En gave i taknemmelighed

[Leonard af Mont]

Sneen sad som hvidt silke i den store, mørke krigshests manke, idet den vrinskende stoppede sine tunge skridt i den sneklædte gårdsplads. Bag den stoppede et par andre heste ligeledes, reddet af soldater med Levagnys farver. Ejeren af den store krigshest, Leonard af Mont, generalen af Den Royale hær, var nem at genkende med det kølige blik og spidse ansigt. Han var efterhånden kendt som værende ligeså kølig som nordvinden, han netop befandt sig i denne dag, og som hans blik spejdede mod husets facade og vinduer var der ligeledes ikke en eneste varm følelse at skimte i hans udtryk. Rustningen sad perfekt, og udover manden selv frembrusede den  ligesåvel magt og velstand. Sværdet var af formidabel karakter og skaftet skraveret med Kongens Sejl. Leonard af Mont vidste sit værd, det var der ingen tvivl om, og med så mange år på bagen som general hvilede han så meget i det, at han fremstod kølig arrogant og erfaringsfuld. 

"Hnng," et par tyveknægte faldt om i sneen bag dem, bundet og spændt fast til soldaternes tunge heste. Endelig fik de lov til at få en pause til trods for at det var i sneens kulde, men det var bedre end det bidende reb om deres håndled der tvang dem til at holde tempoet. 

Det havde været en tilfældighed, at Leonard af Monts og hans soldater var kommet forbi og havde opdaget tyveknægtene gøre sig klar til at angribe det store hus, de nu befandt sig ved. Ejeren af huset, en umoralsk slavehandler, var kendt for sin slavehandel og den store rigdom, han tjente på det. Det var ikke første gang, at han havde oplevet tyvebanders store interesse for hans penge. 

"Herre!" Slavehandleren nærmest løb ud af husets dør, så godt som hans mave kunne holde til, og med armene slået ud gik han et par skridt mod gruppen af soldater, der virkede ualmindelige høje og intimiderende på deres mørke heste, "Hvad venter De på?! Slå dem ihjel, det rakkerpak! De gør intet godt her!"

"Rolig, mr. Huile.." brummede Leonard fra sin hest, som han stirrede ned på slavehandleren, "Disse mænd er i Falanies varetægt nu. De vil blive sat for en domstol og dertil få deres straf værre end døden.. Det skal De ikke bryde Deres hoved om," Sneen var ligeså stille begyndt at falde i små dun omkring dem.

"Nej," fortsatte Leonard roligt, "De bør i stedet tænke over flytningsmuligheder og at gå under jorden. Vi overhørte dem tale om, at det nemmeste ville være at fjerne hovedet fra Deres krop."

 Mr. Huile blev ligbleg som sneen under hans såler, og han sank en tydelig klump da det gik op for ham, at havde det ikke været for disse soldaters tilfældige ridt i området, så ville hans hoved højst sandsynligt have befandt sig på en pæl denne aften.

"Javel! Jeg må hellere.. Åh.." Forfjamsket så han sig over skulderen, tydeligvis parat til at pakke taskerne og flygte. Så vendte han sig mod Leonard, berørt over situationen, "Hvordan skal jeg dog nogensinde takke Dem? Vent!" Med en håndbevægelse gjorde han tegn til at de skulle blive hvor de var, og i al hast løb han ind i huset. 

Der gik et par minutter, og så kom han tilbage med en trækkende efter sig i tumult og i kamp, og som han kastede den unge kvinde ned i sneen foran dem forpustet, kom han til orde igen; "Tag hende! Hun kræver noget opdragelse, men hun er ikke særlig gammel. Jeg fangede hende for nogle dage siden, og med Deres sind, herre, så er jeg sikker på, at De kan opdrage hende til gavn for Dem."

Leonard skimtede ned på kvinden, Skara Ragnadottir , i afsky. En Hasnea. Hvor barbarisk og primitivt. 

[Skara Ragnadottir]

Skara var bange. Det var ikke noget, hun nogensinde ville indrømme overfor nogen, for Skara Ragnadottir var ikke bange for noget! Men alting var gået så galt, og lige meget, hvor meget hun havde kæmpet for at rette op på det igen, havde hun ikke været stærk nok.

Det hele var startet, da hende og hendes lillebror Tóki havde været ude på jagt. De havde fulgt en ren et stykke og var måske kommet lidt for tæt på en andens klans territorium. De var blevet overrumplet. Svinebundet og taget med. Allerede dagen efter var de blevet solgt til en af de omrejsende små grupper, der tog fanger med fra norden længere ned syd på. Med ned til slavehandlerne. Og her var de så igen blevet solgt til en slavehandler, en mand med alt for meget vægt på maven og et blik, der gav Skara kvalme. Her blev de holdt fanget i et mørkt rum sammen med andre mennesker, alle opgivende eller bange.

Skara kunne ikke vise, at hun var bange. Tóki sad ved siden af hende, og selvom han forsøgte at skjule det, var det tydeligt, at han var bange. Hun skulle være stærk for hans skyld. Ikke udvise svaghed for slavemanden og hans folk. Hun forsøgte at opmuntre ham. Lave flugtplaner. Men der dukkede ikke nogen muligheder op. Det var som om, at mændene, der talte et sprog, hun ikke forstod, selvom det svagt mindede om hendes eget, havde prøvet det hele før. Der var styr på det hele.

