Kongelig bordherre

[Gisella af Suilleaux]

”Ih jo,” svarede Gisella og bankede pegefingeren på læben et par gange for teatralsk effekt. ”Lad os se. Alle fredage er afsat til at øve os i, hvordan vi bedst flirter og besnærer forsvarsløse mænd, indtil de er fanget i ægteskabet.” Hun blinkede muntert til ham. Hun overvejede ikke, om hun gik over stregen for, hvad der var passende at sige overfor en kronprins, men han var så behageligt selskab, at hun nær havde glemt det.

”Men De er selvfølgelig allerede forlovet, ikke sandt, Deres kongelige højhed?” tilføjede hun dernæst nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs let og himlede med øjnene over spørgsmålet. Det var ikke måden at holde ham munter på, men han blødte nu en anelse om gennem sit ellers lidt gnavne udtryk.

"Det lader det til," svarede han dystert. "Men men heldigvis er forlovelse ikke ægteskab og når man ikke engang har mødt sin forlovede? Så tæller det ikke rigtig. Vel?"

[Gisella af Suilleaux]

Det var tydeligt for Gisella, at kronprinsen var lige så lidt interesseret i at blive gift, som hun selv var. Heldigvis var hun da endnu ikke forlovet. Hun var stadig fri til at finde en måde at gifte sig med Gabriel … hvordan det så end kunne lade sig gøre.

Gisella grundede over sit svar, men var ikke videre filosofisk afstemt. ”Det aner jeg ikke, Deres Kongelige Højhed. Men jeg kunne desværre forestille mig, at De ikke har meget valg?” Det havde ingen i adelen trods alt, mindst af alt en kronprins, hvis ægteskab havde tung, politisk vægt.

[Elyot af Falanie]

Elyot blev misforstået. Han glattede en rynke i panden ud og rømmede sig let, før han rystede på hovedet.

"Utvivlsomt. Men det behøver ikke stoppe nogen fra at gøre hvad de har lyst til bag lukkede døre, hvis de er diskrete omkring det," fiskede han.

"Hvis De forstår, Nådigfrøken?"

[Gisella af Suilleaux]

Der gik et par øjeblikke, før det dæmrede for den uskyldige komtesse, hvad præcist kongesønnen hentydede til. Et overrasket udtryk gled over hendes ansigt. Hvor samtalen indtil videre havde været høflig, formel om end en smule flirtende, ændrede den pludselig karakter.
Forlegen og varm i kinderne på samme tid faldt blikket mod hendes tallerken. Hvorfor talte prinsen til hende om den slags? Hun var jo bare en syttenårig komtesse. Diskuterede man ikke kun sådanne emner med sine kumpaner?
”Jeg forstår, Deres Højhed. De er selvfølgelig i Deres gode ret til at … gøre hvad De lyster bag lukkede døre. Det er vist ganske normalt iblandt ægteskaber, har jeg hørt." Hun anede ikke, hvad hun ellers skulle sige om dette private emne.

[Elyot af Falanie]

Elyot indså for sent, at han havde aflæst komtessen forkert og fortrød at have åbnet op for muligheden for, at deres flirt kunne fortsætte under mere private rammer. Han følte pludselig at han havde sat foden i munden og blev en kende rød i kinderne. En solid tår vin blev drukket, men han fik lidt for meget og kom til at hoste. Det gjorde ham mere rød i ansigtet og han vendte sig væk fra hende, imens han hostede vinen op af halsen. En tjener kom styrtende for at sikre sig at prinsen ikke var blevet forgiftet, men han viftede ham hurtigt væk, rømmede sig kraftigt og forsikrede også de nærmeste om, at han blot havde været klodset.

Det næste stykke tid spiste han i tavshed, pinlig og skurrende. Der gik adskillige, lange, akavede minutter, før han henvendte sig til komtessen.

"Jeg tror De misforstod mig tidligere," konstaterede han. "Det var ikke en invitation til mit sovekammer."

Selvom... Hun ville være velkommen der.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella spekulerede desperat på, om hun havde sagt noget forkert ud fra prinsens reaktion; lige fra rødme i kinderne til nær at kvæles i vinen. Hun så hjælpeløst fra ham til tjeneren, der sikrede sig at alt var i orden. Derefter var tavsheden imellem dem ladet af akavede følelser.
Et par gange åbnede hun munden for at sige noget, men aldrig havde hun følt sig så forvirret og fortabt for ord.

Gisella var ikke indbildsk nok til at tro, at selveste prinsen havde hentydet til muligheden for hende som hans elsker. Derfor udbrød hun stødt; ”Åh, det faldt mig slet ikke ind! Selvfølgelig forventede jeg ikke, at De var interesseret i mig på den måde, Deres Kongelige Højhed.”

[Elyot af Falanie]

Elyot trykkede læberne lidt sammen og stirrede frem for sig. Ved selveste Mithras, det var gået skævt i deres samtale. Han klarede halsen en smule.

"Det er jeg ellers sikker på, at mange må være," svarede han og forsøgte at finde tilbage på sporet. "Er De ikke ombejlet, Nådigfrøken?"

[Gisella af Suilleaux]

Sjældent havde Gisella haft en så intim og besynderlig samtale med en fremmede mand, og så endda med kongesønnen. Det gjorde ikke ligefrem noget godt for hendes fremtid, hvis han besluttede sig for ikke at synes om hende. Hun spekulerede på, hvordan hun skulle få samtalen tilbage på sporet, men på en eller anden måde formåede prinsens at gøre det på en både høflig og charmerende måde.

Gisella slappede en smule mere af. ”Der er da et par bejlere,” svarede hun genert. ”Min papa ønsker mig gift med det samme, men jeg har ikke travlt. Jeg håber stadig at gifte mig af kærlighed.” Hun vidste godt, at hun lød naiv, men hun måtte kunne finde en måde at gifte sig med Gabriel...

[Elyot af Falanie]

Elyot var i virkeligheden dødligeglad med hvem der bejlede til komtessen. Han var selv interesseret, men hun var tydeligvis ikke mere end til en uskyldig flirt og han havde for travlt med at ville kysse i mørke kroge til at have tålmodig til at ville vente på Gisella af Suilleaux.

Alligevel lyttede han og nikkede, smilede let og drak en tår vin. "En romantisk forestilling," konstaterede han ærligt. "De fleste af os må slå os til tåls at gifte os med dem vi bør og finde kærligheden et andet sted," pointerede han.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella knejsede let med nakken i stædighed over prinsens påtalende bemærkning. Måske var det ren og skær benægtelse, men hun havde stadig håb. At kongesønnen havde mistet det, fordi han var trolovet med en dum hasneaner, betød ikke, at hendes mulighed var forspildt.

”I så fald håber jeg, at De både finder en smule glæde i Deres ægteskab og ellers kærlighed andetsteds, Deres Kongelige Højhed.” Hun løftede glasset til en skål og sendte ham et høfligt smil. Dermed var det emne færdigdiskuteret, og resten af aftenen forløb i formel samtale.

//Lukket?