ikke var byens fineste, så var maden ikke smagløs og drikkevarende ikke alt for fortyndede. Libitina trådte ind i den mindre krostue først, hvorefter hun ledte Abel mod et af de ledige rundborde lidt hengemt i hjørnet nær trappen.

”Tag plads.” Bød hun med en udslået hånd mod den ene stol, inden hun selv tog plads på den der gav bedst udsyn ud i lokalet. ”Jeg beklager valget af kro, men jeg lover at deres service intet fejler og at du ikke vil gå her fra med en mavepine. Du skulle jo også gerne kunne spille igen i morgen, ikke?” Sagde hun og sendte ham et blink øjet. En let løftet hånd, vinkede en af korpigerne til bordet. En lille sølle sag, hvis øjne pegede mod næsen i stedet for frem. ”Hvad kunne du tænke dig? Øl, vin, mad måske?” Ordene var henvendt til bondesønnen, efter at pigebarnet ved sin ankomst havde hilst dem velkomment med et venligt smil, for dernæst at spørger hvad de kunne tænke sig.

[Abel Bard]

Lidt overrasket så Abel på kvinden, som hun postulerede, at guderne havde en større plan med ham. Hvad fik hende til at sige det? Forvirret fik han ikke svaret, før hun rørte ved hans arm og forsikrede ham om, at ikke alle byfolk var lige forfærdelige.
”Nej nej, det påstod jeg skam heller ikke!” Skyndte han sig at sige med et smil, selvfølgelig var de allerfærreste folk i byen forfærdelige, men de virkede bare knapt så åbne, hvilket måske gav god nok mening, når der var så mange mennesker i byen, som der var. Abel havde i hvert fald ikke tænkt negativt om folk af den grund.

Abels store blå øjne gled nysgerrigt over krostuen. Han havde set en del kroer på vej til Levagny, og som altid gled hans første tanke til, hvor det ville være bedst at stille sig op og spille. På et bord, gerne så meget i midten af rummet som muligt, så alle kunne se og høre ham. Men det var ikke, hvad han var der for i dag, så han fulgte troligt efter kvinden, der fandt sig et bord i hjørnet. Der var ikke mange mennesker i kroen lige nu, det var trods alt stadig tidligt nok på dagen til, at alle var på arbejde.
Uden brok satte Abel sig på den fremviste stol, efter at have taget lutten af ryggen og placeret den sikkert i en tredje stol. Af en eller anden grund følte han sig nervøs, og man kunne se hans adamsæble hoppe op og ned, som han sank en klump.

”Nej, overhovedet ikke, det er en fin kro, meget pænere end mange af dem på vej hertil,” skyndte han sig sandfærdigt at forsikre hende om. Det var slet ikke slemt, men hun virkede bare så malplaceret herinde.
Abel løftede blikket og smilede stort og venligt til pigen, der så ganske sød ud, og lidt speciel med de skæve øjne, men det var ikke noget Abel tænkte nærmere over. Han fik ikke sagt hej, før Frøken Farvers stemme tiltrak sig hans opmærksomhed. Smilet falmede lidt, som hun ville have ham til at vælge, hvad hun skulle betale for. Hun havde sagt, at hun ville byde, ikke? Hans hånd gled kort over pungen i hans bælte, der var mønter nok til at betale for et krobesøg, men der skulle også være til huslejen.
”Ehm, altså, et krus øl, hvis det ikke er for meget,” svarede han forsigtigt og sank en klump igen. Inden han nåede at fortsætte rumlede hans mave højlydt for at fortælle, at morgenmaden ikke havde været det mest tilfredsstillende. En rød farve dukkede op i Abels kinder og han kastede et kort blik på kropigen, inden det faldt mod bordpladen.
”Jeg har ikke råd til at betale noget tilbage,” mumlede han så dæmpet og skamfuldt.

[Libitina Farver]

Libitina lod ikke det mørke blik dvæle for længe ved det dansende adamsæble. Han var nervøs og med rette, forventningerne måtte have været skyhøje da han havde indvilliget i at følge med kvinden klædt i sort.  Hvad havde han ikke måttet have roet hun var alene ud fra påklædningen? For det utrænede øje kunne hun let gå for at være en lav adelig, og for de adelige kunne hun nemt fremstå som værende en velhavene borger. Nok tjente farver familien ganske rimeligt, men velhavende kunne de ikke helt påstås at være, Libitina var trods alt stadig nødsaget til selv at holde huset, i en stand en kvinde som hende burde have folk til at opretholde.