Efter … Ja, Skara var ikke helt sikker på, hvor længe de havde tilbragt i det mørke rum, kom slavemanden ind rummet, hans blik landede på hende og pludseligt var hun fri af kæderne, der bandt hende til væggen. Med et hårdt tag i kæden mellem hendes hænder, slæbte han hende ud af rummet. Først troede hun, at han havde givet op på at styre sine lyster, og hun kæmpede i mod, men en vagt tog ved hende. Snart kom de ud i det skarpe hvide lys udenfor, hendes vrede stemme skærende igennem den kolde luft, mens hun forbandede de to mænd og deres pumpestokke, og hun blev skubbet hårdt frem, hvilket fik hende til at snuble og lande i sneen, hvilket gjorde hende tavs. Hun blinkede og kneb øjnene sammen mod lyset, inden hun løftede blikket og så op. En hest. En hest med en mand på. Noget ved hans udtryk gav hende gåsehud, men ud over at se på ham med tyk foragt, gengældende hans afsky, gav hun ham ikke mere opmærksomhed.

I stedet havde hun en indre panisk tanke om, at de ikke måtte skille hende og Tóki ad. Hun skulle passe på ham.
Smidig som en kat snurrede hun rundt og sprang på benene, fremad, direkte ind i den store mave på slavemanden, der var totalt uforberedt på hendes angreb. Han landede på røven, og hun kastede sig over ham. Selv med lænken mellem hænderne fik hun placeret et hårdt og præcist slag lige midt i smasken på den hylende slavehandler, inden hun hurtigt kom på benene og satte i løb mod døren ind til, stik imod fornuft. Inden hun kom så langt, greb vagten hende, men det fortrød han bitterligt, for hun placerede et knæ lige i skridtet af ham med al den kræft, hun kunne mønstre. Hvad hun ikke havde opdaget var, at endnu en vagt var blevet tilkaldt ved skrigeriet og i det hun nåede frem til døren, fik hun selv en næve i hovedet, hvilket fik hende til at bakke et par skridt bagud, hvor vagten, der stadig peb af smerte fra mishandlingen, greb hende bagfra. Et vredt skrig lød fra hende, mens hun begyndte at kæmpe for at komme fri igen.

[Leonard af Mont]

Der lød en knitren fra sneen, da hærgeneralens tunge støvler ramte jorden. Hele scenariet, der var foregået foran dem, havde ikke bare set fuldstændig latterligt ud, det havde nærmest været pinligt. Soldaterne sagde det ikke højt, men deres blikke fortalte alt om deres glæde for ikke at skulle modtage en gave som den Hasnea tøs. For nogle af dem var det også første gang, at de havde set en kvinde kæmpe som hende, for i Falanie var kvinders status noget andet.

Lyden af sværdet, der blev trukket, var ikke til at tage fejl af; Leonard af Mont stoppede op foran den unge kvinde og lod sit sværd finde hvile mod hendes kind, alt imens at vagten holdte hende fast.

"Temperamentsfuld, det må man sige.." Leonard guidede hendes ansigt til siden med sværdet, og betragtede tydeligt den unge Hasneaner med et køligt, ligegyldigt blik, som stod han og vurderede en salgshest. Ærlig talt så han hende ikke som værende af menneskelig rang og betydning, for disse Hasnea folk blev anset som primitive og barbariske. Det havde denne unge kvinde trods alt lige bevist for enkelte sekunder siden. Og alligevel, som Leonard af Mont betragtede den unge kvinde med afsky, så var der noget i ham, der vækkede hans interesse.

"Shom jheg shagde, hun thrænger thil opdrhagelse!" gryntede slavehandleren holdende om sin næse, i et forsøg på at få styr på den næseblod, som Skara havde formået at give ham under tumulten.

"Og du vil have, at jeg skal give hende den? En Hasneaner kan ikke opdrages. Men de kan måske tæmmes med en kærlig hånd.." Leonard sænkede sit sværd og så overvejende i Skaras blik, inden at han til sidst gav et enkelt nik.

"Få hende spændt fast til min hest," brummede han dybt, idet han lod sværdet glide i skeden igen og gav hende ryggen. Et par soldater fulgte straks hans ordre og hoppede ned fra deres heste. De skulle være et par stykker til at styre hende, havde de lært, og imens de gik i gang med at spænde lænkerne bedre fast om hende, satte Leonard sig op i sadlen igen på den mørke, tunge krigshest.

[Skara Ragnadottir]

Havde der kun været den ene vagt, havde hun uden tvivl fået ham til at slippe, men snart var hun i to stærke mænds greb, og hendes spark og vriden gjorde det kun svært for dem at holde hende, ikke umuligt.
Men en velkendt lyd skiftedes Skaras fokus. Foran hende stod nu manden, der havde siddet på hesten, manden med de døde øjne og afskyen, hun næsten havde kunnet smage i luften. Sværdets spids lagde sig mod hendes kind, hvilket fik hende til at stoppe med at kæmpe i mod. Det var en dyrt og flot sværd, og havde situationen været en anden, havde hun beundret det. Men hendes blik var fæstnet på mandens ansigt.

Det var ukendte ord, der forlod ham, som presset mod hendes kind tog til og hun måtte dreje hovedet, så klingen ikke gik igennem hendes sarte hud. Skaras hjerte bankede hårdt i brystet på hende i en blanding af den voldsomme fysiske aktivitet og en let skræk. Der var noget over den mand, der sendte kuldegysninger ned af hendes rygrad. Noget i hans blik.
At hun blev vurderet som et dyr til salg, det pustede bare til det temperament, Leonard snakkede om, men hun forblev stille. For nu.

