Prøvet [solopost med reaktioner]

[Thybaudin af Aren]

Det var aftenen den 23. juni, to døgn siden midvinter, hvor den første væbner gennemgik sin prøvelse. Turen var kommet til Thybaudin. Han rystede svagt, før han sank ned i karret med varmt vand i de mørke rum under paladset, som var oplyst af to store vokslys, der brændte i hvert sit hjørne og kastede skygger på de kalkede vægge. Da han kom op af vandet og svøbte kåben tæt om sig, stod Theuderic af Sangy og den anden ridder klar til at høre ham i ridderskabets love og regler. Han måtte have gjort det godt nok, for efter noget tid fortalte Theuderic at de ville efterlade ham til at meditere, før kammerets døre gik op.

Han sad i stilhed, som han skulle, og lukkede øjnene. Normalt ville han nok være faldet i søvn efter et varmt bad i et halvmørkt rum med lukkede øjne, men han var alt for nervøs for prøvelsen til at søvn kom til ham. I stedet sad han og forsøgte at meditere, forsøgte at holde én tanke. Havde alle andre mon nemt ved at fokusere? Var det er varsel om, at han ville fejle, hvis han ikke kunne? Hvad ville der ske? Ville han blive tygget på og spyttet ud? Kammeret havde eftersigende drevet væbnere, der ikke var klar, til vanvid.

Pludselig lød den skrabende lyd af dørene og Thybaudin åbnede øjnene og så på dem. Han kom op at stå, selvom hans ben føltes som géle. Så trådte han indenfor i mørket med rank ryg.

Tre timer senere åbnede dørene igen ved kammerets magt og en bleg, svedig Thybaudin kom stavrende ud derfra og halvt væltede til hans far og ridderherre greb hver sin arm. Familien var der og han sansede halvt Kaylein Af Aren, men der kom ingen ord over hans læber endnu. De var også tørre og let sprukne og det var en velsignelse, at nogen holdt et krus til hans læber, før han blev fulgt op til sit kammer for at hvile sig inden aftenen.

Her fik han sit skjold, præsenteret af sin far, og knælede for kongen, som slog ham til ridder. Hans familie jublede og så var det slut. Han var Ridder Thybaudin af Aren. Ridder af Falanie.

Læs om ritualet her.