Skæbnesvangert stævnemøde [s]

[Gisella af Suilleaux]

Gabriel Halvmåne

Jeg hader ham! Komtessens små næver slog ned i puden, mens tårerne strømmede ned over kinderne. Jeg hader ham, jeg hader ham, jeg hader ham! I næsten to uger havde hun været indespærret i byhuset kun med tilladelse til at forlade værelset for at spise middag eller strejfe hvileløst rundt på gangene. Lancelin af Suilleaux havde ikke set nogen anden løsning på denne pinlige affære end at spærre sin datter inde, indtil kærligheden forhåbentlig blev kvalt.
Problemet var bare, at når man er en ung, naiv komtesse uden særlig meget indhold i sin dag udover brodering og husholdning, har man intet andet at lave end at idealisere sin forelskelse. Og åh, hvor Gisella dog savnede Gabriel Fisker. Hendes far var pludselig forvandlet til skurken i hendes liv, der hellere ville holde hende væk fra Gabriel prinsen på den hvide hest (eller måske nærmere svinedrengen) end se hende lykkelig.

Hun havde grædt spandevis af tårer, råbt af sine kammerpiger og stirret ulykkeligt ind i væggen. Så havde hun kastet sig frådende over sine kærlighedsromaner med sig selv og Gabriel for sit indre blik. Det var sådan hér, hun blev overbevist om at udføre deres tidligere plan. Ganske vist blev den besværliggjort af den konstante overvågning, men det var stadig muligt.
Således brugte hun adskillige dage på at udtænke sin plan, og på denne regnfulde aften, hvor alle var gået i seng i Suilleaux byhuset, iklædte hun sig det sæt tøj, hun havde stjålet fra en af stuepigerne bestående af en underkjole, en simpel hørkjole, et brunt forklæde og et tørklæde viklet omkring håret. Udenpå tog hun en tyk kappe, hvis hætte hun slog op over hovedet, inden hun i ly af mørket kravlede ud af vinduet. En af farens vagter patruljerede som regel gaden udenfor, men Gisella havde opdaget, at han altid forsvandt et par timer ved midnatstid.
Hun sprang ned på jorden, snublede en anelse og måtte undertrykke et skrig, da hun vrikkede om. Tårer samlede sig i øjenkrogene, men hun haltede målbevidst videre. Regnen, der silede ned over storbyen, henlagde gaderne i mørk, ulmende dunkelhed. Der var ikke mange ude, alle lå hjemme i seng eller var søgt i ly på kroerne.
Gisella måtte spørge adskillige om vej til Den Fede Kat, og flere af dem gav perverse svar i stedet for at hjælpe, så hun knugede om kniven i lommen, hun havde hapset fra spisebordet og løb sin vej. Da hun endelig nåede frem til kroen, var hun bange, drivvåd, havde ondt i anklen og var på grænsen til at tude. Selv ikke det tydeligvis grumme klientel, var nok til at sende hende hjem igen.
Med hætten trukket godt ned over ansigtet, skyndte hun sig op til krofatteren. ”J-jeg skal tale med Gabriel Fisker,” stammede hun med skælvende stemme.

[Gabriel Halvmåne]

Den fede kat. Stedet hvor Slummens afskum samledes for at drikke, spille og hore under Tyvekongens og hans hofs blikke. Faktisk var størstedelen af klientellet fra hoffet, som de fleste slyngler vidste bedre end at i fuldskab at komme til at lægge sig ud med dem. Men den billige sprut lokkede nu alligevel flere til, som rotter mod stanken af skrald.
Kroen havde set værre dage, som den nye tyvekonge havde smidt lidt penge i stedet og fået huset rettet lidt op. Men enhver adelig, ja også borgerlig, med sin sunde fornuft i behold ville nægte at betræde den mørke, stinkende beværtning, hvor bordene var evigt klistrede og luften af dårlig øl og vin, sved, røg og fedtet mad hang i luften.
Som en gud stod krofatter, en stor mand med rødt hår og skæg, bag baren og vogtede over slynglerne på kroen. Hvis han hævede stemmen, var ingen i tvivl om, at noget var gået for vidt.

