Markedets mange goder

[Richarde af Gustabis]

Til: Noella Pilkvist
Sted: Markedspladsen
Tid: Ud på eftermiddagen
Vejr: Solskin, en let vind, næsten helt sommerligt

Det var næsten en uge siden, at Richarde var ankommet til Levagny. Første dag havde han brugt på at restituere efter den lange rejse fra Gustabis, først med båd og så på hesteryg. Ærligt talt var hans bagdel ikke polstret nok til så mange timer og dage i en saddel, så han havde haft brug for hvilen. Han havde også fået hilst på alle sine børn, der var betydeligt gladere for at se ham, end hans hustru havde været.
Derefter havde han brugt en del dage på paladset, hvor han den første dag havde været sammen med sin fætter, kongen selv, og de andre dage havde han snakket med folk, der ville vide, hvordan det gik i Gustabis.
Nu var hans officielle pligter overstået, og han kunne endeligt få lov til at nyde, hvad Levagny havde at tilbyde.

Siden vejret var godt, besluttede han sig for, efter at have dovnet formiddagen væk, at tage ud og se markedet. Ikke at han manglede noget, men han kunne godt lide at gå rundt og kigge lidt på boderne og opleve pøblen. Hvem vidste, måske fandt man alligevel noget spændende. Og stemningen på den store markedsplads i Levagny var en helt anden end hjemme i Gustabis. Gustabis var fyldt med farver og råbende folk, dyr og sælgere, der ville prakke en noget på. Her i byen var der lidt mere ro på.

Og her var Richarde anonym. Relativt, som han tydeligvis var adelig, men ingen genkendte ham som Greve af Gustabis eller Hertug af Falanie. Nej, her var han bare en rigmand på en slentretur ned langs boderne. Tæt bag ham fulgte hans livvagt trop, en stor mørkhudet mand, der trak flere blikke end Richarde. Edryenere var et uden tvivl et særpræget syn i Levagny, og Richarde mindede sig selv om at spørge sin familie om, hvordan det var for dem.

En bod fangede hans opmærksomhed, som nogle smykker glimtede i solen. Intet dyrt, det var bare hjemmelavet småting, men et armbånd var uden tvivl noget, Simmonete af Vigny ville kunne lide. De små stykker rav ville passe perfekt til hendes gyldne hud. Han fik hurtigt diskuteret lidt af prisen, inden han tilfreds betalte kvinden i boden. Med armbåndet i hånden vendte han rundt for at vise det til livvagten.
"Tror du ikke, at Simm- ... ups." I et øjebliks uopmærksomhed var han bumpet direkte ind i nogen.

[Noella Pilkvist]

Denne morgen var det gået op for Fruen, at hun ikke havde nogle nye pyntegenstande at tage på til den næste festlighed hun skulle til. Derudover, så havde Noella hørt at rav åbenbart var en af de nyeste tendenser blandt damerne på paladset. Det var et simpelt, men dog alligevel sjældent smykke og det naturlige udseende var åbenbart tiltalende dette forår. Derfor gik Noella hen til en af boderne, hvor hun vidste at hun kunne købe pyntegenstande til Adelaide Af Zorete hår.

Det var dog også der hun fik øje på den egentlig ret iøjnefaldende mand, med hud sort som kul. Noella havde aldrig set noget lignende og det gjorde hende en smule nervøs og hun stirrede på ham mens hun gik, derfor så hun sig ikke for da hun gik videre hen mod boden, men endte med at gå ind i en herre iført fornemt tøj. Hun trådte hastigt et skridt tilbage og så både fra den mørke mand til den fornemme mand med et lettere skræmt blik.
"Undskyld. Det beklager jeg." Sagde hun og bøjede nakken, nervøs for om hun nu ville blive straffet da hun var overbevist om at fejlen måtte være hendes. Derefter løftede hun blikket en anelse og skævede mod den store mand, som om han snart ville slå hende.

