Bondedreng på dybt vand

[Libitina Farver]

Det var næsten sødt som et simpelt og alt for let købt kompliment kunne gøre en person genert. Det var ikke en følelse som Libitina selv kendte til eller også huskede hun bare ikke hvordan den føltes? Det stoppede dog ikke de rosende ord, selvom det denne gang var mere indirekte ”Ros skal gives hvor den er velfortjent.” Musede hun affejende for en potentiel tanke om, at hun blot forsøgte at være høflig. Det var nok det mest ærlige, foruden rosen af hans musik, som hun havde sagt til ham.

Ingen fast pris. Hun måtte bide sig selv i den ene kinds inderside, for ikke at kommentere på hvor dumt det var, at han burde have tænkt på en mindste pris skulle nogen efterspørge den. I stedet endte hun med at sidde med hovedet skrånet afventende på han nåede frem til hvad han selv syntes han var værd, hvad hans musik var værd. Han havde allerede vist sig at kunne købes med venlighed.
”En sølvnobel...” Gentog hun og lænede sig frem til begge albuer mødte bordet. Med hænderne flettet lod hun hagen tage hvile på dem ”Det var,” hun trak med vilje sit svar lidt ud, mens tungen fugtede læberne i en overvejende mine ”billigt. Med dine musikalske evner, så er det en alt for gavmild pris at tage.” Konkluderede hun endeligt, hvorefter hun rettede sig op med et skævt smil ”Hvor meget tjener du om dagen, når du spiller på gaden? Hvad er en god dag og en dårlig dag for dig?”.

[Abel Bard]

Abel følte, at han blev lidt mere varm i kinderne, da kvinden sagde, at ros skulle gives, hvor den var velfortjent. Han elskede ros, men han havde ingen anelse om, hvordan man skulle tage imod den. Derhjemme havde der ikke været så meget ros, hans forældre havde en eller anden holdning om, at det fordærvede eller noget i den stil, så Abel hungrede ubevidst efter alle former for anerkendelse, han kunne få. Han var villig til at ret langt for et par pæne ord og et klap på hovedet, faktisk, men det var ikke noget, han selv tænkte så meget over. Det var bare sådan, han var.

Det var som om, at han ikke kunne lave andet end at synke klumper under blikket fra denne kvinde. Endnu engang tog hans adamsæble turen op og ned, som hun lænede sig frem over bordet og kom tættere på. Han forsøgte at tvinge blikket til at blive på hendes ansigt, men det flakkede både den ene og en anden vej. Og ned. Det gled hen over hendes fremviste kavalergang, og var Abel ikke rød i kinderne i forvejen, så blev hans ører det da nu, som han straks rev blikket fri og fik det rettet mod hendes ansigt igen.
Det var som om, at luften blev tyk omkring dem, som hun holdt en kort pause, inden hun fortalte ham, at det var alt for billig en pris. På en måde var han lettet, på den anden side føltes det som om, at hun kritiserede ham for at sælge sig selv så, hvad hun mente var, billigt.

Abel fugtede sine læber og kløede sig lidt i håret, inden han flyttede lidt uroligt på sig. Hvor meget han tjente?
”Altså, en dårlig dag, så går jeg i seng sulten,” konkluderede han lidt usikkert, inden han trak på skulderen. ”På en god dag, måske et par sølvnobler?” Han var ikke helt sikker, han holdt ikke rigtigt regnskab. Han sørgede bare for at tage det fra, der skulle bruges til huslejen, og så fik han mad for resten. Han var endnu ikke blevet rig af at stå og spille på markedet. Han var heller ikke den eneste musiker eller optrædende.
Det burde nok være ret tydeligt, at han ikke brød sig om at snakke om penge, som han sad uroligt på stolen og ikke var helt glad ved at møde hendes blik. Det var også en ting, han havde med hjemmefra. Man snakkede ikke om sine rigdomme. Det var at prale. Eller søge medlidenhed. Desuden var det ikke penge, man brugte mest af så langt ude på landet, der byttede man mere rundt med det, man havde. Nogle æg for noget mel og den slags.

[Libitina Farver]

Rødmen havde efterhånden indtaget en lidt permanent plads over Abel’s kindben og næseryg. Havde Libitina ikke set dem mere farveløse, ville hun havde været tilbøjelig til at give skylden på den bagende sol udenfor.
Hvis bare den unge bard havde været halvt bevidst om hvor stor en volumen der lå i stilheden, da hans ord udeblev og kinderne endnu en gang blussede op, som nyudsprungne røderoser. Han kunne lide rosen, men vidste ikke hvordan han skulle svælge i den. Hun noterede sig straks at det kunne bruges til hendes egen fordel. Hun havde i hvert fald ingen intonationer om ikke at prøve.

