En gave i taknemmelighed

[Skara Ragnadottir]

Slaget kom ikke som en overraskelse for Skara, for hvilken anden reaktion kunne der komme på hendes opførsel? Men styrken bag slog hende alligevel ud af kurs, som det for et kort øjeblik sortnede for hendes øjne og en hyletone brød ud i øret. Havde vagterne ikke havde haft fat i hende, ville hun nok være tumlet et skridt til siden, men de to mænd holdt hende stående.
Smerten fik hendes kind til at brænde og verden til at virke som tøsne for et øjeblik, og inden hun kunne nå at samle sig, greb den store mand fat om hendes kæbe i et hårdt greb. Hendes blik sejlede kort, inden hun fik det rettet mod hans ansigt, de grønne tydeligvis uden fokus, inden hun fik blinket et par gange og hans øjne stod skarpt frem – sammen med afskyen, der var på niveau med hendes egen.

Selvom hun ikke forstod hans ord, forstod hun hans nik – det var en trussel mod Tóki, hvad den gik ud på, vidste hun ikke. Et stik af frygt gik igennem hende, ikke på egne vegne, men sin lillebrors. Hvad ville de gøre ved ham? Hun fandt ikke ud af det, som manden fortsatte sin snak. Hendes navn dukkede op mellem de truende, hadefulde ord, og selvom hun ikke forstod dem, var hun ikke i tvivl om tonen. Meningen bag dem. En kold knude samlede sig i hendes mave. Frygten lagde sig som en kold hånd om hende og for første gang fik den lov til at skinne en smule igennem, som hun så ind i øjnene på manden, der tydeligvis ønskede hende ødelagt.

Han slap hende, men for et øjeblik var hun som frosset til stedet. Alting væltede rundt i hendes hoved. Frygten. Tókis sikkerhed. Hendes egen fremtid. Pludseligt blev det ganske klart for hende, at hun nok ikke ville komme let ud af situationen. Hun var ikke bare en tilfældig slave for denne mand. Han havde af en eller anden årsag set sig vred på hende. Det var personligt. Hvorfor? Hun vidste det ikke.

De to mænd slap hende og forsvandt ud af teltet. Skaras ukuelige krigeriske sind var stadig slået ud over følelsen i hendes krop, og selvom hun burde have kastet sig mod nærmeste våben, blev hun stående. Hendes hænder var knyttet og knoerne hvide, men de hang stadig slapt ned langs hendes sider.

Igen forlod de sære lyde ham, men igen var deres betydning let forståelig. Berøringen af hendes tøj og hans blik sendte et skud af kvalme igennem hende. Det var, som hun havde frygtet i det øjeblik, hun var blevet bundet fri. Skara havde aldrig været sammen med en mand, men hun vidste, hvad det gik ud på. Sex var ikke, som i Falanie, noget, man ikke snakkede om, i hendes klan. Selv børn vidste, hvordan nye børn blev skabt. Hun havde aldrig haft et ønske om at dele skind med nogle af de unge mænd i klanen, og havde kun haft nogle stunder med en af de unge kvinder. Men skrækhistorier var blevet delt, om hvordan mænd i andre klaner udnyttede kvinder. Og hun vidste, at det var, hvad denne gamle mand ville hende.

Skara nåede ikke at reagere, før han greb fat i hende og hans krop kom alt for tæt på. Lyden af tøj, der gik i stykker fyldte luften, som han rev hendes jakke op. Hun havde mange lag på for at modstå kulden, og selvom den tykke pelsforede jakke var væk, taget fra hende, havde hun stadig en tynd skindjakke og to uldne stykker tøj under. Det var jakken, hvis knapper af ben nu fløj til alle sider, og trøjen under, hvis uldstof gav efter for kraften, manden flåede i stykker.

Det var som om, at der klikkede noget i hovedet på Skara. Hun var trænet fra barnsben til kamp, både med og uden våben, og den pludselige bevægelse, mandens pludselige nærvær, fik hendes reflekser til at slå til. Det først forskrækkede gisp blev til en krigerisk lyd, som en arrig los. Hun løftede det ene ben og hamrede hælen så hårdt bagud som hun kunne, sigtende efter hans knæ. Samtidigt bukkede hendes ene arm, mens hun vred sig let i kroppen, for at føre albuen bagud mod hans overkrop. Og selvom der var en god højdeforskel mellem dem, sendte hun hovedet bagud i et forsøg på at ramme hans ansigt med sit hårde kranie.

