En ny oplevelse (s)

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde lovet Helene af Suilleaux at vise lenet og dets muligheder. De havde startet med en spadseretur i Suilleaux by, der tydeligvis bar præg af deres forstand inden for hesteavl og kendte arkitektur med deres hvide og elegante sten og design. Udover udseendet lignede byen såvel mange andre byer med torvet og et hårdtarbejdende folk i alle landets klasser. 

Derefter havde Lancelin skaffet Chantilly og Xanthus, og sammen havde parret sat i galop ud af byen og ned ad en ensom grusvej. Som de red længere og længere væk ændrede  jorden under dem. Først grusvejen, derefter skovjord, hertil klippe og til sidst sand. Kridhvid sand. Fuglefløjt blev stille og roligt skiftet ud med en mere brusende vedvarende og alligevel bølgende lyd i det fjerne. 

Idet de rundede en sanddyne kom horisonten til syne med det store, vilde hav så langt øjet rakte. Bølgerne slog i takt ind mod kysten, Vinden legede let og befriende i deres hår, og slog friskt mod deres hud. 

De havde talt om Suilleaux' kyster ved deres bryllup, ganske kort. Nu stod hun her og så for første gang, hvad Lancelin havde ment. 

"Er det, hvad du havde forestillet dig?" spurgte han og skimtede på Helene i smug, som de sad på deres heste og betragtede horisonten sammen.

[Helene af Suilleaux]

Helene sugede nysgerrigt til sig. Hun var Grevinde af Suilleaux og havde besluttet sig for at elske lenet. I dag var det ekstremt let. Byen tog sig ud fra sin bedste side og rideturen var luftig og kort. Da hun var sikker på at de var alene havde hun løsnet sit hovedlin og hendes mørke krøller dansede i vinden. Lugten af salt og lyden af havet slog imod hende, som de nærmede sig og hendes øjne var store, da de holdt hestene an og sad og så ud over det enorme, blå, brusende hav. Solen skinnede og Helene var betaget.

"Nej," svarede hun, kun lige hørlig over lyden af havets brusen. "Det er så... Enormt." Hun tog en dyb indånding. Fra sin læsning vidste hun, at det næste land var Odriara og at det var meget langt væk.

"Kan man... Er vandet sikkert?"

[Lancelin af Suilleaux]

"I dag er det mindre lunefuldt," svarede Lancelin med et træk i mundvigen, "Det er ikke ligesom Rouvry's søer, min kære." Man kunne aldrig være sikker ved havet, og var man vokset op i Suilleaux, så vidste man også, at man skulle respektere det. I dag var ganske rigtigt roligt, men man skulle stadig tage sine forbehold, og det krævede at man kendte de sikre steder.

Så svang han benet og hoppede ned sin hest, der stolt og loyalt blev stående hvor han havde efterladt den. Lancelin gik til Chantilly og rakte en hånd til sin hustru som tegn til, at hun skulle følge med ham.

"Lad os gå derned," sagde han roligt.

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede og nikkede. Hun gled ned fra Chantilly i Lancelins ventende greb og smilede svagt til ham, før hun slap ham.

"Det er ufatteligt," konstaterede hun. "Jeg tror aldrig jeg kunne blive træt af at se på det."

Hun gik, med ham nærmere mod vandet. Hoppen opførte sig pænt. Helene var betaget.

[Lancelin af Suilleaux]

"Jeg er født her, med dette i min baghave, og jeg bliver aldrig træt af det," svarede Lancelin.

Som de gik ned mod vandet blev landskabet mere og mere åbent. Sandet strakte sig i milevis til hver deres sider, og havet foran ligeså. I det fjerne kunne man skimte silhuetter af skibe, der så ud til at stå stille, men som bevægede sig i al hast.

Da de nåede et godt stykke stoppede de op, og Lancelin stillede sig tæt bag sin hustru. Han lænede sig over hendes skulder og ned mod hendes kind, ganske uhæmmet, og tæt mod hendes øre ramte hans stemme roligt.

"Hvis vi fulgte dét skib," han pegede mod et skib i det fjerne, på vej sydpå, "- ville vi havne i Tource i løbet af en dag." Så pegede han mod et andet skib, der var på vej i den modsatte retning, "Og med den dér ville vi havne i Migran med dets mange klipper."

Lancelin lod sin hånd falde igen, og han drejede ansigtet en anelse, som hans øjne fandt hvile mod Helene, "Hvis vi derimod sejlede ligeud herfra, så ville vi havne i Odriara. Et ganske smukt sted, egentlig."

[Helene af Suilleaux]

Helene var tæt på vandkanten og kunne ikke lade være med at tænke over hvordan det ville føles at tage skoene af, hanke op i skørtet og træde igennem det bløde sand ud i havet. Hun stod netop og funderede, da Lancelin trådte tæt om bag hende og talte tæt på hendes øre. Hun gøs svagt, men nød nærheden og fulgte interesseret hans hænders bevægelser, som hun tillod sig at læne sig lidt bagud imod hans brystkasse.

"Har du været i Odriara?" Hun lød næsten vantro, men hvorfor ikke? Han havde levet et helt liv før hun kom ind i det og set langt mere end hun nogensinde ville komme til, sandsynligvis. "Her er smukt," fastslog hun dog også. "Kan man bade i havet her, som i Rouvrys søer om sommeren?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin trak nonchalant let på skulderen. "Ganske kort," svarede han og rettede sig op, "- det var i forbindelse med en potentiel handelsaftale."