Det kunne knapt nok kategoriseres som værende kvindelist, da hun havde lænet sig indover bordet velvidende det gav ham frit udsyn. Det var ikke en gestus Libitina normalt bare sådan lige gjorde sig i, selv hendes mand fik ikke længere fornøjelsen. Det var forbeholdt lejligheder som denne, hvor hun håbede på i sidste ende at få noget ud af situationen, og helst noget der kun var til hendes vinding.
Hun kommenterede derfor heller ikke på det da Abel’s dådyr søgte ned ad. Hun lod i stedet for som om hun intet havde bemærket. Kommenterede hverken på den dybere røde farve der indtog hans ansigt eller bad ham løfte blikket. Han skulle jo heller ikke blive så forlegen af han ønskede sig at flygte ned mellem gulvbrædderne.

Først da kropigen vendte tilbage, denne gang med mad og drikkelse, rettede hun sig op på stolen.
"Velbekomme, jeg håber det smager Dem." Lød det da en skål med brød ved siden og et tilhørende fyldt ølkrus blev sat foran dem, først ved farverkonen og dernæst Abel.
”Mange tak.” Selvom hovedet drejede sig mod pigebarnet, så Libitina knapt på hende selvom det udad til ikke virkede sådan. Justerende lidt på den afstand skålen med stuvning var blevet sat, hvorefter hun tog skeen i hånden. ”Et par sølvnobler.” Gentog hun og fulgte med øjnene skeen røre lidt rundt i skålens brunede indhold.
”Jeg er villig til at betale tre sølvnobler, hvis,” Hun rettede blikket tilbage over bordet, mod ham ”du lader mig sørge for du går mæt i seng? Jeg ved måske ikke meget om at spille musik, men jeg kan ikke forestille mig at det er nemt at spille med en rumlende mave?” Gættede hun og lod en små bekymret mine forme hendes ansigt.

[Abel Bard]

Det var lige før, at Abel måske lidt fortrød, at han var fulgt med den fremmede kvinde, samtalen var meget hurtigt drejet hen på et ubehageligt emne. Og han havde lidt svært ved at læse den fine dame, om hun var venlig eller ej. Nok bød hun på mad, men selv Abel havde en svag fornemmelse af, at hun ikke var så hjertevarm. Måske var det noget i hendes blik, eller måske smilet, som en kanin foran en ræv, følte han, at hun skjulte nogle drabelige tænder bag smilet.
Men det var en meget lille del af ham, der havde det sådan, og det var nok egentligt mest baseret på, at han var træt, sulten, varm og meget langt hjemmefra. Egentligt var hun jo ganske sød, sådan at invitere ham med ud at spise og sørge for, at han ikke solgte sig selv for billigt. En venlighed han lappede i sig som en tørstig hund, for den havde han ikke mødt alt for meget af i Levagny endnu.

Men lidt klemt var han, og han så lettet op på kropigen, da hun kom med en bakke med mad og drikke. Igen lyste hans ansigt op i et venligt smil.
”Mange tak, det dufter dejligt,” sagde han i en blød tone, og den skeløjede kropige sendte ham et smil, inden hun kastede et blik på kvinden og derefter hurtigt forsvandt igen. Ikke at Abel tænkte over det, som det vitterligt duftede fantastisk, og hans mave gerne ville have ham til at koncentrere sig om maden. Han greb hurtigt en humpel brød og dyppede den i skålen, hvor den nærmest blev brugt som ske, inden han pustede på den varme mad og derefter tog en god stod bid.

Hans tyggen blev dog hurtigt afbrudt, som kvinden tog samtalen op igen. Højlydt sank han mundfulden og så så måbende på hende med let åben mund og store øjne. Tre sølvnobler og mad. For et øjeblik sad han bare og lignede én, hvis hjerne var taget på tur, inden det gik op for ham, at han var uhøflig. Hurtigt lukkede han munden og rettede sig lidt op.
”D-det … hv-hvis … altså, hvis De virkeligt vil betale så meget, så…” Hans ansigt begyndte at lyse op. ”… så spiller jeg med glæde hele natten indtil jeg bliver smidt ud, og så fortsætter jeg gerne ude på gaden!” Et grin gled over de unge, naive træk og hans øjne lyste ved tanken om at tjene så meget på en aften. Og samtidigt få noget at spise. Pludseligt var alting meget bedre. Stadig lidt befippet over tilbuddet, greb han sit krus og drak en ordentlig tår af det gode øl, inden han satte det ned igen, stadig smilende.

