En ny oplevelse (s)

[Lancelin af Suilleaux]

"Så kostbar," havde han drilsk bemærket efter hendes ord.

Som hun lod ham komme til mellem sine ben bevægede Lancelin sig bedre til rette. Han smilede let mod hendes bryst, som hendes mumlen var tydelig for hans øre, og uden at advare hende pressede han sig efterfølgende på imens han blot vedblev med at kærtegne hendes strittende ung-pige bryster. Hans muskler spændtes i den brede ryg. Og som han mærkede den faste varme om sig blev de forenet. Det havde været en rolig bevægelse, indtil at han utålmodigt havde skubbet sig frem med et ben og stødet gik i bund. Et støn forlod lensgrevens hals.

Lancelin rettede sig op, og med sine underarme i sandet holdte han sig oppe for bedre at se sin hustru under sig. Blikket i hendes, tæt med næsetip mod næsetip, som kunne de ikke komme tættere på hinanden.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde, trods sin velvilje, ikke været helt lige så klar som hun plejede at være, når Lancelin først havde drevet hende til vanvid med fingre eller mund. Hun protesterede alligevel ikke, men klynkede lavt, som han tog hende bestemt. Hans bytte, trods al hendes villighed i spillet mellem dem. Hun havde knebet øjnene sammen, men åbnede dem langsomt igen og så op i hans lyse, som de hvilede i hendes.

Sandet gav sig anderledes under hende end en seng, et bord, en halmballe og hvad de nu ellers efterhånden havde elsket på. Under hendes overkrop var det varmt af solen og flyttede sig nemt, men det våde sand mod hendes bagdel var fastere og formede sig omkring hende, til hun lå næsten omsvøbt. Hun tog en dyb indånding og lod en hånd stryge op over Lancelins ryg.

"Jeg er sikker på at nogen ser på," mumlede hun konspiratorisk og hæst. "Og tænker for sig selv at deres herre ved præcis hvad han laver."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så på hende med et skeptisk blik, "Og så? Skal vi invitere dem til at komme og tage noter? De kan sidde lige her ved siden af og få det hele med," sagde han flabet og nikkede mod sandet. De vidste det ikke, men Helenes tanke havde faktisk ikke været helt ved siden af. Gående i mellem sanddyngerne, et kort stykke derfra, gik en ung kvinde og plukkede klitroser. Som hun nåede over en dynge opdagede hun de to nøgne skikkelser, omsvøbt i en intim affære. Hun gispede idet hun fandt skjul, alt imens at hun betragtede de to elske der i vandkanten.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnes lavt over spørgsmålet, før hun rystede på hovedet, de våde krøller vilde under hende. "Ellers tak," mumlede hun og trykkede sig lidt op imod ham. Hun så ikke den unge kvinde, men hun var ligeglad med om der var nogen, der kiggede med. Hun var fri og hun nød den overvældende følelse af at være opfyldt af Lancelin.

"Mere nu," bad hun lavmælt. "Tag dit bytte."

[Lancelin af Suilleaux]

"Har lensgrevinden allerede formået at turde, at give ordre? Og så endda til sin mand. Hun er ualmindelig lærenem," Lancelin smilede flabet over hendes direkthed. Det var noget andet end første gang de havde haft den seksuelle spænding imellem dem. Hun var i sandhed ikke længere en blufærdig ung jomfru, hvis kinder blussede rødt så snart han i ærlighed fortalte, hvad han havde i sinde at gøre ved hende når de var alene.

Lancelin lænede sig frem og fangede hendes læber i et længselsfuldt kys. Musklerne i ryggen blev tegnet tydeligt op i stillingen over hende. Han startede roligt, gav hende muligheden for at udvide sig for ham nu hvor de som sådan ikke havde haft den store opvarmning. Den muskuløse krop var tung over hendes feminine, og for hver stød skubbede han hende yderligere mod sandet bag hendes ryg.

Et støn forlod hans hals under kysset, som nydelsen af Helene kom bag på ham, og han måtte bryde kysset for i stedet at hvile sine læber mod hendes, så deres varme ånde kunne mærkes mod hinanden.

[Helene af Suilleaux]

Helene slap en munter lyd over Lancelins drævende drillerier, før udåndingen gled ud i noget dybere, da han bevægede sig langsomt i hende. Hun var stadig ikke fuldstændig klar, så hun gispede lidt og klemte med sine ben omkring ham. Stille og roligt vænnede hun sig dog til hans tilstedeværelse og gispene blev til lave støn.

Bag sit skjul sad den unge kvinde fascineret og betragtede lensgreven at Suilleaux med sin hustru. De lo sammen, før de begge blev tavse for alt andet end lydene af deres nydelse. Hun tog sig lidt til halsen, hvor en sten hang fra en lædersnøre.

Hun kunne ikke røre sig ud af stedet ellers, for hvad ville de gøre hvis de så hende? Hun kunne blot betragte dem, som brunetten, grevinden, foldede sine ben omkring greven og stønnede højere, enten i smerte eller dyb nydelse. Det far lidt svært at tolke, men hun gættede på det andet, for grevinden forsøgte ikke at komme væk. Tværtimod. Var der andre i nærheden, ville de vel også kunne høre det uhæmmede par?