Han stod der også, da en ukendt gæst meldte sin ankomst på kroen. En ung kvinde. Hans udtryksløse grå øjne fulgte hendes rute igennem bordene og op til baren. Uden at stoppe med at tørre et krus af, lyttede han til hendes skælvende stemme. Gabriel Fisker. Hvad mon Tyvekongen var ude på nu?
Først svarede han ikke, men betragtede hende med et udtryk, der hverken var venligt eller uvenligt. Til sidst satte han kruset fra sig og slyngede viskestykket over skulderen.
”Han er ude bagved, jeg henter ham,” brummede han, igen hverken venligt eller uvenligt, inden han drejede rundt og gik ud i køkkenet. Her fortsatte han hen til en dør, der ledte ud til en baggang. En vagt var placeret på en stol, og de nikkede kort til hinanden, inden Hugo med en kno bankede på døren ind til Tyvekongens private gemakker.


Der var gået nogle uger, siden Gabriel havde kysset den unge komtesse i stalden bag hendes families byhus. Han havde egentligt regnet med, at hun ville komme forbi kroen samme aften eller dagen efter, men det skete ikke. En uge gik, så to. Gabriel overvejede at tage derhen igen, men han havde andet at se til. Det var mest bare en leg, noget underholdning, med den lille komtesse, og han havde ikke rigtigt nogen holdning til, at hun ikke dukkede op. Han havde da fået et lille kys ud af det.

Egentligt var han på vej ud ad døren, da det bankede på. Han havde besluttet sig for at besøge Hatten, hans brors horehus, for at have en favn at sove i, men lige som han var ved at knappe skjorten efter en hurtig vask af sit kadaver. Han løftede lidt overrasket hovedet og så mod døren.
”Kom ind.”
Døren blev åbnet, og Hugo kom ind.
”Der er bud efter Gabriel Fisker i kroen, Deres Majestæt. En ung kvinde.”
Gabriel rynkede panden.
”Hvordan så hun ud?”
Hugo trak på de brede skuldre.
”Gemt under en kappe. Hun lugter af finere kredse.”
Et smil bredte sig på Gabriels ansigt.
”Så kom hun endeligt. Jeg kommer med det samme. For øvrigt, jeg er afrydder og opvasker.”
Hugo brummede bare af sin chefs underlige påfund, og vendte rundt for at gå tilbage til krostuen inden nogen troede, at der var selvbetjening. Gabriel grinede lidt efter ham, inden han knappede sin skjorte lidt op, så halvmånen og ringen forsvandt bag stoffet. Han nægtede kategorisk at tage halskæden af, så hun ville opdage den på et tidspunkt – regnede han med – men mon dog at så fin en frøken vidste, at Tyvekongen blev kaldt Halvmåne.

Endeligt fulgte han efter Hugo ud i kroen og dukkede op i døren fra køkkenet med et stort smil.
”Gisella! Du kom, jeg troede, at du havde glemt mig igen.” Hurtigt var han på den anden side af baren og henne ved hende.

[Gisella af Suilleaux]

Krofatter var ikke direkte uvenlig, alligevel gjorde han Gisella utryg, måske fordi han udstrålede så stærk autoritet. Heldigvis føjede han hende og forsvandt ud af døren for at hente Gabriel.
Imens så Gisella sig omkring … og hjertet sank i livet på hende. Gabriel havde ikke løjet, da han sagde, at Den Fede Kat ikke var et sted for fornemme komtesser. Stanken af sved, spildt øl og en udefinerbar madlugt rev i hendes næse, og synet var endnu værre. Mænd med svulmende muskler sludrede muntert med kvinder med blottede skuldre og kig ned til barmen (selv Gisella kunne regne ud, at de var skøger), en mand jonglerede med knive og en grov kvinde var netop ved at give en fulderik én på siden af hovedet, uden at nogen tog sig af det. Aldrig havde Gisella set noget lignende. Heldigvis lagde ingen mærke til den unge, kappeklædte, drivvåde pige.

Hvad der sandsynligvis kun var minutter føltes som timevis, før krofatteren endelig vendte tilbage med Gabriel bag sig. Lettelse blandet med glæde bølgede gennem Gisella og var nok til at vælte hendes følelsesmæssigt belastede sind ud over kanten. Hun kastede sig imod ham, mens tårerne fik frit løb.