[Libitina Farver]

Det var ikke svært at forestille sig, hvordan lunsen af brød måtte skarve hele vejen ned gennem spiserøret, hvis ikke at han kort forinden havde dyppet det i lerskålens indhold. Den sorte farver frue havde ikke den mindste smule medfølelse for den potentielle, selvforskyldte ømme hals. Han kunne bare have tygget ordentligt af munden, frem for at tvinge den halv tygget mundfuld ned. Hun sørgede ikke at lade det uempatiske tankespor manifæstere sig fysisk.

Ryggen blev ranket, så hun ikke længere sad fremadlænet ”Nu er De alt for beskeden igen.” Indskød hun høfligt, da han begyndte at hakke sig gennem sine egne ord. ”Naturligvis.” Forsikrede hun dernæst. Remy ville nok protestere mod prisen, men hun havde ingen planer om hendes mand skulle være at finde i familiens hus når den unge bard skulle spille.
”Nu skal De heller ikke anstrenge Dem, så alle de gode år gå ud af Dem på én aften.” En lille varm latter fyldte luften mellem inden det gled over i et smil. Åh sødeste lille sommerbarn, med de store blå øjne… Det var længe siden Libitina havde været omkring en person som ham. End ikke slummens børn eller hendes egne anskuede verden med samme troskyldige sind. En ung mand som ham med den naivitet måtte være urørt, måske endda af sig selv.
Kruset med øl blev løftet til en skål med ham ”For en aften i musikkens tegn?” Formaliteterne med hvilken aften, lokation og alt andet skulle nok tages, men for nu havde de et måltid at indtage og øl at skylle ned med.

[Abel Bard]

Det var en stor lettelse for Abel, da kvinden på den anden side af bordet rettede sig op. Det frie udsyn til hendes kavalergang havde givet ham en knude i brystet og han havde brugt alt for meget energi på ikke at kigge derned. Sådan gik kvinderne derhjemme ikke klædt, og han var ikke sikker på, om han nogensinde havde set så meget af en kvindes buste. Han var splittet mellem at synes det var upassende og ganske spændende. Men mest kunne han ikke helt håndtere den akavede følelse, det gav ham. Så han følte sig lidt bedre tilpas, da hun satte sig op.

Hendes latter lokkede hans egen frem, og han skubbede sit hår væk fra ansigtet, inden han skyndte sig at gribe kruset igen og løfte det som hilsen til hendes skål.
”For venlige mennesker og en god aften!” Atter førte han kruset til munden og drak et par tåre. Da han kastede blikket ned i det bagefter, kunne han til sin befippelse konstatere, at der kun var en sjat tilbage. Det lignede ikke ham at bælle på den måde. Han måtte være tørstig efter at have stået i solen.
At øllen var lidt stærkere end det, han var vant til, det kunne han godt smage, men han lagde ikke rigtigt mærke til det. I stedet skyndte han at stille kruset fra sig og vende opmærksomheden mod sin mad i stedet.

”Er der noget bestemt musik, De kan lide, frøken Farver?” Han sank en mundfuld for at spørge uden mad i munden, godt opdraget af sin mor. ”Så jeg er lidt forberedt.” For den betaling skulle det hele helst være perfekt, og hvis hun nu ikke kunne lide krosange fra Neune, så skulle han finde på noget andet.
Der var stadig glæde i hans blik og udtryk, lige nu gik det godt. Lige nu var alting okay, som hans mave fik mad, han havde penge i sigte og det var begyndt at snurre ganske let i hans fingre.

[Libitina Farver]

”For venlige mennesker og en god aften.” Gentog hun istemt, og tog en tår af den sødlige gyldne væske. Hun havde knapt nok rørt øllen siden den var blevet sat på bordet. Enkelt mindre tårer var blevet taget, men ikke nok til at være ved at nå bunden modsat Abel.
Blikket ned i kruset undgik ikke hendes falkeblik forbi. Straks gjorde hun tegn til den skellene kropige om at en genopfyldning var ønsket, med den med en løftet hånd tegn. Pigebarnet rubbede straks fødderne og inden længe stod kruset atter fyldt foran den unge Bard. Denne gang uden at pigen dvælede alt for længe ved bordet, som hun havde haft for vane at gøre sig i de forrige gange hun havde betjent dem.