[Richarde af Gustabis]

Richarde af Gustabis var ikke nogen aggressiv mand, og derfor var hans første tanke heller ikke at begynde at skælde ud. Han havde været uopmærksom, og markedet var trods alt fyldt op med travle og optagede mennesker, på jagt efter en god handel. Inden han kunne nå at undskylde, kom pigen, han var stødt ind i, ham i forkøbet. Hun lignede en, der forventede at få huden skældt fuld, og livvagtens tilstedeværelse var tydeligvis intimiderende. Han var også trådt trættere på, som han burde, når noget skete omkring hans herre, men Richarde sendte ham et blik, den store mand ikke havde svært ved at læse, for han trådte hurtigt et par skridt væk igen og gav pigen luft.

"Det var helt og holdent min skyld, du skal ikke undskylde." Et venligt smil lavede folder i Richardes kinder, og hans brune øjne så venligt på hende. Hertugen var god til at lægge ansigtet i venlige, uskræmmende folder, især når der var små dådyr i nærheden. Hans blik gled over hendes ansigt, så godt som det var muligt, når nu havde hovedet bukket. Det var ikke fordi, at hun var frygteligt køn, men han fornemmede straks en udstråling af uskyldighed over hende, og han var interesseret. Det havde været en lang, ensom rejse fra Gustabis til Levagny, og nu havde han endeligt tid til ... underholdning.
"Du kom forhåbentligt ikke noget til?" Armbåndet gled ned i en lomme, og han rakte frem mod hendes arm som for at sikre sig, at hun var okay.

[Noella Pilkvist]

Langsomt slappede Noella af og lod blikket glide først op mod den store mand, som trådte til siden og derefter mod den fornemtklædte mand, som talte til hende. Han mente åbenbart ikke at hun behøvede at sige undskyld og Noella ville nok have set det som et tiltalende karaktertræk, hvis ikke hun havde været så mistænksomt anlagt. Måske ville han teste hende og se om hun rent faktisk troede, at hun ville kunne slippe afsted med opførslen. Hendes hoved var tæt på at eksplodere af modstridende tanker, hans venlige ansigt som hun lod blikket glide hen over, var dog ikke ligefrem afskrækkende.

"Det skal De ikke tænke på, jeg klarer mig." Sagde hun og nejede langsomt for ham, inden hun løftede sine hænder op til sit hovedlin og rettede forsigtig på det, for at værre sikker på det dækkede håret. Derefter så hun ned mod hans hånd, som virkede lidt for tæt på når man tænkte på at de først lige havde mødt hinanden.
"Hvis De vil være så venlig, jeg skal købe et hårsmykke til min Frue." Sagde hun og nikkede hen mod boden og gik et skridt frem, hun ville nok godt kunne mase sig derhen, men hun havde ikke lyst til at være så respektløs overfor en mand der var så fin som ham. Det kunne være at han eller hans hustru kendte Adelaide Af Zorete og hun ville ikke ende i problemer. Samtidig havde hun et arbejde hun skulle passe og kunne ikke stå og dovne den på markedet hele dagen. Derfor tog hun endnu et skridt hen mod ham og ventede på at han ville rykke sig, nu hun var så tæt på at højdeforskellen mellem dem blev tydelig.

[Richarde af Gustabis]

Richardes blik forlod ikke ungmøen, som hun afviste hans bekymring. Hun var lidt svær at læse, for selvom hun virkede lidt forskræmt, virkede hun samtidigt som en pige, der ikke havde tålmodighed til ham, som hun var kort for hovedet. Høfligt, selvfølgelig. Interessant.
Hendes skridt frem fik han ikke til at flytte sig, han var ikke færdig med hende, selvom hun virkede færdig med ham. Hun havde vækket hans interesse, og han agtede ikke at lade muligheden smutte mellem hænderne på sig, uden at have gjort et forsøg først.