”Åh Gabriel, det har været så frygteligt,” snøftede hun og begravede sit hoved mod hans bryst, selvom den våde kappe nok hurtigt ville fugte hans tøj. ”Min far har holdt mig indespærret i ugevis, fordi nogen så os i stalden og sladrede om os! Det lykkedes mig endelig at undslippe, men jeg kunne ikke finde kroen her,” rablede hun tårevædet. ”Nogle grumme mænd prøvede at holde mig fast, men jeg slap væk, og nu er jeg her, og min ankel gør ondt og jeg er drivvåd og… og…” hun måtte stoppe fordi hulkene gjorde det svært at tale.

[Gabriel Halvmåne]

Inden Gabriel nåede at gøre noget, væltede den unge komtesse ind i hans favn, våd og grædende. Hans skjorte blev våd, og det tog ham et par sekunder, før han mindede sig selv om, at han skulle lægge armene omkring hende. Omsorg var ikke hans stærke side, ikke uden at han bevidst tænkte over, hvordan man gjorde.
Hans blik gled til Hugo, der stod med et par løftede øjenbryn og betragtede ungmøen, der havde kastet sig lige lukt i favnen på selveste Tyvekongen, som var han en tryg voksen. De udvekslede blikke hen over hende og hendes ord, inden Gabriel slap Gisella med den ene arm og lavede et tegn til krofatter om, at han skulle bruge en nøgle. Hugo rakte ind under baren, hvor det svagt klirrede, inden han gab Gabriel en stor tung nøgle til et værelse.

Endeligt rettede Gabriel sin opmærksomhed mod den hulkende pige.
”Kæreste lille Gisella, det lyder da forfærdeligt,” sagde han dæmpet ned mod hende og gav hende et lille klem. ”Vil du ikke med op på et værelse, så kan du fortælle mig alt omkring det?” Egentligt ville han da helst være fri, men han kunne nok ikke undgå det. Det der interesserede ham mest var, at de var blevet set. Hvad havde det af betydning for ham?

Med lidt blide bevægelser forsøgte han at føre hende mod døren, der ledte ind til trappen til ovenpå. Nogle kortspillere kiggede nysgerrige og undrende efter dem, og Gabriel sendte dem et blik, der hurtigt fik dem til at vende tilbage til deres kort. Trappen var smal og mørk, men Gabriel slap ikke Gisella, som han ledte hende op ovenpå og ned til en dør for enden ad gangen, nøglen passede i. Rummet på den anden side var ikke så stort og uden tvivl ikke i stil med noget, Gisella var vant til at befinde sig i, men i en slyngels øjne var det nu ganske fint. Der stod en seng, et bord, en stol og et lille skab. Gabriel ledte hende hen til sengen og fik hende ned at sidde, inden han fik tændt lys i olielampen på bordet, der spredte et varmt lys i det ellers mørke rum.
Til sidst satte han sig ved siden af hende og lagde en arm om hende og den våde kappe.
”Hvad er det for noget med, at din far har haft din spærret inde?”

[Gisella af Suilleaux]

Hulkene blev kun værre ved Gabriels omsorgsfulde ord, og det tog adskillige minutter før Gisella faldt nok til ro til at løsrive sig en smule fra ham. ”Ja, tak,” snøftede hun og nikkede. Eftersom Gabriel ikke tilbød hende et lommetørklæde (han kendte jo heller ikke de adelige skikke), måtte hun duppe øjnene med hjørnet af sin fugtige kappe.

Hun lagde ikke mærke til de besynderlige blikke, mange af kroens gæster sendte dem, ej heller at støjniveauet dæmpede sig en smule og nogen stak hovederne tæt sammen. I stedet lod hun sig føre op ad en smal trappe og ned ad en gang. De trådte ind i et simpelt rum, men for en gang skyld var Gisella for optaget af sine egne problemer til at bekymre sig om de lettere usle omgivelser. Hun dumpede ned på sengen og snøftede let, mens Gabriel tændte olielampen.

”En stalddreng så os,” fortalte hun dæmpet og så op på ham med store, våde øjne. ”Min far var rasende. Han forbød mig at se dig igen og placerede vagter ude foran mit vindue. Men jeg planlagde min flugt, stjal et sæt stuepigetøj og i dag lykkedes det endelig. Jeg lader ham ikke komme imellem os.” Hun løftede trodsigt hagen og viste for første gang ægte Suilleaux-karakter.
”Så jeg sprang ud af vinduet, men i faldet slog jeg min ankel.” Hun vippede foden en anelse og klynkede en smule over smerten. Så puttede hun sig tættere ind til Gabriel og indsnusede hans beroligende duft. Straks faldt hun lidt mere til ro, nu hun var kommet sikkert i havn.
Alt skulle nok blive godt nu.