Hvad de to mænd snakkede om, kunne Skara kun gætte på, men det tonefald, han, som tydeligvis var soldat, sagde det sidste i, gav hende et stik af kvalme. Hun var solgt til denne mand, ingen tvivl. Og hvad han ville med hende, måtte kun guderne vide.
Så snart den ældre soldat vendte ryggen til, spyttede hun på jorden efter ham og mumlede, at han ikke skulle regne med at få noget ud af hende.
De yngre soldater kom over for at overtage hende fra vagterne, noget de hurtigt ville komme til at fortryde. Skara var ikke dum, hun kunne godt regne ud, at hun ikke skulle tilbage i huset bag dem. Hun skulle med. Men hvad med Tóki? Hun nægtede at efterlade ham. Så i samme øjeblik den første soldat lagde en hånd på hende, fortsatte hendes kamp.
”Tóki!” Råbte hun højt, inden hun formåede at give den ene soldat en skalle. ”Tóki,” råbte hun igen, nu med et snert af desperation, inden hun rev sig nok fri til at kunne banke begge hænder ind i en anden soldat. Men hun var i undertal.

Inde fra huset kunne man svagt høre en drengestemme råbe.
”Skara! Skara!”
Stemmen fik Skara til at kæmpe endnu vildere for sin frihed, hun bed og kradsede og sparkede og opførte sig som en vild. Hun var desperat, og det var tydeligt. Hun kunne ikke efterlade sin lillebror i slavehandlerens hænder. På en eller anden måde lykkedes det hende at sno sig fri, og hun tøvede ikke et øjeblik, før hun satte i et spring mod døren, men en soldat landede tungt på hende bagfra og hun fik slået luftet ud af sig, som hun klaskede ned i sneen.

En bevægelse fik hende til at se op. I døren stod Tóki, en ranglet, men tydeligvis stærk, 15-årig dreng. Hvordan han var kommet fri, havde hun ingen anelse om, men der stod han, med store øjne over scenariet udenfor. Han tøvede dog ikke, som han sprang frem for at forsøge at sparke soldaten oven på Skara i hovedet.

[Leonard af Mont]

Tumulten dannede sig, og Leonard af Mont betragtede køligt hvordan hun kæmpende skreg på Hasneansk. Der gik ikke lang tid før, at en anden stemme fra huset lød, og stille  gik det  op for generalen, at hun havde én af betydning. Synet af den unge Hasnea knægt der pludselig stod i døren, var alt hvad Leonard behøvede. Det kunne næsten ikke gøres nemmere.

Tóki kæmpede bravt for at få sin søster fri, men soldaterne blev ved med at springe til, til trods for, at de havde meget at se til med den unge Skara i forvejen. Synet var noget for sig, for de to hasneanere formåede at holde de overtal af soldater i skak - en bedrift som var sjældent set. Selv tyveknægtene så forbløffet til med åbne munde.

Den sorte krigshest befandt sig pludseligt foran Tóki, der lige akkurat nåede at kigge op før at han fik Leonards tunge hæl i ansigtet. Tóki faldt sammen i den hvide sne, besvimet, og straks kunne soldaterne ligeledes få lagt den unge dreng i lænker.

Køligt lod Leonard sit blik hvile i Skaras, imens at han lod en hånd hvile mod sit sværds skaft. De forstod ikke hinandens sprog, men som Leonards blik guidede Skaras mod sin bevidstløse bror, gav han hende lydløst truslen om, at han ikke var bleg for at anvende sit sværd.

"Vi tager ham med," brummede Leonard dybt, henvendt til slavehandleren der forbløffet havde stået i baggrunden og overværet det hele, "Han er åbenbart af stor betydning for denne unge Skara.."

Soldaterne pakkede den bevidstløse Tóki op bagpå en hest, godt lænket fast, mens den unge Skara blev hægtet fast på Leonards store krigshest. "Afsted. Lad os komme væk fra den her kulde.." og med ordren satte soldaterne deres heste i gang præcis som Leonard selv. Så måtte fangerne holde trit. 

[Skara Ragnadottir]

Det var som om, at noget blev mere fuldendt, som Tóki deltog i kampen mod de fremmede soldater. Det var de to mod verden. Og selvom mændene var både større og mere tungt beklædt, var det ikke lige sådan for dem at få styr på de to unge hasneanere. Trods at de også fik deres del af slag, var det som om, at det ikke rigtigt bed på de to unge mennesker. Ikke før den gamle soldat på sin hest pludseligt sparkede Tóki i hovedet, så han faldt bevidstløs om. Skara kom med en hvæsende lyd af vrede og var lige ved at kaste sig mod manden, hest eller ej, men to ting holdt hende tilbage. Det ene var en soldat, der bagfra løftede hende fra jorden og det andet var den ældre mands iskolde blik og berøring af sværdet. Der var ingen ord i den kommunikation, men Skara forstod klart. Stop, eller han ville stikke hendes lillebror ned med det dyre sværd.

Det var som om, at kampen gled ud af Skara. Hendes blik gled fra manden og ned på drengen, der lå og blødte i sneen. Hun havde hele tiden vidst, at de ikke havde nogen chance, de var i undertal og alle mændene omkring hende var bevæbnede. Men det havde ikke været en mulighed at give op. Ikke før nu.
Hendes blik gled tilbage til den ældre mands ansigt med had i de grønne øjne. Had og trodsighed. Men hun stoppede med at kæmpe mod soldaten, der havde lagt armene om hendes brystkasse og løftet hende op. Det fik ham til langsomt at sætte hende ned, inden der kom orden på situationen.