Hendes ord afslørede, at hun var en tjenestepige. Det gjorde ham ikke noget, det var ikke hendes stand, der betød noget, nej det var hendes … ja, fysik. Udstråling. Det lyse hår. Og hendes alder. Et sted i baghovedet var han allerede ved at klæde hende af.
”Din frue? Hvem er så heldig at have en yndig pige som dig i sin stab?” Komplimenten forlod ham uden noget stort ståhej, som tænkte han slet ikke over, at han sagde det. I stedet gled hans nysgerrige blik over hendes ansigt, mens hans ene hånd fandt ned i skuldertasken.

Normalt ville en tjener skulle slæbe rundt på hans ting, men han havde ikke taget nogen med i dag ud over sin livvagt, som skulle have hænderne fri. Så Richarde bar selv en lille lædertaske med en rem over skulderen. Op af tasken fiskede han et jordbær fra en lille kurv, han havde købt for øjeblikke siden. Både til sig selv, men også til Flavia. Hun havde virket lidt gnaven siden hans ankomst, måske de søde bær kunne få et smil frem på hendes ansigt.
”Vil du have et jordbær?” Med en elegant bevægelse, som havde han lige tryllet det ud af den blå luft, præsenterede han det søde, røde bær for hende.

[Noella Pilkvist]

Det kom lidt bag på hende at han ikke flyttede sig, det ville de fleste mennesker trods alt gøre, i stedet blev han stående og hun måtte stoppe brat op. Da han tilmed talte til hende, løftede hun sit blik op mod hans med et lettere skeptisk blik i sine øjne. Som tjenestepige oplevede hun sjældent den slags opmærksomhed, selvom hun var nogenlunde køn, var der sjældent en mand - specielt en fornem en som ham, der så i hendes retning. Komplimentet fik hendes kinder til at blive røde, hvilket var tydeligt på hendes hvide hud.
"Min Frue er Nådigfrue Adelaide Af Zorete" Sagde hun og løftede hagen en anelse, tydeligvis stolt af den kvinde hun arbejdede for.

Da jordbærret dukkede op i hendes synsvinkel, som om det blev tryllet frem, løftede Noella overrasket sine øjenbryn. Hun bed tænksomt ned i sin underlæbe og overvejede at sige nej, men det var for fristende. Forsigtig tog hun bæret og førte det op til sine læber og tog en bid, hun tyggede om munden og så undersøgende på ham.
"Tak Deres... Tilgiv mig - hvordan skal jeg tiltale Dem Herre?" Spurgte hun usikkert, fordi hun i den grad havde brug for at vide hans titel, så hun ikke fornærmede ham.

[Richarde af Gustabis]

Richardes smil voksede en smule, som pigens kinder skiftede farve, tydeligt i det skarpe lys. Hans lille uskyldige kompliment gik rent ind ved den unge tjenestepige. Det skubbede bare til hans lyst til at lokke hende i uføre.
Navnet på Nådigfruen sagde ham ikke noget, overhovedet. Men det var heller ikke meget tid, han havde tilbragt i Levagny siden sin barndom. Han havde heller ikke lige nogen erindring om, hvad Zorete var for et len, selvom han dog kendte dets geografiske placering. Skulle han være ærlig, så interesserede politik ham ikke, andet end når det kom til Gustabis.

Næsten hypnotiseret fulgte hans blik jordbærrets rejse op mod hendes læber, og han kunne mærke en varme brede sig i kroppen, som hun med de pæne tænder bed ned i det. Hvis han ikke kunne lokke hende til at dele en intim stund med ham, var det efterhånden tid til at finde nogen, der ville. Om det så var mod betaling.
Hendes stemme afbrød hans fascination, og han løftede blikket til hendes, mens det venlige smil kom frem på hans ansigt igen.
”Åh, hvor uhøfligt af mig. Jeg er Greve Richarde af Gustabis. Jeg er på et lille sommervisit i Levagny.” Han antydede et svagt buk i overkroppen og sprang pænt over at kalde sig selv Hertug af Falanie, fætter til kongen. Han ville ikke skræmme hende helt væk. Ikke at folk ikke vidste, at kongens fætter havde grevskabet Gustabis, men han regnede ikke med, at de borgerlige gik så meget op i den slags.
”Måske jeg kunne få dig til at hjælpe mig, når du har købt, hvad du skulle, til din frue.” Han så lidt undskyldende ud. ”Jeg er ikke ret kendt i byen, og jeg skal finde en bestemt kro, hvor jeg skal mødes med en ven i morgen. Den skulle ligge her i nærheden af markedspladsen. Falken og Kronen?”

