Kongelig bordherre

[Elyot af Falanie]

10. juni, 842

Om det var en tilfældig beslutning eller fuldstændig overlagt, at Elyot var blevet placeret som Gisella af Suilleaux 's bordherre ved banketten den anden aften i Suilleaux, det vidste han simpelthen ikke. Man var naiv og uvidende, hvis man troede at det kunne lede til noget, at smide sine unge døtre efter Kronprinsen, men Elyot ville ikke undre sig over at Lancelin af Suilleaux kunne finde på at prøve alligevel. Lanval af Suilleaux havde farvet hans blik på lensgreven for længst og ikke i positiv retning.

Nu sad han der dog, uanset, bænket med et solidt bæger med vin blandet grundigt op med vand, fordi han stadig var ung og en væbner, uanset at han var den fremtidige konge. Han så på Gisella og klarede halsen. Så måtte man vel til det.

"Har De en god rundrejse indtil videre, Nådigfrøken?"

[Gisella af Suilleaux]

For blot et halvt år siden ville Gisella af Suillieaux have været ved at sprække af begejstring over at sidde ved siden af selveste kronprinsen. Det var ikke blot en stor ære, det betød muligvis også giftemuligheder, hvis hun kunne forme et slags venskab med ham. Kongesønnen var jo venner, eller i hvert fald bekendte, med de mest prominente mænd i landet.

Nu ville skæbnen imidlertid, at hun havde tabt sit hjerte til en borgerlig. En fisker. Og for ikke så længe siden havde hun tilbragt en fortryllende nat med ham. Kort efter havde Lancelin tvunget hende med på rundrejse for at holde øje med hende.

Hun havde ikke set Gabriel Halvmåne i ugevis og savnede ham inderligt, og nu var hun placeret ved siden af en kongesøn, som sikkert var både forkælet og arrogant, og som hun skulle være høflig mod og konversere med. Hun surmulede i sit sæde.
”Jo tak, Deres Kongelige Højhed,” svarede komtessen med sin lyse stemme. Hun faldt hen i stilhed, indtil hun huskede sine manerer. ”Og De?”

[Elyot af Falanie]

Et mesterligt svar udi konversation. Elyot drak en solid tår vin og smilede pænt og nydeligt, før han selv nikkede.

"Ja, jeg nyder især at være ankommet til jeres smukke len. Det er længe siden jeg har set havet. Hvordan var det at vokse op her, Komtesse Suilleaux?"

[Gisella af Suilleaux]

Gisella fingererede med pokalen med opblandet vin, mens hun lyttede stille til kongesønnen. Ved hans spørgsmål løftede hun blikket mod ham og overvejede det.

”Blæsende. Vådt. Koldt,” svarede hun høfligt og sendte ham et lille smil. ”Jeg har aldrig brudt mig om kulden, men jeg elsker at bade i havet og ride rundt i lenet. Min papa smed os nærmest op på en hest, da vi lige havde lært at gå.” Hun himlede med øjnene. "Hvad synes De om vores len, udover dets skønhed? De må endelig sige Deres ærlige mening, Deres Højhed. Hvis man da må den slags som kronprins," tilføjede hun nysgerrigt, drillende.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede et bryn over at det skulle være så koldt at vokse op nær de store vandmasser, men det var et par år siden han sidst havde skulle læse op på geografien i det vestligste Falanie, så han holdt klogeligt tand for tunge og nøjedes med at nikke. Selvfølgelig havde de lært at ride. Så meget vidste han da med sikkerhed om Suilleaux, at de gik op i deres heste.

"Om Deres len, Komtesse? Her er meget smukt. Havet har en vildskab, som vi ikke kan efterligne i hovedstaden, som jeg er sikker på, at De ved," svarede han. "Jeg ser frem til at se hvad de bedste Suilleaux-heste kan i kapløbet i morgen. Deltager De mon?"

[Gisella af Suilleaux]

Gisella prøvede at vurdere, om hans kommentar om, at hun selvfølgelig vidste dette, var nedladende eller venlig. Hun besluttede sig for det sidste. Prinsen var mere høflig, end hun havde forestillet sig.

”Åh, bare vent at se. Far avler landets bedste heste,” pralede hun. Smilet falmede en smule ved det næste spørgsmål. ”Nej. Jeg må ikke være med,” svarede hun spidst. Lancelin havde forbudt hende at deltage i det meste sjov som straf for hendes nylige gerninger.

”Skal De deltage, Deres Højhed?”

[Elyot af Falanie]

Det undrede ikke Elyot at høre svaret. Han gik ud fra at der var meget få, kvindelige deltagere, hvis nogen. Selv ville han have elsket at blive prikket på skulderen, men selvom han havde letheden til at ride, var han ikke blevet udvalgt. Han rystede på hovedet.

"Jeg deltager i ringridningen, til gengæld." For riddere og væbnere, eksklusivt, det kunne de ikke holde ham fra. "Jeg håber De kommer og ser på," bemærkede han. "Selvom jeg ikke er på en Suilleaux-hest." Det sitrede i hans mundvige.

[Gisella af Suilleaux]

Noget sagde Gisella, at prinsen gerne ville have deltaget, men sikkert ikke fik lov i tilfælde af, at der skete ham noget. Landet kunne jo nødigt meste sin arving.

”Er De god til ringridning?” spurgte hun nysgerrigt. ”Det ser imponerende ud. Er lansen tung? Er det ikke svært at ramme ringen?” I kronprinsens selskab havde hun momentært glemt savnet af Gabriel og lirede et væld af nysgerrige spørgsmål fra sig. Hun smilede glad, da han tilkendegav sit håb om hendes tilstedeværelse.
”Så vinder De jo nok desværre ikke,” drillede hun, selvom ringridning selvfølgelig ikke krævede lige så gode heste som kapløbet.