Libitina havde været ved at løfte et vædet brødstykke til munden, da spørgsmålet om musik lød og fik hende til eftertænksomt at sænke hånden en smule. ”Ikke alt for gudsforladte sange, der skulle nødigt opildnes til uanstændig adfærd blandt de ugifte.” Svarede hun efter lidt betænkelighedstid, og stoppede brød stykket i munden uden at proppen den. I perferien hold hun øje med hans reaktion, mens det for ham så ud som om hun havde fokus på at få endnu en bid mad ned. Ville han være forbløffet, fornærmet og stødt eller måske forstående?
Hun sørgede for at tygge af munden før hun forsatte ”De må gerne spille lidt fra Neune? Det er jeg sikker på at både mine gæster og jeg vil sætte pris på også selvom sangene er ukendte for selskabet.”

[Abel Bard]

Atter en gang kunne Abel mærke sine kinder blive varme, som kvinden åbenbart havde bemærket, at han var ved at løbe tør for drikkevarer og hidkaldte den søde kropige, der fyldte hans krus igen. Indvendigt skældte han sig selv ud for at have slugt sin øl så hurtigt, han skulle helst ikke koste den venlige kvinde mere end højest nødvendigt.
Et blik blev kastet efter kropigen, inden han fik rettet det mod Frøken Farver igen, som hun svarede på hans spørgsmål. Hurtigt rystede han på hovedet med et lettere chokeret udtryk.
”Nej, selvfølgelig ikke! Den slags hører sig kun til de sene aftner på kroerne.” Abel kunne aldrig finde på at synge upassende sange, medmindre stemningen lagde op til det, og selv der holdt han lidt i igen. Han kunne et par grumme sange, men han var rød i hovedet, hele vejen igennem dem, hvis han blev lokket til at synge dem. Det var sket nogle gange på hans rejse mod hovedstaden, der var mange grove mænd på landevejen.

Han nikkede hurtigt til hendes ord om sange fra Neune, og smilet kom tilbage på hans ansigt.
”Jeg kender mange forskellige sange fra det meste af Falanie, og et par stykker fra Gustabis!” Han havde mødt mange forskellige mennesker på sin tur, men dem fra Gustabis var helt nye, som han havde mødt en på markedspladsen, der havde lært ham dem. Abel var måske ikke det mest gennembagte brød ved bageren, men han huskede godt. Og hans repertoire var stort.
”Jeg har også lavet et par stykker af mine egne.” Enhver bard med respekt for sig selv skrev også sine egne sange. Ikke at Abel kunne skrive dem, siden han aldrig havde lært at læse eller skrive, men han huskede dem.
Stoltheden skinnede lidt ud af ham, selvom han forsøgte at holde den nede, og midt i det hele glemte han, at han ville spare på øllet, og han drak en tår mere, inden han spiste en mundfuld mad.

[Libitina Farver]

”Det glæder mig at hører vi er enige, Abel.” Bemærkede hun med lettelse i stemmen. Ikke at hun havde været bekymret. Det havde været intet mindre end en test af bondedrengen og for nu bestod han, selvom kun tiden kunne vise om han blot snakkede hende efter munden. Noget hun ikke ville tage let på, hvis det var tilfældet. Løgne var kun velkommende når de faldt fra hendes læber.

I virkeligheden var Libitina ikke sulten og efter enkelte mundfulde, taget mens hun lyttede til den kønne bondesøns svar, skubbede skålen og dens indhold en anelse længere væk. Ikke meget, men nok til at indikere hun var mæt. Øllen derimod, var ganske kærkomment i sommervarmen og hun havde været i færd med at tage en tår efter den sidste mundfuld, da han fortalte at han også havde egne sange. Øjenbrynene løfte sig en anelse imponeret ”Hvor mange?” Spurgte hun nysgerrigt. Sange sunget fra et andet len ville imponere de fleste, men der var altid en sandsynlighed for en fra selskabet havde stødt på en anden bard med samme sang repertoire. Hun var derfor straks mere interesseret i hans egne sange "Ville du kunne nå at finde på en eller to nye til lejligheden?" Hun bad om meget, men betalingen for hans tid var også ganske fornem for en af hendes stand.