Hun var ikke nogen lille adelsfrøken fra Levagny, hun var en trænet kriger, og hun havde tænkt sig at kæmpe imod ham med alt, hvad hun havde. Han skulle ikke tro, at hun ville forære ham noget som helst. Så hellere dø.
Lykkedes det hende at flå sig selv fri af hans greb, ville hun kaste sig mod det første våben, hun fik øje på – hans sværd. Det ville være tungt og uvant, hun måtte bruge begge hænder for at løfte det og pege det mod ham – hvis hun overhovedet kom så langt.

[Leonard af Mont]

Den pludselige modstand kom bag på generalen, der straks mærkede Skaras fysiske kræfter. Benet, der ramte hans knæ, albuen der ramte hans side. Med et støn knækkede han sammen i sit ene knæ, med en arm holdende om sin side, hvor hun havde ramt. Havde det ikke været for dette, havde han lige akkurat kunne undgå hendes baghovedets slag, der i stedet ramte ham hårdt mod næsen.

Hun var for hurtig. Og selvom at Leonard havde opdaget hendes bevægelser, så nåede han ikke yderligere end at række hånden ud efter hende. Rollerne var vendt. Og nu stod hun dér, med hans sværd i sine hænder, kun let hævet fra den kolde jord grundet dens vægt.

Leonards hånd var nu i stedet blevet til et tegn til Skara om, at hun skulle tage det roligt. "Skara.." brummede hærgeneralens stemme ganske svagt. Blodet fossede ud af den lange, skæve næse. Hans blik var fast i hendes, som stod han overfor et vildt dyr, parat til at ende hans liv. For en kort stund virkede deres pulserende og hævede vejrtrækninger som det eneste, der kunne høres i den kølige luft i teltet.

"Stille og rolig nu, Skara.." Stemmen virkede ydmyg og prøvende. Som prøvede han at berolige situationen. "Gør nu ikke noget dumt. Læg sværdet fra dig."

[Skara Ragnadottir]

Det lykkedes. Hvert eneste slag ramte sit mål, og hun slap fri af mandens greb. Benene føltes overraskende sikre, som hun løb frem mod sværdet og flåede det til sig. Det var tungt. Med begge hænder fik hun løftet det op. Hun kunne sagtens bære vægten, det ville bare blive svært at svinge med, hendes eget sværd var kun halvt så stort og vejede en del mindre, men Skara lod sig ikke slå ud af det. Det var et våben og hun var sikker på, at hun kunne bruge det. Også selvom hun måtte bruge begge hænder.

For et øjeblik var det som om, at hun fik en kort pause til at orientere sig. Blodet farvede mandens skæg og underansigt rødt, og han kastede sig ikke efter hende. Der var rum omkring hende og kun én fjende, hun allerede havde skadet. Deres blikke var kort låst fast i hinanden, inden Skaras suste rundt i teltet i søgen efter en udvej. Der var kun én udgang, og det var direkte ud til de andre krigere. Var de omgivet? Kunne hun skære sig ud af bagsiden af teltet? Hun skulle ud at have fat i Tóki. Hvis de forsvandt ud i natten, ville ingen kunne finde dem, det var hun sikker på, disse mænd var for dumme til at kunne spore to unge mennesker, der var vokset op i naturen.

Men først skulle hun ud, og så længe manden foran hende var ved bevidsthed, ville det ikke ske. Ét råb fra ham og teltet ville være fyldt med store krigeriske mænd, Skara ingen mulighed havde for at slippe væk fra. Hvorfor han ikke havde råbt på dem endnu, skulle hun ikke kunne svare på. Han måtte vel tro, at han stadig havde muligheden for at vinde over hende.
Skaras hjerte bankede hårdt i brystet på hende, men hun følte sig mere rolig end før. Den pludselige vold havde bevist for hende, at hun, trods den uvante situation, ikke var hjælpeløs, og våbnet i hendes hænder var også beroligende. Hun var ikke forsvarsløs.

Hans tonefald skulle forestille at berolige hende, men det havde ingen effekt, for hun var ikke i tvivl om, at kom hun i hans hænder, ville han gøre tifold ved hende, som hun havde gjort ved ham. Tanken gjorde hende stadig kold. Ville guderne tage godt imod hende nu? Nej. Hun kunne ikke slå sig selv ihjel før han rørte hende. Hun skulle beskytte sin lillebror. Hun kunne ikke efterlade ham med de uhyrer, disse mænd var.

”Hold dig væk fra mig, din mosetrold!” Hun hvæsede ad ham, havde allermest lyst til at skrige det ud, men hun ville ikke tiltrække de andre mænds opmærksomhed. ”Fortæl dine mænd, at vi må gå! Mig og Tóki.” Hun vidste, at han ikke ville forstå hende, men med sværdet i hænderne, kunne hun ikke gøre fagter af ham. I stedet vippede hun med sværdet.
”Tóki. Slip Tóki fri.” Hun sagde lillebrorens navn så tydeligt som muligt, i håb om at et eller anden trængte ind igennem mandens tykke pande.
Hun blev stående. Logisk set vidste hun godt, at han stadig havde overhånden, for selvom hun ville kunne svinge sværdet, var han også en veltrænet kriger, og han ville sikkert kunne undgå dét, der ville være ukontrollerede slag med våbnet.

