En ny oplevelse (s)

[Helene af Suilleaux]

Helene nåede at være under vandet før Lancelin kom tæt på. Hun svømmede ham i møde og dukkede først op da hun kunne se hans krop i vandet, helt tæt på. Da hun dukkede op, kriblede det helt i hende. Det her var anderledes end noget andet de havde gjort sammen og det fik hende til at føle sig utrolig levende. Hun smilede og lagde armene om halsen på ham.

"Deres Excellence," mumlede hun, før hun kyssede ham blødt.

Vandet eliminerede højdeforskelle og fik deres kroppe til at føles ekstra varme, som de rørte hinanden.

[Lancelin af Suilleaux]

De mødtes, og som hun lagde armene om hans hals, faldt Lancelins hænder om hendes hofter idet han trak hende ind til sig. Hud mod hud. Det var lang tid siden, at Lancelin sidst havde følt sig fri, levende og legende som nu. Ansvaret som lensgreve havde altid krævet meget af hans tilstedeværelse. Han havde egentlig aldrig rigtig været der for sine børn eller sig selv heller. Og nu befandt han sig badende i havet med en ung hustru om halsen, med alle opgaver og al ansvar lagt langt borte fra sine tanker i disse minutter.

Kysset var varmt. Kærligt. Og som det stoppede igen smilede Lancelin bredt mod hendes læber.

"Og hvor tit gjorde du så det her i Rouvry's søer?" spurgte han flabet og så sigende på hende, med en hentydning til deres bare kroppe tæt mod hinanden, skvulpende i de krystalklare bølger.

[Helene af Suilleaux]

Helenes arme blev omkring Lancelins skuldre, som hendes fødder var fri i det dybe vand, imens han så ud til at kunne bunde endnu. Hun hægtede den ene fod let omkring hans ben og holdt sig tæt på ham. Imens fik hans spørgsmål hende til at le, de lyse øjne gnistrende. Han kendte vist godt svaret.

"Jeg tror du ville nyde det, hvis jeg fandt på en løgnehistorie om hvordan jeg og mine kammerpiger vaskede hinanden og sæbeindsmurte fingre gled over hinandens bryster," mumlede hun drillende. "Men jeg var en pæn og nydelig komtesse, før du kom og fordærvede mig, Lensgreve Suilleaux. Du er den eneste mand, der har set mig nøgen og medmindre du planlægger flere overraskelser sammen med Hertuginden, så forbliver det også sådan."

[Lancelin af Suilleaux]

Billedet af Helene med sine kammerpiger malede sig for hans tanker, og han måtte nok erkende, at idéen ikke havde været helt dum. Han rømmede sig en anelse, da hun gjorde ham opmærksom på deres syndige udfoldelser hos Hertuginden, for det havde trods alt været noget, han havde sørget for bag Helenes ryg.

"Pæn, bestemt. Nydelig, også sandt," gentog han forsikrende, "Men at jeg har fordærvet Dem?" Lancelin så sigende på hende, og med et enkelt skub førte han hende tættere mod sig, løftede hendes ben om sine hofter, "Hvad med at sige, at jeg i stedet for har åbnet dit sind en smule? Fået dig til at se, hvad verden ellers har at byde på at underholdning og nydelse?"

Lancelin smilede diskret.

[Helene af Suilleaux]

Helenes ansigt var tæt på Lancelins, som han trak lidt i hendes ben. Hun vred sig ikke væk, men foldede dem omkring ham, så anklerne mødtes mod hans lænd. Et lille, skævt smil blev på hendes læber og hun hævede begge bryn en smule.

"Deres Excellence har givet mig utrolig meget nydelse," mumlede hun med et glimt i øjnene. "Men du ved godt at du er en vanvittigt upassende mand, Lancelin. Jeg er bare faldet for det." Hun strøg sin ene hånds fingre mod hans hals. "Kan man elske i havet?"

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes fingres lette strøg over hans hals fik ham til at trække let i mundvigen. Hendes ord var ikke nye bemærkninger. Han havde hørt dem før, også fra hende. Lensgreven kunne dog ikke lade være med at grine hæst.

"Hør her, min kære," brummede han lavmælt, og så nærmest overvejende på hende, som var de i gang med at løse en gåde, "Du kalder mig upassende, og det er ikke første gang at jeg hører disse ord fra dig. Men hvem af os vil gerne vide, om elskov i havet, til offentlig skue en sommerdag, er en mulighed?"

[Helene af Suilleaux]

Helene slap en munter lyd og gemte ansigtet ved Lancelins hals, måske en lillebitte smule forlegen, nu hvor han satte det sådan på spidsen. Hun rømmede sig lidt dernede og overvejede at slippe ham og dykke ned under vandet igen.

"Det var bare et teoretisk spørgsmål," mumlede hun i stedet undvigende.

"Og du har ikke svaret på det..." Hun løftede hovedet langsomt og så ham i øjnene igen.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin grinte med hende, som hun gemte sig mod hans hals, inden at hun til sidst kom til syne igen efter at have bedt ham komme med sit endelige svar.