[Gabriel Halvmåne]

Med påtaget bekymring så Gabriel på Gisella med sine brune øjne, mens hun begyndte at fortælle. Ved Triatos. Havde han vidst, at nogen havde set dem, havde han sørget for, at de intet havde sagt. Men det var for sent nu. Han var ikke bekymret, man skulle være dum for at lægge sig ud med Tyvekongen.
Da komtessen trykkede sig ind mod ham, spændte han lidt op i armen for at holde lidt mere fast om hende. Han havde ingen naturlig fornemmelse for at trøste, men han havde øvet sig og var efterhånden ret god til det.

”Du er en handlekraftig ung kvinde,” sagde han imponeret. Han var imponeret, han havde ikke regnet med, at den lille frøken turde gøre noget så farligt. Slummen var vitterligt ikke et sted for en som hende.

Han hvilede kort sit hoved mod hendes, inden han slap hende og skubbede sig ned på gulvet foran hende, for at tage ved hendes ben, hun havde ondt i. Med blide bevægelser fik han hendes støvle af for at undersøge hendes ankel. Forsigtigt vippede han hendes fod lidt. Anklen var lidt hævet. Hans fingerspidser gled over det nederste af hendes underben, anklen og ned over foden, inden han så op på hende.
”Jeg tror, at det er en let forstuvning. Skal jeg forsøge at finde en healer?” ”Forsøge at finde” ville være ham, der gik ned og bad en af sine undersåtter om at skrubbe ud i natten og hente en af dem, hoffet fast benyttede sig af. Det ville ikke være første gang, at der var bud efter dem midt om natten.
Han havde ikke sluppet hendes ben endnu, som han sad på knæ og betragtede hende spørgende og let bekymret.

[Gisella af Suilleaux]

Et lille smil bredte sig på Gisellas små rosenrøde læber trods tårerne, da han roste hende. Komplimenter var sjældne i familien Suilleaux, og komtessen labbede det i sig. Pludselig havde hun ikke længere behov for at græde. Han havde jo ret! Hun var både handlekraftig og modig. Også selvom turen nær havde skræmt livet af hende. Hun tørrede øjnene, en smule flov over sit dramatiske udbrud.

Hun slap ham modvilligt og kiggede ned på ham, idet han trak hendes våde støvle af. Ingen mand havde nogensinde knælet for hende. Hun bed sig i læben for ikke at klynke, da han bevægede hendes fod. Desuden var hun mere optaget af, at han havde gjort noget så intimt som at tage hendes sko af og berøre hendes fod! Varme skød op i hendes kinder. Hun håbede han blev ved med at røre hende lidt endnu. Åh, hvor behandlede han hende dog godt og kærligt!

”Nej tak, Gabriel. Den er … bedre nu,” løj hun. Hun ville ikke have, han forlod hende, dels fordi hun endelig kunne være sammen ham efter flere uger, men også fordi hun var bange for at blive ladt alene sådan et sted.
”Jeg har savnet dig,” sagde hun genert og slog blikket ned.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kneb øjnene let sammen, som den unge kvinde påstod, at var meget bedre. Smerte var en følelse, han havde let ved at genkende i andre, og det havde gjort ondt på hende, da han vrikkede foden. Tankerne gled hurtigt igennem hans hoved, som han overvejede, hvad han skulle gøre. Føje hende eller? Overvejelserne var mest for hans egen skyld. Foden ville uden tvivl kaste et negativt skær over deres tid sammen her i værelset, og den kunne også komme i vejen, hvis sengen skulle vise sig at skulle i brug. Nej, en healer ville være en god idé.

Et smil spredte sig på hans ansigt, og han rakte op for at kærtegne hendes kind med et par blide fingre.
”Hvor er du sød. Jeg har også tænkt på dig.” Havde Romain været til stede, havde han uden tvivl ladet som om, at han skulle brække sig, men storebroren havde holdt sig væk, også i stalden. Noget Gabriel var glad nok for, han skulle koncentrere sig om at være sød, ikke diskutere med sin usynlige storebror.
”Men jeg må hellere finde en healer, jeg vil ikke kunne lide, at du har ondt. Det tager ikke så lang tid, jeg får en af gutterne nedenunder til at hente en.” Han gav hendes læg et blidt klem, inden han rejste sig og forlod rummet.