[Leonard af Mont]

"Tokí.." gentog Leonard for sig selv, efter at have hørt Skaras hasneanske ord. Han fornemmede hurtigt, hvad hun ville have, til trods for, at han ikke forstod det, men i hendes desperate forsøg på at give ham forståelsen af hendes krav, havde hun samtidig givet ham en forståelse for knægtens betydning.

"Selvfølgelig.." hviskede han i sin erkendelse. Den unge mand derude i sneen var en svaghed for den barbariske hasneaner, og med dette havde han en større trussel imellem sine hænder end det sværd, som Skara holdte i sine. Det handlede bare om at bruge den til ære for Skara selv.

Til trods for situationen, som de stod i, så virkede det pludseligt som om, at Leonard af Monts tilbageholdenhed og ydmyghed forsvandt. Med en hånd mod den kolde jord rettede han sig en anelse, hvor til sidst han rejste sig op på sine ben igen, en anelse forslået. Ryggen blev rank og hans kølige blå øjne fandt uproblematisk Skaras vilde blik.

"Kom, Skara.." Med et nik gjorde han tegn til, at hun skulle følge med ham, hvorefter at han vendte sig om og med tunge, sikre skridt forsvandt ud i teltet. En mærkværdig handling, for blot sekunder tidligere havde han set på sværdets blanke klinge med æresfrygt.

Sneen knaste under støvlerne, som han gik hen over pladsen. Blodet fra næsen dryppede stadig en anelse og satte røde spor i den hvide sne på hans vej. Soldaterne stoppede deres gøremål og så på den ranke general med undren. Og det blev bestemt ikke bedre, da de så Skara følge efter med det brede sværd i sine hænder. I ren refleks faldt soldaternes hænder mod deres sværd, klar til at forsvare deres general.

"Herre?!" lød en soldats udbrud. Men Leonard bed dem alle af, som han fortsatte sig vej over sneen; "Lad hende være!"

Hans fodtrin var bestemte. Som en klippe tårnede hans mørke silhuet sig intimiderende mod den unge, mandlige hasneaner, der stadig sad i sneen, bundet i armene om træets stamme. Frygten i Tokís øjne var tydelige, og da fornemmede han sin søster bag Leonards forslåede ansigt.
"Skara?!" hviskede Tokí hæst "Hvad sker der?" I desperation prøvede han at sparke sig længere tilbage mod træets ru bark, da hærgeneralen nåede ham.

Med en hær af soldater bag deres rygge, stoppede Leonard af Mont foran Tokí. Som betragtede generalen noget dyrebart var der en dysterhed bag hans blik. Han satte sig, og betragtede Tokí, der fik den unge hasneaner til at rynke panden. Leonards hånd klappede let knægtens kind, overvejende og venligt.
"Det var godt, at vi fik dig med.." brummede Leonard stille.

Med et fast tag i Tokís krave tvang han drengen op på sine ben. En pludselig handling, der fik den unge hasneaer til at gispe af overraskelse. En handling, der ligeledes fik soldaterne bag dem til at træde et skridt fremad, på nippet til at trække deres sværd mod Skara foran dem.

"Skara!" brølede Leonard af Mont, imens at han holdte den kæmpende Tokí op ad træets bark. Spidsen af en daggert hvilede faretruende tæt ind under Tokís brystben, og klingen glimtede tydeligt af bålets flammer. Den elektriske energi sitrede mens mørknet mellem de hvide træstammer skabte en dyster og tom følelse. Stilheden hang i den iskolde luft, selvom at pulsen i halsen var øredøvende. Endnu engang var situationen vendt, et spil, som Skara og Leonard kæmpede om at vinde.

"Dette er sidste chance!" afbrød Leonard stilheden, som han vendte sig mod Skara for at se hende dybt i øjnene, "Jeg ejer dig. Og så længe du ønsker at se Tokí leve, så gør du som der bliver sagt!" Hans stemme skar i luften, som han brølede det sidste.

""Skara.." Tokí kæmpede med at holde sig oppe, godt holdende om Leonards brede arm. Daggertens spids borede sig tættere mod hans hud.