Solen stod ned i klare, varme stråler. Selvom at vandet længere ude slog lette bølger, så var det mere stille som det nåede ind mod sandet. Vandet ville måske ikke være ligeså varmt som i de sydlige lener, men solen havde da lunet det en anelse.

"Naturligvis," svarede han og trak let i mundvigen. Så tog han en dyb indånding. "Min bror og jeg har brugt mange somre her. Man skal selvfølgelig være mere påpasselig end i søerne af Rouvry, men ellers er vandet nu meget tilforladeligt." Opvoksende i Suilleaux gav per automatik en respekt for havet mod vest, og stort set alle børn blev undervist i, hvad man måtte holde øje med hvis man valgte at bevæge sig ud i vandet. 

[Helene af Suilleaux]

Helene skrev sig bag øret at hun skulle udspørge Lancelin om turen og Odriara på et andet tidspunkt. Nu gled hendes blik blot ud over havet og hun smilede en smule, tenderende skævt.

"Betyder det at jeg kan? Eller er det upassende for en Grevinde?"

Hun havde et glimt i de lyse øjne, som hun så på Lancelin. Han gav hende lov til de fleste upassende ting, men det var oftest mere privat.

[Lancelin af Suilleaux]

Med rank ryg så han sig overvejende rundt. Der var ingen udover dem så langt øjet rakte. Så løftede han sit ben og gav sig til at trække sin ene støvle af.

"Hvorfor ikke?" sagde han henkastet, og smed støvlen fra sig. Så tog han den anden, som ligeledes røg af, hvorefter at han gav sig til at smøge ridebukserne op.

"Som jeg ser det, er der vist kun du og jeg her omkring. Desuden, en grevinde skal vel også have lov til at blive kølet af," sagde han nonchalant, som han rettede sig op igen og med et træk i mundvigen smilede let til hende.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede bredt og begejstret. Hun gav sig til at trække sine egne støvler af, bandt strømpebåndet oppe over begge knæ op og lagde dem ned i støvlerne.

Sandet føltes helt magisk under hendes bare tæer og hun så op på Lancelin med store øjne. Hun rakte en hånd ud efter hans, imens den anden trak hendes skørter op, så de ikke skulle blive våde.

[Lancelin af Suilleaux]

Med et roligt smil tog han sin hustrus hånd, men i stedet for at sætte i rolige skridt satte han i stedet i løb. Han trak hende med sig, så de sammen løb mod vandet, der slog ind over sandet i blide, rytmiske bevægelser.

Vandet var egentlig ganske lun, sikkert ikke så varm som Rouvrys søer kunne blive om sommeren, men efter havets omstændigheder var det mere end hvad det plejede. Lyden af bølgerne var nærmest terapeutiske og solen skinnede fortsat ned i klare stråler.

De løb hen over vandet, grinende, smilende og legende. De havde egentlig ikke haft sådanne stunder sammen før, men det var som om, at de gav sig selv lov til at lære den anden lidt bedre at kende i små glimt.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke følt sig så fri i årevis, som hun endte med at være der med Lancelin. På et tidspunkt var hendes tøj gennemblødt af vandpjaskeri og hun blev nødt til at trække det af og hænge det til tørre over ryggen på Chantilly. Frigjort og beruset på livet gled hun ned under vandet. Hun havde lært at svømme i Rouvrys søer og for første gang sank hun ned med hovedet helt under havets overflade og åbnede øjnene.

Hun holdt vejret, som hun svømmede frem, så sandet og tangen under sig, slog en kolbøtte og brød vandspejlet igen med det mørke, drivvåde hår som et slør bag sig. Hun gned vandet ud af øjnene og så sig rundt efter Lancelin med et stort, begejstret smil.

[Lancelin af Suilleaux]

"Dér var du," Lancelin fangede Helenes blik med sine blå, som han vendte sin opmærksomhed mod hende. Han havde imellem tiden stået ved vandkanten og betragtet horisonten, selvfølgelig med et halvt blik mod sin hustru af sikkerhedsmæssige årsager. Det mørke hår og den blege hud havde været synlig for ham i det krystalklare hav.

"Tænk, jeg var begyndt at tro, at min hustru var blevet til en fisk, og aldrig ville dukke op til overfladen igen.." sagde han ganske roligt, og sendte hende efterfølgende et kort, flabet smil.

"Er du klar til at tage tilbage?"

[Helene af Suilleaux]

Helene grinede og mærkede efter på sin hals efter gæller, men fandt heldigvis ingen. Hun boppede lidt op og ned i vandet, stadig dækket fra kravebenet og ned. Så rystede hun på hovedet.

"Slet ikke klar. Kan vi ikke blive lidt? Kommer du ikke med helt herud? Vandet er så dejligt. Det er slet ikke koldt. Og jeg har lyst til at kysse dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Han så på hende med et sigende, dømmende blik for en kort stund. Overvejende.

Det varede dog ikke længe for ham, at blive overtalt, for kort tid efter begyndte han at løsne de enkelte knapper op på riddeskjorten. "Som De vil, Deres Excellence," sagde han flabet og trak skjorten af, så hans atletiske overkop kom til syne.

Der gik ikke lang tid før, at han befandt sig i vandet sammen med hende. Vandet var faktisk behageligt.