[Noella Pilkvist]

Noella bemærkede hans intense blik, men hun forstod det ikke. Derfor forsatte hun blot med at spise jordbærret og gik ud fra, at han måtte være meget interesseret i jordbær siden han så sådan på hende. Da han sagde hvem han var, rynkede hun sine øjenbryn lidt og forsøgte at finde frem til den rette tiltaleform. Hvis han var greve, så var det vist 'Deres Excellence' - det var så forvirrende at tale med adelige.
"Det lyder spændende, Deres Excellence." Sagde hun, uden at forstå hvorfor han fortalte hende alle de her banaliteter.

Naiv som hun var, fik hun ondt af greven, som ikke kunne finde vej. "Selvfølgelig, Deres Excellence." Sagde hun og nejede en anelse. Hun ville helst ikke fornærme ham, han kunne jo være venner med fruen, eller hans hustru kunne. Der skulle ikke løbe et rygte om, at hun ikke respekterede sine overordnede om det så var fruen eller en anden adelig. Hun kendte sin plads.
Da hun havde købt det hun skulle, vendte hun sig mod greven og smilede sødt til ham. "Lad mig følge Dem til kroen, vi skal først ned ad gaden ved det røde hus." Bemærkede hun og lagde fruens nye hårpynt ned i sin taske. Derefter begyndte hun at gå og regnede med at greven ville følge med hende, da hun skulle vise ham vejen.

[Richarde af Gustabis]

Åh så sød og uskyldig. Richarde havde spurgt efter kroen ud af den blå luft, som en måde at lokke hende til at spendere mere tid med ham, og han var ganske overrasket over, at det så ud til at lykkes. Enhver anden ville måske få moralske skrupler med at ville lokke en pige som hende i fordærv, men Richarde var ikke en type mand, der benægtede sig selv – eller andre – dét, han havde i tankerne. Ikke at der ville blive noget tvang, det brød han sig ikke om, men måske en smule pres. Nu måtte de se. Først skulle han have hende i nærheden af et mere privat sted.

Han blev tålmodigt stående, mens pigebarnet fik købt det, hun var efter. Livvagten blev tavst bag ham, sikkert med øjnene kørende rundt i hovedet efter mulige farer og lommetyve. Som han skulle. Han havde redde Richarde for lidt af hvert i deres tid sammen.
Endeligt fik hun betalt for sit smykke. Hendes søde smil havde nær fået Greven til at sukke, men han nøjedes med at gengælde smilet og følge efter hende, som hun begyndte at gå. Bag dem sluttede livvagten trop.

”Det er meget venligt af dig, at vise mig derhen,” startede han ud med sin bløde stemme. ”Jeg håber ikke, at det er til for meget besvær.” Hans blik hvilede en del på hende, selvom han også holdt øje med, hvor han gik.
”Jeg tror ikke, at jeg fik dit navn, frøken?”

[Noella Pilkvist]

Greven var tydeligvis en høflig mand og Noella syntes, at han var meget rar at være sammen med. Hun skulle dog stadig være forsigtig - man vidste aldrig hvordan mænd var. Hun havde oplevet dårlige mænd og hun vidste hvordan de kunne gemme sig bag venlige folder.
Hans ord fik hende dog til at smile og hun lagde hovedet let på skrå, for at se op på ham. "Slet ikke, Deres Excellence." Sagde hun og skævede mod hans taske med jordbær - måske hun kunne få et mere? Det var nok for meget at bede om.
"Mit navn er Noella Pilkvist." Sagde hun. "Jeg er født her i Levagny, men mine forældre er fra Hasnea." Forklarede hun, fordi hun var vant til at uddybe.
"Og det er virkelig ingen besvær, jeg er sikker på min Frue vil være glad for at høre at jeg hjalp en så højtstående mand som Dem Deres Excellence." Sagde hun med en høflig tone i sin stemme.