[Skara Ragnadottir]

Skara nåede lige at føle et tilfredst stik, som den gamle mand gentog Tókis navn. Så han forstod. Godt. Nu skulle de bare … forvirret så hun ham ændre udstråling. Det nervøse var væk og i stedet kom han på benene, som stod hun ikke og truede ham på livet med hans eget sværd. Nej, han var lige så kold som tidligere, hendes formodning om, at han havde spillet skuespil havde holdt stik. Men hvad nu?
Inden hun kunne nå at reagere eller finde ud af, hvordan hun skulle tvinge ham til at frigive Tóki, lavede han et kast med hovedet og sagde noget i en bydende tone. Kom. Han gik uden at se, om hun ville gå med, og forvirret blev hun stående et øjeblik, måbende over, at han bare var gået. Men pludseligt satte hun i løb efter ham og ud i kulden og mørket.

Brat stoppede hun op et par skridt bag den gamle mand. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, som hun kunne se mandens mænd reagere på at deres leder blev truet. Hun forsøgte at holde sværdet rettet mod den gamle mands ryg, men et par gange svingede hun det ud til siderne for at angive, at krigerne skulle blive væk.
”Hold jer tilbage! Væk!” Hendes ånde stod som en hvid sky ud foran hende, som hun råbte af dem, men hun var ikke i tvivl om, at det eneste, der afholdt dem fra at angrib hende, var den ordre, den gamle mand havde gøet ud. Hvad så end han havde sagt.

Med raske skridt gik manden mod Tóki, og Skara havde nok i at følge med uden at glide i den fasttrampede sne, holde sværdet oppe og holde øje med de mange mænd omkring hende, til at forsøge at regne ud, hvad der skete.
Da manden stoppede op ved Tóki, kastede Skara et blik på sin lillebror, men rettede det så igen mod manden. Hun havde en grim smag i munden, og det rykkede svagt i hende, da han klappede Tóki på kinden. Da han greb fat i ham og hev ham på benene, trådte Skara et halvt skridt frem, men inden hun kom længere, så hun glimtet af metal, hvilket straks fik hende til at stoppe. En kniv.

Hun havde nær tabt sværdet af forskrækkelse, da den gamle mand pludseligt brølede hendes navn. Hurtigt greb hun bedre fast om skæftet og hvæsede ud imellem sammenbidte tænder, som hun kunne se kniven i hans hånd true med at tage Tókis liv. Det var ikke det, der havde været meningen. Han skulle have sluppet ham fri og ladet dem gå, som betaling for hans liv. Måske naivt tænkt, men Skara havde ikke ligefrem erfaring med en situation som denne, og slet ikke den type mennesker som disse. Alting var nyt og hun kunne kun prøve sig frem.

Hendes blik flakkede fra sin bror til manden, der atter spyede uforståelige lyde af hende. Men selvom hun ikke forstod hans ord, forstod hun, hvad det handlede om. Hendes lillebror var nu et værktøj i at få hende til at opføre sig, som manden ville have det. Få hende til at gøre, som der blev sagt. Smide tøjet. Lade ham have det, som han ville. Tanken gav hende kvalme, og for et splitsekund overvejede hun at lade manden stikke hendes lillebror ned. Hun ville ikke. Hun kunne ikke.
”Åh, så hold dog op med at opføre dig som et pattebarn og tag dig sammen!” Ordene blev sagt i en rasende tone til Tóki. Og sig selv. Hun vidste ikke, hvad der gik af lillebroren, han var lige så meget en kriger, som hun var, han teede sig helt forfærdeligt. Han plejede at tage ting i meget mere stiv arm, end han gjorde nu. Men alting var også vendt på hovedet.

Skaras tanker ræsede af sted i hendes hoved, søgende efter en udvej, der hverken ville kræve Tóki død eller hende… andre ting. Hun regnede med, at hun ville få tæv, så snart hun smed sværdet. Hun havde krydset en grænse, og vold var den eneste logiske løsning, især med en flok mænd som denne. Det frygtede hun som sådan ikke, det var mere, hvad han ville gøre ved hende. Men hvad havde hun af valg? Han var tydeligvis parat til at slå hendes lillebror ihjel, hvis hun ikke gjorde, som han ville have hende til.

Et helt optog af følelser gled over Skaras ansigt, inden hun med et rasende skrig løftede sværdet op over hovedet og kastede det fra sig, så det skar sig ind i en snedrive og skævt blev stående et par meter fra hende. Hun håbede spidsen var knækket, da den ramte den frosne jord.
Hendes arme spredte sig ud til siderne i et tegn på, at hun var våbenløs og overgav sig. Hendes blik forlod ikke den gamle mand. Fjerne kniven, se jeg har overgivet mig. Men jeg lover dig kamp til stregen, sagde det. Åh, han ville få kamp. Det lovede hun sig selv, rystende af skræk inderst inde.

[Skara Ragnadottir]

Afsluttet efter aftale