Om det var smilet eller de blå dådyrøjne som pigebarnet blev mødt med, det fik blodet til at løbe til de fregne fylde kinder og male dem røde var ikke til at sige, men en ting var sikkert Farver fruen brød sig ganske lidt om farveskiftet i kropigens ansigt. Fandt han hende mon køn med ufuldendte øjne? Tanken var bitter og fornedrende. Det var nærmest som om den alene gav hende en grim smag på tungen, der efterlod hende med en lille rynken på næsen.
"Jeg har aldrig sagt du skulle betale noget, har jeg?" Konstaterede hun med en stemme lige så blid som en sommerbrise. Prøvede at fange hans nedslået blik med sit eget, inden opmærksomheden blev vendt mod pigen "Vi tager begge en øl, dagens stuvning med brød til." Tungen gled fugtende over underlæben, hvorefter hun lidt henkastet tilføjede "Lad det ikke være jeres billigste, og tro ikke jeg ikke kan smage forskel.".
Næsten skyndsomt nikkede pigen forstående, som om hun havde lavet den fejl før, at servere mad og drikke af en ringere kvalitet til den ældre kvinde "Naturligvis ikke Mada-" Med en afviftende hånd brød Libitina hende af, og sendte hende mod køkkenet.
"Så sig mig, Abel," Hovedet blev vendt mod barden på modsatte side af bordet, allerede før kropigen var nået at komme ud fra synsvinkel "Hvad ville det koste at have dig til at spille for en aften? Jeg har sjældent hør en bard spille så godt som dig.".

[Abel Bard]

Den blide stemme ville måske have været for blid for så mange andre, den var sød nok til, at nogle ville finde det uhyggeligt, men Abel var, nå ja, ikke specielt mistroisk. Måske lidt for naiv. Han løftede i hvert fald hovedet og så på Farver-kvinden med taknemmelighed, som hun slog fast, at han ikke skulle betale noget. Måske han burde fundere over, hvorfor, men i hans verden kunne man sagtens give noget uden at forvente noget tilbage. Og han kunne jo altid spille for hende eller være behjælpelig med noget arbejde derhjemme, hvis hun havde brug for det. Var hun egentligt gift? Han vidste det ikke, men hun havde ikke rettet ham, da han kaldte hende frøken, så han regnede ikke med, at det var tilfældet.

Han nåede dog ikke at takke hende, før hun havde vendt sin opmærksomhed mod den søde kropige og gik i gang med at bestille. Abel opfangede på ingen måde, at der måske var sket noget imellem kvinden og kropigen før, han havde mere travlt med at tænke på at få sin mave fyldt med varm stuvning. Det der med at sulte, det havde han da i hvert fald lært på sin rejse til Levagny, og selv her i byen kneb det stadig med at have penge nok til mad. Men det skulle nok vende! Det var han sikker på! Han havde jo kun været her i et par uger.

Abel blinkede lidt overrasket, da et spørgsmål blev sendt i hans retning, og han kløede sig i det korte skæg på kæben med et smil.
”Det er pænt af Dem at sige,” hans stemme en smule genert, men samtidigt også glad for rosen, ”og jeg har ikke helt nogen fast pris endnu.” Faktisk havde han kun spillet til en fest én gang her i byen, så han havde ingen anelse om, hvad han kunne tage for en aften. Mere end hvad han havde taget hjemme? Et eller andet sagde ham, at de havde flere penge her i byen. Han tog en dyb vejrtrækning og foreslog et beløb, der virkede som alt for meget, i hvert fald i hans øjne.
”En sølvnobel?” Det var lige før at han slog en hånd for munden, men i stedet knyttede han hænderne i skødet og så med lidt store øjne afventende på hende. Lidt skrækslagen, som det høje beløb måske ville få hende til at blive vred og ikke ville betale for noget mad. Tanken fik ham til at trække i land igen.
”M-men, mindre kan også gøre det, jeg ved ikke, hvad folk vil give for en aften med musik og spil her i byen.” Han sank en klump og følte, at hun måtte kunne høre hans hjerte, der føltes som om, at det var på vej ud af brystet på ham.