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede skævt og forstod ikke hvorfor Lanval af Suilleaux havde sådan et problem med sin kusine. Han havde ret lave forventninger til hende, men indtil videre var hun fint selskab. Helt uvidende om turneringsdiscipliner, men det generede ham nu ikke. Han forklarede gerne.

"Suilleaux's heste er stærke og hurtige. Det er ikke en egenskab man behøver i en hest til ringridning. Det vigtigste er at den er trænet til at fokusere og reagere prompte." Han tog en tår af den fortyndede vin. "Men lansen ér meget tung og det er svært. Det er jo derfor præmien er så attraktiv, selvom jeg ikke kan forstå at den ikke skulle inkludere at være Deres bordherre, Komtesse," smigrede han med et træk i mundvigene.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella lyttede nysgerrigt. Hun vidste allerede en del om heste og flokfærd, men ikke så meget om ringridning. Det var en sport for mænd, og hun havde bestemt ikke kræfter nok til at ride med lanser. For første gang lod hun blikket glide vurderende ned over kongesønnen. Han så ikke voldsom muskuløs ud, men på den anden side var han sikkert også kun væbner. Til gengæld havde han et pænt ansigt og sødt, krøllet hår.

Til hans kompliment trak Gisella let på skuldrene. Først var hun blevet fornærmet over ikke at være en del af præmien, men på den anden side var hun ikke interesseret i at blive gift med nogen anden end Gabriel.

”Min papa er vred på mig,” afslørede hun. ”Men så slipper jeg da for at snakke med en eller anden kedelig væbner hele aftenen.” Hun knejsede en smule med nakken for at vise, hvor lidt det gik hende på.

”Men De er fortræffeligt selskab, Deres Højhed,” skyndte hun sig dernæst at påpege. ”Hvornår bliver De ridder?”

[Elyot af Falanie]

Elyot morede sig over ærligheden. Det var sikkert nemt at blive uvenner med Lancelin af Suilleaux. Det kunne han i hvertfald sagtens forestille sig. Han dømte ikke Komtessen for det, men det var underholdende, at hun indrømmede det og ret usædvanligt.

"Mon ikke Deres søsters bordherre trods alt bliver en ridder? Jeg stræber selvfølgelig efter at vinde, men fortiden taler for at hun nok skal blive opvartet af et sandsynligt match. Eller en gift mand."

Hans blik spillede. "Jeg må uanset beklage at jeg næppe bliver Deres bordherre igen. Det ville ellers være ganske underholdende."

Han trykkede læberne let sammen, før han så lige frem for sig og tog en dyb indånding. "Om to år," svarede han så, stirrende lidt ud i luften.

[Gisella af Suilleaux]

”Jo, det gør han sikkert,” istemte Gisella. ”Papa er selvfølgelig meget opsat på at finde en giftefærdig ridder til Mirielis af Lemaux .” Det var ikke nogen hemmelighed at søsteren var ved at nå en alder, hvor det var tid til at blive giftet bort. Gisella var selvfølgelig ikke mange år derfra, men hun var vant til at komme i anden række. Ikke at det ikke gik hende på, og at hun ikke prøvede at kompensere den manglende opmærksomhed på andre måder.

Stemningen ændrede sig straks en smule, da kongesønnen blevet stilfærdig ved hendes spørgsmål. ”Glæder De Dem?”, spurgte Gisella høfligt. Det så vitterligt ikke sådan ud.

[Elyot af Falanie]

Ærligheden var atter engang underholdende og fik Elyot til at trække ganske svagt på smilebåndet. Han vidste udmærket at ægteskabsmarkedet var hidsigt. Han hørte om det fra flere af sine venner omkring deres søskende og han var ikke blind. Han kunne sagtens se hvordan hoffet bevægede sig i cirkler og mønstre til enhver fest. Nye komtesser blev introduceret, nyslåede riddere blev kredset om, især hvis de var arvinge. Han selv var udenfor markedet på den måde, forlovet med Frieda af Hasnea, men hans blik dvælede ved Gisella af Suilleaux og en af hans jævnaldrendes morsomhed om en elskerinde blev siddende i hans tanker. Mithras, hun var køn.

Han smilede svagt og nikkede. "Jeg glæder mig meget, Nådigfrøken. Det virker blot som om der er en evighed tilbage til at det bliver en realitet. Hvis jeg kan få lov til at tilbringe den i så charmerende selskab som i aften, har jeg dog ikke de store klager."

[Gisella af Suilleaux]

Gisella var bestemt ikke uimodtagelig overfor komplimenter. Faktisk higede hun efter dem med samme inderlighed som fattige begærede guld. En opvækst uden en mor og med en kølig, følelsesfjern far som Lancelin havde skabt en umættelig sult efter konstant ros og bekræftelse. Og at den tilmed kom fra en kongesøn, fik en klædelig rosenrød rødmen til at brede sig over hendes lyse hud.

”De smiger mig, Deres Kongelige Højhed,” sagde Gisella med et skævt smil. ”Er det en kunstart, man trænes udi som væbner, eller er det specielt tilegnet kongesønner?” Hun tog en tår af den fortyndede vin og skævede til ham over den fornemme pokal.

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede lidt af spørgsmålet og hævede et bryn let over den charmerende komtesse. Han løftede sit bæger med fortyndet vin igen og trak på skuldrene.

"Det er vist mere noget man lærer ved at prøve sig frem end i et undervisningslokale, selvom jeg er sikker på at unge komtesser modtager instruktion i hvordan de bedst kan flirte og gøre sig til på pigeskolen. Har jeg ret?"