"Har du lyst til, at finde ud af det?" stillede han hende spørgsmålet hæst tilbage, imens at han vedligeholdte den drilske øjenkontakt, som de havde startet op.

Spurgte man Lancelin var seksuelle akter i vand ikke det mest optimale. Om det så var badekaret eller havet. Sandet var bedre, men ikke meget mere end det, for det satte sig alle steder. Nuvel, Lancelins tidligere erfaringer behøvede Helene nu ikke at få det store kendskab til.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede varmt og lænede panden let mod Lancelins. Hun brummede lavmælt og trak på skuldrene, selvom det ikke var sikkert at han kunne se det.

"Måske," mumlede hun. "Jeg er bare nysgerrig. Jeg ved ikke hvordan det ville føles. Fortæl mig det?"

[Lancelin af Suilleaux]

Med et sigende blik på hende var han stille for en kort tid. Så lod han blikket falde tænksomt frem for sig, overvejende, inden at han med halvåben mund gjorde tegn til, at få nogle ord frem. De kom dog ikke i første omgang, så han lukkede munden i igen for at overveje sine ord endnu engang.

Så rettede han sit blik i hendes, og uden hæmninger sagde han sandheden kort og kontant, "Som en lang jagt på forløsning, der bare flyder længere og længere væk."

Det havde været for tankens ophidselse, men rent praktisk var det ikke nemt.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs muntert, lavt, men alt kunne nemt høres så tæt som de var på hinanden. "Hvor frustrerende," mumlede hun og strøg fingrene kærtegnende over hans nakke.

"Så må vi hellere lade være." Hun løsnede sit greb om ham til hun kunne sætte fra i vandet og glide indad.

"Men hvis du kan fange mig, kunne vi elske i vandkanten og lade havet skylle os rene. Eller i klipperne..."

Hun svømmede dog væk med øvede favntag.

[Lancelin af Suilleaux]

"Helene af Suilleaux, er det en udfordring?" Lancelin mærkede Helene fjerne sit greb om ham for i stedet at efterlade ham tilbage idet hun svømmede ind mod bredden. Så det var med den på? Hun bad selv om det.

Så han svømmede efter hende, og som de nærmede sig vandkanten blev sandet under deres fødder mærkbart. Grundet Lancelins højde havde han en fordel, og som han mærkede sandet løb han efter Helene, der i stedet svømmede lidt endnu. De nåede op på vandkanten, hende med et lille forløb, men Lancelin var hurtigt efter, og som han rakte ud efter hendes liv snublede de begge og landede blødt mod det våde sand.

Lancelin hævede sig op på albuen og betragtede Helene under sig, alt imens at bølgerne slog let ind og ramte deres bare ben.

"Hvis De vil have mig undskyldt, Deres Excellence, så tager jeg min præmie nu.." Og hæmningsløst, uden at vente på svar, lænede han sig ned og begyndte at kærtegne hendes bryst med sin mund. Nappende og hungrende om den faste knop, der dannede sig for ham. Det var skandaløst som de befandt sig der på stranden. Men hvad havde de nærmest ikke prøvet af skandaløse ting sammen?

[Helene af Suilleaux]

Helene lo stakåndet, som hun fandt fodfæste, løb i vandkanten, men snart efter blev nedlagt, trykket ned i sandet af Lancelins kropsvægt og vred sig under ham. Hun tog en hørlig indånding, da han bøjede sig og lod sin opmærksomhed falde til hendes bryster, der struttede efter det kølige vand og smagte af salt fra havet.

"Og hvis nogen så os ville de forstå, at det blot var lensgreven, der tog sit retmæssige bytte," fnes hun.

Hun var i sandhed korrumperet. Hun var ligeglad om nogen så dem i sandet. Lancelin var hendes mand. Han havde fuld ret til at elske med sin hustru i vandkanten. Der var intet reelt forkert over hvad de gjorde. Yphion ville utvivlsomt velsigne det. I hvertfald da Helenes lyde gled over i små, tilfredse suk.

[Lancelin af Suilleaux]

"Jeg har jagtet hende siden jeg så hende for første gang. Jeg gør blot krav på mit efter alt hun udsatte mig for," sagde han hæst under sine kærtegn, og skimtede op på hende med et glimt i blikket.

Så rettede han sin opmærksomhed mod det faste, struttende bryst endnu engang. Holdende om hendes bryst med en hånd, formede han det. Nap og sug. Ophidset af hendes tilfredse suk og henslængte, feminine krop over sandet, der fik tempoet af blodomløbet i Lancelins krop til at øges.

[Helene af Suilleaux]

Helene grinede lavt over svaret. "Udsatte dig for, din stakkel," drillede hun. Samtidig skød hun lidt ryg for Lancelin, opmuntrende hans opmærksomhed med sine fysiske signaler. "Så hårdt for dig, at jeg ikke ville overgive mig til dig, før jeg var din."

Hendes fødder gled lidt i sandet, da hun løftede benene for at bøje dem og skille dem ad under ham. Hun tog en dyb indånding. "Et villigt bytte," mumlede hun.