Nedenunder greb han den mest ædru af sine mænd og sendte ham ud i regnen efter en healer. Manden vidste bedre end at brokke sig. Herefter fik han Hugo til at hælde resterne af Gabriels aftensmad, en god kraftig suppe, op, og da Gabriel kom tilbage til værelset minutter efter, at han var gået, havde han en bakke med en skål varm suppe og to krus med en god vin. Den vin kun han og Damien drak af.
”Så, jeg tog lige noget suppe med til dig, jeg tænkte, at du kunne bruge varmen.” Han stillede bakken på bordet og så på hende med et lidt kritisk blik. ”Du ligner godt nok en druknet mus. En sød en. Vil du ikke have kappen af?” Uden at vente på, om hun sagde ja eller nej, gik han over til hende og rakte ud for at hjælpe hende af med den våde beklædningsdel.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella lænede automatisk hovedet mod hans fingre og sukkede dæmpet. Det var, som om hun endelig fik stillet seksten års mangel på kærtegn fra andre end hendes søster, og hun kunne slet ikke få nok af hans søde ord og smeltende berøring. Smilet på hendes læber voksede, varmt og forelsket, da han erklærede, at han også havde tænkt på hende. Selvfølgelig havde han det. De hørte jo sammen.

Hun nikkede artigt, ivrig efter at vise, at hun stolede på hans dømmekraft. ”Hvis du siger det, Gabriel.” Alligevel var det noget modvilligt hun betragtede ham forlade lokalet og overlade hende til intet andet selskab end edderkopperne i hjørnerne og olielampens flakkende lys.
Sådan gik minutterne. Hun hørte underlige lyde fra de andre værelser, og var nær fløjet op af skræk, da en mus pilede over gulvet.

Endelig vendte Gabriel tilbage, og så endda med suppe og drikkelse. ”Mange tak,” sagde hun ivrigt og mærkede pludselig, hvor sulten de mange dages forberedelse og selve turen til kroen havde gjort hende. Hun lod ham tage den våde kappe af, inden hun satte sig ved bordet og gav sig til at spise, høfligt og selvbehersket, som kun adelen kunne: uden slubren og sippende af skeens langside. Suppen smagte godt, om end hun ikke anede hvad den mon kunne indeholde.
Mens hun spiste gik det op for hende, at hun stadig var iført stuepigeuniformen. ”Kan du lide mit tøj? Nu er jeg ligesom dig,” spøgte hun, idet hun så op på ham med varme øjne.

[Gabriel Halvmåne]

Den våde kappe blev hængt på en knage ved døren, og da Gabriel vendte sig imod hende igen, havde hun sat sig for at spise. Siden der kun var den ene stol i rummet, gik han over for at sætte sig i sengen i stedet. Alting stod en smule klemt, så de sad tæt nok på hinanden til, at de ville kunne nå hinanden.
Tavst betragtede han hende spise, det var noget andet end at se vilddyrene nede i kroen kaste sig over maden, og det fascinerede ham en smule. Lidt som at se en fugl nippe krummer.

Han trak sig ud af tankerne, som hun spurgte, hvad han syntes om hendes tøj. Det havde Gabriel ærligt talt ikke lagt mærke til, men nu hun nævnte det, kunne han godt se, at det ikke var tøj, man ville forvente at finde en adelig tøs i. Det lignede mere noget en borgerlig ville gå i.
At hun mente, at hun var lige som ham, understregede bare, hvor lidt forståelse hun havde for verden. Tøjet lavede hende ikke om fra en komtesse til en slyngel. Men det sagde han ikke højt. I stedet smilede han.

”Du er en smuk ung kvinde, lige meget hvad du har på,” sagde han med en blød stemme, inden han mødte hendes blik med sit. Nok var det hans storebror, der havde fået tilnavnet ”Sølvtunge”, men Gabriel var absolut ikke helt uden evner, når det kom til at bruge talegaver. Han foretrak bare at blive kniven.
”Kan suppen spises? Jeg ved godt, at det nok ikke er som du er vant til,” sagde han, mens han lod sit blik flakke lidt som for at vise lidt usikkerhed over de mindre fine omgivelser. ”Hugo plejer ikke at være helt dårlig i køkkenet.”