Den ældre soldats mørke stemme gled igennem den kolde luft, det sidste ord var hendes navn. Måden han sagde det på, fik hende til svagt at vrænge ansigt. Hvad end han havde sagt på det fremmede sprog, fik det sat gang i hans mænd.
Skara kendte ikke til den måde, Falanies soldater var trænede på, men hun forstod alligevel, hvad der skete, som alle virkede til at finde en plads. Ord blev udvekslet, som to af mændene gik over for at samle Tóki op, og en fjorde mand bandt et reb om kæden mellem hendes hænder. Hun var ligeglad med, hvad de gjorde ved hende, hendes blik forlod ikke Tóki, før han var smidt over bagdelen på en hest og bundet fast. Han skulle med. Lettelsen fik hende til kort at lukke øjnene. Hun slog dem dog op igen, som et hårdt ryk i rebet trak hende fremad. Rebet blev bundet til den store tunge hest, den ældre soldat sad på. Deres leder. Noget sagde Skara, at han var af høj rang blandt disse mænd. De behandlede ham alle sammen med stor respekt. Lederen af deres klan, måske?

Hestene begyndte at gå fremad, efterladende slavehandleren og hans vagter i sneen, der havde flere røde pletter. Skara havde ikke anden mulighed end for at følge med, hvis hun ikke ville slæbes efter hesten. Da slavehandlerens hus var ude af syne, begyndte Skara at mærke trætheden komme væltende ind over hende. Hendes krop smertede efter slag, og hun kunne mærke det størknede blod i ansigtet, både fra næsen og fra et flækket øjenbryn. Den velkendte fornemmelse af et blåt øje og begyndende hævelse var også tydelig. Men det rørte hende ikke ret meget.
Hendes blik flakkede lidt rundt mellem Tóki, deres omgivelser og manden på hesten foran hende. Hendes øjne skød lyn af foragt mod ham. Troede han virkeligt, at han var over hende? Men hun sagde ikke noget. Hvad var der at sige? De kunne alligevel ikke forstå hinanden.

[Leonard af Mont]

De havde gået et par kilometer allerede før solen så småt var begyndt at gøre tegn til at ville gå til hvile. Det resulterede derfor også i et stop for natten. Vanligt blev en lejr sat op, med bål, telte og mad. Mændene fra Levagny havde prøvet det en del gange efterhånden.

I mellem tiden blev fangerne placeret siddende, bundet fast om grantræers store, massive stolper. Sneen dannede sig som et hvidt tæppe, og til trods for minusgraderne var det ikke den faste sne, som skabte kulden. Det var den kølige nordvind, der fik frit tag hen over den stjerneklare himmel.

______

Duften af mad sitrede i en af tyveknægtenes næsebor. Han nærmest savlede, mens han havde frit udsyn til soldaternes gøren ved bålet, hvor der tydeligvis blev grinet og ædt kød i stride strømme.

"Jeg kan snart ikke klare det mere, Rolf.. Jeg sultner her!" hviskede tyveknægten sammenbidt, henvendt til sin kammerat, der dog ikke virkede til at være synderlig imponeret af maden. Nej, hans blik var på noget andet spiseligt. Nedstirrende på den unge kvindelige Hasnea overfor sig, som havde han ikke set en kvinde i evigheder.

"Hold nu din kæft, Jean," lød Rolfs stemme hårdt hviskende, uden at fjerne blikket fra Skara, "Jeg er sulten på en anden måde." Den beskidte tyveknægt rettede sig en anelse i lænkerne, velvidende at han ikke ville kunne komme over til hende.

"Hun må da også savne selskab, tror du ikke? Det gør sådan nogle vildlinger! Kom, misser, misser, misser," grinede han og fordrejede stemmen i en bittersød, overdrevet lokkende tone. Som var hun en sulten havnekat, der trængte til at blive kløet.

______

Leonard sad sammen med soldaterne og spiste. Han bemærkede tyveknægtens bevægelser, som prøvede han at komme tættere mod den unge, hidsige Hasnea. En anelse satte han sig til rette, med armene hvilende mod knæerne, og betragtede nu scenariet udfolde sig. Han ville se, hvad denne unge Skara havde tænkt sig at gøre. 

[Skara Ragnadottir]

Trods at Skara havde været bundet fast bag en hest og derfor havde været tvunget til at holde en jævn fart uden pauser, havde hun ikke haft problemer med at følge med. Hun var ikke en eller anden adelige stueplante fra Levagny, nej, hun var en kriger og en jæger, der var vant til at bevæge sig langt i sne. Til hendes lettelse var Tóki vågnet op på et tidspunkt, og de havde dæmpet udvekslet et par ord, indtil krigeren, der sad på samme hest, som Tóki var smidt over, havde sagt nogle ord, inden af dem forstod, men hvor meningen havde været klar. Hold kæft.
Hendes lillebror havde ondt i hovedet og var ikke tilfreds med at ligge der, når Skara blev tvunget til at gå, men hun havde sagt til ham, at han skulle nyde nåden fra soldaterne, for i morgen ville blive en lang dag.

Til sidst, som mørket begyndte at lure i skyggerne, havde gruppen slået lejr. Skara havde forsøgt at øjne en mulighed for flugt, men de havde ikke givet hende én, som hun var blevet bundet fast til et træ. Det var stort nok til, at Tóki var blevet sat ved samme træ. De to mænd, Skara ikke vidste, hvem var, var ligeledes blevet bundet ved et træ ved siden af dem.
Den kolde vind og sneen der dalede, så ud til ikke at påvirke hverken Tóki eller Skara ret meget. Selvom deres gode jakker var blevet taget fra dem allerede før ankomsten til slavehandlerens hus, havde de stadig godt med tøj på. Skind og uld holdt dem varme og holdt fugten fra sneen ude.