[Lancelin af Suilleaux]

Mens de elskede der på stranden måtte den unge kvinde finde sig i at have gjort sig selv til ubevidst fange i situationen. Selvom at hun inderst inde ønskede at give dem privathed og fred, så trak nysgerrigheden i hende mere, end hun havde regnet med. Aldrig selv havde hun haft samvær med en mand på den måde, som den unge lensgrevinde havde med lensgreven, og det havde kun været fantasier om, hvordan det måtte være.

Så derfor sneg hun sig en anelse længere op over sanddyngen og strakte sig diskret. Hendes blik fangede hvordan lensgrevens krop bevægede sig over lensgrevindens. De spredte kvindeben, der åbnede op for en kvindes mest intime område. Og hvordan lensgreven så ud til at bevæge lænden frem og tilbage.

Lancelin havde i hvert fald ikke opdaget den unge kvinde. Hans fokus var kun ét sted, og det kunne han takke sin hustru for.

[Helene af Suilleaux]

Unge Léas favn havde været fuld af klitroser, men nu lå de i sandet ved siden af hende, imens hun så grevinden skyde ryg under greven og hendes ankler mødes på hans ryg. Hun vidste godt hvordan det foregik, for hun havde set dyrene, men de var altid ryg mod ryg og lydene var anderledes. Køerne bad i hvert fald aldrig eksplicit tyrene om "mere, mere," sådan som hun kunne høre grevinden gøre mellem sine støn.

Tydeligvis var det rart, det greven gjorde ved hende, selvom det lidt lignende en slåskamp hvor han havde vundet. Uværgerligt forestillede Léa sig at han også tog pigerne i lenet på den måde. Nogen herremænd krævede første nat med deres nygifte undersåtter. Hvis det var greven... Ville det måske ikke være så slemt.

Længere nede i sandet var Helene tæt på og hendes ene hånd dybt begravet i Lancelins hår, imens hun mødte hans stød med sin underkrop og hæmningsløst lod ham høre hvor meget hun nød ham. Det havde taget lidt tid at vænne sig til. Nu tiggede hun dog uden skrupler om mere, imens hendes mellemgulv begyndte at sitre og boble. Pludselig nåede hun dertil og den unge Léa kunne se ben ryste og høre hvad der næsten var et lille skrig, før grevinden blev stille og lå tilbage i sandet. Hun var forhåbentlig ikke død.

[Lancelin af Suilleaux]

Under deres hede samvær i sandet, mens bølgerne kærtegnede deres ben, nåede lensgrevinden et klimaks. Den varme følelse nåede lensgreven, og han gav det sidste indtil at han selv nåede en forløsning i et dybt støn. Som om, at det ikke var nok, måtte den unge Léa gispende holde sig for munden, for noget overvældende ramte hende. Havde hun lige overværet elskov? Var det sådan, det foregik? Hun kunne ikke helt forstå hvorfor at hendes skød brændte, og hvorfor at hun var så betaget af de to skikkelser på stranden.

Lancelin havde lænet sig ned og kysset sin hustru under sig, som de stakåndet prøvede at få pulsen ned. I mellem tiden lænede den unge Léa sig længere frem. Hun måtte se mere til dem, men i hendes nysgerrighed mistede hun overblikket. Sandet under hende gav efter og med et hvin rutsjede hun ned ad sanddyngen med klitroserne efter sig.

Det skingre hvin fik Lancelin til at afbryde kysset og se op, som synet af Léa kom ham for øje. Han hævede sig fra sin plads over Helene, og så på Léa med et spørgende blik.

"Er det ikke-- ?" Den unge tjenestepige rutsjede komisk ned for enden af sanddyngen og baksede med kjolen, der var gledet op på sin vej. Jo. Jo, det var Léa, og med et træk i mundvigen sendte han Helene et sigende blik, "Ser man dét. Du må have en sjette sans," sagde han roligt, en hentydning til Helenes tidligere kommentar om, at nogen måtte have set dem.

[Helene af Suilleaux]

Helene lå nøgen, stadig med Lancelin fysisk inde i sig, omend i en mindre hård tilstand, da hun hørte og så tjenestepigen. En ufrivillig, munter lyd forlod hende og hun klemte læberne sammen. "Mithras og Yphion," mumlede hun, før hun lagde en hånd fast på Lancelins side. "Du må ikke flytte dig," insisterede hun. Han skjulte hendes krop, nogenlunde og hun mønstrede al sin værdighed.

"Løb, pige," beordrede hun. "Kig dig ikke tilbage."

Hun lød streng, myndig, absolut anderledes end hun normalt var i Lancelins selskab, fordi han var den, der førte an og bestemte. Hun var dog en grevedatter og vidste hvordan man behandlede tjenestefolk, også når de havde set mere end de skulle.

Léa kom rystet og hurtigt på benene, så snart hun kunne. Hun opgav straks klitroserne, som lå tilbage i en bunke, da hun spurtede væk fra stranden.

[Lancelin af Suilleaux]

Som den unge tjenestepige, tydeligvis forfjamsket over den situation, hun havde overværet, løb væk i al hast, blev lensgrevinden og lensgreven ladt alene igen i vandkanten. Og som de grinende fik vasket sig selv i de blide bølger, var solen så småt begyndt at trække sig en anelse.

Hestene stod i baggrunden og stirrede ud over horisonten mens deres ejere fik tøj på igen. Lancelin kyssede sin unge hustru en enkelt gang på panden, som de gik imod hestene, for de var sammen blevet enige om, at deres udskejelser på stranden krævede mad og måske et rigtigt bad.

/Afsluttet?