[Gisella af Suilleaux]

Gisella var sig uhyrlig bevidst om, at Gabriel betragtede hende fra sengen af. Hun skævede til ham af og til, mens hun spiste, og prøvede at undertrykke hvor varmt hans blik gjorde hende. Også vinen drak hun, og den smagte heldigvis ligesom derhjemme.

Komplimenten var værdsat. Selv følte hun sig temmelig ussel og langt under sin sædvanlige skønhed i det borgerlige dress. ”Det er sødt af dig at sige, Gabriel. Jeg klædte mig på helt uden nogen kammerpiger,” fortalte hun stolt. For alle under adelen måtte denne kommentar fremkalde en sydende foragt, men for en pige, som var blevet hjulpet i tøjet af to kammerpiger siden hun var barn, var det en stor bedrift.

Hun drak mere af vinen og nød, hvordan varmen prikkede helt ud i fingerspidserne. Hun følte sig godt tilpas. Afslappet. Tryg.
”Suppen smager dejligt. Vil du have noget?” Hun løftede skeen mod ham, selvom det selvfølgelig var dybt upassende at dele tallerken med en anden mand. De grænser havde de dog for længst overtrådt. "Må jeg ... sidde på dit skød her på stolen?" spurgte hun så tøvende. Hun havde behov for at have ham tæt på. Savnede hans kærtegn.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel svarede ikke på hendes ord om, at hun havde klædt sig selv på uden kammerpiger til hjælp, han tvang bare et smil frem og skjulte sin foragt for den rige tøs. Hvem i alverden havde brug for hjælp med at få tøj på som voksen? Små børn, ja selvfølgelig, men når ens mor ikke gad det mere, måtte man klare sig selv. Tænk hvad rige mennesker brugte penge på, mens børn i byen sultede.

Til Gabriels store overraskelse spurgte hun, om han ikke ville have noget af suppen, og løftede skeen for at indikere, at han skulle komme og spise. Drømte han? Hun virkede næsten desperat efter at få noget fra ham.
Inden han kunne nå at svare, tabte han næsten både næse og mund, som hun spurgte, om hun måtte sidde på hans skød. Overrasket tøvede han lidt, en tøven han ikke skjulte, for det var vel passende. I stedet bed han sig kort i læben, som overvejede han det. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Han ville lade hende kaste sig mod ham med alt den unge lidenskab, hun havde i sig. Så længe, at det var hende, der tog initiativet, så hun ikke senere kunne sige, at han havde tvunget hende. Den del skulle nok komme senere.

”Det … Det kan du godt.” Der var en lidt genert tone i hans stemme, som han langsomt rejste sig og gik over til stolen. Det var jo meningen, at han skulle fremstå som en ordentlig borgerlig, og sådan én ville helt sikkert ikke bryde sig om at skulle sidde med en komtesse i skødet.
Hvis hun rejste sig, satte han sig på stolen og gjorde plads til, at hun kunne sætte sig, mens han fugtede sin underlæbe. Først virkede det til, at han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre ved sine arme og hænder, men han endte med at lægge dem om hendes liv, påpasseligt med ikke at røre noget forkert. De brune øjne var store, som han så på hendes ansigt, men der var et lille skævt smil i hans ene mundvig, og et lille glimt i hans øjne, han ikke kunne skjule. Det varede ikke mange øjeblikke, før hendes varme trængte igennem tøjet og gjorde hans krop klar over, hvor tæt hun var på.

[Gisella af Suilleaux]

Som Gabriel trådte hen imod Gisella, rejste hun sig og sank ned på hans skød, da han først havde sat sig. Hun var ikke videre høj, og fødderne dinglede et stykke over gulvet.
Hun fandt hans afdæmpede, generte holdning bedårende. Men på samme tid brændte hun efter at møde den passion og selvsikkerhed, som hun havde oplevet i stalden med det magiske kys. Alt det her var nyt for hende … hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og hun var bange for at gøre noget forkert, eller at han måske ville finde hende afskyvækkende, hvis hun viste for meget iver. Komtesser burde være kyske og passive. Hun havde lyst til at være det stik modsatte.