Duften af mad spredte sig over lejren, og Skara kunne mærke sin mave rumle.
”Jeg er sulten,” sagde Tóki dæmpet og så skamfuldt ned, som han indrømmede den svaghed. Skara så ikke på ham, men stirrede ind i lejren på en bestemt skikkelse, hun havde set ryggen af de sidste timer.
”Det er jeg også,” svarede hun kort. ”Hvis de vil have os til at gå, bliver de nødt til at give os mad. Vi får nok resterne,” konkluderede hun med sikker stemme, selvom hun langt fra var sikker. De havde ikke spist sig mætte, siden de var blevet taget fra jagten, og det var begyndt at sætte sine spor på dem begge. Især Tóki led under sulten, som han stadig var i voksealderen. Kunne hun, ville hun give noget af sin mad til ham. Hvis de fik mad.

Det var ikke gået Skaras opmærksomhed forbi, at de to fremmede mænd havde rettet deres opmærksomhed mod hende. Den enes blik gav hende myrekryb, men hun ignorerede dem. I hvert fald indtil den enes nedværdigende stemme fik hende til at se over mod ham med et iskoldt blik.
”Det er heldigt for jer, at jeg er bundet til et træ, for ellers havde jeg revet jeres nosser af og fodret dem til ulvene.” Trods at ingen ville forstå hendes ord, var hendes stemme så fyldt med afsky, at man nok ikke var i tvivl om, at hun ikke sagde noget pænt. Hendes ansigt fortrak sig lidt i afsky, som blikket gled ned over de to mænd, inden hun spyttede i jorden. Derefter drejede hun blikket mod sin lillebror.
”Selvom en ulv nok ville gå sulten i seng med de ærter til aftensmad.” Både hun og Tóki brød ud i latter ved den fornærmelse, en latter der var lidt for høj og lidt for tvunget, men som alligevel gjorde godt i brystet.

[Leonard af Mont]

Med forbavsede udtryk sad de to tyveknægte og så på de to vildlinger, der åbenlyst havde lavet en eller anden form for latterliggørelse af dem, for ikke at sige truslen, som Skara var kommet med tidligere. Tonen sagde alt hvad de behøvede at vide, og som et stik i Rolfs stolthed farede han pludselig frem og forsøgte at komme tættere på de to vildlinger. Dog kom han ikke særlig langt, for armene var lænket fast om det faste grantræ, hvilket fik ham til at sparke ud efter den.

"Gør I grin af mig? Huh!? Jeg skal personligt sørge for, at I får mere at grine af når jeg først har kneppet den vildling!" spyttede tyveknægten i sit vredesudbrud, alt imens at Jean, den anden tyveknægt tyssede højlydt på ham.

Leonard af Mont havde overværet hele scenariet udfolde sig. Latteren og den pludselige råben fik flere af soldaterne til at se sig over skulderen mod tyvepakket i irritation. Træt rejste Leonard sig fra sin plads, tog et par skiver brød og en flaske vin, og gik med tunge skridt hen over den hvide sne i retningen af udskuddet.

____

"Rolf! Rolf, generalen! Han kommer herhen," Jean forsøgte lavmælt at skabe opmærksomhed om den høje, brede skikkelse på vej i deres retning. Men Rolf hørte ikke efter. Han var fast besluttet på, at han skulle have fat i den kvindelige hasneaner, om det så krævede at han sled sine håndled op i lænkernes tag.

I sin brølen og banden hørte tyveknægten Rolf ikke lyden af stål blive trukket.

"Kom så, tøs, lad mig se hvad du ville sige til at blive holdt nede lidt! Forbandede, lille vildling--" Og midt i Rolfs råben lød der et tungt sving i luften, der pludselig skabte en bidende stilhed.

Tyveknægten Rolf stod med vidtåbne øjne. Blod sprøjtede ud fra det åbne sår, der var dannet vandret hen over halsen på ham, og farvede den hvide sne rød for hans fødder. Ligeså stille forsvandt livet fra hans øjne som han forblødte lænende op ad træets ru bark.
Jean, den anden tyveknægt, havde ikke nået andet end at udbryde et skingert skrig over synet af sin kammerat. Som var han en ung dreng igen brød han i gråd og lukkede øjnene tungt i, et forsøg på at glemme hvad han havde set.

Leonard af Mont tørrede sværdet af i sneen. Så rettede han sin op, opmærksomhed mod de to hasneanere. "Er I sultne?" spurgte han retorisk, og forventede ikke noget svar, da han vidste, at de ikke forstod et eneste ord af hvad han sagde. Roligt, som var hans tidligere gerning uden samvittighedsmæssigt betydning, satte han sig på hug foran Skara og Tóki hvortil han fiskede brødet og vinen frem.

"Mad." sagde han, og holdte brødet oppe, hvorefter at han kastede det let til dem. Så tog han flasken og fjernede proppen med tænderne. "Vin." Samme fremgangsmåde. Samme forsøg på at få dem til at lære nogle simple ord.

[Skara Ragnadottir]

Både Skara og Tókis latter døde ud, som den store mand, der tydeligvis ledte gruppen af krigere, kom over mod de træer, hvor deres fanger var bundet. Skaras blik blev hårdt ved synet af ham, for hun havde en grim fornemmelse af, at han var af den mening, at kvinder ikke var mere værd end den humpel brød, han havde i hånden. De ville få problemer, det vidste hun allerede. Hun kunne lugte det.

Hverken Skara eller Tóki reagerede synderligt, da den store mand svang sit sværd mod den råbende mands hals. Blod og død havde de begge set før, selvom ingen af dem havde slået nogen ihjel endnu. Tóki var en smule bleg, men Skaras blik veg ikke fra manden og hans sværd. Hvis det bare var hende, der havde det store sværd imellem sine hænder. Hendes eget éthåndssværd var for længst taget fra hende, tilbage i sneen i skoven. Hendes selvtillid fejlede ikke noget, hun var ikke i tvivl om, at hun ville kunne styre det store tunge sværd, selvom hun ikke var vant til det.