[Richarde af Gustabis]

Det gik ikke Richardes opmærksomhed forbi, at hun skævede mod hans taske. Det virkede til, at jordbær var et ganske effektivt lokkemiddel. Han kunne altid tage tilbage og købe en ny bakke på et andet tidspunkt til Flavia.
”Det var godt,” svarede han med et smil, inden han lyttede til hendes svar om navn og slægt. ”Noella Pilkvist, et smukt navn.” Igen forlod en naturlig kompliment ham, inden han igen tryllede et jordbær frem.
”Vil du have et jordbær mere, Noella?”

De var kommet ud af markedet og det var lidt nemmere at trække vejret ude på gaden, hvor der ikke var så mange mennesker.
”Din Frue er meget heldig med en sød ung kvinde som dig i sin stab. Du lyder glad for at arbejde for hende.” Han ville i hvert fald huske at komplimentere denne Adelaide af Zorete, hvis han skulle støde på hende på paladset eller til en fest en dag.

Richardes blik gled rundt på omgivelserne. Han vidste som sådan godt, hvor Falken og Kronen lå, han havde været der før, men det var med lange mellemrum, at han var i Levagny, og byens gader var talrige og forvirrende. Og normalt blev han kørt rundt i vogn, når han var ude på mere officielle gøremål.

[Noella Pilkvist]

Noella var ikke vant til at få så meget opmærksomhed, normalt befandt hun sig bare i baggrunden og blev overset af de fleste. Hun smilede derfor lidt mens hun tog imod jordbærret og bed nee i det med et skinnende blik i sine øjne.
"Mange tak, Deres Excellence." Sagde hun og skævede mod ham, inden hun vendte blikket tilbage mod den lettere intimiderende vagt. Imens gaden blev mere tom for mennesker, følte hun sig lidt udsat som hun gik med to fremmede mænd på gaden.
"Der er denne vej." Sagde hun og pegede for at vise ham den rigtige retning.
"Åh tak, det er sødt af Dem at sige. Jeg er jo bare en tjenestepige. Det er ikke noget specielt. Men ja, min Frue er god at arbejde for." Sagde hun og så på ham med et skævt smil.

[Richarde af Gustabis]

Richarde sendte hende et venligt smil, som hun takkede for jordbærret. Han vidste, at han så yngre ud, når han smilede, selvom han i forvejen så ung ud i forhold til sin egentlige alder. Det havde mange gange før hjulpet ham med at indfange yngre kvinder, så unge som han bedst kunne lide det. Mon det ville lykkes ham at indfange denne lille bly viol? Jagten i sig selv var også en del af legen, selvom han kunne mærke sig selv være en smule utålmodig i dag. Det var længe siden, at han var rejst fra Gustabis, og hans lyster var kun vokset på rejsen.

Han fulgte uden brok hendes anvisning ned ad en gade, og vagten fulgte tavst efter, nogle skridt efter de to.
”Du skal ikke sætte dit lys under en skæppe, kære Noella. En god tjenestepige er guld værd. Og du må uden tvivl være ganske eftertragtet med dit kønne udseende og søde smil. Jeg tænker du må lyse enhver husholdning op.” Smurte han for tykt på? Det gjorde han vist. Det fik ham til at hente et jordbær mere frem og række det frem mod hende med et smil og et lokkende, men venligt, udtryk i det mørkebrune øjne.