Følelsen af ham så tæt på fik hende til at glemme alt om suppen. Hun løftede genert blikket mod ham og blev straks tryllebundet af hans brune øjne. Det skæve smil i mundvigen var et løfte om den lidenskab, der sikkert gemte sig under hans høflige ydre, og det sendte et skud af varme gennem hendes skød.

Dristigt lagde hun hænderne omkring hans slanke hals. Hun betragtede begærligt hans ansigtstræk. Den skarpe næse. Skægstubbene, som hun fik lyst til at gnide sin bløde kind imod. De bløde læber …
Hendes mund faldt en smule åbent. Hun kunne ikke lade være. Forsigtigt lænede hun sig frem lod deres læber mødes. Kysset var prøvende, nysgerrigt. Det var kun hendes andet kys, og hun håbede inderligt, at han kunne lide det.

[Gabriel Halvmåne]

Havde Gabriel været en normal mand, havde han måske kunne fornemme det magiske i øjeblikket, hvor deres blikke mødtes. Forbindelsen mellem to mennesker, spændingerne i luften, forventningerne. Måske kunne han et eller andet sted godt mærke det, men intet gjorde sig bemærket i den for det meste følelseskolde mand. For ham var hun et bytte, en flue i hans spind, og som han betragtede hendes øjne, var det kun med rovdyrets interesse. Det fascinerede ham, hvor hurtigt det gik. Hun var nem. Hun måtte hungre efter opmærksomhed, som hun villigt lod sig blive fanget i de klistrede silketråde, han lagde ud for hende.

Hendes hænder var stadig kolde, som han kunne mærke dem mod sin nakke. Hun skulle nok få varmen inden længe, havde han en fornemmelse af. Det krævede lidt af ham, ikke at smile, som hun lænede sig frem og deres læber mødtes. Han gengældte det blidt, lod hende angive, hvordan det hele skulle foregå. En varme var begyndt at vokse frem i hans underliv, nok var hans sind ikke fyldt med følelser, men hans krop stod ikke tilbage, når det kom til stimuli. For ham gik det for langsomt, han havde lyst til at samle hende op og smide hende over i sengen, men det var ikke en del af planen, og han blev siddende, overraskende tålmodig for dem, der kendte ham.

Hans arm om hendes ryg blev liggende med hånden, der havde et blidt tag om hendes side. Den anden flyttede han. Han snittede med vilje hendes side med fingrene, som han løftede hånden op for at føre den ind i mellem hendes arme og lægge den mod hendes hals, højt nok oppe til, at hans tommelfinger hvilede mod det nederste af hendes kind. Her kærtegnede han blidt den bløde hud uden at slippe kysset.

[Gisella af Suilleaux]

Kysset var mindst lige så magisk som i stalden. Hun havde drømt om det kys på de lange, ensomme aftener, hvor hun havde været indespærret på sit tårnværelse med intet andet end minderne til at holde hende varm. Nu havde hun fået ét mere at drømme om.
En gysen løb gennem Gisella ved følelsen af den faste hånd mod hendes ryg og den anden, der let bevægede sig på opdagelse. Pludselig ønskede hun brændende, at der ikke var noget tøj imellem dem, men at hans fingre i stedet strejfede hendes nøgne hud.

Baner af varme skød ud i den unge komtesses krop. Aldrig havde hun følt sig så levende. Hun strammede grebet om hans nakke, enten for at forhindre ham i at trække sig væk eller for at undgå helt at smelte i hans favn. Hun trykkede sig ind mod ham, begærlig efter mere. Kysset blev mere intens. Insisterende.
Hun ville have mere … men hvad bestod mere egentlig af?
Hun vidste, at elskere udførte en akt for at få både nydelse og børn … Men hvad der reelt foregik, anede hun ikke. Jovist, hun havde da set hunde og heste parre sig, men det kunne da umuligt foregå på samme måde for mennesker.

Lettere gispende slap hun hans læber, dog uden at flytte hovedet særlig langt væk. Hans ånde, der duftede let af vin, slog imod hendes følsomme og næsten hævede læber.
”Jeg vil have mere af dig,” hviskede den unge komtesse dæmpet. De mælkehvide kinder var blussende røde af ophidselse.