Men selvfølgelig ville hun ikke få muligheden for det. Manden var klog nok til at blive uden for føddernes rækkevidde. Og rebene, der var bundet om hendes bryst og mave og rundt om træet var stramt, stramt nok til, at det føltes besværligt at trække vejret. Hænderne havde hun nogenlunde fri, selvom de var lænket sammen, men trods det, kunne hun ikke komme fri. Hun havde prøvet.

Mistroen og vreden var nok let at se i Skaras ansigt og øjne, men hun var ligeglad. Hun havde ikke tænkt sig at give denne mand en eneste positiv tanke, og hun skyldte ham absolut ingenting for at have slået den råbende mand ihjel. Hun kunne have vundet over ham i fair kamp, og her havde manden slagtet ham som et lam til ofring. Skulle det gøre ham til en stor og farlig mand? Ha!

Brødet blev kastet mod dem, og trods rebene, greb Skara humplen. Uden tøven brækkede hun en god luns af og lagde den i sit skød, inden hun rakte den til Tóki.
”Her.”
Hendes lillebror tog tøvende imod den store humpel, der var større end hendes.
”Men…”
”Spis,” kommanderede hun skarpt, stadig med blikket rettet mod manden, som var han en los, der kunne finde på at angribe uden varsel. Tóki vidste bedre end at diskutere, og han gik straks i gang med forslugent at spise.

At manden havde forsøgt at lære dem ordet for det, han sad med, det var ikke noget, Skara havde fokus på, selvom hun underbevidst sugede til sig.
Rakte han flasken frem mod hende, ville hun en smule tøvende række ud og tage i mod den, inden hun lugtede til indholdet. Den skarpe, og alligevel søde lugt af gærede druer fik hende til at skære ansigt. Hvad i alverden var det? Det stank. Men det var uden tvivl det, mændene ved bålet havde siddet og hældet i gabet. Hun ville ikke stå tilbage for nogen mand, heller ikke selvom lugten var nok til at give hende kvalme, så hun endte med at løfte flasken op og tage en stor mundfuld af stadset. Det smagte værre end det lugtede, men med blikket fastlåst i mandens, sank hun. Det bed i tungen som alkohol.
Hendes mave vendte sig, som hun rakte flasken til Tóki, men i stedet for at brække sig, rakte hun ned og samlede brødet op for at spise det i håb om, at det ville tage det værste af smagen. Tóki var hurtigere til at drikke end hende og så derimod ud til at kunne lide stadset.

[Leonard af Mont]

Som Skara og Tóki udvekslede ord med hinanden betragtede Leonard dem med sammenknebne øjne og et diskret, skævt smil i mundvigen. På et og samme tid var han fascineret over disse hasneanere, men samtidig fandt han deres sprog barbarisk. Deres vilde udseende, hår og tøj var langt fra, hvad man vanligt så i Falanie, og i modsætning til kvinderne var Skara for.. vild og primitiv. Hun summede af krigerisk energi, som at se en ulv i lænker, og for Leonard var det nærmest en torn i øjet på ham. Hans syn på mennesket bar stor præg af sit liv i Levagny, og især de firkantede klasseforskelle og tydelige kønsroller skulle overholdes. Skara opførte sig langt fra hvordan en kvinde i hendes alder skulle opføre sig, og det måtte der gøres noget ved.

Leonards bryn hævede sig, som han så hvordan Skara udforskede vinen i sin forvirring. Synet i hendes blik fik ham til at fnyse en tilbageholden latter, inden at han rettede blikket mod Tóki. Drengen nærmest sluprede det i sig, hvilket fik den store general til at kluklo dybt.

"Du skal nok sove godt på det, min dreng.." brummede han og uglede den unge Tókis hår med den brede hånd. Tóki sad forvirret tilbage og stirrede med store, spørgende øjne. Hvad havde han sagt?

Leonard af Mont rejste sig fra sin plads på hug foran dem, og fløjtede så højlydt at det ekkoede i mørket imellem de bare træer. To soldater kom spænende og gjorde honnør, som de henvendte sig til generalen, "Herre?"

Og med et køligt blik så Leonard direkte Skara ind i øjnene, "Følg hende ind i mit telt." Soldaterne tog imod ordren med et nik og gik straks i gang med at binde lænkerne op. I mellem tiden gik Leonard i forvejen mod det store, hvide telt, der stod i midten af lejren.

[Skara Ragnadottir]

Det gav et let ryk i Skara, da manden rørte hendes lillebror. Broderen kunne uden tvivl forsvare sig selv, men han brændte ikke så meget for våben, som hun gjorde, og hun var uden tvivl mere krigerisk end han. Og hun havde passet på ham hele hans liv, selvom der kun var et par år imellem dem.
Da manden fjernede sig fra dem, mødte de to søskendes blikke.
”Hvad sagde han?” Tóki så forvirret ud over den milde tone, manden havde talt i og den nærmest kærlige roden rundt i håret. Skara kneb øjnene lidt sammen.
”Det ved jeg ikke, men du skal nok ikke drikke mere af det der. Det er stærkere end mjøden derhjemme.” Hun sænkede kort blikket mod flasken. Tóki skyndte sig at stille den fra sig. Og så så de begge op, som de to vagter kom. Fløjtet efter som hunde. Ja, hvad kunne man forvente af en flok mænd?