[Noella Pilkvist]

En god tjenestepige. Noella gentog ordene inde i sit hoved, tankerne fløj hen til andre ting - til hendes arbejde hos fruen og hvorvidt hun egentlig var en god tjenestepige. Hun prøvede at opføre sig så godt som muligt, gøre hvad der blev forventet af hende, men det var også svært nogle gange. Altid at være lydig og ikke kunne bestemme selv.
"De er alt for generøs Deres Excellence." Sagde hun og tog imod jordbærret uden at tøve. Det var vel så uskyldigt, at det ikke kunne gøre det store. Alligevel blev hendes kinder røde. Det var sjældent nogen gav hende så meget opmærksomhed og det gjorde hende helt forfjamsket og forvirret. Hun vendte blikket ligeud, men skævede et øjeblik lidt genert mod ham. Hun følte sig pludselig så selvbevidst og overvejede hvad hun skulle gøre af sine hænder, eller om hendes hovedlin sad som det skulle. Der var noget ved denne mand der gjorde, at hun følte sig helt ved siden af og hendes hjerte bankede hurtigere.
"Det er dejligt vejr idag." Sagde hun og følte sig pludselig meget dum. Sikke en banal ting at sige, kunne hun ikke finde på andet end at kommentere på vejret? Derfor tog hun en bid af jordbærret, så hun havde en undskyldning for ikke at sige mere.
I samme øjeblik var der dog en ung gadedreng der kom løbende lige ind i hende og hun tabte bærret ned på sin bluse, hvilket skabte en rød plet på det lyse stof.
"Ved Mithras." Udbrød hun overrasket og så ned ad sig selv og trak en lille klud frem fra en lomme for derefter at forsøge at tørre den røde plet væk. Hun kunne dog dårligt se hvad hun lavede, da jordbærret havde ramt tæt på halsudskæringen af hendes skjorte. Fokuseret, bed hun ned i sin underlæbe, men hun formåede ikke andet end at tvære pletten mere ud.

[Richarde af Gustabis]

Richardes smil voksede og hans øjne glimtede, som hun kaldte ham generøs og tog imod jordbærret. Blev hendes kinder ikke noget røde? Mentalt klappede han sig selv på skulderen, det så ud til, at han kastet den rigtige krog ud. Nu skulle han bare lige så stille hive hende ind i hans favn. Men hvordan? Han var lettere urolig for at skræmme hende væk, hun virkede meget sart. Han skulle vist gå forsigtigt til værks, lige så stille få hende frem til tanken, at hun og han skulle nyde en stund sammen i et af kroens værelser.

”Ja, det er det,” svarede han lettere automatisk. Som royal og som adelig var høfligt småsnakkeri kommet ind med modermælken, og han tænkte sjældent over, når det skete.
Inden han kunne nå at skifte emne til hende igen, dukkede der en dreng op ud af ingenting og løb ind i tjenestepigen ved hans side.
Vagten bag dem trådte hurtigt frem, men ungen var lige så hurtigt væk, som han var dukket op. Richarde nåede kun at få et glimt af lyse krøller og forskrækkede blå øjne. Lyden af børnelatter lød et sted fra. Noget der straks forsødede Richardes humør, han elskede børn.

Så snart alting virkede sikkert igen, var vagten trådt tilbage igen og Richardes blik vendte tilbage til pigen, han fulgtes med. Et rød plet efter jordbærret sprang i øjnene, som hun allerede var i gang med at forsøge at tørre den af.
”Lad mig,” sagde Richarde venligt og rakte ud for blidt at tage lommetørklædet fra hende. Hans slanke og bløde fingre tog forsigtigt fat i halsudskæringen og med en lidt bestemt bevægelse forsøgte han at få farven af det hvide stof. Det så dog ikke ud til at lykkes, hvilket passede ham fint.
Som var det et uheld, eller noget han ikke selv var opmærksom på, snittede hans fingre den sarte hud ved kravebenet, og det krævede lidt af ham ikke at give sig til at kærtegne den.
”Jeg tror, at der skal vand til, desværre. Jeg tænker, at det kan vi klare ved kroen, inden pletten tørrer ud.” Han sendte hende et trøstende smil og flyttede endeligt hænderne fra hende, inden han rakte hende lommetørklædet tilbage.
”Er der langt?”