Mandens blik mødte Skaras, og selvom hun ikke forstod ordene, var der noget i hans tone og øjne, der fik hende til at snerre ad ham med blottede tænder. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt vendt mod de to mænd, der begyndte at befri hende fra træet. Kun hende. En knude dukkede op i hendes mave, men hun skjulte frygten bag en maske af arrigskab. Hun gjorde dog først ikke noget, før hun var fri nok til at have mulighed for at slås.
Desværre var de to mænd godt forberedt på hendes narrestreger, og hun fik ikke meget plads til at forsøge at stritte i mod. Det var to store, stærke mænd, og de slæbte praktisk talt bare af sted med hende, løftet nok op til, at hun ikke rigtigt gik selv.
”Skara?!” lød Tokis svage stemme bag hende, men hun var mere optaget af at forbande de to mænd med de grimmeste eder hun kunne, mens hun sprællede for at komme fri af deres greb.

Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, mens hun skjulte desperationen for at komme fri. Det store hvide telt kom nærmere, og hver eneste kriger i hele lejren havde rettet blikket mod hende. Hun var bange, men hun ville ikke tillade sig selv at være bange, så hun fokuserede på vreden. Ilden, der brændte i hende og havde været til grund for hendes kælenavn. Et spark over den ene mands knæ, havde nær fået dem alle til at tumle til jorden, men han bandede bare, og grebet blev hårdere. Et tilråb fra en af de andre mænd ved et bål, og et svar fik dem alle sammen til at le. Skara havde ingen anelse om, hvad de sagde. Sproget var intet lig det, der var blevet snakket ved slavehandleren, hvor nogle ord næsten kunne lyde bekendte.

Lige som de nåede frem til teltets indgang, drejede Skara sig så meget hun kunne i det hårde greb, og hun nåede lige at kunne skimte Tókis skikkelse tilbage ved træet, alene, bortset fra den overlevende af de to andre mænd. Lige nu var han sikker. Regnede hun med. Den gamle mand havde kun virket interesseret i hende. Hvorfor kunne hun kun frygte.
Hun så ind i teltet og efter at have ladet blikket glide rundt for at se, hvor hun var, rettede hun blikket mod manden, der tydeligvis var disse mænds leder. Hun hadede ham allerede, og det lagde hendes blik ikke skjul på. Det var fyldt med mistro, afsky og vrede. Men hun stoppede med at stritte i mod, det nyttede alligevel ikke noget. Hun var omgivet af mænd, der var ingen måde hun kunne få fat på Tóki og stikke af uden at blive opdaget.

[Leonard af Mont]

Atmosfæren i teltet var som et træde ind i et lille hjørne af et hushjem i Levagny. Teltets massive stof holdte den stride nordvind ude. Et mindre, knitrende bål ved teltets indgang sendte sin varme ind. Lukkede man øjnene kunne man helt formå at glemme, at man befandt sig i den nordligste og køligste ende af Falanie.

En træstub, der blev anvendt som et bord, stod med et par flakkende, halvbrændte stearinlys og en halv flaske vin. I den anden ende af teltet var der lavet soveplads med varme tæpper og uld, der tydeligvis havde en betydelig værdi grundet kvaliteten. Og dér, ikke langt derfra, stod en skinnende rustning og prydede stolt med genskæret fra stearinlyset.

"Bare rolig, vildling, jeg gør dig ikke noget.." brummede den dybe tone fra Leonard af Mont, som Skara blev trukket ind i teltet. Med ryggen til hende stod den høje, ranke general og betragtede sit sværd. Med et stykke stof i den ene hånd bevægede han kontrolleret stoffet i lange strøg hen over den blodtilsmurte klinge. Koncentreret og fokuseret. Og for hvert strøg hviskede det påmindelsen om, at et liv netop var blevet endt brat.

Det sidste blod blev tørret af, og sværdets blanke klinge skinnede endnu engang, som havde det stået ganske nyt. Leonard stillede sværdet fra sig, perfekt foran rustningen. Og idet at han rettede sig op, drejede han sig halvt mod den unge Skara, hvor han uhæmmet fangede hendes blik over sin skulder. Et vagt smil hvilede sig over ham, som bød han hende velkommen.

Som Leonard fjernede distancen ved at gå imod Skara, var det som om, at hans skikkelse voksede. Rank. Kontrolleret. Intimiderende. Og som han stoppede op, tårnende foran hende, betragtede han den unge hasneaners skarpe ansigtstræk. Det vilde hår. De vilde øjne. Så rakte han pludselig ud med rolige hænder, men med et fast greb tog han fat i Skaras håndled. Lænkerne blev løsnet, til stor overraskelse for soldaterne, der dog stadig stod rank ved siden af.

"Skara, var det?" Leonard så sigende på den unge kvinde og afventede en reaktion. Det måtte være hendes navn.
"Mit navn er Leonard," brummede han ganske roligt, velvidende at hun nok ikke forstod ham, "Din ejer."

[Skara Ragnadottir]

Der var varmt inde I teltet i forhold til i sneen og blæsten udenfor. Det var pænt indrettet, noget Skara fandt ligegyldigt. De var tydeligvis på en rejse, så hvorfor der skulle bruges så meget energi på at gøre det pænt i stedet for praktisk forstod hun ikke. Men manden midt i teltet måtte tydeligvis havde høje tanker om sig selv. Skara ville gerne vide, hvem han var, men det lod ikke til, at hun ville få svar, som hun ikke forstod sproget og ingen virkede til at forstå hende.
Hendes blik faldt til sværdet, der omhyggeligt blev gjort rent for blod. Et våben hun under andre omstændigheder ville være nysgerrig efter at se på nært hold – når det ikke var rettet mod hende – for det så ud til at være et stykke fantastisk flot håndværk. Selvom de mest brugte våben i Skaras klan var bue og pil, spyd og knive, var sværd også en del af arsenalet, og hun var så heldig at eje et selv. Det gjorde de fleste kvinder og flere af mændene. Mange af dem var af ældre dato, arvet ned igennem generationer, men de duede stadig i kamp. Skaras havde været hendes bedstemors. Og nu var det i hænderne på den anden klan. Tanken gjorde hende syg.

Mandens ord var stadig det rene vrøvl for Skara, der dog løftede blikket til hans ansigt, som han kom over mod hende. Trods hans størrelse, krympede Skara sig ikke, som han sikkert ville have forestillet sig, nej, hun rettede sig en anelse mere op og nedstirrede ham, selvom hun måtte kigge op.
Da hans hænder rakte ud efter hende, veg hun ikke, selvom hendes blik flakkede en enkelt gang. Men han skulle ikke have fornøjelsen ved at se hende bange. Og det viste sig også hurtigt, at det eneste han ville var at spænde håndjernene op. Lettelsen ved ikke at mærke metallet gled igennem hende, men hun rørte sig stadig ikke. Lod bare hænderne falde ned langs siderne, selvom hun havde lyst til at gnide sine håndled.

Lyden af hendes navn fik hende dog til at knibe øjnene sammen. Så han havde fanget det. Det lød forkert i hans mund, både udtalt, men også som om han besudlede det. At han sagde sit eget navn gik hen over hovedet på Skara, det var blot flere underlige lyde oven i de andre uforståelige lyde, der forlod hans mund. Men selvom hun ikke forstod, hvad han sagde, forstod hun nogenlunde tonefaldet i de sidste to ord. Vreden blussede op, og hendes ansigt fortrak sig.
”Jeg ved ikke, hvem du tror du er, men jeg agter ikke at knæle for en mand, selv ikke for et ophøjet røvhul som dig, jeg vil aldrig være din slave, jeg vil kæmpe mod dig hvert skridt du slæber mig af sted, om det så koster mig livet, sådan en …” Hun sluttede sin hurtige og arrige talestrøm af med et skældsord, der ikke ville kunne oversættes, sagt med dyb foragt, der også kom til udtryk i hendes ansigt, inden hun spyttede på jorden i mellem dem.
At diplomati uden tvivl ville få hende længere, det var slet ikke faldet hende ind. Hun var en kriger af blod og sjæl, og manden foran hende fik hende helt op på paraderne. Kunne hun, ville hun gribe hans sværd og føre det lige igennem ham. Hun kendte ham ikke, men af hvad hun havde set ind til videre, ville hun gøre verden en tjeneste, mente hun.

[Leonard af Mont]

Det kom bag på ham, at høre den unge Skara pludselig bryde ud i tale på sit modersmål. Et barbarisk, hedensk sprog. For Leonard skar den hasneanske klang i ørerne, og mindede ham kun om hvor primitiv og ynkelig dets folkeslag var. Som hun talte, forduftede smilet på hærgeneralens læber stødt. Hans ansigtsudtryk blev mere og mere sammenbidt, og afskyet steg i ham, tydeligt synligt i de kølige, blå øjne der hvilede på hende. Hendes foragt var ikke til at tage fejl af. Spytklatten landede ikke langt fra Leonards mørke og tunge støvler, men ligesom hende, stod han urokkeligt fast og rank.

Kæben spændtes. Og pludselig, med en fast og kontrolleret hånd, svang han sin hånd samvittighedsløst mod hendes slanke kind. Hårdt og køligt, og uden nogen former for forudsigelighed.

"Forbandede slavetøs.." brummede han tørt, og inden at den unge Skara kunne nå at komme sig, tog han fat i hendes kæbeparti. De lange fingre borede sig i hendes kinder. Fast førte han hendes ansigt tættere til sig. Øjenkontakten var skærende i luften i mellem dem, og trods Leonards ellers så kølige kontrol, var fornemmelsen af afsky ualmindelig tydelig. Han ville respekteres, om den så skulle opstå på grund af frygt. Hun var hans, om hun ville det eller ej.

"Om et par dage ankommer vi til en mindre by, hvor jeg har tænkt mig at sælge din lille ven derude.." Den kølige, kontrollerede stemme var lavmælt, som de stod tæt mod hinanden, og med et hurtigt hint nikkede han mod teltets udgang, som en hentydning til Tóki.

"Du er min nu, Skara. Og jeg har tænkt mig at nedbryde dig og samle dig op igen, præcis som jeg vil have dig. Du bider af mig nu, men jeg lover dig, at du til sidst vil komme til at ligge sammenfoldet på dine knæ. Uden stemme, uden vilje og uden håb. Jeg vil være det eneste, du har tilbage." Selvom at de ikke kunne forstå hinanden, sagde tonerne i deres stemme, den knitrende had i luften og den faretruende stemning alt, hvad de behøvede.

Fingrene om hendes kinder og kæbe løsnede sig idet han let skubbede hendes ansigt fra sig. Leonard så på soldaterne ved Skaras side med et træt udtryk, "vent udenfor." Som sagt, så gjort. Soldaterne nikkede og gik ud af teltet for i stedet at holde vagt udenfor, stående klar hvis noget skulle ske.

"Klæd dig af, Skara." Hans tone havde ikke ændret sig. Men noget over hans fingres strejfen over hendes tøj, og det undersøgende blik, var pludselig mere kærlig. Så ændrede han sig igen. Med en fast hånd mod hendes overarme, drejede han hende rundt med ryggen til sig. Lyden af det spræjkende stof skar i luften, som generalen samvittighedsløs og ligegyldigt rev tøjet op med al sin kraft.